I do, I do, I don't

[Natalia L. Blishwick]

Den bedste dag i enhver kvindes liv. Allerede for mange år siden havde Natalia besluttet sig for, at det nok var lidt at en overdrivelse, men nu hun stod der, var det langt, langt værre. Hendes mave føltes knudret, da hun kastede et sidste blik på sig selv i spejlet.

Kjolen var upåklagelig, alt hun kunne have drømt om. Også håret var sat sirligt op med en slør fæstnet i et elegant spænde - et familiearvestykke, der var blevet båret af alle piger født i Lianor-familien. På den anden side ventede også en fejlfri menu, smukke omgivelser og fantastisk vejr. Men det kunne vel være underordnet, hvor godt man så ud og hvor fantastisk festen var, hvis det var ens egen begravelse.

Hun hilste ikke på sin far i ord og kunne se, at han ikke var overrasket. Under det anede hun skuffelse, men hun fik snart andet at bekymre sig om, da fødderne skulle til at bevæge sig. Det var op til Gilberto at sætte sin datter i gang og hjertet galopperede i brystet på hende, da hun låste øjne med Tommy Blishwick. Alt i hende skreg på at flygte, men hun tog hvert skridt roligt og uden at misse et trin. Også selvom hun næsten havde lyst til at græde, da hendes hænder blev lagt i englænderens.

[Tommy Blishwick]

Nerverne sad udenpå det pæne tøj og det var ikke nemt at gemme sig bag velpudsede briller, når alles blikke var rettet mod en. Selvom Tommy havde lært at tælle for at dæmpe vredesudbrud som barn, var der en del af ham der gik tilbage mod dét sikkerhedsnet, mens han stod der og afventede Natalias entre.
Dybe vejrtrækninger. En knude i brystet.

Den lettelse man skulle forvente at modtage, når opmærksomheden fra stolene blev vendt væk fra ham, kom aldrig. For i stedet fæstnede hans eget blik sig mod den fortryllende portugieser der bevægede sig op mod ham. Synet af hende tog pusten fra ham, og i et sekund følte han sig næsten forelsket.

Han tog hendes hænder, uden at slippe hende med blikket, da de sammen stod og fik de første velsignelser. "Ja," var Tommy den første til at sige, da de kom til den mere segmenterende del. Han kunne næsten mærke sine forældre smile.

[Natalia L. Blishwick]

Selvom Natalia hele tiden kunne mærke Toms blik på sig, gjorde hun sig umage med ikke at møde hans. Hun kunne ikke bære at se på ham, splittet mellem godt at vide, at han havde valgt det lige så lidt som hun, og at hade ham helt ind i sjælen. Men da han talte, kunne hun ikke længere undgå det og hun mødte hans blik med en klump i halsen.

Sekunderne sneglede sig forbi, mens hun holdt munden lukket af frygt for, at det i stedet for en besejling af løfterne ville være tryglen, eder og forbandelser, der ville trænge sig ud i stedet. Gik der et minut eller føltes det bare som en evighed? Hun nikkede stift.

"Ja," svarede hun afklippet, mens alt i hende skreg nej. Hun lukkede den del af sig væk og kæmpede imod sin krop, da hun tvang sig til at lægge et kort, fjerlet tantekys mod hans læber.

[Tommy Blishwick]

Det var nærmere sekunder end en evighed, men ikke desto mindre føltes de dræbende. For Tommy vidste, at der foregik en proces derbag der talte højere end noget råb. Trods hun gengældte ordet, kunne han både se, høre og mærke modviljen, selvom den måske måtte forekomme mere subtil for dem der ikke stod lige foran hende.

Kysset var upersonligt, kort og næsten-fraværende. Ikke desto mindre, blev de beseglet som ægtefæller, således at de kunne bevæge sig ned mellem mængden, mens fortryllede blade faldt foroven, og de første bobler blev poppet og udskænket. Lykønskninger kom fra højre og venstre, og selvom de tilbragte receptionen sammen, var det som om brudeparret sjældent kiggede på hinanden.

[Natalia L. Blishwick]

Det var ingen festdag for Natalia og at andre lod til at synes det, provokerede hende. Den snes Lianor-medlemmer, der var dukket op blev ved at lykønske hende. Den eneste fornuftige lod til at være Martina dela Cruz og lillesøstereb, der dog i det mindste havde været ved hendes side, både som brudepiger og samtalepartnere, hun rent faktisk kunne tale sit modersmål med.

Men det kunne ikke undgås, at hun skulle forholde sig til Tom og da de blev kaldt ud på gulvet til den første dans, vred maven sig igen. Det havde de aldrig fået øvet og nu måtte hun blindt lægge sin ene hånd i hans og den anden på hans overarm, mens musikken slog an.

[Tommy Blishwick]

Hånden lagde sig mod hendes liv, mens musikken og mængden kredsede sig omkring dem, uden at begrænse deres plads. Ikke at alting føltes mindre kvælende, selvom Natalia også tog pusten fra ham, når de var så tæt på hinanden. Alligevel var han ikke lykkelig. Det var hun heller ikke.

