Broken wings on a broken bird [TW: voldtægt]

[Agnes Rosier]

Lykken havde været kortlivet. Kun et par dage havde Agnes fået med Simon Montague, før hendes liv igen var blevet revet fra hende. Tilbage var hun igen i Rosier-familiens hjem med et knust hjerte. Gråden var udeblevet. I stedet havde hun lagt sig i den seng, der åbenbart var ment til at være hendes, og stirret ind i væggen.

Hun havde ikke bevæget sig i tre dage, da hendes tavshed ikke blev besvaret med en husalf, der pibende havde fortalt hende, at den havde stillet aftensmaden uden for hendes dør. Ikke en eneste gang havde hun taget den, men nu var det i stedet Lucian Slughorn, der trådte ind. Han havde mødt hende med en omsorg, hun aldrig havde troet mulig, og den havde lokket den beroligende kop te fra hans hænder til hendes læber.

Drømmene havde været tågede, fyldt med fremmede følelser og impulser, og da hun vågnede med solopgangen morgenen efter, var det med en afklarethed, hun kun havde oplevet med Simon. Men den ældre dreng var langt fra hendes tanker. I stedet sværmede de om Matheo Rosier og det var sådan, hun fandt viljen til at stå ud af sengen. Hun redte endda håret væk fra ansigtet og prøvede tre forskellige kjoler.

Hun næsten løb hele vejen til hans værelse og følte sig en smule forpustet, da hun nåede frem. Dog ikke mere, end at hun fik glattet skørtet og ført et par krøller på plads. Og så trådte han ud. Synet tog næsten pusten fra hende, og hun kom til at smile genert til ham.

"Godmorgen," hilste hun lavmælt, tydeligt nervøs. "Jeg håbede, at du ville følges til morgenmaden med mig."

[Matheo Rosier]

Stolthed var en mærkelig størrelse. Alligevel mærkede Matheo en vifte af fornemmelser tilknyttet dette ord over dagene der fulgte Agnes tilbagevenden. For han havde formået at holde afstand. Døren var ikke blevet banket på og han havde kun én nat faldet for den morbide nysgerrighed efter at besøge hende, da hun var i drømmeland. Ikke at hun lod til at sove tungt nok til at han kunne bevæge sig tæt på.
Han var stolt over sig selv for ikke at havde ladet temperamentet løbe løbsk på skolen, således at han blev frarøvet endnu et skoleår med Agnes. Derudover var han stolt over, at han havde overladt hele processen med at få hende tilbage til sine forældre, så Agnes ikke skulle tro at han havde tvunget hende.

Nej, hun skulle komme til ham. Og selvom han var plaget af ideer, tanker og sygelig lyst efter at være ved hendes side - tilmed hvis det betød at han skulle vride hendes sind - syntes det ikke at overraske ham, da hun endelig opsøgte ham. For nu havde hun vel blot indset, at deres bånd var ubrydeligt.

"Agnes," hilste han i døren, da han blev mødt af noget så sjældent som et smil. Øjnene bevægede sig over hende. "Selvfølgelig vil jeg det." Han rakte hende en hånd og fulgte hende mod trapperne.

[Agnes Rosier]

Agnes havde lyst til at slå armene om nakken på ham og trykke sig ind i en tryg favn, men for nu lod hun sig tilfredsstille med en hånd i sin. Den var stor, rar og velkendt og hun kunne ikke lade være at stryge tomlen over hans.

"Har du sovet godt?" spurgte hun med oprigtig interesse og så op på ham, mens de gik.

[Matheo Rosier]

Noget var sket, men Matheo antog blot at det var en lignende erkendelse til den karaktererne fra litteraturens verden måtte opleve. Ved at skabe afstand til Simon Montague havde hun måske indset, at der var noget andet hun holdt kærere.

"Ja," svarede han afmålt som ofte før. Alligevel gled blikket ned mod hende som de fulgtes mod trappeafsatsen. "Du ligner også en der har sovet godt."

[Agnes Rosier]

Den dårlige samvittighed nev og stak ved Matheos afmålte svar, selvom der ikke var noget underligt ved det. Men hun gav hans hånd et lille klem inden trappen i opfordring til at stoppe.

"Jeg har sovet godt. Jeg føler mig afklaret og jeg er så ked af det, Matheo," indledte hun alvorligt. "Jeg har ingen anelse om, hvad der gik af mig. Hvordan jeg nogensinde kunne behandle dig så modbydeligt. Der er ingen undskyldning for det, men jeg håber, at du med tiden vil finde det i dig at tilgive mig."

[Matheo Rosier]

Selvom de ikke havde gået ruten sammen over de seneste dage, var den velvant og sad i kroppen. At hun fik ham til at stoppe før de overhovedet nåede at tage et trin ned, fangede hans opmærksomhed og vendte den fulde mod hende. Nej, det var ikke første gang hun undskyldte for sine dumheder. Øjnene granskede hendes.

