Free Froggy

[Opalescence A. Bucur]

Milphio Borgin

En perfekt dag. Solen skinnede, og der var tilpas vindstille nok til at man kunne mærke den varme huden og overfladen af sit tøj. Af og til fik vinden græsset til at risle, næsten som bølger i et stort åbent hav af grøn.
Sådan tænkte Opalescence i hvert fald, fra sin position på græsplænen. Hun havde fundet et sted, der var lidt omkranset af sten og bakker, så hun kunne være lidt for sig selv.

Den løse blå maxi kjole lå som et slør over hendes lår, når hun viftede benene frem og tilbage fra sin hvileposition på maven. Hendes hår tog i dagens anledning form som en løs fletning, der med hjælp fra eliksirer nåede hende til hofterne. Sådan kunne hun gå indtil dagen det begyndte at kede hende, og så ville hun klippe det hele af igen, for at gentage rutinen forfra i ren ubeslutsomhed.

Foran Opal lå en bunke af tre bøger. Hun fugtede sin finger og bladrede i en af dem omhandlende eliksirer, mens hun gumlede let på de rosa læber. Her havde havde kun ligget her i to timer. SUK. Med et besluttede hun sig for at to timer nok gjorde sig velfortjent nok til hvile.

Med lukkede øjne lagde hun sine arme som støtte under hovedet og tog en dyb indånding af den friske luft.
”Her er så dreamy. Fredfyldt og-”

*Kvæk*

Opal satte sig undrende op.
”Var det mig?”
…
Der var stille. FOR stille. Men da hun ikke kunne finde kilden til lyden besluttede hun sig for at samle sine noter, så vinden ikke kom til at blæse dem væk. Og der – De’r – midt i freden - så hun en stor fed tudse, der gloede tilbage på hende. Det fremkaldte rynker på hendes næseryg, og hun kneb koncentreret øjnene sammen og begyndte en stirrekonkurrence med tudsen.

”Gå med sig! Gå nu.”

Tudsen blinkede og slikkede sig hen over det ene øje, men så ellers ud til ikke at være påvirket.

”Nu”.

Men der var vidst ikke meget tankevirksomhed i skabningen.

”Hjem med dig” beordrede Opal. Hun bøjede sig helt ned, så tudsen næsten var lige foran hendes ansigt og prøvede på at prikke til tudsen for at se om det kunne skræmme den væk.
”Oh my goodness, hr. Frø, du forstyrrer og saboterer mit arbejde! Det må du vel nok forstå?”

Tudsen ville ikke finde sig i noget og i stedet for at flygte hoppede den ind mod Opals ansigt.
Den hvide heks væltede hvinende bag ud og løb adskillelige meter væk fra tudsen, når først hun kom tilbage på sine ben.

”Aiiij! Den er slimet og ulækker!”
Og hvad værre var. Den havde rørt ved hende.

”THAT’S IT!”
Opal samlede sit Gryffindor tørklæde op, brugte det som luffer og greb fat i forræder tudsen, der nu skulle bøde for at eksistere.

”Fister, hvis du vil have det på den hårde måde, så let’s go!”

Med disse ord efterlod Opal sit udstyr og begyndte at vandre ned mod den sorte sø med armene udstrakt. For selv og tudsen nu var indpakket og derfor uskadeliggjort fra dens naturlige klamhed, så skulle den absolut ikke alt for tæt på hende.

[Milphio Borgin]

Trods at de endnu kun var sprunget ind i forårets spæde begyndelse, havde Miles allerede præsteret at få brændt huden af af solens stråler. Lidt. I hvert fald nok til, at hele hans ansigt bar et pink skær, og fregnerne stod tydligere frem end de havde gjort hele vinteren. Sådan var det bare, når man ikke tænkte over, at bruge nogen som helst former for beskyttelse under qudditch træning. Altså, bortset fra den slags beskyttelse, som det almindeligvis gav mening at bruge som basker.

Og baskeren Miles kom da netop også direkte fra træning. Han havde været på vej tilbage til slottet, da nogen havde mindet ham om, at Jumping Jack stadig sad tilbage på en af bænkene. Den havde været et forrygende publikum. Det var Miles ganske sikker på, selvom han ikke havde holdt øje med den.

Derfor var det måske ingen overraskelse, at tudsen var væk, da han kom tilbage. Sådan var det vel ofte med kæledyr, hvis ikke man holdt øje med dem.

Oh well.

Det var godt det samme.

Tudsen havde besluttet sig for, at leve sit eget liv. Og Miles var ikke sen til at gøre det samme. Fløjtende og ubekymret marcherede han ud fra quidditchbanen igen, og begav sig tilbage mod Hogwarts i et roligt tempo og med en munter fløjten.

