Elsk ikke med ord eller tunge, men i gerning og sandhed

[Agnes Rosier]

De første par dage af påsken havde Agnes ikke kunne være i sig selv af længsel efter at se Simon igen. Måske endda besøge ham og se syrenerne igen. Men efter Dimples uheld havde alt forandret sig. Med hvert ord farvet farvet af hendes sorg havde hun skrevet til Simon Montague, men intet kunne siges med blæk, som det kunnes med det talte ord, blikke og berøringer.

Hun håbede på alle tre, da hun på aftenen for deres tilbagevenden til slottet stod ude foran storsalen efter middag. Hun måtte stå på tæer for at spejde efter ham, selvom han var betragteligt højere end hende. Men endelig, endelig fik kun vinket ham hen til sig med et nervøst smil og en banken i brystet.

[Simon Montague]

Påske. Endnu en milepæl af alt det sidste var nu nået og fortid. Han havde håbet på bjerge af regn og sol, men ferien havde været hvileløs, ørkesløs, en plan flade af umødte forventninger og en tom seng.
(Og hvilken skæbnegrum ironi! Drengen havde brugt tiden på at længtes efter den falske seng de havde delt, imens han havde befundet sig alene i den ægte.)

Jævn grund var blevet til skælvende risiko for afgrund, da han havde modtaget Agnes’ brev af sorg.
Selvom intet direkte indikerede Matheo Rosier indblanding i alfens ulykke, svor Simon på at den yngre dreng stod bag.

Hendes vinken fik lettelsen malet frem i Slangens ansigt. Uden at tage hensyn til andet, reducerede han afstanden imellem dem og begravede samtidig den frygt, som havde vokset sig til potentiel (snarlig) fortabelse; nemlig at Løven ikke ville komme retur til Hogwarts.

Uden ord trak Simon Agnes ind til sig.

[Agnes Rosier]

Agnes vidste ikke helt, hvad hun havde forventet. Vrede, skuffelse, råb eller hårde ord. Hun havde prøvet at forberede sig på det hele. Alt, bortset fra den måde, Simon mødte hende nu.

Hun tænkte ikke, hverken tvivlede eller tøvede. Hun gled bare ind til ham og lod armene folde sig tæt om hans liv.

[Simon Montague]

Hvor lang tid havde påsken taget? En årstid?
Savnet til Agnes blev sluppet løs, fordi der omsider var en Agnes at holde fast i igen; tilstedeværelsen af det rødhårede væsen tydeliggjorde hvor overvældende stort fraværet af selv samme havde været, og Simon klemte hende en ekstra gang, efterlod løftet om et kys i hendes hovedbund.

”Jeg har savnet dig,” hviskede han, kun til hende.

[Agnes Rosier]

"Jeg har også savnet dig," mumlede Agnes ind mod hans brystkasse i hvad måtte være historiens længste omfavnelse. Men hun fornemmede, at han behøvede det lige så meget som hun, og derfor blev hun stående der endnu, selvom eleverne myldrede forbi ikke langt derfra.

"Så meget," fortsatte hun imens og formåede først dér at træde et skridt tilbage. Hun smilede ganske svagt til ham.

[Simon Montague]

Simon fjernede ikke sin opmærksomhed fra Agnes. Krammet hang stadig på ham, selvom hun ikke længere fysisk gjorde det og verden var atter et okay sted at være.

”Skal vi finde et sted, hvor vi kan være alene?”

[Agnes Rosier]

Hånden strøg ned over Simons arm, til Agnes kunne lægge den i hans og smile blødt op til ham. Hun nikkede svagt og faldt ind på siden af ham, stadig med hånden i hans.

“Vil du med udenfor?” spurgte hun, selvom det oplagte bud måske ville være fornødenhedsrummet. Men hun havde ikke lyst til at gemme sig. Hun ville sidde med Simon i græsset og mærke vinden i håret og solen mod huden.

[Simon Montague]

Tryghed fører til uforsigtighed. Gensynsglæde fører til letsindighed.
De udviste begge dele ved at gå hånd i hånd; deres adfærd røbede en naturlighed, de ikke måtte dele.

Simon kunne kun smile.
Græsset var tørt og varmt, en lun aftensol gav alting glorier. Simon havde trukket Agnes ned til sig på en nedadskrånende bakke. Selvom udsigten var betagende, fandt blikket konsekvent tilbage på Ildfuglen, og den eneste sætning der kom ind i hans hoved, var den han allerede havde sagt:

Jeg har savnet dig. Jeg har savnet dig. Jeg har savnet dig.

