Skomagermat

[Simon Montague]

Med afslutningsfest og eksaminer åndende i nakken (og et hjerte brusende af vemodig lykke) havde Simon ikke rigtig bemærket Agnes afstandtagen. Han havde levet i en selvvalgt blind verden, skvulpende ved en strandbred langt væk hvor sommerferiens snarlige kommen ikke betød ulykke og (åndelig) død.

”Jeg har lært et nyt skak-trick,” røbede han med begejstring da han fandt Agnes Rosier siddende på biblioteket.

”- du kommer ikke til at vinde denne gang.” Simon smilede sit skæve smil forblændet af den smukkeste pige i sit univers. Uden betænkning hev han et slidt skakbræt frem på bordet, velvidende at Agnes altid havde sine hvide, hovne brikker i nærheden, der var mere end klar til at jorde ham.

[Agnes Rosier]

Uden for slottets mure var dagene begyndt at blive lysere, men mørket havde sneget sig tilbage i Agnes' liv. Hun holdt sig helst for sig selv og dedikerede resten af tiden til Matheo Rosier. Men da deres skemaer havde skilt dem ad, var Agnes i stedet søgt ind på biblioteket.

Håbet om at være alene blev smadret af et skakbræt, der kom ind fra højre. Forskrækket satte hun sig op og så op, selvom hun allerede vidste, hvem der ville møde hendes blik. En isnende hånd greb fat om hendes indre.

Allerhelst ville hun bede ham om at gå, men bibelvers kørende for sit indre øre, endte hun alligevel med at hive brikkerne frem og åbne æsken. Allerede ved synet af Simon begyndte de at fryde sig over udsigten til en let sejr.

[Simon Montague]

Simon havde taget brikker med, som han ikke havde brugt før. De gik til brættet som krigere. Kun en enkelt bonde skulle bruge et opmuntrende skub ved synet af de hvide, arrede mestre.
Det var denne bondes opførsel der gjorde, at Simon ikke bemærkede trækningen i Agnes ansigt; den lille ændring af pupillens størrelse, mundvigenes momentære afsløringer.

Først da alle brikkerne var på plads mødte han det alvorlige blik; Løven der var så tydeligt koncentreret.
”Bare rolig, jeg skal nok være nænsom” forsikrede han Agnes med latter spillende i stemmen.
Den ene fod rykkede sig hen til hendes under bordet.

[Agnes Rosier]

Med Coras bryllupsinvitation var Agnes’ tillid til Simon forsvundet. Hun stolede ikke på, at han nogensinde havde holdt af hende og stolede i hvert fald ikke på, at han ville være nænsom. Det havde han modbevist, da han knuste hendes hjerte.

Så hun koncentrerede sig i stedet om at knuse det, hun kunne. Når ikke han havde noget hjerte, måtte hun nøjes med brikkerne. Foden fjernede hun fra hans, netop som én af hendes bønder kløvede hans på midten.

[Simon Montague]

Brutaliteten kom bag på ham. Bevares, Slangen havde forventet at der ville ryge et par brikker i svinget og at den hvide armé ville gå bersærkergang på de sorte, der allerede nu måbede og var lamslået. Men de var knapt nok startet. (Simon måtte selv feje den kløvede bonde ud til siden). De hvide gik over grænsen for acceptabel adfærd og Simon kunne ikke slippe den klamme fornemmelse af at det hele udsprang fra Agnes selv.

- Og det plejede det ikke; Hendes smil var en formildende omstændighed midt i de almindelige nedslagtninger. Men der var intet smil denne gang. Kun en hensynsløs opmærksomhed på spillet og en fod, der helt tydeligt blev fjernet.

Simon lagde en beskyttende hånd over sin forreste række, skærmede dem fra knoglekrigerne, der lavede upassende fagter med deres våben.

”Agnes?”
Øjnene ledte efter svar, da de søgte hendes ansigt.

[Agnes Rosier]

Det var nok ikke mange, der ville betragte Agnes som hverken brutal eller nådesløs, men det var ikke desto mindre måden, hun tilgik spillet. Mere tavs end brikkerne sad hun og observerede pladen, indtil Simons stemme tvang hendes blik op.

Mødet med hans øjne sendte chokbølger af smerte ud gennem hendes lille krop og hun måtte tage en indånding, før hun fugtede læberne.

"Hvad?" Ordet var lige så blødt som normalt, men der var en distance i hendes blik, som var blevet fremmed for dem.

[Simon Montague]

Det tomme blik fik Simons indre til at krympe sig. Han var ganske sikker på, at han intet havde gjort, som kunne forklare denne ændring, hvorfor grunden måtte findes et andet sted; Mellem Sorg og Monstre; Simon vidste hvor han skulle lede.

”Hvad er der sket?”