Fødderne bevægede sig - varsomt først, for ikke at træde hende over tæerne. Egentlig gik det... fint? Men der var ingen fængslende øjenkontakt. Ingen passion i deres trin, eller noget behov for at komme hinanden tættere, selvom mængden begyndte at skrumpe sig mellem dem, til dét formål.

[Natalia L. Blishwick]

Uanset hvor meget Natalia foragtede Tom for måske at have en antagelse om, at han senere ville komme til at røre ved hende, kunne hun ikke undgå at søge enighed i ham. Noget fælles i deres ulykke.

"Du danser godt."

[Tommy Blishwick]

Tommy havde visse forventninger. Det havde han haft siden de mødtes. Til hvad ægteskabet var og hvad ægteskabet ville bringe med sig. Natalia havde vendt en masse på hovedet, men visse ting var stadig fastlagt i hans tanke. Ja, selvom dét ikke var hvad han tænkte på lige nu.

"I lige måde," sagde han, uden noget behov eller grund til at lyve om det. Natalia var yndefuld og lod sig føre i dansen, så Tommy - hvis han forsøgte at forestille selv at se det udefra - næsten kunne overbevises om, at hun stolede helt på ham.

[Natalia L. Blishwick]

Det var et lige så intetsigende svar som manden, det kom fra. Natalia var i hvert fald mere imponeret af festen end ham. I det mindste var der lys og musik og liv. Mennesker, der havde hele livet stående åbent for dem, mens hendes eget syntes til at slutte.

Hun sagde ikke noget. Hvad i alverden var der at sige? I stedet nøjedes hun med at betragte ham, som hun vidste, man skulle. Se på hinanden og se forelskede ud. Hun prøvede at klare førstnævnte.

[Tommy Blishwick]

Kunne han læse hendes tanker, havde han måske forsøgt mere. Det eneste han følte han kunne gøre lige nu, var at bevæge fødderne og se på hende, selvom hjertet ikke flaksede på den måde som hans forældre havde beskrevet fra deres egen bryllupsdag.

Det var først da dansen var ved at ebbe ud at han talte igen. "Du ser rigtig smuk ud, Talia." Havde han glemt at sige det tidligere? Alting havde været hektisk. Der var desuden mange mennesker.

[Natalia L. Blishwick]

I stedet for hendes hjerte sad en visnet blomst, der for længst havde passeret punktet, hvor den stadig kunne reddes. Nu smed den blot langsomt sine blade, lag for lag. Endnu et blad ved hans ord. Natalia kiggede lidt ned ad sig selv, før hun fandt tilbage til hans øjne.

"Kjolen var min mors. Dele af den," informerede hun ham, selvom han garanteret var ligeglad.

[Tommy Blishwick]

Tommy lod blikket glide ned over kjolen. Havde hun ikke fortalt ham det, havde den bare været smuk, men han var romantisk anlagt og tanken tilhørte den kategori for ham, selvom han ikke vidste om Natalia helt kunne nyde det.
For kunne han?

"Den klæder dig," sagde han så og forsøgte at trække på smilebåndet. "Min fars getup var ikke værd at genbruge. Du har vel set billedet?" Der hang et portræt fra brylluppet i gangen. Jakken hans far havde lignet at den tilhørte en der var halvtreds år ældre, og det var déngang.

[Natalia L. Blishwick]

"Ja," svarede Natalia med et lille nik og havde ikke meget at sige til det. Faktisk havde hun ikke meget at sige til noget, andet end den fortvivlede klagesang i hendes indre.

"Det er et godt valg." Den ene hånd fandt vej over hans skulder og fulgte jakkens revers ned.

[Tommy Blishwick]

Ja, men valgte var ikke hans. Hans mor havde valgt tøjet, ligesom hun og hans far havde valgt denne kobling. Dette var trods de vel havde mærket at stemningen mellem de to ikke var helt god. De var dog håbefulde endnu.

Desuden, var der vist ingen vej tilbage.

Musikken stoppede og mængden hyldede brudeparret. Flere bobler flød og på et tidspunkt, var det også som om de kom en anelse fra hinanden. Der kom dog et tidspunkt, senere på aftenen hvor det blev lidt nødvendigt at de mødtes. "Klar til at gå ind?" spurgte han. Det var kutymen at ingen måtte gå, før brudeparret.  

[Natalia L. Blishwick]

Natalia var virkelig ikke klar. Ikke til at gå ind og ikke til en eneste af de forventninger, der var til hende. Hellere ville hun blive ude og danse med sin søster og Martina dela Cruz til den lyse morgen. Allerhelst ville hun med den første og bedste transitnøgle hjem. Men sådan blev det ikke.

Hun nikkede stift til ham og bekymrede sig ikke med at fastholde nogle illusioner, men gik ind mod huset med en god meter mellem deres sider.