Så galt er det vel ikke...?

[Davin Clarke]

Arcadiuz Zabelle

Davin sad med et glas whiskey i hånden for hvad der måtte være sjette aften i denne uge. Han var klar over, at han drak for meget for tiden, men han havde trods alt alletiders undskyldning. Og når nu det hjalp, så var det vel ikke så galt? Uanset, så havde han planer om at mødes med Arcadiuz denne aften og så var det vel tilladt at sidde og hygge lidt om en drink? At han allerede havde tømt det første glas og var halvt gennem det andet, da chefredaktøren viste sig i døren, tog han ikke så nøje, men vinkede bare af ham med to fingre og kaldte bartenderen ned for at bestille endnu to glas med ildwhiskey.

De to havde ikke set hinanden ret tit mens Davin havde Lynette Kendrick Cooper at blive hjemme for, men da han var stødt på manden i ministeriet tidligere på ugen, havde han grebet muligheden for at blive distraheret. "Vel mødt," hilste han med et smil, mens han hævede sit halvtømte glas til en hilsen. "Det var rart at se dig igen."

[Arcadiuz Zabelle]

Da den høje franskmand trådte kom tæt nok på til at se Davin, var han ikke just imponeret. Han var vandt til at se ham mere rank. Lige fra festerne i Frankrig til nu. Han nikkede i tavshed som hilsen og hængte den sorte trenchcoat på en stoleryg ved Davins side, inden han tog plads i den.

”Glæden er på min side, Davin”.

Arcadiuz vinkede bartenderen til side og bestilte et glas med absint. Mere eller mindre ubevidst for at adskille sig fra mængden, og for at få noget der brændte dagens stress og jag væk.

”Men du ligner den vestlige civilisations forfald. Det ligner dig ikke”.

Med absinten i hånden skævede han mod Davin uden yderligere uddybning, men med en tydelig forventning om forklaring, da han hævede det ene øjenbryn.

[Davin Clarke]

Det var sandt, at han normalt udviste en noget mere poleret udgave af sig selv, når han mødtes med Arcadiuz og han rettede sig da også umærkeligt, da det blev påpeget hvor medtaget han så ud. Glasset, som nu var tomt, satte han fra sig på bordet og tog så en bevidst dyb indånding.

Det hævede øjenbryn var nok til at Davin var klar over, at den anden ønskede at få at vide, hvad der foregik og Davin havde en næsten indgroet impuls til bare at smide alle kortene på bordet. De to mænd havde fortalt hinanden mange hemmeligheder i årenes løb, selvom ingen af dem følte behov for at skilte med venskabet for omverdenen. "Lynette skred. Sidste måned." Hans ord var tilknappede og han så ikke på Arcadiuz, mens han sagde det. I stedet fokuserede han på det glas, som bartenderen lige havde fyldt med whiskey. Han drak ikke af det, men havde alligevel lagt fingrene om glasset og slyngede indholdet rundt i en doven bevægelse.

[Arcadiuz Zabelle]

Ligesom Davin så til sit glas, skævede Arcadiuz væk ved vennens ord og mod den parfumerede, grønne væske i sit eget.
Selv om han var vokset op i et hjem med mange søskende, og havde været omringet af kvinder med varierende succes hele sit liv, så var følelsessnak for Arcadiuz ikke en af sine spidskompetencer, når han sad med det mandlige køn, hvis ikke han brød ud i billedsprog, teorier og poesi. Det var der han skulle stå stærkt. Og en følende mand blev i hakkeordnerne anset som svag. Den side af sig gemte Arcadiuz væk bag høje mørke mure af aggression og skadefrohed, surret fast med kæder af disciplin og logik.

Men det var de mure Davin på en eller anden måde havde noteret i sin tid. Og deres relation var af mystiske veje ikke blevet mere distanceret af det. Det var andre følelser, som udgjorde Arcadiuz følgesvend. Og som han vidste var en bivirkning af svig, pine og plage.

Han nikkede overvejende.

”Det ser jeg. Jeg kondolerer”.

En mere sympatisk mand havde måske givet Davin et kram. Men Arcadiuz klappede ham blot kort på skulderen.

”Frygter du at du ikke vil kunne finde nogen, der kan erstatte det hun udgjorde for dig i dit liv?”

[Davin Clarke]

Spørgsmålet kom i nogen grad bag på Davin og han så da også op for at møde den andens blik et øjeblik og lure hans følelser. Så rystede han på hovedet. "Nej, det er ikke dét," svarede han og kradsede i en revne i bordpladen med sin tommefingernegl, mens han stadig sad med glasset i den anden hånd. Skyggen af et bittert smil lurede i den ene mundvig. "Hvis jeg skal være helt ærligt, så er det min stolthed, der er ramt." Det var første gang han sagde det højt, selvom han var nået frem til konklusionen for flere uger siden. Det var ikke den slags følelser, som det var passende at lufte offentligt og der fandtes kun to mennesker i verden, som Davin ville indrømme dette overfor. Tilfældet ville bare, at Arcadiuz var den ene.

