Doesn't matter where, doesn´t matter when

[Jack Day]

Det var måske rart nok, at snakke om noget andet, selvom hvert ord og spørgsmål syntes at bringe alle de store no-go´er op igen.

Alligevel forsøgte han bare at forholde sig til det egentlige emne. "Hun knalder kun kærester," svarede han så, men undlod at fortælle, at Olive ikke rigtig havde knaldet nogen før.

[Milo Davies]

Milo slap en dæmpet lyd, der mest af alt bekræftede, at han havde hørt svaret. Det var da også tilstrækkeligt opklarende. Han vidste, hvad Jack ledte efter - eller ikke ledte efter.

"En skam."

[Jack Day]

"Sådan er det," lød det fra Jack, som alligevel sendte en tanke tilbage mod dem han havde efterladt uden ord til brylluppet. Snart efter satte han sig mere pludseligt op.

"Jeg går ud og slår en streg." Og med det skridtede han mod badeværelset. Telefonen blev hevet op og Freddie blev skrevet til, så han kunne fortælle ham at han var taget hjem (hvis ikke allerede det var åbenlyst). Et sted i ham frygtede han dog, at han lige havde efterladt fætter, kusine og Olive i en lortesituation.

Han fik pisset, gnedet panden og vendte tilbage til værelset, for at tage jakkesættet af og kravle over i sengen igen. Denne gang krøb han under dynen, men løftede den også så Milo kunne være med.

[Milo Davies]

Milo brummede i bekræftelse og blev siddende i vennens seng med et halvt blik på skærmen. Størstedelen af opmærksomheden var dog på, hvad kunne have fremkaldt en sådan reaktion fra en, der havde fløjet et sted, hvor der var drager.

Tavst så han på Jack, da han kom til syne igen, men slog respektfuldt blikket væk, mens han stiftede. Først ved den løftede dyne, vendte han blikket tilbage og kravlede ned under dynen til ham.

[Jack Day]

Jack var ikke voldsomt blufærdig, men måske havde han det fint nok med ikke at blive overbegloet i aften. Han trak nogle bløde, lange shorts på, men bekymrede sig ikke med at finde en t-shirt, da han kravlede under dynen og snart fik selskab af Milo.

"Vil du se noget andet?" spurgte han ham så, og nikkede mod fjernsynet.

[Milo Davies]

Milo vidste ikke helt, hvordan han skulle gribe det an. Men han vidste også, at Jack havde det tusind gange værre, så han lagde forsigtigt armen om ham.

"Nah, det er fint," forsikrede han ham. "Jeg har efterhånden set alt, der er værd at se over ferien."

[Jack Day]

Det var svært at lade som om alt bare var afslappet og normalt, men ikke desto mindre gav Jack den et forsøg. Armen over sig hjalp.

"Fair. Vi kan bare lade det køre så," vurderede han og forsøgte at lukke øjnene og finde noget ro til baggrundsstøjen og lyden af Milos vejrtrækning. "Trak jeg dig væk fra noget vigtigt egentlig?"

[Milo Davies]

Milo sov som oftest i lyd og blåt lys fra skærmen, så det generede ham ikke det mindste. Tværtimod hjalp det med at overdøve tankerne, når de nådesløst trængte sig på.

"Nah. Stenede bare alene hjemme." Han tilføjede ikke, at han havde været det snart en uge. Lainie var hos en af pigerne og deres mor havde han ingen anelse om hvor var. Ikke, at det var usædvanligt.

[Jack Day]

Jack fortrød alle beslutninger om at være taget med til den fest. Han følte stadig han kunne mærke Bayleas kærtegn, tortur, bløde ord og skrækkelige nedgørelser.

"Du skulle have skrevet," sagde han så, selvom han også vidste at han nok havde trukket ham med til festen i så fald. Og det havde ikke nødvendigvis forhindret at han havde lokket sig væk med den pige.

[Milo Davies]

"Could've, should've, would've," slyngede Milo roligt ud og lød ikke for alvor til at fortryde det. Han havde nok ikke ladet sig tale med til en fest, uanset. Bekymringen for moren lå stadig i baghovedet.

"Og jeg havde sgu nok ikke formået at ende med at rage O'Neal på røven."

[Jack Day]

Selvom det føltes en kende tøset at blive spoonet af Milo, så tog Jack det som det var. Faktisk trak han endda vennens arm længere om sig og forsøgte sig med et underholdt fnys.

Okay, tænk på dét. At rage O´Neal på røven.

"Det kunne da godt være shaggy. Måske ville du have bedre held med at forsegle handlen end mig."

[Milo Davies]

Milo havde ikke smilehuller eller en quidditchspillers krop. Faktisk lignede han nærmere én, der var allergisk over for sol og bevægelse. Han trak på den ene skulder.

"Ja, efter hun har været ude med tre forskellige quidditchspillere, beslutter hun sig nok for at gå efter hjernen næste gang," gik han dog med på det, selvom det var med underspillet sarkasme.

[Jack Day]

“Hey, hun havde ikke den store succes med de andre,” pointerede Jack. Han var nok klar over, at synet af Milo under de øverste lag godt kunne være afskrækkende. Dette var trods han ikke selv tænkte over dem længere.

“Og nu ved du at hun godt kan lide at blive taget på røven.” Det virkede mere fjernt for Jack selv, at tænke på at forsegle nogen aftale med Olive.

[Milo Davies]

"Mh," lød det tankefuldt fra Milo. Han havde intet behov for at røre ved grævlingen fra årgangen over dem. Han nussede bare Jack på armen og lå tavs lidt.

"Var den god i det mindste?"

[Jack Day]

Som regel havde Jack ikke problemer med at genkalde præcist hvordan en røv (eller noget andet på en dame) føltes. Tillægsord manglede der i hvert fald ikke. Nu fangede han sig selv i at ligge og tænke over det.

"Det mener jeg," formodede han så. Han havde da klart nydt det, men det virkede pludselig så fjernt.