Hvad skade gør en enkelt dans?

[Madison Orpington]

Den rolige tone han mødte hende med, var ikke hvad hun havde brug for. Hvorfor lød han ikke nær så frustreret med denne aftale som hun var? Madison kunne mærke kæbemusklerne samle sig en anelse, da tænder blev bidt sammen og hun slugte nogle af de eder, der ellers havde truet med at glide over læberne.

Naturligvis vidste hun også, at forlovelsen kunne være fordelagtig, men hun forsøgte at hægte sig til, at dette kunne være en misforståelse og at hun kunne tale forældrene til fornuft.

"Vil du ikke - Forsøge altså?" spurgte hun ham så.

[Slate Travers]

Han så hendes kæber arbejde og han kunne høre bønnen i hendes stemme, selvom den var godt skjult. Et øjeblik svarede han dog ikke, men fortsatte bare med at føre dem fra trin til trin, mens han overvejede. Hvis han lovede at forsøge, kunne det skabe grobund for en fællesskabsfølelse mellem dem. Det kunne give et sammenhold, som han ellers havde haft svært ved at opnå hos hende. Men omvendt, hvis han sagde nej, så ville han vise hende, at han agtede at være den styrende i deres forhold. At hun måtte komme til ham, hvis hun ønskede noget. Og han var ærligt talt ikke meget for at være nødt til at skulle beslutte dette på et øjeblik. Men her var de altså.

Til sidst så han på hende med et lille smil. "Jeg tror ikke, at det nytter noget. Men jeg skal nok forsøge." Han havde ingen intentioner om at gøre det selvfølgelig. Men det behøvede hun jo ikke nødvendigvis at vide.

[Madison Orpington]

Øjnene gled mod ham igen, mens han faktisk lovede hende at give den et skud. "Overbevis dig selv om, at det nytter noget. Med den indstilling skal det nok virke," sagde hun så og nikkede. Det måtte være den eneste vej frem, men alligevel mærkede hun en knude i brystet. For Slate var åbenbart blevet oplyst om noget, hun ikke havde hørt et ord om, og det føltes som om forældrene var gået bag om ryggen på hende. 

Alligevel sagde hun ikke tak. Hun smilede heller ikke, men dansede bare lidt endnu, indtil sangen sluttede. "Jeg vil gerne have noget luft," sagde hun så og løsnede hånden fra hans.

[Slate Travers]

Hendes halve ordre til ham om at tro mere på det, fik ham kun til at blive endnu mere opsat på, at han ikke ville gøre forsøget. Men han mindede sig selv om, at han ville fortælle sin far, at han havde lovet det. Sådan at denne måske kunne lade en henkastet bemærkning falde til hendes forældre om, hvordan hans søn havde bedt om nåde på hendes vegne.

Da sangen sluttede, var han ikke overrasket, da hun trak sig. Han var ikke meget for det, men han mindede sig selv om, at han ville have et helt liv til at hegne hende ind i en fold, hvor han kunne styre hende. Det behøvede ikke at være lige nu. "Naturligvis," svarede han derfor bare. "Hvis du ønsker at tale med mig senere, så siger du bare til."

[Madison Orpington]

Madison forsøgte at holde fast i, at hun kunne slippe ud af det med næb og klør, hvis det var hvad der krævedes. Det var med den tanke, at hun også helt bestemt tænkte at hun ikke ønskede at tale med ham senere.

Læberne blev fugtet i tankefuldheden og hun formåede at skjule den største panik fra sit blik, selvom hjertet slog en kende hurtigt over denne omvæltning.

"Ja, okay," var hvad hun sagde, før hun nikkede til ham og bevægede sig udenfor.

Lukket