"Jeg troede, at jeg havde fundet hende. Hende som kunne udfylde den plads i mit liv, som jeg har brug for, at nogen tager sig af. Men..." Stemmen, som allerede havde været lavmælt, brød nu helt af og han tog hul på det nye glas, inden han fortsatte. "Jeg er bare så vred på hende. Hele tiden." Han så endelig op og mødte Arcadiuz blik med et sigende ét af sine egne. "Hun kastede vores forhold væk - kastede mig væk - uden så meget som et øjebliks betænkningstid..."

[Arcadiuz Zabelle]

”Selvfølgelig er du vred. Det er du fuldt berettiget til. Hun er gået bag om ryggen på dig med sin handling og har vanæret dig og den grund du står på”.

At sandheden sjældent var så enkel, vidste Arcadiuz godt. Og at for at en kvinde kunne trives, så krævede det en indsats. Hvis man slog ukrudt for hårdt ned, kunne man kvæste og dræbe væksten. Ligesom han også vidste at mange mænd ikke tog ansvar for deres del i tabet og ikke ønskede at se ind af. Hans far havde været en af dem, da han opgav alt og forlod både Arcadiuz og hans mor. Og da truslen om forpligtelser og lyksalighed kom for tæt på og truede med at kvæle Arcadiuz i komfort, så var han ligeledes flygtet fra sit eget bryllup og havde optrådt i samme rolle. Ville han indrømme det og sige sine fejl højt, selv om han var bevidst om dem? Hellere ville han trampes over af en frådende trold og have hver knogle i sin krop knust, end at skulle have sin stolthed knækket på den måde Davin nu sad i skam.

Og det var også det der fik den rødhårede troldkarl til at sukke let og ryste på hovedet i ren sympati. Han kunne komme med nok så mange kommentarer på selve strukturen af parforholdet, men det ville ikke hjælpe Davin. Det var for sent nu.

”Fugle der flyver fra deres bur kommer sjældent tilbage, når først de har etableret et nyt miljø og fundet en ny hånd der fodrer dem”.

I et øjebliks svaghed og selvrealisering så Arcadiuz væk. Hans fugle…
Først forsvandt Odile Moreau Rosier . Revet ud af hans arme af en ondsindet skæbnens ironi, fordi han i ungdommens spæde forår ikke var god nok til dem. Opeyemi - Ødelagt af hans eget begær og storhedsvanvid. Circe... Nedbryderen. Dræbt. Alle var de skæbner, der havde børstet sig op af hans livslinje kort. Efter dem var Arcadiuz passionsliv blevet en række af tågede ansigter, fyldt med navne han ikke længere huskede. De var ingenting. Kun en følelse og gnisten af adrenalin, der midlertidigt slukkede hans tørst.

Med blikket der pludselig syntes at være langt væk erklærede han.
”Du må acceptere at hun er borte. Du har et omdømme at opretholde”.

Med lidt mod tillod han sig at møde Davins blik igen.
”Spiller du dine kort rigtigt vil det heller ikke være dig et problem at finde en ny i hendes sted”.

[Davin Clarke]

Davin tog sig selv i at tænke, at Arcadiuz måske missede pointen. Men han følte sig allerede sårbar og havde ikke noget behov for at forsøge at uddybe, hvad han havde ment. "Jeg ved, at der er flere fisk i havet," samtykkede han og drejede glasset rundt mellem fingrene igen. "Jeg ville ikke engang tage hende tilbage, hvis hun ønskede det nu." Han ville nok nærmere lade sig friste til at besværliggøre hendes liv, hvis han ellers kunne komme afsted med det. "Du kender ikke nogen, som er åbne for en date?" Det sidste havde han ikke rigtigt planlagt at spørge om, men på den anden side, så kunne det vel ikke skade.

[Arcadiuz Zabelle]

Det var noget uventet at høre Davins sidste efterspørgsel. Det var så sjældent som aldrig at Arcadiuz blev bedt om at lege Kirsten Giftekniv. Han havde et stort og vidt netværk, samt en næse for detaljer. Men han havde ikke just været heldig selv med at fastholde nogen.

Så det første ord der kom til ham var ”Fornuftigt”, mens han overvejede sit næste træk.

”Jeg kender rigeligt. Mit netværk er ganske bredt i mange forskellige samfundslag… Men det afhænger af… Hvad det er at du leder efter i din næste gnist. Hvad du hungrer efter”.

Arcadiuz fiske en pakke cigaretter op af lommen og tændte en af dem med en blue bell flamme. Han lukkede øjnene og inhalerede de parfumerede noter. De blev holdt inde, inden han som en større drage spyede en sky af røg ud til siden.

”Ønsker du at finde nogle du kan glemme? Eller er du villig til at risikere enten alt eller intet med en ny Lynette? Med konsekvens at du kan sidde som nu? Jeg kender senatordøtre. Men jo højere op du kommer mod toppen, jo mere forsigtigt skal man træde for ikke at falde, for der er langt ned”.

For at illustrere sin pointe og forskellen fortsatte Arcadiuz veltilfredst, mens han strakte sig og kørte et par løsslupne lokker hår tilbage.

