Efter regn kommer ild

[Simon Montague]

Tanken havde ikke sluppet ham, siden han først havde tænkt den. Dér, midt på dansegulvet. Nu var dansen ovre og han havde undskyldt sig, efterladt et symbolsk kys på Coras kind.

Simon havde egentlig ikke noget han ønskede at finde; en overfladisk søgning over masserne havde ikke belønnet ham, og han havde ikke i sinde at gøre mere for at opsøge det. Alt for tydeligt huskede han Matheos insisterende hænder der havde haft sit tag i Agnes Rosier, da Simon selv havde begivet sig ud på gulvet med Cora. Det sidste Simon ønskede var at få brændt uudslettelige billeder ind på nethinden at handlinger der var værre.

Desuden. Tanken. Den som ikke ville slippe, syntes at optage ham nok til, at han ganske ubemærket kunne finde et sted med friskere luft. Helt og aldeles uvidende om at der på selv samme sted havde befundet sig to fjerdeårs elever med et solsikkesmykke kort forinden.

[Agnes Rosier]

Hvor Agnes tidligere godt kunne finde på overlagt at blive væk fra Matheo Rosier, så hun kunne få øjeblikke med Simon. Men dette var ikke tilfældet denne aften. Det var rent tilfælde, at hun kom tilbage fra badeværelset uden at kunne finde sin forlovede.

De visuelle og auditive indtryk var overvældende og endte med at drive hende fra salen. Hun endte ude i det begyndende mørke og var lettet over, at være lidt alene, da hun gik øje på Simon.

Brat stoppede hun, selvom han nok allerede havde hørt hendes sko mod stengulvene. Det måtte han.

[Simon Montague]

Åh. Han hørte det. Ansigtet blev drejet i retning af lyden; smilet opstod rent reflektorisk da han så velsignelsen. Det nåede at vokse sig stort før han indså at det hele, alt det de var, atter befandt sig i et udefinerligt pløre. Men smilet forsvandt ikke. Det var ganske enkelt umuligt og Simon vidste hvorfor; han havde stødt på svaret i en bog:

I en verden så sammenfiltret som vores er blikket en singulær handling: At kigge på noget er at lade hele ens liv blive opfyldt af det, om end bare kortvarigt.

Og dette noget var Agnes.

”Havde du også brug for en pause?”

[Agnes Rosier]

Simon talte. Kontakten var etableret. Der var ikke længere nogen mulighed for at flygte, primært fordi Agnes ikke kunne løbe i de dumme sko, der var blevet sendt til hende sammen med kjolen. Så der var intet at tabe ved at træde tættere på ham med et lille nik.

"Der er meget larm derinde."

[Simon Montague]

Simon bød hende velkommen ved at vende sig helt, så de kunne mødes front mod front. Han iagttog hende, pludselig tom i hovedet. Det eneste som hang ved, var synet af hende, lyden af hendes stemme, erkendelsen af hun helt fysisk trådte tættere på.

”Ja, det er der virkelig,” istemte han og fortsatte: ”Har du været meget ude?”

[Agnes Rosier]

Agnes stoppede lige uden for rækkevidde. Ikke på grund af Simon, men fordi hun ikke stolede på sig selv. Hvis hun rørte ham, ville hun så kunne kæmpe mod impulsen til at bede ham opgive det, der stod til at skille dem ad.

"Ja," svarede hun dæmpet. Der var ikke behov for at tale højere her med musikken skåret ned til fjern baggrundsstøj og en blød bas.

"Jeg kan godt lide brisen på denne tid af året. Den er næsten mild her." Hun smilede svagt. "I Cornwall er den mere gennemtrængende. Brutal, næsten."

[Simon Montague]

Simon kunne mærke den usynlige afstandtagen, der tegnede sig som en halv meter for meget imellem dem. I modsætning til Agnes trådte Simon bevidst frem. Dog afholdt han sig fra at række ud efter hende.
Hovedet nikkede.
Hun måtte virkelig have tilbragt meget tid udenfor, for han havde set hende, hvad? En gang? To?

