Enten finder vi en vej, eller også laver vi en

[Simon Montague]

Det var ikke gået Simons opmærksomhed forbi, at der var noget galt. Flokken af stimefisk svømmede aktivt udenom deres fører; trak sig tilbage, trak sig væk. Simon kunne fysisk se afstanden mellem Cora Greengrass og de øvrige havdyr. Han bed sig i indersiden af sin ene kind, mens han betragtede sin forlovede. Heksen lignede mere en skibsbruden (ene og alene på et rev) end en Sirene og tanken var bekymrende: Forlovelsen var en todelt gevinst: Foruden at få adgang til en (forhåbentlig) fuld boks var forbindelsen til Greengrass-familien lige så meget for at cementere deres sociale position i det magiske samfund, højt, højt oppe. Det skulle gerne forblive sådan.

Simon trak sig fri af sine tanker, nærmede sig fysisk den jævnaldrende pige. Ikke en veninde i nærheden.

”Hvor er de andre henne?” Spørgsmålet blev sagt så venligt og hensynsfuldt som det kunne lade sig gøre.

[Cora Greengrass]

Cora havde ikke italesat det overfor nogen. Forandringen var dog til at bemærke. Selvom sirenen endelig havde fået hovedet over vand, føltes luften skarp i lungerne. Hun forsøgte ikke at opføre sig anderledes, men eksklusionen fra sirenerne var tydelig, nu hvor det føltes som om de fulgte Burke og Martina dela Cruz ´s mindste (an)befaling.
Frokosterne var eksempelvis en af de tidspunkter hun mærkede eksklusionen, men hun fandt også en sjælden og tvungen distraktion i lektierne, som hun førhen måske havde udskudt.

Hun var netop i gang med at læse op på pensum, da Simon henvendte sig i Opholdstuen. Øjnene gled op mod ham. Selvom de talte sammen her og der, var det ikke rigtig som om de talte sammen. Alligevel sendte hun ham et blødt smil, selvom spørgsmålet stak lidt.

"De havde andet end lektierne at se til," svarede hun, som vidste hun faktisk hvad de lavede. Hun vidste bare, at de havde forladt opholdstuen, så snart hun var kommet ind.

[Simon Montague]

Slangen vidste bedre. Han var udmærket klar over, at Sirenerne sjældent (aldrig) havde noget valg; deres rolle var udelukkende som følge. Cora kunne få dem alle til at lave hendes lektier, hvis hun ville. Eller kunne.
Simon lod blikket falde ned over lektierne. Det generede ham, at Cora intet havde sagt – og dog fandt han det ikke i sig at bebrejde hende.

Troldmanden fik en grøn stol til at glide hen til dem, så han kunne sætte sig overfor, på den anden side af bordet. Blikket søgte opad hvor det forsøgte at etablere øjenkontakt.

”Hvor lang tid har det været sådan her?” spurgte han, og lagde dermed ikke skjul på at han ikke troede på hendes forklaring.

[Cora Greengrass]

Stadig med bogen i hænderne fulgte hun hans arms bevægelse med øjnene, som en grøn stol gled over gulvet og gav ham en plads foran hende. Langsomt lod hun bogen glide ud, men hænderne forblev foldet over dens læderindbundne forside.

"Klantrer du mig for at læse op i god tid?" spurgte hun, selvom hun kunne fornemme hvor han var på vej hen. Ikke desto mindre fremstod hun relativt upåvirket i sit udtryk.

[Simon Montague]

Det var ikke specielt overraskende at Cora forsøgte at undvige – dertil kendte han hende efterhånden for godt. Simon betragtede sin forlovede uden på nogen måde at overveje at lade hende få lov til at skifte emne.

”Hvad er I blevet uvenner over?” fortsatte han derfor, stadig ikke uvenligt. Forlovelsen havde på visse punkter gjort Cora og Simon til én. Og Simon lod Cora vide, med sin fortsatte spørgen, at dette her var en af de punkter.

[Cora Greengrass]

Cora lod læberne skille og samle i en bevægelse, der ellers havde været subtil, havde hun ikke vidst at Simon nok granskede hende. Hun brød sig ikke om spørgerunden, og måske kunne det ses i måden hun lige kortvarig skævede rundt efter lyttende øre i Opholdstuen.

"Der var en konflikt i vores værdisæt," sagde hun, hvilket vel var rigtigt nok. Hun skubbede en lok brunt hår væk fra ansigtet. "Martina dela Cruz har vist smittet resten med dårlig moral."