[Agnes Rosier]

Agnes tøvede, for hun vidste, at det var for sent til at beklage sig. Simon havde truffet sin beslutning, så meget havde invitationen vist. Nu var der kun tilbage at prøve at se på, mens han blev gift med en anden. Hun kunne knapt holde til at møde hans blik.

"Intet, jeg ikke burde have forventet," svarede hun og prøvede at lyde rolig, selvom kinderne allerede nu begyndte at tage kulør.

[Simon Montague]

Svaret fik øjenbrynene til at søge nedad i forvirring. Fortsat sikker på at han intet havde sagt eller gjort der ville kunne fremmane denne .. – ja, hvad egentlig? – tog Simon sig alligevel i at granske sin egen fortidsfærd. Han fandt intet af bekymring, intet der ville kunne forklare Agnes’ ord.

Troldmanden betragtede hende hjælpeløst. Ville egentlig gerne spørge mere ind til det, udfritte hende om nødvendigt, men det bratte fald i stemning lammede ham.

[Agnes Rosier]

Agnes havde besluttet sig for ikke at sige et ord til Simon, men det var meget nemmere, når ikke hun sad under en meter fra ham og var i færd med at slagte hans skakbrikker. Men hvor en dråbe havde banet sig vej, fulgte der hurtigt flere.

"Du kan fortælle Cora, at vi kommer til jeres- til sommer," konstaterede hun og prøvede at ignorere sit indre, der vred sig. "Hun virkede til at være meget opsat på at få svaret omgående."

[Simon Montague]

Tavs som graven forsøgte Simon at forholde sig til, hvad Agnes fortalte ham.
Kæben spændt af lige dele mishag og frustration. Han vidste godt at Cora var usikker og jaloux, men at hun ligefrem havde været henne og tvunget alles ulykke, ned i halsen på løven gjorde ham rasende.

”Hun gjorde hvad?!” fik Simon snappet, selvom han ikke behøvede gentagelsen.
Farveløs stirrede han frem for sig og følte sig frarøvet noget uerstatteligt.

[Agnes Rosier]

Reaktionen kom bag på Agnes, der lænede sig lidt bagud. Hvor hun normalt ikke kunne komme tæt nok på Simon, værdsatte hun nu bordet mellem dem. Det holdt hende fra at ydmyge sig selv yderligere.

"Hun har intet gjort," forsvarede hun Cora Greengrass, selvom det var det sidste i verden, hun ville.

"I vidste begge, at det ville komme hertil." Det var kun hende, der havde været naiv. Lille fjols.

[Simon Montague]

Naturligvis havde Agnes ret. De vidste alle sammen hvad der ventede i den snarlige fremtid, men det gjorde ikke Coras fremgangsmåde i orden. Det var usselt, lavt. Samtidig kunne Simon ikke lade være med at mærke sin egen bitterhed over, hvor meget han havde rakt ud til Cora, sidst de havde haft en ægte samtale. Problemerne med pigegruppen og hans tilbudte hjælp, der var blevet afslået.
Havde hun allerede dér hånet Agnes? Eller var det først sket bagefter?
Simon vidste ikke, hvad der ville være værst.

Det var dog et tyndt smil og ikke mere synligt galde, som Agnes fik manet frem.
”Hun er en lort og alligevel forsvarer du hende,” Simon rystede på hovedet, så på ildfuglen.
”Du er så god. Så venlig. Cora fortjener intet af det.”

[Agnes Rosier]

"Lad være," bad Agnes såret. Hun kunne ikke bære Simons venlige ord, når hun vidste, at de var alt, han kunne give hende. Alt, han ville give hende. Den vægt kunne de usikre ben ikke bære.

"Jeg beder dig, Simon, lad være at tale som én, der -" Elsker virkede som for voldsomt et ord at sige. Alene følelsen af det var alt for voldsom. "Holder af mig." Blikket havde flakket, men fandt tilbage til udgangspunktet. Til de øjne, der var blevet det nye center for hendes univers. En kilde til lys og varme, der snart ville forsvinde for evigt og efterlade hende til et evigt efterår.

[Simon Montague]

”Jeg kan ikke lade være,” lød det automatisk tilbage. Hendes sorg og smerte sås så tydeligt. Simon kunne ikke andet end at afspejle det i sine egne træk.
Hænderne rakte ud efter hende: fingre, håndrygge, håndled. Alt der kunne fastholde hende og fysisk styrke de følgende ord:

”Jeg elsker ingen anden end dig, Agnes. Jeg har aldrig elsket andre end dig og jeg kommer aldrig til det. Du sagde det selv; du kunne mærke, at det var os – at vi hører sammen. Jeg mærker det samme.”
Han priste sig lykkelig for øjenkontakten og bad til at hun ville lukke de indtrængende ord ind i sit hjerte.