Bless this day, tragedy of life, husband bound to wife

[Simon Montague]

Krammet varede ikke mange sekunder, men det var mere end nok til at Simon kunne føle sig helt let og fortrøstningsfuld bagefter. Der var en plan. Der var håb. Måske var fugle og morgener ikke så meningsløse alligevel?
Simon nikkede, rakte frem mod den urørte tekop for at tage den.

Pludselig afbrød han sin egen handling.

”Constantin?” Simons ansigt var atter alvorligt.
”- Det hele skal nok blive godt.” Han smilede sit skæve smil, det som havde været væk så længe. Derpå blev tekoppen løftet til munden og Simon drak.

[Constantin Montague]

Constantin fnøs muntert over sin brors humørændring. Hvis det fik ham i tøjet og ud i haven til ceremonien, var det vitterligt alt han kunne bede om. 

"Selvfølgelig. Vi har ikke smidt penge i alle de dekorationer udenfor for ingenting," Med det nikkede han over mod brudgommens tøj der hang på garderobeskabsdøren. "Eller i dit sæt for den sags skyld."

[Simon Montague]

Simon sank. Brynene foldede sig på den unge pande over Constantins ord.
En følelse af at de havde misforstået hinanden spredte sig som blæk i klart vand:
”Ehm..” Han fugtede læberne, prøvede at veje ordene omhyggeligt inden de blev sendt afsted til vurdering.

”Jeg er sikker på at dekorationerne er rigtig flotte.. men .. men du må ikke tro, at brylluppet bliver til noget, okay? Ærligt, sandsynligheden for at Agnes ikke – Ja, du ved – Bare ikke regn med noget, okay? Jeg vil ikke være i tvivl.”

[Constantin Montague]

Constantin havde ladet sig overbevise af Rosierfamilien og havde måske også ladet munden løbe. Alligevel smilede han snart til sin bror og valgte at stryge ham med hårene - frem for mod - endnu en gang.

"Nott kommer med de andre gæster. Så det bliver til noget, omend jeg ikke ved om det bliver et bryllup," sagde han, selvom han var temmelig overbevist om at to jaér ville blive talt. Skandalen hvis ikke, var simpelthen for stor. "Jeg er ved din side, lillebror. Uanset."

Løgn.

[Simon Montague]

Simons skuldre sank på ny, lettet. Smilet lagde sig i mundvigene.
”Godt.” Han nikkede for sig selv, satte koppen fra sig. Selvom Simon ikke kunne se meningen med at skifte til bryllupstøjet, nu hvor alle i rummet vidste at arrangementet ikke ville blive til noget, skævede han alligevel til de ophængte rober. Familien ville acceptere det, Constantin ville forklare det. Tøjet var pænt.

”Hvornår kommer hun – Altså gæsterne?”

[Constantin Montague]

Constantin så brorens vandrende blik og fandt fortrøstning i, at han ikke nødvendigvis behøvede tvinge ham i tøjet. Det hele skulle nok gå deres vej, fortalte han sig selv. Ellers havde han ikke bebyrdet sig med at rette op på skaden.

"To timers tid," svarede han, helt roligt og kastede et enkelt blik mod vinduet. "Lidt mindre for nogle af dem der evigt insisterer på at komme for tidligt og hjælpe til. Som forstår de ikke hvad husalfer er her for."

[Simon Montague]

To timers tid.
Hjertet havde allerede sat tempoet op, bemærkede Simon, og frydede sig derved.
”Det er perfekt.” Han var på nippet til helt at tilgive brorens idiotiske handling, der i første omgang havde ført til splittelsen. Constantin havde ikke vidst bedre – det gjorde han heldigvis nu.

”Det er perfekt,” gentog Simon.

//Afsluttet