Where dark woods hide secret [S]

[Maighread MacFusty]

Var det ... skuffelse? Mags nåede aldrig at blive helt sikker, før hun forviste følelsen og nikkede.

"Aye," svarede hun, allerede nu overbevist om, at det nok ikke ville ske.

Burde hun havde opfordret til det dér? Jorden var kold og klippevæggen det samme. At man kunne gøre det på anden måde end ansigt til ansigt overvejede hun ikke engang.

[Jack Day]

"Ikke for at..." Jack trak lidt på det, fordi munden havde talt før han lige tog en ordentlig vejrtrækningspause. Faktum var dog, at han stadig var temmelig ophidset og ikke helt kunne ryste ideen om at glide i seng med hende af sig.

"Du kunne give mig en hånd i stedet? Denne gang."

[Maighread MacFusty]

Forslaget var ikke videre romantisk, men Mags var, trods sin ungdommelige naivitet på det område, ingen romantiker. Blikket flakkede lidt mellem hans øjne, men hun var ikke for alvor i tvivl.

Og snart begav hånden fra hans side sig i stedet ind mellem dem og ned i hans bukser. Hvad hun fandt der, fik hjertet til at slå hårdere, og hun strøg ham lidt uden på stoffet, før hun søgte ind under det sidste lag og greb fat.

Denne gang havde hun prøvet det før. Ja, endda et par gange, og hun bevægede hånden om ham, som hun havde lært, at han kunne lide det.

[Jack Day]

En hånd fandt klippevæggen ved siden af Mags hoved igen. Bare for at holde noget stabilitet, mens hun rørte ved ham. Jack havde lukket tænderne om underlæben, indtil et gisp løsnede grebet op. At mærke hendes hånd om sig på den måde, var voldsomt pirrende, når jernet havde været varmt så længe.

"Fuck... mh, Mags," mumlede han, ansigtet tæt på hendes. Den frie hånd lagde sig mod et af de bløde områder på hendes overkrop udenpå hendes nattøj, imens hun kælede for ham og sendte ham tættere på forløsningen.

[Maighread MacFusty]

Maighread havde aldrig hørt sit navn udtalt helt på dén måde, men hun var hurtigt overbevist om, at hun foretrak den. Ja, selvom Tottenham-accenten sommetider kunne ramme hendes øre forkert.

Men hun var opslugt af hans ansigtsudtryk. Nydelsen, der stod skrevet i hans træk, og hun kunne ikke dy sig for at kysse ham, indtil han blev for distræt til det. Læberne forsvandt dog aldrig længere væk end et par centimeter, som hun lagde panden mod hans og førte ham til kanten og udover.

[Jack Day]

Selvom han normalt under mere selvstændige omstændigheder, ville have gjort det på en måde der krævede mindre oprydning, havde han virkelig kun forklaringsproblemer at tage sig af omkring at nå forløsningen i natbukserne. Men hey... drenge kunne vel have den slags uheld.
Ja, og høre for dem i årevis.

Ikke desto mindre, var bekymringen langt væk da der tegnede sig hvide pletter for lukkede øjne og panden lænede sig ned mod Mags skulder for en stund. 

[Maighread MacFusty]

Hans lyde kildrede behageligt i øregangen, men det var nærheden gennem hans pande mod skulderen, der for alvor gjorde Mags varm og blød i brystet. Og der var ikke længere nogen vej tilbage.

Hånden søgte op over hans nakke, til hun kunne stryge ham i krøllerne, mens hun drejede hovedet og strejfede hans tinding i et blødt kys.

[Jack Day]

Det der med efter-kærtegn var ikke nødvendigvis noget han studsede nærmere over. Det hørte næsten med pakken, selvom det også komplicerede alting. Jack var dog en sucker for fingre gennem håret.

"Rart," var da også enstavelsen han kunne give Mags, før han langsomt rettede sig op og trak underdrengene og natbukserne på plads.

