Fortabte sjæle

[Opalescence A. Bucur]

Milos ord fik Opal til at stoppe brat i sine skridt. Først der blev hun rigtigt bevidst om længden hun ville gå for at finde en husalf og et eller andet de kunne spise. Og slap Milo igen.

Men det passede hende ikke at kendes ved den del af hende, der egentlig kunne finde på taktløst at kaste sig ud i ideer og projekter.

”Deeeeet – seeeer jeg … Hvilket var helt efter planen! Jeg var ellers sikker på at jeg mente der var et af malerierne der var en smutvej. Og hvis det virkelig er hvad vi har brug for, så ville fornøddenhedsrummet jo nok rykke sig der ned for os, tror du ikke? Men du har ret. Måske kan bananbrød, brownies og cookies vente lidt. For nu! Jeg meneeer -”.

Hendes ene hånd førte hun op til øret, satte den anden hånd op sin hofte og lænede sig illustrativt til siden.

”Det lyder som om de praler, hujer og hejer om det gyldne lyn lige nu og deres imponerende indsatser. – Hvilket er en yderst fascinerende ting i sig selv man kan snakke om i timevis. Hvis du ønsker at blive og deltage i den samtale er du selvfølgelig velkommen. Og det er helt forståeligt”.

Ironien var svær at finde i hendes stemmeføring. Men selv om hun ikke var helt tæt med Milo, havde hun alligevel taget notits af ting. Af at han ikke virkede som en af de sportsfanatiske og på den facon mindede lidt mere om hende selv. Hendes ord lød nærmere pædagogiske, men der var en udfordring i hendes blik, da hun kneb øjnene en anelse sammen og hævede det ene øjenbryn. Det store smil havde ikke forladt hendes læber, men nu lignede det nærmere at det gemte på dybe hemmeligheder og skjulte bedrifter. Hun holdt sin hånd fladt frem mod larmen og den gruppe af elever der stadig havde adrenalin på efter kampen, som for at sige ’efter dig’, men det gav ham også muligheden for at tage den igen.

[Milo Davies]

Milo kom til at fortsætte et halvt skridt mere end Opal, der standsede brat op. Pludselig placeret foran hende, drejede han sig halvt om og stak hænderne tilbage i lommerne, mens hun talte.

"Men se, for at betragte bananbrød, brownies og cookies som en dragende grund til at vade på tværs af slottet, så kræver det nok, at man kan lide bananbrød, brownies og cookies," pointerede han tålmodigt, men ikke uden et glimt i øjet.

"Og hvis du nu blev her i stedet, så ville du kunne møde mine venner, der kan snakke om meget andet, end det gyldne lyn. Du ved, de af mine venner, som vi fejrer. Og ikke ved at bruge en hal nat på at gå på trapper."

[Opalescence A. Bucur]

Opal blinkede forfjamsket et par gange, inden hun tiltede hovedet. Den rosa farve steg tilbage i hendes kinder, da hun blev bevidst om hvor asocialt det måske kunne læses. Og for ikke at tale om hvordan det ikke kom naturligt til hende at Milo måske ikke havde helt den samme præference.

De blå øjne flaksede flovt ud til siden, og hun slog en klukkende latter op, som et barn der var blevet fanget i at gøre unoder. Hun bed sig tænksomt i underlæben, ikke mindre gavflabet end før og kørte det lange hår hen over sin skulder inden hendes blik søgte tilbage og mødte Milos.

”Okay, okay. Meget vel, Milo... Men, måske kan jeg lære dig at leve en anden gang”.
Der var en kunstpause, der indikerede at det ikke var en konklusion. Snarere et spørgsmål. Måske endda en invitation, der akkompagnerede det gengældte glimt i hendes øjne.

Da Opal vendte sig tilbage mod rummet hun for så lidt siden havde i sinde at forlade, fastholdt hun Milos blik lidt inden hun lagde armene om sig selv og forsøgte at betragte og forstå rummets foranderlige egenskaber.