"Jeg har tilgivet dig mange gange før," sagde han og overdrev gerne for at understrege sin pointe. Måske havde han været for rummende overfor hende - måske skulle hun kæmpe for dem for en gangs skyld.

"Hvordan kan jeg være sikker på, at du ikke forlader mig igen?"

[Agnes Rosier]

"Lad mig vise dig det," svarede Agnes med inderlig villighed til at gøre op for alle sine fejl og mangler. Alt det, hun havde udsat ham for med sine synder. En hånd nærmede sig langsomt hans kind og lagde sig først mod den, da hun var sikker på, at det var okay.

"Hver dag. Jeg vil vælge dig igen og igen, indtil du igen kan og vil vælge mig."

[Matheo Rosier]

Agnes kunne formå at frembringe ild under hans hud, men han vidste også at han foragtede, elskede og krævede hende. Han forsøgte ikke at fjerne hendes hånd, men lod hendes fingerspidser nærme sig og folde sig ud.

"Jeg har aldrig fravalgt dig," mindede han hende så om. Udefra kunne ændringen forekomme for god til at være sand, men deres skæbner var sammensmedet. Måske havde hun endelig indsét det.

"Du skulle finde tilbage til mig."

[Agnes Rosier]

Agnes slap hans hånd for også at ligge dén af sine hænder mod Matheos anden kind. Øjnene flakkede mellem hans, forsøgte at vise ham, hvor alvorligt hun mente det. Hvor stærke hendes følelser i virkeligheden var, nu hun endelig havde fundet tilbage til ham.

"Jeg er her nu," mumlede hun inderligt og kyssede ham helhjertet, mens noget indeni hende gik i stykker. "Jeg lover det. For evigt."

[Matheo Rosier]

Det var stærkere denne gang. Forbindelsen mellem deres øjne, selvom samme passion nok aldrig kunne nå hans med helt samme intensitet og tydelighed. Det der dog kom fra, var mere end han kunne vise nogen anden. Indtil kysset fik hans øjenlåg til at sænke sig i.

"Fjollede, naive Agnes," mumlede han mod hendes mund, som var det komplimenter, før han krævede mere af hvad hun havde givet ham. En hånd gled ind under rødt hår og en anden lagde sig mod hendes liv for at trække hende tættere. Trappetrinene var nær, men han kvalte den svage hvisken i baghovedet om at smide hende ned.

"Lov mig det igen. Hvor længe vil du være her?"

[Agnes Rosier]

Agnes var fjollet og naiv, men hun vidste det godt selv. Det vigtigste var trods alt, at hun var det for Matheo og ikke nogen anden. At det var hans læber, hun nu trykkede sine lige så helhjertet ind mod som hendes krops svajen ind mod ham.

"Altid," lovede hun inderligt, mens noget i baghovedet vred sig. Det fik dog ingen plads i den behagelige dis, hendes sind føltes indhyllet i.

[Matheo Rosier]

Det havde været ham der havde kysset hende før i tiden. I hvert fald oftere, selvom hun også havde skænket ham læber mod kindbenene. Dette var noget andet og det føltes for ham langt mere kødeligt end ordentligt. Deres forbindelse var stærkere end hendes tro, men alligevel kunne han sagtens bruge hendes skam til egen fordel.

Da han brød kysset, var hans ansigt stadig ufattelig tæt på hendes. Øjnene lod sig åbne og blege fingre var viklet ind mellem rødt hår, som var han klar til at kvæle hende med det, som Browning havde gjort med Porphyria i sine vers.

"Og Simon?"

[Agnes Rosier]

Simon. Et sekund kunne Agnes næsten mærke regndråberne mod sit ansigt og høre hans latter for sine ører. Men alt, hun var efterladt med, var aftrykket af Matheos læber mod sine.

"Han vil aldrig kunne være det her," svarede hun og det var sandt, selv udsyn kærlighedseliksiren. Men det var den, der gav liv til de følgende ord:

"Jeg elsker dig, Matheo. Det er altid, det jeg har følt, men først da jeg kom tilbage og virkelig indså, hvad jeg havde mistet ... Jeg kan ikke leve uden dig."

[Matheo Rosier]

Matheo forsøgte at overbevise sig selv om, at Agnes og Simon aldrig havde delt et kys som det de netop havde. Overbevisningen var skam også nem for en, som siden Agnes´ mors død aldrig havde sået nogen tvivl om deres forbindelse.

Han betragtede hende: hagen hævet for bedre at kunne granske hendes blik med sit eget. Der gik noget tid før han talte igen.

"Vis mig det," sagde han så. "Tag med mig til hans bryllup og vis mig, at han ikke rører dig som jeg gør."

[Agnes Rosier]

Det var svært at sige, at Simon Montague ikke havde rørt hende på samme måde. Men mindet om hans arme om sig eller hænderne i sit hår var langt væk. Overskygget af alt, der var Matheo.

"Alt, hvad du vil have," forsikrede hun ham dæmpet og uden at kende udstrækningen af hans ønsker. Fjollede, naive Agnes.

"Alt, der kan bevise min kærlighed til dig."