Glædeligt gensyn [TW: mishandling]

[Corban Yaxley Jr.]

Lige da Cailean nævnte det med at skrive, havde Corbans blik strøget over mod skrivebordet i rummet. Der var skam blevet skrevet den første aften eller to - en forklaring til situationen, nej faktisk også en form for afsked, hvis ingen så ham igen - , men rigtigtnok havde der ingen adgang været til ugler. Skriftsproget var det eneste han havde, men han var løbet tør for blæk og kunne ikke opfylde det med magi uden en stav.

Øjnene vendte sig mod Cailean igen. Munden åbnede sig, men han kunne ikke forme ord. I stedet rystede han så på hovedet, helt modløs. Helt forladt.

[Cailean Morgaine]

Cailean rynkede på næsen af Corbans hovedrysten. Han havde ikke regnet med, at det skulle blive nemt at få kammeraten med tilbage til skolen, men han havde til gengæld regnet med at det ville være senior der modsagde sig. Ikke junior.

"Hvad mener du?" Der var sikkert en god forklaring, men det var nemmere at finde på en læsning, hvis Corban gad at åbne munden.

[Corban Yaxley]

Dråberne løb deres uforudsigelige kapløb ned af ruden. Yaxley overvågede det, som en ugle overvåger en mus. Nogle dråber nåede ikke i mål, før de flød sammen med andre og nogle dråbe ramte ruden længere nede, og havde derfor et naturligt forspring. Og så var der de dråber, der fandt vej ind i banerne fra tidligere vinderdråber. Yaxley fulgte nøje med, indtil endnu en lyd fra huset forstyrrede ham.

Blikket drævede mod døren, og han rejste sig fra stolen.

Normalt ville han sende en husalf ind efter knægten. Men forbandelsen krævede, at Yaxley selv gav befalingerne til arvingen. Ude på gangen satte han derfor kurs mod børneværelset.

[Corban Yaxley Jr.]

Uvidende om sin fars målrettede skridt, forsøgte Corban at hive sig væk fra sengen. Alt i ham værkede, men det kunne være manglen på ordentlig søvn eller de sparsomme måltider.

Han gik hen til skrivebordet og forsøgte at finde motivationen i sig selv, selvom traumen sad dybt, og det hele syntes umuligt og uhåndgribeligt. Rystende fingre fandt en fjerpen og en blank side.

Så skrev han. Kan ikke. Imperio.

[Cailean Morgaine]

Cailean fulgte med hen til skrivebordet, og fulgte opmærksomt med da Corban skrev. Det var ganske få ord, men de forklarede alt.

"Det kan han ikke, det... Det er ulovligt!" Konstaterede Cailean, som om det skulle hjælpe på noget. Hvordan ophævede man overhovedet sådan noget? "Hvad har han sagt?" Måske var der et smuthul.

[Corban Yaxley Jr.]

Senior havde aldrig instrueret ham til ikke at fortælle det videre. Jo, han kunne ikke tale, men ord kunne vel sige rigeligt, selvom hånden rystede og det var svært for ham at overføre tanken ordentligt, nu hvor så meget i ham skreg.

Kan ikke forlade det her rum afslørede han så i blæk. Ulovlighed havde aldrig været et problem for Corban Yaxley Senior.

[Cailean Morgaine]

Cailean overvejede om det mon var muligt at mase Corban ind i den store kuffert, og tvinge ham ud af værelset på dén måde. Men inden han nåede at tænke videre og lufte forslaget-

"Find min notesbog frem, og kom herud." Lød det fra den anden side af døren.

Cailean stoppede alle bevægelser, og sendte et blik mod Corban.

[Corban Yaxley Jr.]

Befalingen rungede og gav ekko i hovedet på ham. Et fundementalt problem med det hele var, at han ikke havde notesbogen. At han faktisk ikke anede hvor den befandt sig.

Næsen begyndte stille at bløde igen. For ingen ordre kunne opfyldes, udover at sætte kurs mod døren. Og. Det var ikke og derefter. Derfor begyndte fødderne at bevæge sig mod døren for at gå ud på gangen.

[Cailean Morgaine]

Blikket nåede næsten hele værelset rundt, i søgen på noget, et eller andet, der kunne sætte en stopper for Corbans udvandring. Men der var intet. Ikke noget der ville gå hurtigt nok i hvert fald, og Cailean sprang frem for at gribe fat i Corban og holde ham tilbage.

"Stop!" Hviskede han stædigt, og håbede at det virkede.

[Corban Yaxley Jr.]

Alt i ham drev ham fremad, selvom han forsøgte at kæmpe imod. Sandheden var dog, at så meget at Corbans vilje allerede var blevet drænet, og at det var svært at modsætte sig en grufuld forbandelse, når man havde været i de mørkeste hjørner af egen bevidsthed i dagevis.

Alligevel var kroppen også sløv, så da Cailean trådte i vejen, lykkedes det faktisk ikke Corban at mosle sig forbi ham med det samme, selvom han prøvede.

[Corban Yaxley]

Yaxley stod med ryggen til døren og ventede. Der lød en svag rumsteren fra værelset hvor knægten var ved at finde notesbogen frem. Selvom det tog sin tid. Længere tid end Yaxley mente at det burde.

Han vendte sig om, og rettede et blik mod døren som kunne han se igennem den. "Hvorfor er du så længe om det? Svar mig, knægt."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban kunne ikke mosle sig forbi, men snart hørte han en anden befaling fra bag den stadigt lukkede dør, som øjnene lod sig rette mod.

"Bogen," fremstammede han. Ordet lød tørt, men det var dage siden han sidst havde talt. Panisk rettede han blikket mod Cailean - for han kunne ikke hindre sig selv i at sige det næste. "Jeg har den ikke."

[Cailean Morgaine]

Ikke mange sekunder efter Corban ærlige udtalelse, blev dørhåndtaget trykket ned, og Cailean blev ikke stående længe nok til at bekræfte hvem stemmen på gange tilhørte. Han slap Corban og farrede ind i skabet, hvor han knapt nåede at lukke helt til, før Yaxley senior stod i døråbningen til værelset.

Cailean kunne ikke se ham. Men han kunne se lyset fra gange ramme gulvet og en skygge der bevægelse sig.

[Corban Yaxley]

Værelset stank. Sådan var børn. Lugtende og larmende og i vejen. Yaxley rynkede på næsen, men lod blikket falde på den sølle arving.

"Du har ikke bogen? Hvorfor, Corban, har du ikke bogen? Forklar dig."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban trådte instinktivt bagud, selvom alt havde drevet ham frem øjeblikke forinden. Ryggen vendt mod vinduet, og fronten mod sin far, så han nu sin værste frygt decideret i øjnene. Ingen boggart kunne skræmme ham så meget.

"N-nogen har taget den," fremstammede han og manglede sin stav. Manglede et eller andet, der kunne hjælpe ham. I det mindste var Cailean i sikkerhed i skabet.