[Agnes Rosier]

Der var varmt på den lille bakke, Simon havde fundet til dem. Selvom brisen legede blidt med lokkerne, var det solen, der dominerede. Agnes trak den koksgrå sweater af og smøgede skjorteærmerne lidt op, før hun vendte sig om for at dele sin observation med ham, kun for at finde hans blik allerede på sig.

Hun kom til at grine, dæmpet og genert, måske endda en lille smule overrasket. Latteren tog lidt af tristessen fra hendes udtryk og den vendte ikke tilbage, selv ikke efter hun selvbevidst havde rømmet sig.

"Jeg kan slet ikke forstå, at der kun er gået lidt over uge, siden vi sidst så hinanden," indrømmede hun og lagde sin hånd frem, så han kunne tage den, hvis han ville. Hvor hun dog håbede, at han ville.

[Simon Montague]

Det var flere liv siden at Simon første gang havde hørt dén latter. Den var blevet lokket ud af det uldne, sorte mørke på en ukontrollerbar, magisk trappe. Latteren havde været så lys, så let, universets aller første lyd i et kæmpe rum af intet, at Simon omgående var begyndt at samle på den. Han havde samlet på Agnes' latter og kort efter samlet på smil - siden udvidet samlingen til at inkludere kys, kram og klem.

Det hele lå nu strøet ud på græsset omkring dem.

Simon tog Agnes’ udstrakte hånd i sin, lod tommelfingeren glide over håndryggen. Øjnene røg op til Ildfuglens ansigt kort efter. ’Tilgiv-mig,’ syntes han at mime, idet Simon med ét lænede sig frem for at finde hendes mund.

[Agnes Rosier]

Simons hånd om sin var alt, Agnes havde turde drømme om i dagevis. Hun havde mærket den, præcis som den var nu, om hendes. Tommelfingeren lige så omsorgsfuld som dens ejermand, som den strøg over hendes hud.

Det var også det, hun burde have stillet sig til tak med. Men mere ville have mere og da Simons mund nærmere sig, kunne hun ikke holde sig tilbage fra at søge det kys, hun ikke havde kunne holde tankerne fra. Især de sene aftener, når intet holdt dem fra at drive på tværs af landet. Nu skulle hun kun enkelte centimeter. Det var intet i sammenligning. Så nemt, at hendes hånd snart fulgte med og snart kunne lægge sig mod hans bløde kind.

[Simon Montague]

Et kys i regn. Et kys på en solbeskinnet bakke.
Aldrig havde Simon følt sig så rig. Og aldrig havde han været så ligeglad med, at de ikke var skjult af nat eller gemt bag magiske vægge.
At Agnes tilsyneladende heller ikke skænkede den potentielle offentlighed nogen tanker fik Simon til at kopiere hendes handling. Rykke sig tættere, mærke hende.

Hvis dette skulle blive deres sidste liv sammen, gjaldt det om at leve det fuldt.
Lige meget hvad.

[Agnes Rosier]

Det var nemt at fortabe sig selv i kysset og ingen grund til at lade være. Aldrig havde Agnes følt sig mere som sig selv. Aldrig havde hun levet mere sandfærdigt. Hun smilede til ham, da hun brød fri og selv da formåede hun kun at rykke så langt tilbage, at hun kunne se ham.

"Jeg har talt med Matheo," indledte hun dæmpet og mærkede for første gang håbet rodfæste sig. Troen på, at alt nok skulle ende ikke bare godt, men lykkeligt.

"Jeg har fortalt ham, at min skæbne ikke er med ham."

[Simon Montague]

Benævnelsen af den anden gav kulde til vinden og Simon trak umærkeligt skuldrene en smule op. De havde endnu ikke talt om sorgen, som Agnes havde skrevet om i brevet, ja de havde egentlig slet ikke fået talt. Og nu. Ham.
Simon sank, prøvede at lytte efter varsler før hun fik dem sagt.

Jeg har fortalt ham, at min skæbne ikke er med ham.
Simon sank, oprigtig overrasket. Øjnene store og blanke. Uventet rørt.

”Virkelig?” spurgte han, forsigtigt, så ganske forsigtigt, mens lykken brød overfladen og foldede sine blade ud over hele hans væsen.

[Agnes Rosier]

Agnes var ikke blind for forandringen, da først Matheo Rosier blev nævnt, men selv uden forlovelsen ville han altid være en del af hendes liv. Det var dog ikke det, hun ledte ud med, ligesom hun også gemte den forlovedes reaktion på ordene til senere.

"Ja," bekræftede hun i stedet og denne gang var forandringen i Simons udtryk én, der fik hende til at smile og lukke hånden tættere om hans.

"Jeg elsker dig, Simon. Det er os." Hun mærke nervøsiteten brede sig ved indrømmelsen, men hun fortsatte. "Jeg kan mærke det." Hun sank tungt. "Kan du ikke?"