Caught in the web that I weave

[Cora Greengrass]

Cora havde fået en vejrtrækningspause med Freddie Day , men uundgåeligt var det, at hun måtte finde sin plads på Simon Montague ´s arm igen. Alligevel var han ikke til at se i haven, så i stedet måtte hun opretholde spillet alene i hans fravær. Hun undgik stadig sine forældres blikke og greb blot et glas bobler fra et svævende fad, og fandt sig, på en eller anden måde, ved siden af Martina dela Cruz . Selvom samtalen med Alissa stadig sad under huden, forsøgte hun at lade det glide. Være civil.

"Falder festen i din smag?"

[Martina dela Cruz]

Martina havde set Cora komme nærmere, men i stedet for selv at henvende sig, ventede hun for at se, om bruden selv opdagede hende, eller måske bare valgte at lade som om hun ikke så hende. Ingen af delene skete og måske var hun lidt overrasket over det ret neutrale spørgsmål “Mhm.. Sí... Det er perfekt og smukt.” Svarede hun og nippede til champagnen hun selv havde i den ene hånd. Hun kunne da også være høflig og lade som ingenting “Lige som du har planlagt det.. går jeg ud fra.”

[Cora Greengrass]

De havde aldrig været veninder. Aldrig rigtigt. Cora forsøgte dog ikke at være for hævngerrig lige nu, selvom hun huskede følelsen af at se Martina med Freddie Day til afslutningsfesten. Hun var dog lykkeligt uvidende om, at de begge havde været sammen med ham den aften.

"Ja," svarede hun, måske en kende overrasket over at Martina også mødte hende med en høflighed. Om end de begge havde en distanceret tilgang til hinanden. "Vores forældre har lagt meget arbejde i det. Al æren kan jeg ikke tage."

[Martina dela Cruz]

Martina var stadig ikke sikker på, om Cora spillede, holdt fast i en facade for begivenhedens skyld, eller om hun faktisk havde glemt den invitation hun havde trukket tilbage til afslutningsfesten.

Af samme grund var hun lidt på vagt bag sin egen høflige facade da hun nikkede igen "Og når forældre er tilfredse, så betyder alt andet ikke så meget." Konstaterede hun, måske med en undertone af noget bittersøde, mens blikket momentært søgte Petronelle dela Cruz i mængden, så kort, at de fleste nok ikke ville bemærke det "Men hvis ikke du skulle tage æren på din bryllupsdag, hvornår så?"

[Cora Greengrass]

Hele dagen handlede om et spil for galleriet, men Cora manglede måske også at ligne en som faktisk havde veninder. Måske, i en eller anden fremtid, kunne hun endda få nogen af dem tilbage, som hun havde mistet. Martina kom fra en indflydelsesrig familie, og selvom denne pige havde været et led i Coras undergang som sirene, var det ikke uden betydning.

Cora nikkede og tog en tår fra sit glas, selvom hun ikke kunne finde glæde i sine forældres tilfredshed længere. Ikke efter, de tillod Simon at gifte sig med hende efter at han var stukket af.

"Det er meget sandt," indrømmede hun gerne og mønstrede et smil. "Du er stadig uforlovet er du ikke?" Hun lød ikke bidsk. Mere blot, nysgerrig.

[Martina dela Cruz]

Endnu et nik, men hun ikke helt kunne beslutte sig for om hun skulle gå og finde Nell, men noget gik hende til at blive "Si." bekræftede hun med et nik til spørgsmålet, der også fik det til at lufte svagt i mellemgulvet "Endnu.. jeg har ikke travlt." Tilføjede hun, men måske hendes forældre ville få det, når de først havde hørt hvad Nell havde at fortælle.

[Cora Greengrass]

Cora brød sig ikke om hvordan Martina hverken havde behandlet hende eller talt til hende, men ikke desto mindre lå meget af foragten i, at denne pige var anderledes end hvad Cora følte sig trænet til, og alligevel blev belønnet. Ikke kun med Alissa Avery´s selskab, men også med Freddies.

"Det er en klog beslutning," lød det så fra hende, nærmest uvant at hun talte lige ud af posen, frem for bare at hæve sig over alting, som var hendes metode bedre. "Så kan du få lov at vælge."

[Martina dela Cruz]

Martinas læber krøllede sig i noget der var begyndelsen til et smil og hun åbnede munden for at svare, at hun ikke var sikker på det var hendes beslutning på nogen måde, men Cora kom hende i forkøbet med en formodning, der fik Martina til at slippe en næsten underholdt lyd “Vælge mine egne sko eller min egen uddannelse, ja måske.. Hvem jeg gifter mig med, næppe.” Lige det faktum, var der ikke meget kulturforskel over.

