10 point for at prøve

[David Smith]

David spyttede ned i dybet. Lod blikket upåvirket hvile på noget i det fjerne.

”Gør det dig våd?” lød det automatisk tilbage, før han gav slip på baggrunden, og drejede hovedet mod hende. Et ublu blik på hendes understel.

[Maighread MacFusty]

Nogle ville nok betragte det som et faresignal, men Mags morede sig. Hun nød det bortvendte blik og havde intet imod at møde det, da han fandt modet til det. Brynene blev hævet, næsten i trods og hun spredte benene lidt.

Var det en god idé? Hvem kunne vide det? Hun havde drukket og fulgte sine impulser.

"Hvorfor? Vil du mærke?"

[David Smith]

David løftede øjenbrynet. Gjorde ikke noget for at fjerne øjnene, da Mags gjorde sig til. Ligegyldigt om det var sorg eller jalousi der talte, fandt han hendes kådhed livsbekræftende. Her-oppe-på-toppen-af-døden-måden.

Forberedt på at hun ville få fortrydelsen til at samle benene igen, rakte David alligevel hånden ud. Fingrene gled over hendes lår, inden hånden med ét blev løftet og han i stedet, ganske impulsivt, slog ud efter hendes kind. Med lidt held ville han kunne overføre den elektriske vibration som havde sat sig i fingerspidserne til hende.

[Maighread MacFusty]

Mags havde ikke forventet, at han rent faktisk ville følge udfordringen, trods hun nok burde have forventet det. Overrasket blinkede hun over hånden på sit lår, men det var det næste træk, der fremkaldte reaktionen.

Instinktivt trak hun sig tilbage, bevægelsen så kraftig, at hun nær vippede ud over kanten. Med et gisp måtte hun gribe fat i muren og det tog hende kun, til hun havde genfundet balancen, før hun gengældte tjenesten og sendte hånden mod hans kind.

[David Smith]

Potentialet. Han havde tænkt det før og nu tog David sig i at tænke det igen; her, små sekunder efter at han havde klasket hånden mod hendes ansigt og hun gengældte det. Mags ramte, og han havde måtte gribe ud efter alt, levende som døde ting, for at holde sig fast på muren. Tungen blev bidt i stykker af kindtænderne.
David virrede med hovedet. Tog sig til kinden, han var sikker på, var rød.

”Man kan mærke at du træner.”

[Maighread MacFusty]

Det havde bare været drillerier, men nu overvejede Mags, om David reelt var til den slags. Om de ting, Jack Day havde vist hende, vitterligt ikke interesserede løven, men at han behøvede slag og fantasier om vold og død.

“Man kan mærke, du ikke gør,” modsvarede hun dog, mest af rutine. Det var en ting, man lærte, når man havde syv ældre søskende.

[David Smith]

David spyttede igen. Tørrede sig derefter om munden med håndryggen.
Denne gang kiggede han ikke på Mags, men lod opmærksomheden finde punktet i det fjerne.

”Er det Jack Day som har opdraget dig til at sprede benene?”

[Maighread MacFusty]

Spørgsmålet ramte rent ind, hvor Maighread var blød og sårbar og rigtig meget en fjortenårig pige, der var blevet droppet af sin første forelskelse. I det mindste så David ikke på hende. For en sikkerheds skyld vendte hun selv blikket væk.

"Det med at sprede benene klarede jeg helt fint selv," pointerede hun tørt, uvillig til at snakke om Jack Day, især med David.

"Så du kan kalde mig autodidakt."

[David Smith]

Løven behøvede ikke at se, for at vide at stenen havde ramt Slangen direkte i ansigtet – en del hårdere end hvad lussingen havde formået at gøre det.
David drejede hovedet på ny, efterlod sit åbne ansigt direkte vendt mod Mags.
Et sigende smil løftede sig op til overfladen, inden han selv åbnede munden:

”Det ved jeg ikke hvad betyder.”

[Maighread MacFusty]

Det var kun, fordi David indrømmede sin manglende viden, at Mags kunne se på ham igen. Det sitrede ganske svagt ved hendes bryn over at finde ham smilende, blikket allerede vendt mod hendes. Men tonen havde ikke ændret sig:

"Så må du jo slå det op."

[David Smith]

Stadig arrig, huh? David løftede hagen, tog imod hendes små bjæf med sindsro.
”Er du virkelig sådan en elendig spytter, Fanta?” kommenterede han nøgternt. Fødderne dinglede i luften.

”Hvor meget tilløb skal du have?”

[Maighread MacFusty]

Brynene blev hævet, da David svarede. Nok talte han kun med anden accent, men han kunne lige så godt have talt et fremmed sprog. Mags så i hvert fald forvirret på ham i længere, end hun var komfortabel med.

Det sitrede ganske svagt ved den ene mundvig, før hun lænede sig lidt tilbage og fik sendt en spytklat direkte mod hans ansigt.

"Bedre?" spurgte hun, da den nåede sin destination, og smilet vendte så småt tilbage. Hoverende og skadefro, ja, men det tittede frem fra mundvigen.

[David Smith]

Det var oprigtigt chok, der trådte frem på det blege ansigt, da Mags spyttede den forkerte vej. David stirrede dumt på hende, velvidende at det ville være for sent at forsøge at undgå det, medmindre han ønskede at flyve.

”Hvad fanden laver du?” udbrød han og løftede armen, for at tørre sin pande med ærmet. Først da armen var faldet ned igen, gloede han på hendes dumme ansigt med den spyttende, dumme mund.

”Du er så pisseklam. Bæst. ”

[Maighread MacFusty]

For første gang siden Jack Day havde delt sit åbne, romantiske liv med resten af skolen, smilede Mags stort. Det meste af tandsættet var synligt, ja, hun pyntede det endda med en lille, hoverende latter.

"Ja, jeg ville spytte på verden, fordi den pissede mig af," svarede hun og trak på skuldrene, før hun drejede hovedet og denne gang spyttede ud i mørket. "Og ... så begyndte du at pisse mig af i stedet."

[David Smith]

Jamen dog! Sikke pigebarnet pludselig kunne smile. David blæste på hendes hoverende latter ved selv at sende en spytklat ud over kanten. Så sitrede mundvigene, ganske svagt og opmærksomheden fandt tilbage på Mags. Øjenbrynene løftet i en sigende grimasse. En udelt morskab.

”Sikke et kompliment. Jeg vidste slet ikke, at din dumme mund havde den slags ord i sig.”