Det var altså indtil han fik øje på en besynderlig skikkelse nede ved søen.

En mumie netop genopstået! Udstrakte arme, med et langt stykke stof dinglende.

Miles tænkte ikke to tanker, før han satte i fuld firspring ned mod søen, klar til at finde ud af, hvad der egentlig ville ske, hvis man trak i bandagen på sådan en fætter.

Desværre blev han slemt skuffet, da det viste sig bare at være en elev. Søstjernen. Sparkles. Hendes med det meget hvide hår som havde et frygteligt langt navn, og gik et par årgange under Miles.

"Oi, hey! Hvor skal du hen? Hvad har du dér?" Han nikkede mod de udstrakte hænder, og tørrede næsen af ærmet lige efter.

[Opalescence A. Bucur]

Det gav et sæt i Opal, så hun næsten hoppede i et stop, da en noget uventet lyd af en herre råbte af hende. Hun så mod kilden til lyden og konkluderede at det var en krøllet af slagsen, noget ældre end hende selv. Hun havde set ham før. Tilsyneladende var han en skikkelse der tiltrak sig en del uheld og opmærksomhed.

-Så Opal smilte til ham – og fortsatte med hænderne udstrakt at gå mod sit bestemmelsesmål. Et sted følte hun sig som en shrine maiden, der skulle lave en ofring til guderne, så fornemt som hun bar på tudsen. Offergaver havde hun skænket naturen før. Men ikke i form af sådan et dyr.

”Jeg har fanget en ”eew”! Og er på en endeløs mission for at returnere dette noble, vortede væsen til dets naturlige miljø. Den er tilsyneladende forvirret, så den er sikkert dehydreret. Hvad end den er, så har den en plads og et formål i harmonien. Så den må gerne være det, og jeg accepterer den og anerkender dens klumphed, også selv om jeg ikke kan se hvad dens plads er. Bare ikke i nærheden af mig”.

[Milphio Borgin]

Miles blinkede et par gange, imens han forsøgte at finde hoved og hale i hvad end det var Søstjernen ævlede om. Men det var noget med vorter og klumphed, så Miles blev helt automatisk mere interesseret, imens han lukkede afstanden mellem dem.

Halsen blev strakt ud i nysgerrighed, imens han prøvede at få et glimt af hendes 'eew'.

"Må jeg se? Hvad er det? Hvor går du hen med den? Søen?"

[Opalescence A. Bucur]

Opals smilte skævt og så overvejende til siden, som om det var en skat hun havde fundet, der var hemmelig.
”Ja, søen, tænker jeg. Jeg tror de kommer fra den slags steder”.

Det tog hende dog ikke mange sekunder før hun langsomt begyndte at udpakke tudsen – lige sådan ca, der hvor hun troede dens hoved var. Mens hun forsøgte at holde dens ben indpakket, så den ikke skulle forsøge sig med noget.

”Men den er altså aggressiv. Den prøvede på at angribe mig, mens jeg læste!” udbrød Opal advarende.

Næsen af tudsen kom til syne, og hun puffede forsigtigt noget af tørklædet væk, så mere af dens hoved blev afsløret.

”Man skulle ikke tro det. At sådan en lille ting bare kan gå hen og blive farlig!”

[Milphio Borgin]

En aggressiv eew med vorter. Måske prøvede hun helt bevidst at opretholde hans opmærksomhed, ved at nævne alle de rigtige ord. Nok var hun yngre end han, men lige nu havde Miles det som en femårig juleaften.

Og gaven var ved at blive pakket ud.

Nysgerrigt han lige over hende. Han snøftede i vane, men al opmærksomheden var rettet mod tørklæde-pakken. Da en velkendt snude blev pakket ud, kunne Miles ikke lade være med at smile bredt.

"Jumping Jack, Sparkles!" Miles suttede på en finger, og stak dem frem for at ae det lille kræ på hovedet. "Jeg vidste ikke at han var til bøger. Hvad læste du?"

[Opalescence A. Bucur]

Forvirring bredte sig hos den unge kvinde, da der kom en del udbrud ud af den ældre elev.
”Sparkles?” gentog hun. Små fine rynker voksede frem på hendes næseryg, og hun så ned på hovedet af den fede tudse, der i hvert fald hverken så shiny eller glitrende ud.

”Jeg tror ganske vidst at du ser ting som jeg ikke gør. Den er ikke så glamourøs… Dit navn er Matco, er det ikke? Marty?”
Markus var det vidst nok, hvis hun huskede rigtigt.

Hovedet gled på sned, og hun så op på ham igen.
”Jeg læste ekstra materiale til eliksirer… mener du – kender du den her frø?”

