It's the thrill of the fight [S]

[Baylea Burke]

For de fleste af Hogwarts' elever betød sommerferie nok en tiltrængt pause. Det betød is og dukkerter og at slænge sig i solen. Men Baylea og Alfie Burke var på mange områder meget anderledes fra de fleste af Hogwarts' elever. Ikke, at de ikke slængede sig i ude i græsset. Drengen gjorde i hvert fald, mens pigen sad foroverbøjet over en støvet bog.

"Uh," lød det fra hende. "Her er der én." Fingeren fulgte ordene, da hun begyndte at læse højt: "Forbandelsen er ældre end dolorosoforbandelsen og er tidligere blevet benyttet til samme formål, da den forårsager en intens, sviende fornemmelse over huden." Fingeren satte tempoet op over advarslerne og formaningerne.

"Bum, bum, bum," mumlede hun imens og læste færdig, før hun så op på Alfie med et glimt i øjet. "Vil du?" Hovedet blev tiltet lidt til den ene side. "Eller skal jeg?"

[Alfie Burke]

Håret var blevet afbleget - ikke kun med lidt uautoriseret magi, men også af solens varme stråler. Græsset var velduftende og plettede sikkert den hvide, kortærmede trøje, men det var som sådan ikke hans problem at vaske det af.

Altimens solen kildede mod lukkede øjenlåg, lyttede han til søsterens stemme. En stemme der bar dybde og gnister af udfordring, uden han behøvede se på hende for at mærke det.

"Som om solen ikke er sviende nok," sagde han med et dovent fnys, før han løftede sig halvt op ved hjælp af sine albuer. Blikket fandt søsterens. "Prøv det på mig."

[Baylea Burke]

Nakkehårene rejste sig, da ordene krøb under Bayleas hud og sendte en behagelig iling ned langs hendes rygrad. Hun lagde bogen fra sig i græsset uden at slippe ham med blikket. Det var næsten mere brændende end den nådesløse sol foroven.

"Du ved, du allerede kan holde til ild." Tonen var mere dæmpet nu, silkeblød. Hun fugtede læberne og rakte frem for at bede om hans hånd.

[Alfie Burke]

Efter Flints død havde han følt at båndet mellem dem var blevet stærkere igen. Ikke at det nogensinde havde været sammenligneligt med andre søskendes. Selv ikke andre tvillingers.

En arret hånd rakte sig villigt frem, mens en mundvige lod sig løfte i et næsten djævelsk, men temmelig underspillet smil.

[Baylea Burke]

Vågne øjne fulgte hånden hver millimeter af vejen og Baylea modtog den med ømhed, da først den kom inden for rækkevidde. Fingrene kærtegnede hans, fulgte arvævets forgreninger over den ellers glatte hud.

"Du er smuk," mumlede hun blødt og kyssede hans hånd, før hun sænkede den lidt igen. Modstræbende slap hun ham med blikket for at kaste ét over skulderen. Men de var stadig alene og hun trak staven.

"Åbn din skjorte mere for mig."

[Alfie Burke]

Der var områder af huden han ikke kunne mærke. Disse områder var dem der bar de mest betydelige, tynde teksturmæssige hævninger i huden, eller hvor arrene gik dybest og havde bortbrændt de mere sensitive nervebaner.

Alfie vidste at han var smuk, men ikke desto mindre nød han at høre sin søster sige det, og se hendes læber berøre den ødelagte, men alligevel, på en eller anden måde, fuldendte hud.

Snart tog han hånden til sig for at knappe skjorten yderligere op. Ja, selvom solen allerede begyndte at kysse den blege hud derunder i en trussel om yderligere brændthed.

[Baylea Burke]

Selvom Bayleas ansigtsudtryk ikke forandrede sig meget, var blikket på ham vågent. Fulgte hver af fingrenes bevægelser og fortærede hver millimeter hud, der blev blottet for hende. Da den var åbnet helt, rykkede hun helt op på hans side og gelejdede den blødt af vejen uden at tage den af ham. Forbandelsen ville også virke på afstand, men det var bedre sådan. Mere intimt.

Hun spurgte ham ikke, om han var klar. Det var kun svage sjæle, der behøvede advarsler. Ikke hendes Alfie. Hun trak bare staven og strøg den blødt med over hans torso, mens hun fremmumlede den mørke magi så blødt, at det kunne være et kærtegn, var det ikke for forbandelsen, der fulgte med.

