Kill your prayers for love and peace (TW: noncon)

[Agnes Rosier]

Vielsen havde fået noget til at røre på sig i Agnes, men med den overstået og afstanden til brudeparret genetableret, kunne hun atter ignorere følelsen. Smil kom naturligt til hende og selvom de var omgivet af andre, kunne hun ikke dy sig for at læne sig ind til Matheo Rosier og trykke bløde kys mod hans læber.

"Dans med mig," bad hun ømt.

[Matheo Rosier]

Begivenheder med mange mennesker var ikke Matheos ting. Alligevel var der en anden motivation i dag, hvor han kunne vise omverdenen hvor glade de var for hinanden. Vise Simon Montague at løbet var kørt og at hán - ikke Matheo - havde været skurken i deres lykkelige historie.

Han nikkede til hendes forespørgsel. Det kunne se afmålt ud udefra, men Matheo klemte hendes hånd, da de fulgtes ud blandt andre par. "Er det et bryllup som dette du kunne tænke dig?" Matheo kunne aldrig drømme om at være udendørs på en så varm dag til sit bryllup.

[Agnes Rosier]

Det var som en drøm, da Agnes kunne rejse sig sammen med ham og lade sig føre ud på dansegulvet. Sådan, som de en dag ville gøre det til deres eget rigtige bryllup. Alligevel rystede hun svagt på hovedet.

"Varme og sommer har aldrig rigtigt været min ting," indrømmede hun med antydningen af et smil. "Men det er det sjældent for rødhårede, har jeg hørt."

[Matheo Rosier]

Matheo havde aldrig fundet det naturligt at smile i særlig store mængder, men nød da de subtile trækninger om mundvigene som Agnes fremviste til ham, men nu også dem i blandt dem, selvom sidstnævnte næppe var intentionelt.

"Juleferien kunne være en mulighed," foreslog han så, da det var den nærmeste ferie der ventede dem. Forældrene forventede nok stadig en officiel fest. Måske ville det også give Matheo illusionen af Agnes´ komplette uskyld igen.

[Agnes Rosier]

Julen var den perfekte højtid og Agnes lyste op i et hengivent smil, da deres sjæle igen fandt hinanden. Hun nussede hans skulder lidt, mens hun nikkede, uden blikket nogensinde slap hans.

"Jeg kan slet ikke vente," betroede hun ham lavmælt. "Alene det at skulle vente, til vi igen kan være alene og helt og selv, virker som en pinefuld prøvelse."

[Matheo Rosier]

Pinefuld var en passende beskrivelse. Matheo klemte hendes hånd, der hvilede i hans egen, og mærkede sin egen ivrighed melde sig ved tanken om at forlade brylluppet sammen til aften, uden det betød at de skulle i separate værelser.

"Vi behøver ikke være her hele natten," mindede han hende derfor om, mens han førte hende i dansen. "Nok kan vi fejre deres dag, men vi er stadig i gang med at fejre os."

[Agnes Rosier]

Fejringen af dem var en todelt størrelse. Lige så meget, som Agnes havde fået sin største drøm opfyldt, lige så meget gruede hun for de aktiviteter, Matheo søgte i sengen. Men det var småting ved siden af den glæde, han gav hende, blot hun kunne læne sig lidt ind mod ham og kysse ham midt på dansegulvet. Så det gjorde hun.

"Vi kunne lægge os hjem i seng og læse højt for hinanden," foreslog hun blødt, velvidende at det for nu kun var muligt i tanken

[Matheo Rosier]

Matheo håbede at brudgommens blik hvilede på dem i dét øjeblik. Faktisk måtte hele bryllupsselskabet hellere end gerne se hvordan hun fremviste deres kærlighed gennem et møde mellem to sæt læber.

"Ja?" sagde han og så ikke selv nogen umulighed. "Lad os bare gøre det med det samme." De var myndige. Folk havde set dem og de var blevet gift. Behøvede de spørge om lov?

[Agnes Rosier]

Agnes rynkede brynene, selvom det nok ikke burde komme bag på hende, at deres syn på forventninger og forpligtelser var vidt forskellige. Men hun elskede Matheo, uanset hvad han så måtte mene og rystede overbærende på hovedet af ham.

"Vi kan da ikke bare gå nu, Matheo," indvendte hun blødt. "Hvordan ville det ikke se ud?"

[Matheo Rosier]

Der var visse traditioner. Blandt andet om ikke at forlade festen før brudeparret, men Matheo følte ikke at han risikerede noget, nu hans alt var låst til ham.

"Som om vi har bedre ting at foretage os," foreslog han så, og kunne næsten have forekommet spøgefuld, havde han altså trukket den mindste smule på smilebåndet og ikke ment det i alvor.

[Agnes Rosier]

Trods Matheos alvorlige mine, tog Agnes det som en spøgefuld bemærkning. Hun grinede dæmpet og måtte stoppe i dansen, skubbe sig op på tæer og kysse ham igen. Hun kunne simpelthen ikke lade være.

"De er et par, der kommer til at gøre begge deres familier stærkere," mindede hun ham om og smilede mildt. "Det er vigtigt, at vi ikke sender ærgerlige signaler til sådan en begivenhed."

[Matheo Rosier]

Matheo fangede sig selv i ret modvilligt at vende blikket i retning af brudeparret, mens han stadig kunne mærke trykket fra Agnes læber mod sine egne, selvom der var gået et sekund siden de havde forladt dem.

"Fint," medgav han så alligevel og valgte at give sin hustru ret, selvom han helst så, at han traf vigtigere beslutninger for dem, end hvor længe de blev til en fest.

Øjnene vendte sig mod hende igen. "Vi gør mere end bare vores familier stærkere. Vi gør hinanden stærkere."

[Agnes Rosier]

Smilet lå stadig om hendes læber og selvom det ikke voksede, blev det synligt varmere. En ømhed, der var forbeholdt Matheo, selvom alle ville kunne se den nu. Som det skulle være med ægte kærlighed; Den skulle ikke leves i skjul.

"Det har du gjort, længe før vi blev gift," mindede Agnes ham om og måtte tvinge sig til at bevæge benene igen. Hun savnede allerede hans læbers pres mod sine egne.

[Matheo Rosier]

Matheo ville gerne overgå brudeparret på alle måder han kunne. Påmindelsen behagede ham og snart, ved hendes føddernes bevægelse, førte han hende i dansen, uden han behøvede at tænke over et enkelt trin. Den slags lå i mekanisk i knoglerne.

"Vi bør tage lidt væk sammen. Inden skoleåret starter," Han så gerne at de fik noget tid for sig selv. I rammer hvor ingen andre kunne forstyrre.

[Agnes Rosier]

Forslaget var så uventet, at Agnes kom til at grine. Hun havde dog skam nok i livet til at sende ham et samvittighedsfuldt smil og give hans hånd et lille klem.

"A-ha," gik hun derfor med på den, selvom tanken forekom hende absurd. Men hun drømte gerne med ham.

"Og hvor skulle vi så tage hen?"