I en uforudsigelig fremtid

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus Buchanan var mange ting. Født ind i en prominent familie, højt placeret i ministeriet og en talentfuld troldmand. Alle mulighederne for at skabe forbindelser var der og kan benyttede sig gerne af dem, men venner gjorde han sig ikke i. Den slags relationer var en sårbarhed, der kunne udnyttes, og dét skulle regnes ind i opvejningen af risici og udbytte.

Cillian O'Callaghan var på mange måder en undtagelse. Primært, fordi de havde kendt hinanden siden skoletiden, men lige så vigtigt var, at han ikke var en svaghed. Tværtimod havde de to mænd placeret sig sådan i samfundet, at de fortsat kunne gavne hinanden efter skoletiden var overstået. De så ikke hinanden tit, i hvert fald ikke uden for Kimæren, og det var derfor første gang, at han sad på kontoret i Cals nye hjem.

Der havde været mere … børn, end han havde været forberedt på. Den ældste i gang med selvstændighedsudvikling, hvilket Thaddeus havde lært betød, at drengen sagde nej til mere eller mindre alt. Pigen var i gang med at lære at tale - og så tydeligvis intet behov for at stoppe. Nogensinde. Skotten havde ikke været lang tid om at vurdere den sociale situation uhensigtsmæssigt kaotisk og var ikke decideret lettet, men i hvert fald ganske tilfreds, da han var blevet ført fra kaosset og ind i mere rolige rammer.

"Så." Han tog imod et glas fra ireren uden at forvente, at Cal ville skænke ét til sig selv. Hver sin last. "Familiefar pludselig, hm?" Han behøvede ikke at sige, at han ikke havde forudset, at fremtiden ville føre vennen derhen; Det gjorde tonefaldet fint for ham.

[Cillian O'Callaghan]

For bare et par år siden ville Cal, der ellers brystede sig af at være forberedt på al, aldrig have gættet, hvor han ville være nu. Og sandt at sige, var det da også med en momentær følelse af lettelse (og ro!), at han lukkede døren til kontoret med en håndbevægelse.

Thaddeus fik et glas, han selv tændte en cigaret og lænede sig tilbage i stolen. En lille sky af røg stod ud, da han fnøs og hans læber krusede i den mindste antydning af et smil - kun fremhævet af udtrykket i de lyse øjne.

"Det viser sig," svarede han, stemmen som altid en anelse hæs. Han tog et drag. Skød et mørkt bryn let op. "At der er noget, der er uden for min kontrol."

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus slap en tankefuld lyd, som det nok kun var to mennesker i verden, der ville kunne høre som munter. Tilfældigvis var Cal det ene af disse mennesker, ikke at Thaddeus ville tage sig af at udtrykke sin morskab på anden måde, hvis ikke det var tilfældet.

"Fagre verden," drævede han, men cirklede ikke videre om den varme grød, selvom han gik varsomt til den:

"Det bliver vel næppe nemmere af at ægte en uforudsigelig størrelse." Hvis ikke han huskede meget forkert, og det gjorde han sjældent, havde hun givet Cal mere end et par grå hår.

[Cillian O'Callaghan]

Cal tog et drag af cigaretten og betragtede Thaddeus gennem halvt nedslående øjenlåg. Havde de været andre mænd, havde han måske anklaget ham for at være ude efter sladder, men sådan lå landet ikke.

"Intet i livet, der er værd at have, er let at kontrollere," bemærkede han blot, helt faktuelt. Sandt at sige havde han aldrig set efter Dominique, hvis hun blot havde været føjelig. Et bryn skød let op. Et halvt spørgsmål, måske.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus hævede glasset, mens han skænkede nakken let i anerkendelse af konstateringen. Men de vidste begge, at det kun var de indledende ord, trods de havde lyden af et punktum.

"Jeg blev spurgt, om jeg vidste noget om hendes interesse for gift," informerede han vennen og hævede hånden ganske let i forsikring:

"Vedkommende kommer ikke til at stille flere spørgsmål eller søge flere svar." Cal kendte ham godt nok til at vide, at det som regel betød, at han havde fjernet den slags bekymrende minder. Hvis ikke han bare havde fjernet dem.

"Men jeg er til gengæld nysgerrig."

[Cillian O'Callaghan]

Cal fortrak dårligt en mine over de første ord, selvom andre måske ville have set chokeret eller overrasket ud. I stedet lænede han sig lidt tilbage og tog et drag af cigaretten. Røgen bølgede ud og han svarede ikke øjeblikkeligt, men sad og funderede lidt. Tommelfingerspidsen strøg over bunden af filteret.

Så løftede han to af fingrene i en opfordrende gestus. En tilladelse til, at Thaddeus kunne stille et spørgsmål - for Cal gav naturligvis ikke bare ved dørene.

[Thaddeus Buchanan]

Trods Thaddeus var i midten af fyrrerne, havde han ikke ligefrem travlt. Han drejede blot glasset lidt mellem fingrene, før han tog en tår. Det havde fundet vej tilbage til hans lår, lige over knæet, da han så Cals opfordring. Ordene valgte han med omhu, før han fortsatte:

“Er det en delt interesse eller en nyfunden hobby?” Det var selvfølgelig ikke dét, han spurgte ind til. Han stolede dog på, at klubejeren kendte ham godt nok til at vide, at han fiskede efter svar på, hvor meget han skulle holde øje med udviklingen.

[Cillian O'Callaghan]

Thaddeus drak, Cal røg. Tungespidsen gled over underlæben og tommelfingerneglen strøg let over mundvigen. "Lad os kalde det en bekræftelse på en mistanke, jeg har haft i lang tid," gav han og satte cigaretten til læberne igen. Gløden lyste op i det dunkle kontor. Røgen bølgede ud igen, før han var klar til at fortsætte.

"Det er at foretrække, at interessen forbliver, hvad den er." En interesse, altså. Dominique skulle naturligvis ikke vide, at han satte Thaddeus på at hindre, at hun fik fat i det, hun søgte. Det var han ikke bekymret for, at den anden mand ville lade sive.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus nikkede en gang. Det kom ikke bag på ham, at Cal ikke virkede overrasket. Han studerede ham lidt, før han rettede blikket frem for sig, indtil ireren fortsatte.

Han bekræftede ikke med ord, men nøjedes med at slippe en dæmpet lyd. Efter mere end tyve års venskab behøvede han ikke andet for at gøre det forståeligt, at han nok skulle håndtere problemet. Som han havde gjort det så mange gange før.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde ikke brug for mere bekræftelse end det - hvis nogen i det hele taget. Han vidste, at han kunne stole på Thaddeus og det betød, at der ikke var brug for unødige ord.

Han rakte ud og slukkede stumpen af cigaretten og gjorde en let håndbevægelse med fingrene, som fik whiskeyflasken til at svæve op og genopfylde Thaddeus' glas.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus så bevægelsen ud ad øjenkrogen og havde rakt glasset frem ikke mere end et øjeblik, før flasken var placeret i vinkel. Han tog en tår og sådan sad de længe. Drak og røg, nød hinandens selskab uden de komplikationer, der hørte til på den anden side af døren.

Og komplikationer var der rigeligt af. Men i det øjeblik var alt ganske udmærket.

afsluttet