Høj sol og kraftig vind

[Milo Davies]

Milo vidste ikke, om han ville komme til at slappe helt af. Især ikke, når først Lainie kom. Han følte allerede, han havde hænderne fulde med at holde Jack Day fra at blive sendt hjem, men han prøvede at sende Malcolm er ubekymret smil. Ikke, at han helt vidste, hvordan et sådan så ud. Den ene mundvig krøllede sig dog let opad.

"Det skal du sgu ikke bekymre dig om."

[Malcolm MacFusty]

Malcolm kunne nok ikke helt lade være at bekymre sig om det, men forsikringen var rar nok. Det var ikke fordi deres venskab var bundet komplet op på fælles interesserer “Hvordan er det lige du holder ud at være omringet af os koste-nørder altid?” Spurgte han drillende, men også med en smule undren. Som den eneste i gruppen der netop ikke tilbragte en stor del af sin tid i luften, måtte det da ind i mellem være irriterende med venner der gjorde.

[Milo Davies]

Milo trak på skuldrene, som kendte han ikke svaret. Sandheden var, at han ikke vidste, hvordan han ville overleve tilværelsen som varulv uden dem til at holde sig med selskab under de rædselsfulde timer ved fuldmåne. Men han talte sjældent om sygdommen og bragte den heller ikke op nu.

"Det giver gode anledninger til at lukke lidt for ørerne," bemærkede han i stedet kækt.

[Malcolm MacFusty]

Malcolm slog en latter op og puffede igen til Milo mens de gik “Fuck dig.” Klagede han, stadig med latter i stemmen, men han vidste ligeså godt som vennen, at der lå mange dybere ting i venskabet der bandt dem allesammen sammen - med Milo selv som midtpunktet, uden at han nogensinde havde ønsket at være det “Du skal bare råbe lidt højere for at overdøve os.”

[Milo Davies]

Milo tog det ikke så tungt og værdsatte, at Malcolm gjorde det samme. Han trak da også bare på skuldrene, selv manglende behov for hverken at være i centrum eller at overdøve nogen.

"Nu er det ikke os alle, der hører til blandt buldrende tosser," pointerede han med et skævt smil.

[Malcolm MacFusty]

Malcolm fnøs muntert igen, uden rigtigt at være stød på nogen måde “Nah.. vi kan ikke allesammen være som Jack Day der larmer som to drager i løbetid.” Konstaterede han med et ikke særligt overbevisende, uskyldigt udtryk, der ellers skulle fritage ham selv for at blive sat i båsen med buldrende tosser “Det er jo det vi har dig for, ikke..” begyndte han igen efter en lille pause “..for at bede os holde kæft og høre efter engang i mellem.”

[Milo Davies]

Milo nøjedes med at hæve et enkelt bryn, men holdt det for sig selv, at tvillingerne larmede væsentligt mere. Der var selvfølgelig også to af dem…

"Hvis det er dét, I har mig for, så ønsker jeg mig en koklokke. Eller en af de der, hvad fanden er det de hedder? En gongong, mener jeg. Sådan én."

[Malcolm MacFusty]

De mentale billeder Milo plantede i hovedet på ham, fik Malcolm til at grine højt mens de rundede en klippe og nu kunne se en lille gruppe mennesker længere fremme - hans far og Marty ret let genkendelige på hårpragten og Emery fordi han afveg fra samme “Kan du ikke bare låne nogen grydelåg? Samme effekt, nemmere at få fat i.”

[Milo Davies]

"Sikkert," svarede Milo og slap en munter lyd. Han skævede til Malcolm, mens de gik.

"Du tror måske, jeg er misundelig?" Han rystede på hovedet og rettede blikket frem igen med et træk i mundvigen. "Nah, jeg har det fint med bare at læne mig tilbage og se teaterstykket."

[Malcolm MacFusty]

Malcolm løftede en hånd til hilsen, da hans far gjorde det samme lidt længere fremme, men ansigtet vendte han mod Milo med et øjebliks undren "Misundelig på hvad? At vi ræser rundt deroppe?" spurgte han, mens undren blev til et skævt smil og han gjorde et halvt, teatralsk buk uden at stoppe op "Altid til tjeneste for herskabets underholdning." han puffede til kammeraten igen, lidt hårdere denne gang "Når du er nede på jorden er der også altid noget kønt at komme ned til igen, ikke?" drillede han videre med et grin.

[Milo Davies]

Det var ikke quidditch, Milo havde ment, men han var så vant til, at samtalen endte på magikersporten, at han ikke engang satte spørgsmålstegn ved det længere. Han slap bare et muntert fnys.

"Altid til tjeneste," bemærkede han og følte sig allerede lidt lettere om brystet.

luk?