De første fornemmelser

[Lainie Davies]

Efter at have indrømmet overfor Maighread MacFusty , at hun havde visse... fornemmelser omkring Emery Wood , var det som om motivationen til faktisk at gøre noget ved det, blev større. Venindens opbakning betød dog alverden, men det var også nervepirrende at sidde her på tribunen med hende (under påskud af at udspionere deres taktikker og måske distrahere tvillingerne), velvidende om at hun vidste, at synet af den spritnye anfører fik noget til at flakse i hende. 

Efter løvernes træning, håbede hun at nok af det rød-gyldne kollegies mod havde smittet nok af. For hun nærmede sig i hvert fald anføreren og tog en indånding.

"Hejøhm," Smilet var mere kejtet end normalt. "Godt spillet." Var det det? Planen om at invitere ham til at lave et-eller-andet efter træning, begyndte allerede at glide ud mellem fingrene på hende.

[Emery Wood]

Emery så intet, der ikke foregik på quidditchbanen. Han var intenst fokuseret, desperat efter en bedre sæson end den foregående og han piskede allerede sine spillere rundt, som var der ingen morgendag. Han var høj på begejstring, da det var overstået og klappede dem alle på skuldrene - åbenlyst stadig frisk som den eneste.

Først da opdagede han Lainie og så lidt overrasket ud, men hendes kompliment var velvalgt og alle hans tænder kom til syne. "Ja, ikke?" svarede han begejstret og kneb så øjnene lidt sammen, påtaget mistænksomt. "Har du været her for at udspionere for Hufflepuff? For det tilgiver jeg ikke, at du ved det."

[Lainie Davies]

Som hun stod der foran ham og så ham blotte tandrækken, føltes det både vildt meningsfuldt at stå foran ham, men også nervepirrende. For alle måtte da kunne se hvor kær han var. Ligeledes hvor dedikeret han var i luften.

Hun kom dog til at grine ved hans ord, hvilket opblødte det øverste lag af nervøsiteten. "Snarere for Slytherin," sagde hun og skævede tilbage efter Mags, som var på vej væk. "Men det gør det vel ikke mere tilgiveligt?"

[Emery Wood]

Emery forstod godt at det var en joke, men hans blik flakkede alligevel instinktivt og hurtigt i retning af den forsvindende skikkelse og tanken om at Maighread MacFusty havde luret på dem, bekymrede ham svagt. Det distraherede ham et øjeblik, åbenlyst, før han huskede at Lainie stod der og rettede blikket mod hende igen.

"Virkelig ikke," slog han fast, måske lidt for passioneret. "Du hepper vel ikke på dem mere end os, gør du?"

Det lød som om, at det var intet mindre end en dødssynd.

[Lainie Davies]

Passionen var beundringsværdig, men også vældigt distraherende. Måske var det i virkeligheden blevet sværere for Lainie at afholde sig selv for at falde en smule i staver omkring Emery.

"Måske ved jeg først hvem jeg hepper på, når den første kamp er afgjort," sagde hun med en forsigtig trækken på mundvigen, mens nogle af de andre fra holdet passerede mod omklædningsrummet.

[Emery Wood]

Emerys blik fløj tilbage på Lainie, da hun talte og i et øjeblik så han reelt ud som om, at hun havde slået ham. En sparket hundehvalp, næsten. Han fnøs, lidt forsinket. Forsøgte at skrue et stoisk smil på.

"Og her troede jeg ellers, at du var på min side, Davies. Av."

[Lainie Davies]

Hun havde aldrig været en synderlig kalkuleret type og gik hverken op i sporten eller det kollegiale omkring denne. Hun heppede på sine venner, men det var alligevel en anden følelse med Emery, selvom hun forsøgte at være noget hun ikke var lige nu. Lidt out of character måske.

På grund af hans ændrede udtryk, var hun først overbevist om at hun havde sagt noget reelt dumt i sit forsøg på at være sjov. Hun fulgte derfor op med et blødt, nærmest genert, smil.

"Jeg er her også lidt for din skyld." Indrømmede hun så endelig.

[Emery Wood]

Emery var naturligvis ikke rigtigt ked af det, måske, nærmest ikke, men alligevel lidt, hvis Lainie valgte Slytherin over hans hold. Det var en ærlig sag, mente han. Han kunne dog ikke lade være med at se undrende på hende ved hendes indrømmelse, men smilede også lidt forvirret.

"For min skyld?"

[Lainie Davies]

Det var svært at vide hvor det ville lande, eller hvad hun skulle sige. Faktisk havde hun glemt alle råd fra pigerne. Hun strøg noget af det skæve pandehår væk, selvom det naturligt faldt ned hvor hun havde ført det væk fra.

"Ja altså," begyndte hun, uden helt at vide hvordan hun skulle være direkte, men samtidig smooth. Hun endte med ikke helt at være nogen af delene. "Jeg tænkte om du havde tid til øhm... sådan, har du planer efter du har klædt om?"

[Emery Wood]

Emery blev distraheret i et kort sekund, da nogle af de andre gik forbi, men fik blikket tilbage mod Lainie og kløede sig lidt i de vindblæste krøller.

"Øh," røg det ud af ham og han tænkte, at det da var et underligt spørgsmål. Hvorfor var hun kommet helt herned for at spørge om det? "Altså, jeg tænkte, at jeg skulle have noget frokost..."

[Lainie Davies]

Nu havde hun lagt op til at hun ville et-eller-andet, men det blev alligevel meget svært at afsløre mere end det. For hun vidste virkelig ikke hvor hun skulle starte eller om Emery overhovedet var interesseret.

Hun rømmede sig flygtigt, før hun lod læberne skille. "Skal vi spise sammen?"

[Emery Wood]

"Johhh," svarede Emery og kløede sig lidt i nakken igen. Han så forvirret og lidt undrende ud, men smilede også et lidt bøvet smil. Godmodigt. Han var jo også stadig høj på en god quidditchtræning.

"Det kan vi da godt. Kom du helt herned bare for at spørge om det...?"

Dét var lidt mærkeligt.

[Lainie Davies]

Kinderne var allerede ved at blive temmelig varme, men Lainie vidste ærligt ikke hvad hun skulle sige. "Ja," blev dog det umiddelbare og ærlige svar. For hun da taget turen herned for at tilbringe noget tid med ham. Hvordan hun skulle gribe det an derfra, var en helt anden sag.

"Jeg synes du er..." Sød. Flot. Absolut charmerende? 

"... Nice selskab."

[Emery Wood]

Emery blinkede lidt, men smilede også sit bøvede smil. "Nåh. Cool nok," grinede han, lidt undrende, men muntert nok. Det var lidt mærkeligt, men måske havde han bare misset et eller andet.

"Jamen, så. Du kan da bare følge med, så. Så fanger vi Milo Davies og de andre," konstaterede han med et smil og uden at fatte noget som helst. "Jeg skal bare lige i bad først, ikke?"

[Lainie Davies]

Smilet blev en kende mere vakkelvornt, selvom Lainie virkelig forsøgte ikke at gøre det alt, alt for tydeligt. De store øjne blinkede en gang ved erkendelsen over, at hun nok ikke kunne få ham på enemandshånd.

"Jaerh... klart," sagde hun og mærkede sig selv trække i land. "Det er godt vejr. Jeg venter bare her ude foran." Hun nikkede mod omklædningsrummet og begyndte at sætte i den retning med ham.