En ualmindelig almindelig dag

[Jessie Dennis]

Malcolm MacFusty

Jessie var ikke meget for botanik. Botanik betød gruppearbejde og gruppearbejde betød akavet tavshed, mens ingen vidste, hvad de skulle sige til hinanden ved hendes bord. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at de ofte skiftede grupper i timerne og at hun aldrig helt kunne vide sig sikker på, hvem hun ville ende sammen med. Og hun var også opmærksom på, al nervøsiteten omkring timernes afvikling faktisk afholdt hende fra at synes om et fag, som hun faktisk havde lidt evner for. 

Denne dag blev holdene da også roteret igen og hun fandt sig ved et bord sammen med to fra sit eget kollegie og en enkelt fra Gryffindor. Hun mærkede, hvordan skuldrene sænkede sig lidt. Det kunne have været værre. De to fra sit eget kollegie kendte hun efterhånden nogenlunde og de lod hende gerne være i fred. Og Malcom havde hun heller aldrig oplevet noget dårligt med. Hvis alt gik, som det skulle, så ville de tre andre snakke sammen og så kunne hun nøjes med at koncentrere sig om at trække frøkapsler af den plante, som var blevet sat på bordet mellem dem.

[Malcolm MacFusty]

Botanik havde aldrig været et af Malcolms yndlingsfag, eller.. planter havde nok aldrig rigtigt haft hans interesse. oveni var der altid fugtigvarmt i drivhuset og han endte altid med at sidde og føle sig lidt klam under tøjet.

I det mindste kom han denne dag i en okay gruppe og fik hurtigt gennemgået opgaven med de tre andre. Eller måske mest med de to af dem, for Jessie sad som næsten altid tavs og prøvede at være usynlig midt i det hele. Han vidste ikke helt hvornår han var begyndt at lægge mærke til det, eller til hende, men nu kunne han ikke lade være at lægge mærke til det.

Det prikkede til et eller andet i ham og da han bøjede sig til siden for at hive papir og blyanter op fra sin taske, lod han penalhuset blive i bunden af tasken og vendte sig i stedet mod brunetten ved siden af sig med et halvt undskyldende udtryk "Hey.. har du måske en blyant jeg må låne? Jeg har glemt mit penalhus oppe på sovesalen."

[Jessie Dennis]

Jessie havde det fint med at lade de andre snakke og hun sørgede bare for at nikke og tage noter på de rigtige tidspunkter af diskussionen. Ingen af de to fra hendes kollegie lod til at forvente mere af hende og det var hun taknemmelig for. De havde fået det grundlæggende på plads og var klar til at gå videre til næste trin, da Malcolm pludselig henvendte sig direkte til hende. Et øjeblik sad hun og så på ham med et udtryksløst ansigt, inden hun var kommet sig så meget af overraskelsen, at hun kunne svare. "Ja, klart." Hun trak sit eget penalhus hen til sig og fandt en blyant frem, som hun stak til ham. "Værsgo."

[Malcolm MacFusty]

Et sekund eller to, virkede det lidt som om hun slet ikke havde hørt ham og han var halvt på vej til at gentage sig selv, da hun reagerede. Han tog blyanten med et skævt smil, der satte fregnerne lidt i bevægelse "Tak." den skotske accent var tyk og lod sig ikke fornægte, mens han vippede blyanten mellem fingrene "Hvad var det vi skulle med de der?" han nikkede mod frøkapslerne hun havde pillet af planten "Jeg kunne ikke høre det fordi Smith sad og galede."

[Jessie Dennis]

Jessie havde trukket hånden til sig igen og havde netop rakt frem, da Malcom overraskede hende ved at tale til hende igen. "Øhm.." Hun tøvede et øjeblik med armen halvvejs udstrakt mod planten. Hun rynkede brynene lidt og skottede til deres to holdkammerater - og afslørede dermed også sin forvirring - inden hun rømmede sig lidt. "Altså, vi skal bruge de her tænger og trykke hårdt omkring bunden af frøkapslen," forklarede hun i en tone som vippede mellem nøgtern og ligeglad, uden at hun var klar over, at det var en forsvarsmekanisme hun ofte brugte, når hun følte sig gået for nær. "Og så skal vi holde hænderne fri af den saft, som frøet ligger i. Det er ætsende."

[Malcolm MacFusty]

Malcolm ventede tålmodigt, og med et afslappet smil, på en reaktion og vendte blikket mod planten da hun begyndte at gentage, hvad han egentlig havde hørt én gang. Han nikkede et par gange mens hun talte, mest for at indikere han lyttede og skar så en lille grimasse over den sidste anvisning "Heck.. burde vi ikke have fået nogen handsker eller noget?" han drejede sig halvt på skamlen for at kunne se om nogen af de andre borde havde handsker på bordene.