"Du er blevet god til det."

[Maighread MacFusty]

Hånden var blevet trukket ud af natbukserne og tørret af i hendes eget bukseben, mens Jack fik rettet på sagerne, men snart mødte Mags ham igen med et smil.

"Aye. Jeg har haft en god læremester."

[Jack Day]

Jack smilede dumt til Mags over bemærkningen, men det var vel rigtigt nok. Han behøvede vel ikke spørge hende om hun havde øvet sig på Smith, men hvorfor fristede det at vide det?

Fuck det. Han måtte nok bare være høj på endorfiner efter hvad de havde lavet. "Skal vi skride tilbage?" spurgte han og tog hendes hånd, selvom den stadig var klæbrig. 

[Maighread MacFusty]

Det havde været nemt at skubbe virkeligheden på afstand, når tankerne blev overdøvet af støn og tunge åndedræt. Nu krøb det dog langsomt tilbage. Havde han tænkt sig bare at krybe tilbage i seng og lade som ingenting? Var det derfor, han var kommet med ud i første omgang?

"Aye," svarede hun og prøvede at lyde ubekymret, mens hun forviste tankerne igen. Hånden blev dog solidt i hans på turen ud fra klipperne og selv, da de gik langs skovbrynet, hvor hun tidligere havde nægtet at tage hans hånd.

Snart fik hun dog helt andre ting at tænke på, da den dybe lyd af vingeslag meget tæt på nåede hendes øre. Hun så op, netop som dragen gled igennem luften, og hun glemte kortvarigt, at Jack ikke kunne gælisk, da hun gav en kortfattet instruks.

Snart blev det dog indlysende, da hun hev ham ind bag et stort stykke granit, ikke mange øjeblikke før der buldrede ild over det område, de havde stået.

[Jack Day]

Lyden var tydelig før synet kunne bekræfte det hele. Ikke at han fattede hvad Mags sagde, men hånden var stadig i hendes og det forklarede da rigeligt for ham, da hun trak i ham.

"Fuck," bandede han dæmpet, da han skævede den mindste smule til granittens side for at se afbrændtheden fra deres lokation fra før. "Hvad gør vi?" At stikke halen mellem benene var den første impuls, men drager havde vinger, og så dum var han alligevel ikke.

[Maighread MacFusty]

Det var en af risiciene ved at bo, hvor de gjorde og Mags var så vant til det, som man nu kunne være. Hun så da også komplet rolig ud, da først de stod skærmet. Ja, hun slap endda en dæmpet latter over ham.

"Ro på, Custard," drillede hun ham og knælede for at trække en lille trækugle frem fra den tæt sammenrullede sokkekant. Hun rejste sig igen og skulle til at kaste den, da hun i stedet vendte sig mod Jack.

"Kast den her så langt, du overhovedet kan i den retning," instruerede hun og gav ham kuglen, før hun pegede i retningen.

[Jack Day]

Først anede han vitterligt ikke hvad hun gav ham i hånden. Ja, eller hvorfor hun havde sådan en dims med. Hebriderne bød dog på andre farer end Tottenham og måske gjorde det ham en kende mere rolig (så rolig som man kunne forvente omkring en drage-noob).

"Kay," var det kortfattede svar han gav hende, før angriberen kastede trækuglen så langt han overhovedet kunne.

[Maighread MacFusty]

Det bløde thump kunne høres et godt sted derfra, før kuglen foldede sig ud til et lille firben og forsvandt ud i mørket. Lidt efter hørtes dens imiterede drageskrig. Det store bæst nær dem, rettede sig op og stirrede skeptisk i retning af kaldet. Det lød igen og denne gang foldede den vingerne ud og fandt tilbage til himlen.

Mags vendte sig mod Jack og prøvede at give ham et beroligende smil. Hånden fandt forsigtigt hans.

"Cool, ikke?"