Howdy neighbour

[James Sirius Potter]

Lejligheden lige under James's egen, havde stået tomt et stykke tid, efter den ældre kvinde der havde boet der de sidste 40 år, var flyttet hjem til sin datter, da hun ikke længere kunne klare alting selv. Hver dag han kom hjem og gik forbi, kiggede han efter et nyt navn på døren, men der havde ikke været noget - eller nogen.

Ikke før i dag. Allerede i stueetagen var der en smule tumult og en samling kasser og møbler, der fik ham til at tage trappen til førstesalen lidt hurtigere end ellers, i ren nysgerrighed. Så vidt han vidste var der kun den ene lejlighed ledig i bygningen og det var ganske rigtigt også der myresporet af kasser lod til at være på vej hen.

Han hilste på en mand på vej mod trappen igen og var egentlig på vej forbi den åbne dør ind til lejligheden, da nysgerrigheden alligevel vandt og han i stedet lænede sig op mod dørkarmen og bankede på døren "Nogen hjemme?"

[Lynette Kendrick Cooper]

Storebroren havde fundet boligen til hende og Lynette kunne ikke være mere taknemmelig. Især nu hvor et depositum skulle lægges, og hun bare måtte love ham at betale det tilbage.

Det var halvbesværligt at klare flytningen på egen hånd, men dem i hendes nærmeste kreds havde et normalt arbejde at passe og kunne ikke leve efter skuespilleres mærkværdige fleksibilitet. Det betød, at hun måtte bære kasserne op ad trappen uden magi. Selvom der ikke var langt op, havde det været en besværlig, og endnu ikke færdiggjort proces.

Døren stod let åben da nogen bankede på den, da hun netop var gået ind med en kasse. Der var små svedperler på panden, da hun åbnede døren helt med foden (favnen stadig fuld), og endte med at tabe hele papkassen på gulvet, da hun så hvem det var.

"Milde merlin..." kom hun til at bande på ikke-så-mugglersk manér. Men her stod jo selveste James Sirius Potter.

[James Sirius Potter]

En fod var det første han fik øje på, før døren gled helt op og afslørede et par ganske kønne blå øjne, der dog så på ham som om han havde en blævreorm hængende ud af næsen - sekundet før papkassen landede på gulvet med et brag.

"Bloody hell." udbrød han selv og rettede sig op fra den afslappede lænen mod dørkarmen med et skævt smil "Det var ikke min mening at forskrække dig. Jeg ville bare lige.. sige hej." først der ringede det rigtigt ind hvad hun havde sagt og de mørke bryn krøb lidt sammen, mens han så mere indgående på hende. Der var noget svagt bekendt, uden han helt kunne sætte fingeren på det "Jeg bor oppe på anden.. lige over dig. Nr. 8, så jeg var nysgerrig." indrømmede han uden beklagelse og rakte den ene hånd frem, nu hun havde begge sine fri "James."

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette havde spottet ham på forsiden af et-eller-andet blad for nogle måneder siden - tilmed smilende og blinkende til det magiske kamera. Alligevel kunne hun ikke helt fatte, at det var ham hun lige havde smidt en papkasse foran. Faktisk hørte hun ikke rigtig den første sætning han sagde til hende. Indtil han afslørede at han boede i nummer otte.

"Hejundskyld," sagde hun nærmest i et ord, før hun strøg nogle blonde lokker væk fra ansigtet og tog hans hånd. "Lynn." For det første... hvorfor sagde hun så ikke: Ja, vi havde faktisk flere timer sammen engang, eller Det var mig der engang tabte en hel stak bøger over fødderne på dig for lige at vise at hun havde fået selvironi med alderen. I stedet præsenterede hun sig med et kælenavn, som vitterligt ingen havde brugt om hende i skoletiden, udover Matt.

"Rart at møde dig." 

[James Sirius Potter]

James var ikke helt klar over han var blevet genkendt. Det skete ikke så tit i et mugglerkvarter og det meste af tiden var det meget rart bare at være James. Alene udbruddet hun kom med, fik ham dog til at mistænke, hun ikke var helt ukendt med den magiske verden. Enten det, eller hun havde en forkærlighed for historierne om Kong Arthur. Begge dele var en mulighed.

Han gav hendes hånd et fast tryk og holdt den måske et sekund eller to længere end nødvendigt "Velkommen til bygningen.. Lynn." han slap hendes hånd og stak sine egne i bukselommerne "Klarer du det?" spurgte han med et spøgefuldt blik og et nik til kassen der stadig stod på gulvet ved hendes fødder.

[Lynette Kendrick Cooper]

Måske havde hendes egen hånd også dvælet der en smule for længe. Ikke desto mindre, håbede hun ikke at den føltes for ru eller svedig efter håndteringen af kasserne, nu hun havde valgt ikke at vente med at begynde til Matt ankom.

"Oh, ja," Hun skævede mod kassen på gulvet og samlede den, lidt klodset, op fra gulvet. Sikke en måde han skulle se hende på. Hun var klædt afslappet og håret var i uorden.

"Det skal jeg snildt klare. Der er ikke mange endnu." Løgn. Opgangen var trods alt fuld af ting og sager.

[James Sirius Potter]

Det skråsikre svar, fik James til at hæve det ene bryn lidt, over blå-grønne øjne der stadig spillede underholdt "Nej.. det så jeg." han skævede sigende over den ene skulder i retning af trappen "Kun omkring 685.. plus minus. Du er nok færdig før jul." fortsatte han, mens blikket fandt hende igen "Vil du have en hånd? Som en god nabo er det vel det mindste jeg kan gøre og jeg har ikke andet jeg skal nå."

