Mit formål er at beskytte dig

[Matheo Rosier]

Afslutningsfesten markerede en af de bedre slutninger og kommende begyndelser for Matheo og Agnes Rosier . For det betød at Simon Montague snart ikke ville være at finde på skolen og han ikke længere kunne lave sådanne stunts, som det han havde fået besked om var hændt på biblioteket. Ikke at han havde talt med Agnes om situationen. Nej, han havde ventet på at hun fortalte ham det. Dage var dog blevet til uger.

Og nu var de her. "Du er nydelig," fortalte han hende, da de mødtes i Indgangshallen den aften. Efter måltidet, fandt han hende også før nogen fik chancen og insisterede på, at de kunne trække sig hen mod et af bordene langs væggene for at få en stund alene sammen. Hånden slap ikke hendes.

"Næste år er det os," sagde han med blikket mod nogle af afgangseleverne.

[Agnes Rosier]

Nysgerrige øjne havde fulgt Agnes over de sidste par uger, men det var intet nyt for hende. Sådan havde det været, siden hendes far var blevet anholdt. Hun havde kun været otte dengang og huskede knapt andet. Det fik hende kun til at holde sig mere for sig selv og hun var komplet overvældet, da hun lod sig trække mod væggen af Matheo.

"Ja," svarede hun blot, tonen flad. Hun havde ingen anelse om, hvad der ventede på den anden side.

[Matheo Rosier]

Selvom han sjældent mødte hende med megen melodi i stemmen, forventede han nu alligevel at Agnes gav ham tone og liv i selv enstavelsesord. Øjnene vendte sig vejende mod hende. At hun intet havde indrømmet overfor ham, var generende, men vigtigst var det, at hun kunne få afstand for Simon.

"Ser du ikke frem til ferien?" spurgte han hende så, selvom smalltalk kun var en disciplin han udøvede når han søgte noget.

[Agnes Rosier]

Svaret var kompliceret, for Agnes så egentlig frem til at komme væk fra slottet og alle de stirrende blikke. Hun så frem til ikke at blive konfronteret med Simon Montague, der både ville giftes med Cora Greengrass og samtidig insisterede på, at han elskede hende. Men ferien ville også betyde det frygtede bryllup. Et endeligt farvel til den troldmand, hun havde skænket sit hjerte.

"Jeg kan godt lide at gå i skole," svarede hun i stedet, udelukkende fordi det var sandfærdigt. At holde noget fra Matheo var anderledes end decideret at lyve.

[Matheo Rosier]

Matheo tvivlede ikke som sådan på at det var sandt. Alligevel havde han da klare, begrundede anelser om, at det ikke var den fuldkomne sandhed. Agnes hjerte skulle blot knuses, når Simon og Greengrass blev gift. For hvem ville så være der til at trøste den kønne rødhårede skabning?

"Du kan altid læse forud derhjemme. Selvom vores biblioteket bestemt er mindre," Gerningsstedet blev nævnt, bare for hans egen skyld. Som for at se om han kunne læse det mindste fra hendes udtryk.

[Agnes Rosier]

Agnes overvejede kortvarigt, om Matheo mon havde hørt rygter om noget, da han nævnte et bibliotek. Hun reagerede dog ikke synligt på det, men lod blot blikket vandre over omgivelserne.

"Jeg er fint tilfreds med størrelsen på jeres bibliotek," forsikrede hun ham, selvom det stadig føltes som et mig og jer. "Men professorerne er dygtige. Syv år virker ikke som nok tid til alle de spørgsmål, man kunne stille dem."

[Matheo Rosier]

"Så må du bare stille flere næste skoleår, når du er mindre distraheret," endte Matheo med at sige, selvom han godt kunne høre hvordan det kunne forekomme afslørende. "Efter alt det der er sket. Dimple..."

Han betragtede hende og rakte ud for at tage hendes hånd. "Næste skoleår bliver bedre."

[Agnes Rosier]

Distraheret. Agnes så fra dansegulvet til Matheo, selvom hun stadig kunne se Simon Montague og Cora Greengrass danse for sit indre øje. Maven knugede sig sammen, netop som hendes forlovede nævnte Dimple og nu var det i stedet en knust alf, hun kunne se for sig.

Hun blinkede billedet væk og drejede hovedet mod dansegulvet. Tomt så hun på de hvirvlende børn, hun delte skolen med, men fandt ingen glæde i det.

"Mh."

[Matheo Rosier]

Hånden lagde sig tættere over hendes for at give den et klem. Den virkede kølig lige nu. Spinkel under hans slanke, knoglede fingre.

"Det var ikke min mening at gøre dig sørgmodig," sagde han så, selvom det næppe var den fulde sandhed.

[Agnes Rosier]

Agnes vidste godt, at det ikke var rimeligt over for Matheo. Det var ikke ham, der havde gjort hende sørgmodig. Hun rystede svagt på hovedet.

"Det er ikke din skyld, Matheo," forsikrede hun ham. "Undskyld."

[Matheo Rosier]

"Ingen grund til at undskylde," sagde han i en nærmest-forsikring før tomlen strøg over den fløjlsbløde håndryg. "Det er mig der bør undskylde for ikke at kunne opmuntre dig."

Øjnene forlod hende ikke. De granskede i stedet hele hendes udtryk. "Fortæl mig, hvad du har brug for."

[Agnes Rosier]

Det var ikke rimeligt over for Matheo at sammenligne ham med Simon Montague, så Agnes prøvede virkelig at lade. Prøvede at værdsætte det blide kærtegn, for hvad det var.

"Jeg kunne godt bruge noget luft," erklærede hun, selvom det mere handlede om afstand til det vordende par. "Hvis du vil gøre mig selskab udenfor?"

[Matheo Rosier]

Matheo behøvede ikke besvare hendes anmodning med ord. I stedet løftede han sig blot fra sin plads, stadig med hånden i hendes, og ledte hende ud af Storsalen og mod de store porte i Indgangshallen.

Han var ikke sen til at mosle kappen af skuldrene for at kunne lægge den om Agnes´, uden et ord eller en kærlig udveksling, men i det mindste var han her, tænkte han. I det mindste dansede han ikke med en anden.

[Agnes Rosier]

Udenfor var solen varm og mild, men selv den kunne ikke nå ind til hendes indre. Agnes missede med øjnene, før de vænnede sig til det nye lys.

"Tak," sagde hun dæmpet og lukkede en hånd om kanten på hans kappe. Den føltes tung og stor og fremmed. Hvad kom bag på hende var, at den duftede fantastisk. Velkendt. Hun blinkede og så på ham.

"Det behøvede du ikke."

[Matheo Rosier]

Der var ikke forfærdelig koldt udenfor, men den smule kølighed som vinden bar med sig, kunne nok præge en hud så sart som Agnes´. Det var i hvert fald hvad Matheo fortalte sig selv - som havde han et kendskab til hendes temperaturforskellige, før de blev mærket af hende selv.

"Jeg gør intet for dig fordi jeg behøver det, Agnes," sagde han så og så ud over området foran dem.