Brynene krøb lidt sammen og et nu nysgerrigt blik “Fik du selv lov at vælge da?” Det var virkelig ikke det indtryk hun havde, men man kunne aldrig vide. Bare fordi hun selv ville have valgt noget andet en Simon Montague, kunne det være der var noget andet i det for Cora. Selv efter rygterne og dramaet til afslutningsfesten.

[Cora Greengrass]

"Udvælge måske. Ikke vælge frit," rettede Cora gerne sig selv, da hun naturligvis vidste, at de færreste fuldblodsfamilier der gjorde sig i kontraktuelle forlovelser næppe ville lade deres børn vælge hvem-som-helst. Hun vendte blikket over mængden, da spørgsmålet lød.

"Nej," sagde hun ærligt. "Men han er en Montague. Valget var vist ikke svært for mine forældre."

[Martina dela Cruz]

Martina nikkede, ikke synderligt overrasket over rettelsen, eller over at finde ud af, der alligevel var en del de kunne blive enige om “Og navn og penge trumfer følelser.” Konstaterede hun, en snert af bitterhed igen gemt i hendes stemme.

DEt var måske den mest civile samtale hun havde haft med Cora. I hvert fald den mest ærlige, men det faktum at hun var ret sikker på Cora helst ville have været alle andre steder, end nu endegyldigt bundet til en mand… en dreng, der for kort tid siden, var stukket af med en anden, gjorde hende måske lidt mindre fjendtligt stemt end tidligere “Men det er dig der skal leve med valget, ikke dem.”

[Cora Greengrass]

Cora kunne klantre Martina for en masse. Hun havde rørt ved noget der ikke tilhørte hende og smilet, da Coras såkaldte veninder havde stukket hende i ryggen. Men måske kæmpede de bare begge for sig selv, trods hun selv ikke lykkes voldsomt godt i det.

"Ja, men man må bare få det til at fungere," vurderede hun så og havde forholdsvis succes med ikke at lyde så modløs og demotiveret omkring det. Der var ikke noget bare. Og Simon Montague havde endnu ikke undskyldt for sin adfærd og for hvordan han havde ydmyget hende. Han fortjente hende ikke, men havde alligevel fået hende. Ikke at han nogensinde skulle få hende på andre måder.

"Alissa Avery kaldte vielsen en forsegling af min husbonds dødsdom." Hun havde sine grunde til at fortælle Martina det. Måske endda advare hende om de venskaber hun havde fået sig.

[Martina dela Cruz]

Martina nikkede, selvom hun nok selv havde overvejet at stikke af - som Simon havde gjort - før hun lod sig tvangsgifte på samme måde.

Bonus-informationen, fik hende til at slippe et næsten underholdt fnys "Kun hans, ikke din?" spurgte hun med tydelig sarkasme, der dog ikke rigtigt var rettet mod Cora "Lad mig gætte.. det er derfor hun er i sort?"

[Cora Greengrass]

Om situationen bød for et underholdende fnys, var Cora nu ikke så sikker på. Hun kunne ærligt ikke aflæse Martina, men hun regnede nu ikke med, at den blonde heks fortrød hvilken rolle hun havde haft i at få sparket Cora af en trone, hun alligevel skulle forlade.

“Ja og ja,” svarede hun så og skævede hen mod den forhenværende, sortklædte sirenedronning. “Alissa Avery er ikke sådan en veninde der stikker en i ryggen. Snarere mens hun kan se én i øjnene.” Snart gled hendes egne mod Martina igen.

“Bare pas på, alright?"

[Martina dela Cruz]

Hvad der var sket mellem dem på Hogwarts, virkede som en hel anden situation, med helt andre spilleregler end hvor de stod nu. Som om skolen var sin egen lille tidslomme - som dog alligevel havde tråde ud i virkeligheden. Hun slog ikke Coras advarsel hen, men føjede den til det billede hun allerede havde dannet sig af Alissa. Som en man skulle passe på og ikke vende ryggen til.

Hun var tavs et øjeblik før hun nikkede “Gracias.” svarede hun og mente det reelt nok. Nok til en tilføjelse “Hvis Montague mener Nott er bedre end dig, så er det ham der er blind og dødsdømt.”

[Cora Greengrass]

Cora var ikke sikker på hvorfor hun advarede Martina, men måske ønskede noget i hende alligevel at levere noget girl-code. Hun sænkede da også hagen i et flygtigt nik over hendes tak. Det var mere ordene der fulgte det, der fik hende til at se lidt mere undersøgende på den næsten-jævnaldrene pige.

 "Tak," sagde hun og mente både dét og det flygtige smil hun sendte Martina og hævede sit glas mod hende i en sagte skål, før hun besluttede at det var den bedste note at ende samtalen på.

"Nyd resten af festen, ikke?"

Lukket.