Når alt pludselig er forandret

[Slate Travers]

Slate sad i én af lænestolene ved pejsen og havde tilsyneladende fokus på den bog, han sad med i skødet. Det ene ben var dog lagt over det andet, så ingen kunne se, at der inden i bogen lå opslået et brev. Brevet bar præg af at have været åbnet og foldet sammen mange gange og kanterne var efterhånden lidt krøllede. Engang imellem bevægede hans blik sig væk fra brevet og hen i retning af bordene i hjørnet, hvor Madison Orpington sad fordybet i sine egne lektier. For en gangs skyld var hun ikke omgivet af sine veninder og han sad og vejede for og imod, om han skulle benytte muligheden for at gå op og tale med hende.

De to havde tilbragt en hel del tid sammen i deres ferier gennem livet. Deres forældre var gode venner og Slate havde ikke som sådan tænkt noget særligt over det. Men i påsken havde han fået noget at vide, som havde ændret hele hans perspektiv i forhold til den fregnede pige. Nu følte han sig pludselig draget til hende. Og han ønskede mere end noget andet, at hun også ville drages af ham. Men han var klar over, at så længe hun ikke kendte til den hemmelighed, som hans far havde betroet ham, så havde hun ikke nogen særlig grund til at blive det. 

Han overvejede endnu nogle minutter og lukkede så forsigtigt bogen sammen om brevet, inden han rejste sig og satte sig hen ved siden af Madison. "Hej Maddie." Han sørgede for at holde tonen let, for selvom han flere gange havde opsøgt hende på lignende måder i de sidste par måneder, så var tiden endnu ikke moden til at skrue op for charmen.

[Madison Orpington]

Stemmen var ligeså genkendelig som følelsen af fjerpennen i hånden. For hun havde tilbragt mange stunder med Slate, om hun så havde ville det eller ej. Brune øjne gled op fra lektierne, da han henvendte sig, og hun lignede virkelig en der ventede på, at han forklarede hvad han ville hende.

"Hej," var dog det afmålte svar hun gav ham. Ledsaget med et lille smil dog - for nok var hun kølig, men hun var ikke is.

[Slate Travers]

Stemmen grænsede til uvenlig, selvom hun alligevel forsøgte at bryde det op med et smil. Slate sendte hende et smil tilbage og åbnede bogen på en anden side, end han før havde studeret. "Det er det her om dementorer," han rykkede tættere på hende og skubbede bogen ind mellem dem, så hun kunne se den side, han havde slået op på.

"Jeg kan ikke finde ud af, om de syner, som nogle ofre får påføres af dementoren selv, eller om det er en del af hele det med, at glæden bliver suget ud." Sandheden var selvfølgelig, at han allerede havde fundet svaret og at han derfor havde tankerne frie til at analysere hendes kropssprog og reagere på de ting hun sagde.

[Madison Orpington]

Øjenbrynet løftede sig først, før hun skænkede det igen. Om han havde læst kapitlet ordentligt vidste hun ikke, men uanset følte hun da at det kun ville være uhøflig ikke at værdige ham et svar.

"Lad os i stedet sige, at den ved at suge glæden ud af dens ofre, fremprovokerer dét i os der gør ondt," vurderede hun og skubbede en brun lok væk. "Lidt ligesom man siger at folk får flashbacks når de er tæt på døden, men hvor det virkelig ikke er de gode ting der kommer frem."

[Slate Travers]

Hendes svar var kort og præcist og han tillod sig at se bare en smule fåret ud. "Det... Det havde jeg ikke overvejet." Han rynkede brynene lidt og ledte tydeligvis stadig efter hjælp fra en dygtigere elev. Ingen kvinder var helt uimodtagelige for smiger trods alt. "Så essentielt føler mennesket smerte, hvis det ikke har glæde i livet?" Alle i deres F.U.T. klasse i Forsvar mod Mørkets Kræfter var fuldt beskæftigede med at læse op på pensum og skrive noter i lange baner, så de kunne bestå årets eksaminer, som hastigt nærmede sig. Og det gav ham en perfekt mulighed for at tale med hende uden at hun havde grund til at blive mistænksom over hans motivation.

[Madison Orpington]

Hun var allerede lidt mere interesseret i afbrydelsen, nu hvor Slate roste hende for indsigtsfuldheden, uden rigtigt at bruge dé ord. "Enten smerte, eller ingenting overhovedet," gisnede hun.

"Ikke at jeg har haft fornøjelsen af en dementor." Kom det, med en underspillet humor i sarkasmen.

[Slate Travers]

Han havde lyst til at spørge hende ind til det med glæden. Høre hende, om hun mente at nysgerrighed var en mulig følelse uden glæde eller noget i den retning. Men så ændrede hun selv retning med sit svar og han greb muligheden for at smile lidt bredere og grine bare en lille smule over hendes morsomhed. "Nej, det er jo ikke som at gå på Hogwarts i gamle dage." De havde alle hørt historierne om dengang Dementorer var tilladt adgang til Hogwarts for at jage Sirius Black. "Sommetider ville jeg ønske, at vi kunne få lov til at føle den slags på egen krop i disse timer," sagde han så med bare en anelse af ærgrelse. "Det ville gøre det meget lettere at forklare end ved at læse alt dette ... teori." Han løftede bogen let fra bordet og slap den så, så lyden af den falde, med al tydelighed fortalte hvor tung den var.