”Så kan du måske lære mig lidt mere om at tænke som en ravn?”

Et sted i lokalet hun ikke helt kunne lokalisere, hørte hun nu musik og mærkede dyb rytme pulsere i sin brystkasse. Det var som om det fik hende til at glemme hvordan hendes eget hjerte bankede hurtigt, fordi de to langsomt synkroniseres til et. Det fik hende til at lukke øjnene og vippe hovedet en anelse frem og tilbage til rytmens kaldende buldren. En velkommen tilføjelse, der føltes som et beroligende kærtegn

[Milo Davies]

Milo burde måske se Opals forlegenhed, men han var blind over for den. Han var så vant til, at det var ham, der følte sig akavet og malplaceret, at han slet ikke overvejede, at de kunne ligne hinanden mere, end han vidste. Han slap bare et muntert fnys og trak håret bag øret, udelukkende for at skubbe det ud igen sekundet efter.

"Det er nok den værste af os, du er kommet til," indrømmede han med et selvironisk smil. Han kunne knapt løse gåderne, der gav ørnene adgang til tårnet. "Men jeg skal da gøre mit bedste."

[Opalescence A. Bucur]

En lidt brummende latter undslap Opal. Hun så tænksomt frem for sig og rystede lidt på hovedet af Milo inden hun sendte ham et vidende blik.

”Nonsens. Jeg tror du er helt perfekt til de ting du gør og som kun du kan gøre. Det passer alt sammen i harmonien. De mange vævede tråde i et vægtæppe giver kun mening, når man ser det fra oven”.

Selv om det muligvis lød abstrakt, og nogle ville sige vås, så Opal fattet ud, som om det var et emne hun havde gennemgået mange gange før.

[Milo Davies]

Milo gloede på Opal. Længe. Måske lidt for længe. Så fik han mentalt rystet det af sig og nikket. "Yeah," fik han frem og det lød som afslutningen på dét kapitel. "Kom, lad os finde noget at drikke." Længere nåede han ikke med den tanke, før et mindre drama udspillede sig mellem hans bedste ven og Maighread MacFusty.

"Fuck." Blikket gled fra Jack Day til Opal. "Sorry, jeg er sgu nødt til lige at fange Jack. Er du ok?" Hånden fandt hendes overarm i en blid berøring.

[Opalescence A. Bucur]

De lange negle flettede Opal ind i sit hår, som om det var et sikkerhedshåndtag kun hun vidste var der. Hun fulgte Milos opmærksomhed med blikket og så til de to slanger.

”Det ser seriøst ud. Gå du bare”.

På trods af at afbrydelsen ikke passede den hvide løvinde særligt, sendte hun Milo et overbærende skævt smil og nikkede forstående.

Da Milo var ude af syne pustede hun dog opgivende en lok pandehår væk fra sit syn i en halv hvæsen, halv sukkende fnysen.

”Hvor typisk. Og så perfekt forudsigeligt, frk. Bucur” mumlede hun ironisk for sig selv.

Irritationen var blot nærmere møntet på hende selv end dramaet, der udspillede sig i udkanten af rummet. Fuldt bevidst om den effekt hun nok engang kunne have på folk, når de ikke forstod hendes perspektiv.

Jo mere Opal lod sig selv marinere i sine egne tanker og indre frustration, jo mere ukomfortabel blev hun ved at befinde sig i fornøddenhedsrummet. Efter nogle dybe vejrtrækninger og forsøget på at finde et bekendt ansigt eller en åbning, vandrede hun ud af rummet for at søge efter et pusterum og noget der kunne distrahere hende.

//Out

[Milo Davies]

Milo gik ikke bare. I hvert fald ikke komplet uden dårlig samvittighed. Men drengene var altid kommet først, ligesom de satte ham det. Sådan var det mellem dem.

Og sådan blev det.

afsluttet