[Jessie Dennis]

Jessie undrede sig tavst over, at Malcolm tilsyneladende overhovedet ikke havde hørt noget af instruktionen. De sad rimeligt tæt, men hun havde da hørt det meste, på trods af larmen i lokalet. "Professor Longbottom forklarede, at planten vil trække frøene til sig og nægte at give dem fra sig, hvis den fornemmer, at vi er bange for den." Hans hår var virkelig meget rødt. Det var en lille smule distraherende at tale med ham, når han nikkede på den måde.

[Malcolm MacFusty]

Malcolm hævede begge bryn lidt, så på planten og slap et halvt underholdt fnys "Man bliver da først bange for den efter sådan en instruks, right?" han sendte hende et skævt smil, før han samlede en pincet op fra bordet og så på planten med et bestemt blik mens han udså sig et frø og forsigtigt nærmere sig med pincetten "Ingen her der er bange for dig.. ingen overhovedet." det var halvt i spøg, men når alt kom til alt, havde han ikke ret meget lyst til at få ætset fingrene af en forsvarsberedt plante.

[Jessie Dennis]

Jessie kunne ikke helt lade være med at fnise af Malcolms kommentar. Han havde trods alt lidt ret og et smil bredte sig over hendes ansigt, så de runde æblekinder blev mere tydelige. Hun rakte også frem mod planten, men var åbenbart mindre nervøs end Malcolm. Når sandt skulle siges, så var hun mere bange for, hvad enhver af troldmændene i dette drivhus kunne finde på at gøre, end hun var for planten. Planten havde regler, som man havde undersøgt og som hun kunne stole på, den ville følge. Mennesker var de uberegnelige elementer.

[Malcolm MacFusty]

Et øjeblik sagde Malcolm faktisk ikke noget, hvilket var en bedrift i sig selv. Hans første forsøg lykkedes dog ikke helt, da han kun lige nåede at lukke pincetten om frøkapslen, før planten trak den til sig og væk fra hans greb "Cacan!" mumlede han for sig selv på gælisk og fleksede fingrene lidt, før han prøvede igen, brynene krøbet helt sammen over næseryggen i koncentration.

[Jessie Dennis]

Nu hvor han ikke talte til hende mere, fokuserede hun udelukkende på planten og holdt fast i en stængel med den ene hånd, mens hun med den anden styrede tangen til frøkapslen og klemte den let sammen. En let syden og lidt røg steg op fra underlaget, da væsken faldt og da den var tom, brugte hun tangen endnu engang til at løsne frøet og lægge det over i den skål, de havde fået til samme formål. Det hele var faktisk slet ikke så svært.

[Malcolm MacFusty]

Malcolms andet forsøg gik nogenlunde ligeså godt som det første og i stedet for at prøve tredie gang, blev han siddende og betragtede Jessie - der selvfølgelig fik det til at lykkes i første forsøg "Okay.. du får det til at se lige så let ud, som at lette på en kost. Hvad er det jeg gør forkert?" spurgte han med et skævt grin og et afventende blik.

[Jessie Dennis]

Hun blev mindre overrasket, da han snakkede til hende denne gang. Nu havde han jo allerede vist, at han kunne finde på at gøre det. Så hun trak bare på skuldrene og fortsatte med at arbejde med den næste frøkapsel i stedet for at lade sig distrahere til at se på ham. "Nu har jeg nogenlunde lige så meget held med at lette på en kost, som du havde med kapslen dér," startede hun og forsøgte at fortrænge alle minderne fra de obligatorise flyvetimer, hun havde udstået med Ravenclaw-eleverne. "Jeg bruger bare tangen her," forsøgte hun så at forklare, mens hun viste grebet med hænderne - et eller andet sted klar over, at det ikke var grebet, der var hans problem, men uden nogen særlig lyst til at påpege det.

[Malcolm MacFusty]

Malcolm slap en underholdt lyd, over hvad han i hvert fald tolkede, som en tør vittighed "Der skal jo også være nogen på tilskuerpladserne der ikke brækker arme og ben." gav han igen, med endnu et skævt smil, mens han prøvede at få styr på, hvad der var anderledes ved måden hun holdt tangen på og hvordan han selv gjorde "Det.. var også sådan jeg troede jeg gjorde." han skar en lille grimasse "Vis mig det igen. Skær det ud i pap for mig."

[Jessie Dennis]

Jessie gik nu også ret sjældent frivilligt med til quidditch-kampene, men foretrak i stedet at sidde for sig selv og få lavet nogle lektier. Men hun måtte da indrømme, at det ret sjældent blev sådan i virkeligheden, da hele hendes kollegie anså det som deres fornemste opgave at inkludere hende i skolens aktiviteter. Det følte hun dog ikke behov for at fortælle ham om.

Da han bad om mere hjælp, tog hun fat på den tredje frøkapsel. "Jeg holder ved stænglen sådan her," forklarede hun og viste det samtidig, så han kunne se det hele. Og så bruger jeg tangen her. Så popper den åben. Så venter jeg på, at det meste af væsken er løbet ud og så bruger jeg bare tangen til at gribe om frøet og trække det fri." For hende gik det præcis lige så let som ved første forsøg.