Den tid på måneden

[Lainie Davies]

Katten strøg hende om benet i et forsøg på at trække hendes opmærksomhed væk fra tegningen af klør, spidse ører og en snude der var længere end en feline. Pelsen var også langt mere utæmmet.

Om en dag eller to, var hun sikker på at katten ville søge mere udenfor gennem vinduet. Som regel var den fraværende under fuldmåne - stormhat eliksir eller ej. Lainie havde da også mærket hvordan stemningen var blevet en lidt anden i hjemmet, og brugte derfor flere timer på sit værelse, selvom døren i dag stod åben.

"Hvor skulle mor hen?" spurgte hun Milo Davies , da hun så ham gå forbi værelset og netop havde hørt hoveddøren gå i.

[Milo Davies]

Dagene før fuldmåne var rædselsfulde. Dem efter, egentlig også. Og fuldmånen var heller ikke noget at råbe hurra for. Generelt var Milo træt af det hele og så både mere bleg og usund ud med de lange lemmer og dybe rander under øjnene.

Men Lainie var undtagelsen. Hende havde han altid tid og forsøgt overskud til, og han stoppede i den åbne dør og lænede sig ind mod karmen.

"Pas." Han så ikke ligefrem plaget ud over det. "Skal du bruge hende?"

[Lainie Davies]

De store øjne mødte storebrorens trætte. Trods hun kun kunne se udmattelsen i hans ansigt, vidste hun, at det aldrig kunne give hende et fuldkomment indblik i hvordan han havde det.

"Nej," svarede hun ærligt, velvidende om, at hun nok bare var ekstra opmærksom på morens færden. Især tæt på fuldmåne, hvor hun måske havde en tendens til at prøve at forpleje både hende og Milo. 

"Vil du gerne have noget te?"

[Milo Davies]

Milo havde ikke lyst til te. Faktisk havde han ikke lyst til meget andet end en tidsvender, så han kunne spole et par dage frem. Hvis ikke helt tilbage for at forhindre, at han fik sygdommen.

"Det lyder godt, yeah," svarede han dog alligevel og sendte hende et mat smil, før han skubbede sig fri af døren og fulgtes med hende ud i køkkenet.

[Lainie Davies]

Lainie lagde skitseblokken fra sig før hun gik ud i køkkenet og satte elkedlen over. To langt fra matchende, og temmelig afvaskede, krus blev fundet frem fra skabet, mens den første, sagte brusen fra vandet begyndte.

"Blev det så til en tur til Hebriderne?" spurgte hun, for at undgå at tale om det der ventede forinden den tur.

[Milo Davies]

"Det ser sådan ud," svarede Milo, der var vant til at holde sine forventninger realistiske. Pessimistisk, ville nogen måske mene. Han var ikke én af dem.

"Hvis ikke Jack når at fucke mere op inden."

[Lainie Davies]

Efterhånden var Jack blevet lidt af et problematisk emne. Først blev der talt en hel del om ham i pigegruppen. Dernæst følte det totale fravær af Slytherindrengen som talemne, næsten alt for slående.

"Han har vel lært sin lektie," forestillede hun sig i hvert fald. Hun havde set drinken blive spildt. Set Mags være vred og ked af det, selvom de også havde danset sammen til Afslutningsfesten.

[Milo Davies]

Samtalen med Jack havde ikke efterladt Milo af den overbevisning, men han nøjedes med at slippe en intetsigende lyd. Tavst dumpede han ned at sidde.

"Hvordan har hun det?" spurgte han forsigtigt uden behov for at nævne Maighreads navn.

[Lainie Davies]

Lainie satte sig ikke, men begyndte at fiske tebreve frem og lægge dem i kopperne, før hun vendte sig mod sin bror, så vandet kunne koge færdig.

"Bedre," svarede hun så med en tænksom tone i stemmen. "Ved du hvorfor han var sådan overfor hende?"

[Milo Davies]

Måske burde Milo hjælpe, men hver celle i hans krop værkede og han kunne knapt overskue bevægelsen af at trække fingrene igennem håret, så det blev ført væk fra ansigtet. Det dumpede selvfølgelig snart ned igen. Et beskyttende gardin omkring ham.

"Hvordan?" spurgte han vagt.

[Lainie Davies]

"Hjerteløs," svarede Lainie næsten med det samme, da det var sådan hun havde tolket hele situationen mellem de to angribere. Brynene trak sig kortvarig sammen.

"Han kyssede en anden foran hende." 

[Milo Davies]

Brynene trak sig om muligt endnu tættere sammen end Lainies over det hårde ord, der ærligt talt virkede lidt voldsomt i forhold til, hvad der egentlig var sket.

"Det er ikke fair," indvendte han, selvom det var en blød, stilfærdig indvending. "Han mener jo ikke noget med det."

[Lainie Davies]

Hun havde altid været en beskyttende personlighed, og hun havde set hvor ked af det veninden var blevet. At beskrive omfanget, ønskede hun ikke at gøre for Mags skyld. Selv ikke til sin bror, selvom hun måtte erkende, at hun ikke kendte Jack synderlig.

Elkedlen slog knappen ned, så hun kunne hælde op i kopperne. "Useriøs så," sagde hun dernæst og gav sig den smule, fordi Jack var Milos ven. "Det var ikke okay."

[Milo Davies]

Milo var tavs lidt, splittet mellem sin egen holdning og loyalitet over for vennen. Så bukkede han alligevel nakken ganske let.

"Nej. Det var det ikke," medgav han.

[Lainie Davies]

Selvom Lainie ikke talte højt om det, overvejede hun lidt hvordan hun ville have det hvis hun så Emery Wood kysse nogen. Ja, selvom hun endnu ikke havde kysset ham, eller nogen anden for den sags skyld. Men det havde lidt virket som om noget havde været i luften på det seneste.

"Det kan være jeg tager hjem til hende en af dagene," overvejede hun så, selvom hun endnu ikke havde spurgt deres mor om hun måtte.