Det er spild af tid at sove i hundrede år

[Maighread MacFusty]

Mags fulgte ikke med Jack på den lille bue ud af kurs - kun med det spillende blik, der havde det med at finde tilbage til ham. Heroppe kunne hun bedre slappe af og hun slap kosten for at trække et par løsfarne lokker væk fra synet.

"Det er heller ikke værst lige nu, livet," bemærkede hun med et træk i mundvigen. Nej, bestemt ikke værst. Det var her, hun levede, sammen med dragerne. Kun i de højere luftlag kunne de eksistere.

[Jack Day]

Selvfølgelig overbeviste Jack sig om, at det naturligvis også havde en del med ham at gøre. Samt det faktum, at han viste Mags hvordan man virkelig kunne føle sig levende, hvad end det var op ad en klippemur eller på en tynd madras på gulvet.

Håret kildede gennem krøllerne og fik dem til at fremstå endnu mere rodede. "Alligevel vil du gerne provokere en drage?" spurgte han så i spøg.

[Maighread MacFusty]

"Mig? Nej, for helvede. Jeg har ikke et dødsønske," svarede Mags med et grin og kastede et blik ned på dragen under dem, før hun så op på ham igen med et kønt y smil, der blottede tænderne.

"Jeg skulle bare se, hvor dum du var."

[Jack Day]

Et brunt bryn lod sig hæve i panden, før det sænkede sig igen og Jack gengældte tandsmilet. "Bestod jeg så eller hvad?" spurgte han med en gnist i blikket, der ikke rigtig tillod sig at flytte sig fra Mags.

Ja, for selvom der fløj en kæmpe drage under ham, stjal hun nu noget fokus.

[Maighread MacFusty]

Jack bestod så sandelig, men Mags blinkede bare til ham. De fløj lidt endnu, før himlen begyndte at lysne og de i stedet måtte søge tilbage i retningen af stenhusene. Der kunne hun alligevel ikke dy sig for at nikke i retningen af et stort træ, der havde fornemmet hendes lyst til at tale med ham og rakt en arm frem. Siddende trygt på den, vendte hun sig mod Jack, et ben på hver side af grenen.

"Er det blevet bedre med bæfjæs 1 og 2?" spurgte hun, mest i interesse for ham.

[Jack Day]

Det var sgu meget godt at man ikke var højdeskræk. Både på kosten og på den store gren de snart havde taget plads på, mens kostene svævede et sted i luften under dem.

Han fnøs muntert over påtalen, men blottede dernæst tænderne i et smil og skævede over området foran dem. "Ja. Vi´ cool," sagde han, uden at tænke at det var for tidligt at sige. "I sidste ende kunne de ikke modstå min charme."

[Maighread MacFusty]

Mags slap et muntert fnys, men kunne ikke sige, at hun var uenig. Alle erklæringer om, at hun var helt færdig med Jack Day virkede meget langt væk, som de sad og smilede til hinanden i højden.

"Tja, det må ligge til familien," bemærkede hun med et skævt smil.

[Jack Day]

Jack kunne ikke lade være med at blinke til den rødhårede heks og nyde hvordan hun strøg hans ego, men også gav ham modstand. Tandrækken blev blottet en gang.

"Forslag," begyndte han så. "Hvad siger du til at komme lidt væk fra drageland en af dagene? Også lidt på afstand af M&M, så du kan få en udelt all-Day´er?"

[Maighread MacFusty]

Solen var efterhånden synlig over horisonten, men Mags havde tydeligvis ikke travlt med at komme tilbage til stenhusene. Det ville nok ende med at bide dem begge bagi, når dagen rigtigt kom i gang og der var forventninger til dem begge. Det var dog ikke noget, hun skænkede flere tanker.

"Får du nogensinde nok af dig selv?" drillede hun og måske var det tydeligt, at hun i hvert fald ikke havde fået nok af ham endnu. Hun prøvede dog at maskere det bag et spillende blik og let hævede bryn.

[Jack Day]

Det var som sådan ikke et svar på hans forslag, men det fik ham da til at grine. En hånd gled gennem krøller og benene dinglede fra grenen de sad på i en næsten-rytme.

"Er det et nej?" spurgte han så og lod skuldreren ramme hendes i et blødt puf.

[Maighread MacFusty]

"Hørte du det?" spurgte Mags med et smil. Hun rystede overbærende på hovedet, før hun gengældte det bløde puf. "Det var i hvert fald ikke det, jeg sagde." Det trak i mundvigene.

"Men kun hvis du lover aldrig at kalde det dét igen."

[Jack Day]

Jack var evigt fristet af de ting han ikke måtte gøre, og derfor kildede ordene da på tungen igen. I stedet grinede han og frydede sig over, at kunne tage den rødhårede pige med sig til Tottenham.

"Lover," lød det så sjældent fra ham. Tænderne blev blottet. 

[Maighread MacFusty]

"Farligt mange løfter fra dig lige pludselig, Tottenham," bemærkede Mags ikke komplet uden frygt for, at de næste ord ville ende med at gå i opfyldelse. Men hun skjulte det bag et skævt smil og en spøgefuld tone.

"Nu må vi håbe, at du ikke lover mere, end du kan holde." Hun blinkede til ham, men sagde ikke mere, før de igen var i luften og på vej tilbage til stenhusene. Og over de næste nætter, de tilbragte sammen, fik tvivlen til at glide mere i baggrunden.

afsluttet