”Jeg mødte en ung kvinde for et par dage siden. Hun lignede et maleri. En græsk gudinde. Hun tog ikke lang tid at erobre. Men hun kedede mig. Jeg kunne pudse mine sko med hende. Så da vores lege var overstået forlod jeg hende. Min sekretær har fortalt mig at hun har set efter mig. Jeg har dog ingen intention om at se tilbage”.

[Davin Clarke]

Davin sad helt stille og bare så på Arcadiuz, mens denne forsøgte at svare på hans lidt aparte spørgsmål. "Jeg behøver ikke din hjælp til at finde nogen, jeg kan glemme. Det klarer jeg fint allerede..." Han lod ordene klinge ud af sig selv og tænkte lidt på den række af muggler-kvinder, som de sidste uger havde forladt hans lejlighed med hukommelsen modificeret bare en anelse. Han havde intet behov for at se dem igen.

"Det jeg har brug for er et passende parti. Men måske det er bedre at vente, indtil jeg er holdt op med at være så vred. Der er ingen grund til at forplumre en mulig relation på grund af fortiden."

[Arcadiuz Zabelle]

”Frygter du din vrede vil komme til at spøge i din næste relation?”

Arcadiuz blik blev lettere alvorligt. Davin behøvedes ikke at svare. Arcadiuz gik ud fra at han fint forstod, allerede fra så lidt information. Netop fordi han altid selv havde besiddet en medfødt vrede.

”Du kan ikke lade den få frit løb ufiltreret. Folk vil begynde at stille spørgsmål, og det vil kunne ses på ændret adfærd og/eller fysiske skavanker”.

Han lagde to fingre ved sin tinding i koncentration.
"Du bliver nødt til at bruge den i de rigtige øjeblikke. Lad det blive din styrke".

[Davin Clarke]

Arcadiuz spurgte, men lod ikke til at forvente svar og Davin følte intet behov for at bekræfte, hvad han nærmest allerede havde siddet og sagt. Den næste kommentar trak dog hans ene bryn i vejret og et øjeblik sad han bare og så på den anden. "Lade den blive min styrke?" spurgte han så i et forvirret tonefald. "Hvordan mener du?" I Davins optik var vrede aldrig en styrke. Det var mangel på styrke, at man ikke kunne holde den tilbage. Derfor havde han heller intet behov for at udvise lige dén karakterbrist til en mulig partner.

[Arcadiuz Zabelle]

”Lad dem aldrig vide direkte at du er vred, men anerkend at du er det. Det er udførelsen af den som gør forskellen. Vrede er som en ild, der kan skubbe de fleste mennesker langt længere end det tilkommer deres natur. Det er behjælpeligt når man skal nå sine mål. Men bevidstheden om dens natur kan også tvinge en til at blive bedre”.

I et øjeblik skævede Arcadiuz væk og så Circe for sig iført masken og den lange ildrøde kjole. Han huskede følelsen, da smerten ramte. Og hvordan det først stoppede, da han tillod sig selv at blive vred. Og fortabt.

”Vrede er et forsvar… En drivkraft, hvis man tør anerkende at den er der. Åbner man for den korrekt, kan den sætte andre i respekt. Brug den. Hold på den og kanaliser den. Det er en passion, og den kan være retfærdig”.

[Davin Clarke]

Svaret var ikke just mere forståeligt end det sidste og Davin endte med bare at trække bekræftende på skuldrene, inden han drak noget mere af sit glas. Arcadiuz havde det med at bruge store ord og det var ikke altid, at Davin kunne følge med. Eller også var det bare, fordi han allerede havde gjort, som Arcadiuz foreslog. Davin var klar over, at han var vred, men han gjorde ikke noget for at gøre den til sin styrke. Hvis det var noget, som han kunne gøre, så havde han ikke opdaget hvordan endnu.

"Hvordan går det med dine eksapader?" spurgte han i stedet og så over på den anden.

[Arcadiuz Zabelle]

At fokusset pludselig blev drejet fra Davin og hen på ham selv, brød Arcadiuz sig ikke helt om. Selv om Arcadiuz ingen problemer havde med at finde kvinder, der var villige til at følge med ham, så ville han ikke just kalde det succesfuld jagt eller tilfredsstillende.

”Skuffende. De fleste keder mig. Der er ingen udfordring. Ingen spørgsmål ved min integritet. Det bliver for nem en sejer. Det er den mørke side, når man når dertil hvor jeg er. Folk ser en form for stråleglans hos mig og bliver forblindet”.

[Davin Clarke]

Davin fnøs underholdt af Arcadiuz' svar og tillod en let trækning at vise sig på sit ansigt. "Du kunne altid søge i kredse, hvor ingen kender din status," foreslog han så og drejede tænksomt glasset lidt rundt mellem fingrene. "En mugglerkvinde for eksempel. Det kan godt give lidt liv til hverdagen." Der var noget spændende ved at tage en sådan kvinde med sig hjem. Hun anede ikke det mindste om, hvad der var hende i vente.