[Lynette Kendrick Cooper]

Det var omtrent den længste samtale hun nogensinde havde haft med Potter. Hvilket var en kende absurd at tænke på, taget i betragtning af at de havde delt årgang. Alligevel klantrede hun ham underligt nok ikke for ikke at huske hvem hun var. For måske var det meget fint med en frisk start...

Hun mærkede dog teenageflovheden fra gamle dage gøre kinderne varme, når deres blikke mødtes. Alligevel mønstrede hun et smil og håbede, at hans selskab blev nemmere efter et par minutter.

"Hvis ikke det er til for meget besvær, kunne jeg måske godt bruge lidt hjælp," erkendte hun så bag et skævt smil og et taknemmeligt udtryk i de blå øjne. Kassen satte hun fra sig på den malplacerede kommode i entreen, før hun fulgte ham mod opgangen og de mange kasser.

"Har du boet her længe?"

[James Sirius Potter]

Mentalt blev han ved med at overveje, hvor han havde set hende før, men at spørge nogen direkte, om de nu lige havde magiske evner, var ikke helt så ligetil. At tilbyde en hånd var måske en måde at få indsnævret feltet lidt, selvom han ville have tilbudt sin hjælp uanset.

"Intet besvær overhovedet." forsikrede han med en hovedrysten og et charmerende smil, mens han trak hænderne op fra lommerne og fulgte med hende mod trappen igen "Et par år eller tre efterhånden. Jeg boede nogle år i Cardiff.. i Wales før det." Men jeg kommer fra.." ..Godric's Hollow.. var han lige ved at fortsætte, før han tog sig i det "Uhm.. vest-England." han stoppede nedenfor trappen og så fra kasserne til hende "Noget bestemt jeg skal tage? Bare jag med mig. Jeg kan godt parere ordrer hvis jeg skal."

[Lynette Kendrick Cooper]

Selvom popularitet ikke havde betydet noget for Lynette i skoletiden, overvejede hun kortvarig hvordan skolens populære piger ville reagere, hvis de vidste at James hjalp hende med indflytningen. Ikke at hun havde kontakt til dem, eller vidste hvorfor tanken slog hende, men ikke desto mindre...

Det der smil var forbandet charmerende, men Lynn forsøgte at holde tungen lige i munden og hægte sig fast i den mandepause som hun havde indlagt sig selv til.

"Så er jeg da tilfreds med at du ramte Edinburgh, nu hvor jeg åbenbart taber alt jeg har i hænderne," forsøgte hun med et smil, før hun nikkede mod en af papkasserne, hun vidste var fyldt med lidt tungere sager. Okay, vægtfordelingen havde hun ikke tænkt over da hun pakkede, men hun havde forsøgt at gøre det hurtigt.

"Den der. Jeg tror desværre den er spækket med bøger. Halvtung."

[James Sirius Potter]

James slap en underholdt lyd, mens han nikkede og bøjede sig for at løfte den udpegede kasse. Den var nok nærmere heltung, end halvtung, men ikke mere end han kunne klare det uden de store anstrengelser "Edinburgh var ikke lige planen, men det var tættere på arbejde." han blev stående med kassen i hænderne, afventende til hun også havde taget en op "Skotland er ikke det værste sted at være. Kommer du selv herfra?"

[Lynette Kendrick Cooper]

Lynette var ikke sen til selv at løfte en kasse, men smilede taknemmeligt til James over at han tog en af de tungeste på slæb. Hun gjorde et kast med hovedet, som hentydning til at de kunne bestige trapperne.

"Nej. Jeg er fra Wales," fortalte hun, velvidende om at noget af dialekten var svundet gennem arbejdet. "Jeg har boet i London et par år, men ligesom dig, er det her en smule tættere på mit arbejde."

Ikke at det var hele grunden. Faktisk ikke engang den halve.

[James Sirius Potter]

Mørke bryn gled lidt op mens han fulgte efter hende tilbage mod trapperne og op af dem "En indfødt waliser simpelthen.. så er det måske meget godt jeg ikke forsøgte at score billige point med de fem sætninger jeg lærte på walisisk." han blinkede drilsk til hende "Men mit held du endte her så, selvom.." han gjorde en lille pause med et sigende blik "Mrs. Dawsons sko bliver store at fylde ud. Hun bagte de bedste shortbread jeg nogensinde har fået."

[Lynette Kendrick Cooper]

"Jeg ville ellers gerne høre dig prøve," Kom Lynn til at grine, men forsøgte at underspille det så hun ikke lød alt for fjantet omkring at tale med James Potter. Det her ville nok kræve lidt tilvænning...

Hun moslede papkassen med sig op ad trapperne, indtil de nåede den lyse lejlighed. "Jeg kan afsløre, at jeg ikke gør mig meget i bagværk," sagde hun og fortrød lidt at det var fact. Kassen blev sat på gulvet.

"Mrs Dawson gav dig ikke en opskrift, som jeg kan låne?"

[James Sirius Potter]

Tænder blev synlige i et grin, der endte i en underholdt grimasse "Spørg mig igen en dag jeg har fået en pint eller to. Nu har jeg jo fået præstationsangst." gav han skælmsk igen og stoppede nogle skridt inde i lejligheden, hvor hun satte kassen fra sig "Noget bestemt sted du vil have den her hen?" spurgte han til kassen han selv bar på, før han vendte tilbage til den oprindelige samtale.

"Nah.. desværre ikke. Jeg tror hun tager den med sig i graven." han satte kassen og kastede et nysgerrigt blik rundt i lejligheden, der så helt anderledes ud nu, uden Mrs. Dawsons ting og møbler "Hvad gør du dig så i? Lynn fra Wales." spurgte han og lod blikket finde hende igen.