[Madison Orpington]

Madison ledte ham ikke intentionelt på vildspor denne gang, men ville sikkert glædeligt have benyttet sig af muligheden under mere bevidste omstændigheder. Nu trak hun bare helt subtilt på smilebåndet over hans erklæringer om de gode gamle dage og implementeringen i undervisningen i dag.

"Du vil måske gerne have suget al glæden ud af kroppen?" spurgte hun ham så i udfordring. "Jeg tror de færreste vil have at alle deres årgangsfæller ser dem som grædende kugler af snot på gulvet."

[Slate Travers]

Slate trak lidt på skuldrene og så igen lidt fåret ud. "Om jeg gerne vil er måske så meget sagt. Men du må da indrømme, at det er sjovere at prøve det under kontrollerede forhold i et klasselokale, end det er at stå for det ude i den virkelige verden engang og kun have teori at forholde sig til?" De havde nu siddet ganske tæt i flere minutter og hun havde endnu ikke fundet en undskyldning til at sende ham væk. Det tog han som fremskridt og han måtte undertrykke et smil ved netop den tanke.

[Madison Orpington]

Slates fortolkning af sjov kunne Madison fint stille en masse spørgsmålstegn ved. Hun havde intet behov for at møde en dementor eller en boggart, hvis hun kunne være fri. Praktisk erfaring kunne vel være fordelagtigt, men hun ønskede nu heller ikke at nogen skulle se hende så påvirket.

"Tag den med professoren," vurderede hun så og rystede lidt på hovedet af ham med et flygtigt smil. "Andet du vil spørge om?"

[Slate Travers]

Hun bed ikke på krogen, som han ellers havde håbet. Tværtimod lukkede hun samtalen og var klar til opbrud. Sådan var det gået næsten hver gang, at Slate havde forsøgt at udvide deres bekendtskab. Hun lod simpelthen ikke til at bemærke det. Eller også var hun dygtig til at skjule det. Han var godt klar over, hvilket af de to scenarier, han foretrak som sandheden. Men denne gang havde han pludselig lyst til at presse mere på, end han havde gjort de andre gange. Hvad han havde gjort indtil nu, havde trods alt ikke virket efter hensigten.

"Der var én ting til," sagde han derfor og lukkede bogen i igen og trak den til sig, mens han betragtede hende med et lille smil. "Jeg ville høre, om du kunne have lyst til at være min date til afslutningsballet?" Det var stadig tidligt og han havde ikke hørt noget om, at nogen skulle have fundet på at spørge hende endnu. Hvilket betød at hun ville være nødt til enten at sige ja eller at afvise ham rigtigt. Og det var han ærligt talt ikke helt sikker på, at hun kunne.

[Madison Orpington]

Det var virkelig ikke hvad hun havde forventet. Faktisk betragtede Madison ham først uden rigtig at sige noget. Hun var blevet inviteret af et par håbefulde drenge, men hun havde sagt nej, og havde da også samme ord prikkende på tungen lige nu. Slate inviterede hende ud?

"Det er sødt af dig, men jeg følges bare med veninderne tænker jeg," svarede hun så derfor og forsøgte at opføre sig henkastet omkring det. 

[Slate Travers]

Afvisningen sved og Slate fandt sig selv midt mellem morskab og irritation over hendes åbenlyse mangel på forståelse for situationen. Selvfølgelig vidste hun jo ikke, hvad han vidste og det gav hende mere line at løbe på. Men at hun afviste ham tenderede alligevel til fornærmende og han mærkede en tilskyndelse til at plotte en hævn for sin sårede stolthed. Men han tog fat i følelsen og skubbede den væk fra sit sind. Madison skulle trods alt være hans hustru en dag. Hun fortjente at han lod tvivlen komme hende til gode. Så som reaktion på hendes svar, smilede han bare lidt. "Det er jeg ked af at høre," sagde han roligt og løftede bogen op i armene. "Så må jeg se, om jeg kan nøjes med den dans, jeg inviterer dig op til." Og med dét rejste han sig op med et smørret smil og forsvandt ind på drengenes sovesal.

*Out*

[Madison Orpington]

Madison havde en ide om, at forældrene engang havde ville have dem sammen, men havde aldrig mistænkt at der længe havde været en aftale. Nej, hun havde en helt særlig ide om den type dreng hun skulle forloves med en dag, og Slate passede ikke ind i den kategori.

Hun nåede da heller ikke at sige noget til det med dansen, før han forlod hende, men strøg blot fjerenden af pennen over hagen en gang eller to, men valgte at vurdere at én dans vel ikke kunne skade.

Lukket