[Alfie Burke]

Man behøvede ikke spørge om lov, når man var to sjæle med samme tanke. Det var i hvert fald Alfies perspektiv. Øjnene fulgte staven, da den strejfede blottet hud - i de første sekunder, uden at noget skete. Indtil Bayleas bløde, dybere stemme da lød og fik ham til at lukke øjnene.

Fornemmelsen var svidende og intens nok til, at han næsten havde lagt en hånd om hendes, for at flytte staven fra sig. I stedet lukkede han fortænderne tæt om underlæben gennem en enkelt, smertefuld brummen, der snart fik brystkassen til at hæve sig i hurtigere vejrtrækninger.

Det var ulideligt. Som brændte man sig igen og igen med en varm metalnål der aldrig piercede huden, men blev ved med at tegne tynde streger over den. 

[Baylea Burke]

Forandringen var tydelig og Baylea slugte den med blikket. Indprentede sig hvert subtilt fortrækning af Alfies smukke træk og hans lyde af smerte. Ikke så vanvittigt langt fra dem af nydelse, bemærkede hun. Så fin en grænse mellem dem.

Hun lukkede øjnene og forestillede sig, hvordan smerten voksede under hans hud, bredte sig som en steppeild, men snart måtte hun blinke dem op igen. Hungrende efter at se hans reaktioner.

[Alfie Burke]

Smerten blev mere og mere intens, indtil den nåede at punkt hvor den gjorde noget i ham følelsesløs. Alfie stønnede alligevel over fornemmelsen og mærkede musklerne trække sig sammen i kramper under huden, uden det betød han nogensinde rykkede sig væk.

Øjnene var endnu lukkede, hovedet lænet tilbage og han overgav sig til den stikkende, svidende og på mange måder ødelæggende fornemmelse, velvidende om hvordan den fik blodet til at bruse for ørene.

[Baylea Burke]

Alfie havde altid været smuk. Meget smukkere end hende, selvom Baylea sjældent misundte ham det. I stedet nød hun, hvordan han formåede at blive dét smukkere med smerten skrevet i hans ansigt og hørbar i hver sød lyd fra hans læber.

De var hendes soundtrack, som hun førte hånden ned over hans overkrop og ned i bukserne.

[Alfie Burke]

Fornemmelserne blandede sig sammen til det smukkeste kaos. Smerte og nydelse blev ét, da han mærkede hånden mod sig på den måde. Ikke at han kunne røre ved hende eller gengælde tjenesten, mens smerten endnu hæmmede ham. Reaktionen under navlen var dog ligeså ubevidst som den var uundgåelig.

"Baylea," hviskede han lavt og hæst, mens fortænderne tyggede sig om en allerede markeret underlæbe.

[Baylea Burke]

Baylea havde ikke brug for, at Alfie gengældte berøringen; Hun havde alt, hun behøvede i hans dæmpede lyde. Intet andet smagte så sødt som den måde, han formede hendes navn på.

Grebet om ham blev strammet lidt, før hun begyndte at bevæge hånden omkring ham i efterhånden rutinerede bevægelser. Han havde lært hende, præcis hvordan han kunne lide det og hun fulgte det til punkt og prikke. Med blikket slugte hun hver reaktion og lod forbandelsen hæve sig, da hun udelukkende kunne se nydelse i hans træk.

[Alfie Burke]

Indtrykkene kæmpede en brav kamp mod hinanden, men han havde for længst indsét at smerte kunne blive til nydelse. Da forbandelsen derfor lod sig hæve, intensiveredes følelsen markant.

Med åben skjorte og græs kildende under sig, bragte hendes hånd ham længere og længere mod grænsen. Trods udmattet ovenpå tidligere bølger af smerte, fangede han sig selv i at trykke sig mod hende mens ekstasen kom nærmere og blev umulig at tøjle.

[Baylea Burke]

Med et brændende blik førte Baylea ham helt til kanten og så langt ud, at der ikke var nogen vej tilbage. Derfra slap hun dog omgående i håb om at ødelægge ekstasen og efterlade ham mere frustreret, end før hun begyndte.

"Sig tak," kommanderede hun dæmpet ud for hans øre, næsten snerrende.