[Simon Montague]

Simon løftede det ene øjenbryn. Han var lettet over at hun føjede sig, men brød sig ikke om svaret hun gav. Var Martina ikke ny? Det forekom ham som en grotesk spøg at en ligegyldig pige kunne vende flokken mod Cora, der var blevet (så vidt Simon vidste) nøje udvalgt af Alissa Avery til at føre gruppen videre.

”Og du har ladet hende?” spurgte han, oprigtigt forbløffet over hvis det var tilfældet.
”- Uden straf?”

[Cora Greengrass]

Havde Simon ikke været hendes forlovede, var Cora nok allerede nu udvandret fra den her samtale. For hun vidste at hendes ærlige svar nok ville skuffe ham, hvis det kom efter et sådant spørgsmål.

Hun pillede ved kanten af bogen, uden at slippe ham med blikket. "Jeg vil hellere se hende grave hullet under egne fødder dybere på egen hånd," svarede hun, som retfærdiggjorde det dét faktum at hun intet havde gjort i modsvar. For hun var trods alt bange for tilbageslaget i fremtiden, nu hvor pigerne var fra så gode familier.

"Det ser ikke godt ud for os at lave en scene."

[Simon Montague]

Det blonde hoved nikkede eftertænksomt. Umiddelbart gav det god mening; dramatiske scener gjorde sjældent noget godt. Han fugtede sine læber, skævede til Coras rastløse fingre, der vidnede om en bagvedliggende nervøsitet. En tvivl måske? En tvivl på om den anden pige mon ville ende med at lave fatale fejl, der ville få gruppen tilbage på plads.

”Jeg synes du skal snakke med Alissa Avery om det,” konstaterede han.
”Hun har sikkert et par gode råd til, hvordan du kan løse det” Simon mødte Coras blik igen.

[Cora Greengrass]

Den bemærkning var endnu mere uventet end de første. Men Simon havde ingen ideer om at Alissa havde givet hende dødstødet, eller at Cora endda have forladt situationen med et uvornt budskab som fuck jer alle sammen. Bandeord var en sjældenhed hos den forhenværende sirene, men stædighed var nok næppe.

"Måske når der er mere ro på det hele," sagde hun og hintede måske til at Alissa ikke var på hendes side.

[Simon Montague]

I næsten hvilken som helst anden situation havde Simon nok ladet sig affinde med måden, hvorpå Cora ønskede at løse problemerne på, men ikke i denne:
”Nej.” responderede han derfor, direkte.

”Jeg synes du skal snakke med hende nu. Skriv hende et brev.” Han fangede intet hint:
”Bare så du er sikker på at du har hendes opbakning. Støtte.”

[Cora Greengrass]

Cora måtte blinke en ekstra gang da Simon direkte modsagde sig hende. For det lød virkelig ikke som et forslag, når han sagde det på dén måde.

"Men," indvendte hun så og følte at hun måske burde fortælle ham hvordan det hang sammen. Mest fordi hun havde brug for at han var på hendes side.

"Hun er ikke på min side."

[Simon Montague]

Simon blinkede. Kiggede et øjeblik tomt på Cora, mens hendes bekendelse rodfæstede sig i ham.
Luften blev trukket langt ned i lungerne, for at bremse den umiddelbare reaktion.

”- og hvorfor er hun ikke det?” endte han med at spørge så fattet som muligt. Det kunne umuligt være den yngre kollegianer, der havde formået at adskille dem. Alissa havde selv valgt Cora; hun havde brugt år på hende.

[Cora Greengrass]

Cora ville virkelig gerne bare forlade situationen, frem for at forklare sig. Eller især, forklare Alissas rationale i udsmidningen. For måske vidste Cora godt at der var en del sandhed i erklæringerne om uegnethed, nu hvor så meget havde distraheret hende siden kronen blev lagt over det brune hår.

"Fordi hun ikke aner hvad der er foregået på skolen, men åbenbart tager Burke og de la Cruz ord for gode varer, frem for mine," sagde hun og fugtede læberne. 

"Det er deres tab, Simon..."

[Simon Montague]

Over den lige lovlig hurtige konklusion, den overfladiske forklaring, syntes Simon at spore de underliggende tråde af ubehag og/eller irritation. Han forberedte sig på at de om lidt nok ville blive endnu tydeligere:

”De eneste som taber er os,” svarede han, ganske bevidst om ikke at sige: dig du Cora; et angreb – eller noget som blev tolket som et – ville næppe få hende til at se fornuften i hans ord.

”Vi har ikke råd til at være uvenner med de øvrige familier på den måde, Cora. Hvor slemt er det?”