I hate going home

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde ikke svaret, men skridtede mod døren, uden nogensinde at vende ryggen mod sin far. På et eller andet tidspunkt, måtte han famle for at få åbnet den, men for nu, blev han med øjnene rettet mod ham.

"Hvad får jeg ud af at blive?" vendte han så spørgsmålet om. Hans mor var gået op, og det virkede farligt at tordne op ad trapperne, uden opbakning.

[Corban Yaxley]

Lyn slog ned i jorden fra himlen, ikke omvendt. Det samme gjaldt spørgsmål fra voksne til børn. "Nu er det nok, knægt!" Den rolige tone var erstattet af en hård.

"Du får min arv og min visdom. Og du får lov til at beholde din egen vilje. Ét skridt mere mod den dør, og så kan vi hurtigt lave om på det sidste."

[Corban Yaxley Jr.]

Tonen føltes som et af de magiske slag, han havde fået sig. Corbans nakke gav et mindre ryk, men han rankede sig straks og håbede at det ikke havde været for tydeligt. Øjnene vristede sig ikke fri fra døren.

"Skal jeg fortælle dig igen, at jeg ikke vil have noget fra dig?" forsøgte han så at puste til gløderne igen. Der var intet at frygte. Staven var hævet, men fingrene rystede en kende. "Jeg er ikke bange for dig, gamle mand."

[Corban Yaxley]

Nogen skulle måske fortælle knægten, at det burde han. Være bange. Men Yaxley kunne kun finde sig i en hvis mængde næsvished, før tålmodigheden slap op. Før staven gled ned i hånden, i samme bevægelse som den blev rettet mod barnet, der med det samme lettede fra jorden og blev presset hårdt tilbage ind i døren. Selvsamme dør, der kort forinden havde lignet et mulig flugtvej.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban burde have ageret hurtigere. Burde have overvejet, at noget som det her kunne ske. Alligevel blev luften slået ud af ham, da han lettede fra jorden og blev klemt mod den store dør, han kort forinden var kommet ind af.

Staven var nær gledet ud af hans hånd, men blev klamret fast mellem fingrene, selvom selve håndledet også forsøgte at mase sig mod døren. Gnisterne fløj ikke voldsomt overbevisende i retning af Senior, og dér hang han.

"S-slip mig."

[Corban Yaxley]

"Her i huset er det ikke usle, uduelige småkravl der giver ordrene. Jeg giver ordrene, og jeg beordre dig til at slippe din stav og gå op på dit værelse af egen fri vilje. Med mindre du også vil give slip på dén."

Der var noget umådeligt tilfredsstillende ved, at lade staven gøre arbejdet. At kunne pege og lade magien tage det tunge slæb, imens han kunne stå pænt på afstand uden en eneste dråbe sved på panden.

[Corban Yaxley Jr.]

Corbans ben dinglede magtesløst rundt, men det virkede som om armene ikke kunne gøre meget andet end bare trykke sig mod døren.

Hjertet begyndte at banke hurtigere, men han forsøgte virkelig at tænke sig om. Prøve at tænke en sammenhængende tanke, mens han... ja, hang.

"Jeg gør det ikke," kvækkede han alligevel, med stavspidsen vendt det eneste sted han kunne formå - mod gulvet og det store tæppe i entreen, som han snart formåede at sende gnister mod.

[Corban Yaxley]

Fint. I rolige, lange skridt trådte den ældre troldmand tættere på knægten der var låst fast mod døren. Staven stadig rettet mod ham, uden at lette presset der kun blev kraftigere jo tættere på han kom. En kold hånd med kontrollerede bevægelser, strejfedes knægtens da han lagde fingrene om det tynde stykke træ.

Han kunne næsten mærke, hvordan en svag varme bredte sig, og tilskrev det følelsen af, at være i kontrol. Den svage lyd af regnen udenfor, blandede sig med en rumlen, der næsten lød for konstant til at være torden. "Giv slip."

Bag ham, og uden han bemærkede det, begyndte flammer langsomt at slikke sig hen over gulvtæppet.

[Corban Yaxley Jr.]

Magien var måske en kende håbløs med den dårlige vinkel, og det endnu værre greb. Men måske var gnisterne subtile nok til, at undslippe det naglende blik. Tryllestaven ville gerne glide nedad og væk fra de svedige håndflader, men for alt i verden, måtte han holde fast.

"Nej," protesterede han kvækkende, mens ilden begyndte at tage fat i den ene ende af gulvtæppet. Lyden var så dæmpet, at det mæskede sig ind i lyden af torden og regn. "Lad mig gå!"

[Corban Yaxley]

Hvis knægten ville gå, skulle han få lov til at gå. Et næsten smilende ansigtsudtryk gravet sig frem fra dybet, om end det ikke var et behageligt et af slagen. "Imperio," hviskede han sagte. Opslugt af egene tanker og planer, imens en flamme fik fat i det nederste af tapetet.

"Slip staven, knægt. Og gå. Gå ud, og gå rundt om huset til dine fødder bløder, og blev så ved med at gå."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban kunne se flammerne slikke sig over gulvet bag sin far, men alligevel vedholdte han blikket mod manden der havde fortæret mere end flammer kunne formå.

Staven blev sluppet med ét, da handlingen pludselig ikke længere tilhørte ham. Fødderne landede mod gulvet og en dør blev trukket op, så han kunne gøre som der blev sagt.

[Corban Yaxley]

Yaxley betragtede knægten adlyde, sådan som børn burde adlyde deres far. Det var tilfredsstillende. Nu kunne han vende tilbage til det virkelige liv. Tilbage til kontoret. Til vinduet. For en kort stund, var tanken alene, nok til at Yaxley kunne blive stående og nyde tanken. Varme sig ved den. Forstille sig skyerne rulle ind og vinden der hev i trætoppene.

Men der var også noget andet der varmede.

Tæppet under hans fødder, og tapetet der begge stod i flammer.

De selvsamme flammer fik hård konkurrence fra gnisterne der sprang frem i den ældre toldmands blik, da had slog ned som et lyn. Staven blev selvfølgelig rettet mod flammerne, sammen med en kaskade af besværgelser der skulle sætte en stopper for galskaben. Men det var ikke dén slags besværgelser han havde gjort sig til mester i.

Alferne ankom heldigvis hurtigt efter, så de kunne udføre deres huslige pligter og holde hjemmet ved lige - om det så krævede at slukke ildebrænde.

Men koncentrationen det krævede at holde to individer under imperio, var blevet forstyrret. Og han mistede den ene...

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var nået ud ad døren, men forbandelsen hindrede ham ikke i at kaste et blik tilbage på sin far i processen, som havde bemærket gnist, gløder og flammer.

Og så mærkede han det pludselig: Et sluppet tag omkring sig og det eneste smuthul som han hurtigt måtte gribe inden for de næste par sekunder.

Han løb. Løb og forsøgte i det næste at transferere sig væk. Morgainefamilien var kortvarig i hans tanker, før smældet lød, men han traf en hurtig beslutning om at dukke op i et mugglerkvarter - i en gyde han havde sat fødderne i dengang han besøgte Althea.

Frihed var en flygtig følelse for en der i virkeligheden havde været en fange i eget hjem i årevis, men Corban støttede ryggen mod nærmeste mur og bad til, at det her gav ham mere tid til at finde ud af hvordan han endte mareridtet for altid.

Lukket?