”Var det kun larmen du ville væk fra?” Tonen rolig, stemmen mild.

[Agnes Rosier]

Det var ikke meget, der skulle til, så ville Agnes kunne lægge en hånd på siden af hans hals. Hun ville kunne læne sig frem og mærke hans læber. Glemme alt om forlovelser og pligter.

Hun tvang sig til ikke at rykke fødderne så meget som en millimeter og fugtede læberne. Sikrede sig, at stemmen kunne bære hende, før hun talte.

"Primært," svarede hun, sandfærdigt, men måtte fortsætte i ærlighedens navn: "Og det gør mig ked af det at se jer sammen." Hun holdt en hånd op for at forhindre ham i at bryde ind med ord.

"Jeg ved godt, at det ikke er rimeligt af mig. Men sådan er det." Desuden skulle hun nok få rig mulighed for at se ham og Cora Greengrass danse sammen snart.

[Simon Montague]

Utroligt hvor let ærligheden flød over Agnes læber, når det var umuligt at få ud over Coras.
Simon værdsatte det, selvom det gav blå mærker og fik alt til at svie.
Først da han var sikker på at hun var helt færdig, trådte han en lille bitte-smule mere frem, i forsøget på at strejfe hendes hånd med sine fingre: Tænk at en så let bevægelse kunne rumme så tung en sorg?

”Jeg bliver også ked af at se dig sammen med Matheo Rosier,” gengældte han ærligheden

[Agnes Rosier]

Det var ikke sværere end at trække hånden til sig, men det føltes som noget af det sværeste, Agnes nogensinde havde gjort. Så hun gav efter for impulsen og tog den i stedet.

"Du kunne lade være," foreslog hun impulsivt. "Vi kunne tage afsted. Væk herfra."

[Simon Montague]

Ordene var lige så hypnotiserende som hendes hånd. Begge så bløde. Begge - ih - så lokkende, at Simon, svagelig som han var, ikke kunne andet end at give efter for det. Hun havde allerede skrevet sit navn på ham.

”Nu?”

[Agnes Rosier]

Agnes havde ikke engang færdiggjort sin uddannelse - og det var endda de mindste af hendes bekymringer. Men det virkede som alt eller intet, nu eller aldrig.

"Lige nu," svarede hun indtrængende, bedende næsten, som hun lagde sit hjerte i hans hænder.

[Simon Montague]

Simon smilede, mens seks bogstaver og et mellemrum brændte tvivl og usikkerhed bort – efterlod deres fælles livslinje så klar, glødende i det tiltagende mørke. Den snoede sig hen mod udgangen, videre ud hvor alt var muligt. Det eneste de skulle gøre, var at følge den.

”De slår os ihjel,” konstaterede han, næsten frydefuldt, alt imens han trak Agnes til sig for at genfinde mere end blot hendes hånd.

[Agnes Rosier]

Det lille træk var al den opfordring, Agnes havde brug for for at træde helt tæt på Simon. Den ene hånd forblev i hans, mens den anden lagde sig over hans kind. Tomlen fulgte hans kindben, mens hun trykkede et inderligt kys mod hans læber.

"Min taske er allerede pakket oppe i tårnet," lød det fra hende og hun overvejede, om det mon i virkeligheden var hende og ikke ham, der var slange i deres Edens Have.

[Simon Montague]

Han burde se forhindringer, men så dem ikke. I stedet følte Simon Agnes’ inderlighed helt ind til marven, dertil sin egen eftergivenhed i kysset de delte.

Havde hun planlagt det? Tanken strejfede ham ganske kortvarigt, smilet tanken fremkaldte blev siddende.
”Min er .. næsten.” Simon var heldigvis ikke en der brugte mange minutter på at pakke kuffert.

”- Skal vi tage din sovesal først?”