De sart blå øjne blev spærret en anelse op, på trods af at hun havde solens stråler lige ind i ansigtet, da han gav sig til at fugte huden på tudsen.

[Milphio Borgin]

Miles forklarede hverken kælenavnet han havde givet hende, eller rettede du to hun var kommet op med til ham. Han nikkede bare og lod det være op til hende, hvilket af de to forkerte navne hun landede på.

"Grineren. Jeg håber ikke der var noget om tudseøjne eller sådan noget. Det ville være temmelig vanvittigt, hvis han var interesseret i den slags, ikke?" Miles bare et bredt grin, der ikke rigtig stemte overens med hverken det morbide i hans overvejelser, eller det store blik som Sparkles fik da han hjalp med at opretholde tudsens fugtige hud. selv sendte han blikket mod søen, og overvejede hvad der ville ske, hvis Jack fik dén mulighed.

[Opalescence A. Bucur]

Manglen på forklaring gjorde hverken Opal mere oplyst eller mindre forvirret, men hun smilte ikke mindre. Han havde ikke forklaret hvad det var der var shiny, sparkly eller fantastisk, og han havde heller ikke givet hende et navn. Så hun forsøgte at udfylde hullerne selv.

”Nej, det var faktisk frivillig læsning ud over pensum om skønhedseliksirer” svarede hun kort, som om det var noget af det mest almindelige og basale i verden.

Så skiftede hun emne. Hvis det var det spil han besluttede sig for at spille, så kunne hun lege med. Som en skat i en æske indpakkede hun tudsen igen, mens hun så sigende op på ham. Et legende glimt begyndte at komme til syne i hendes øjne.

”Jamen… hvis det er din eew, så er du jo medansvarlig i overfald” erklærede løvinden.

”Du bliver nødt til at opholde din eew under opsyn. Du kan ikke bare slippe den løs som en forurening af biodiversiteten. Hvad ville du gøre, hvis den har fået eewlinger? Som ansvarlig eewholder må du lære din eew mådehold og ærbarhed… Men jeg er i et meget godt humør i dag. Normalt plejer kriminelle at kunne slippe mod kaution. Men eew’en har nok ikke helt forstået pointen. Jeg vil foreslå at den får tid til at afstresse og lade sig inspireres i et roligt miljø. Så jeg synes den skal på ferie, i min læsepause. Vil den herre med?”

Det var et retorisk spørgsmål. For Opal så sig kun lige over skulderen med et grin, viftede sine lange, hvide øjenvipper af Milphio – og gav sig ellers til at bortføre tudsen, der muligvis var et kæledyr, det sidste stykke vej i halvløb mod søbredden.

[Milphio Borgin]

Miles blinkede et par gange for at følge med i talestrømmen, men han kunne virkelig ikke andet end at være underholdt at den besynderlige Sparkles Søstjerne. Hun kunne nogle flotte ord. Biodiversitet og eewlinger. Miles var blæst bagover og betragtede hende meget begejstret, uden hensyn til den forstående tudseferie.

Det var ikke så meget Jumping Jacks potentielle tur i søen der drev Miles til at følge med, som det var hendes besynderlige optræden.

"Men hvad nu hvis der er kommer eewlinger? Så kan vi ikke bare sende ham på ferie, Sparkles. Så bliver han nødt til at leve op til sit ansvar, og hjælpe til med opdragelsen, ikke?" Argumenterede han i halvt løb, imens han med lethed fulgte med den yngre heks, som havde langt kortere ben end han.

[Opalescence A. Bucur]

”Nu var den der igen” udbrød Opal, der langsomt forstod at det ikke var tudsen, som var denne Sparkles, men muligvis hende.

”Mig?”
Idet hun så op mod Milphio, begyndte rød kulør at strømme til hendes kinder, som akvareller over papir. Da hun ingen pigment havde, var der ikke meget til at skjule det. Hun stillede ikke yderligere spørgsmål, men så væk med et bly smil. Sparkles – det var noget der var pænt. Den havde hun ikke hørt før. Spøgelse nogle gange. Måske endda Gespenst. Faktisk var det sjældent udenfor den trygge boble af sine forældre, at folk direkte roste Opal for hvordan hun så ud. Og det lod sig vise.

”Jamen tak Frøkonge”.
Smilet udviklede sig til et større et af slagsen, og hun nejede i den lange blå kjole.
Inden hun førte fokusset tilbage til hovedemnet: Det fangne voldsdyr.

”Hvis ikke din eew ved hvordan man gør, og du aldrig har lært den det, så er du lidt forfejlet som ansvarlig eewholder, synes du ikke? Hvis eew’en har fået eewlinger, så har den brug for at tænke. For hvis man skal ændre adfærd og løse problemer, så kræver det at man anerkender at de er der”.

Med disse ord lod hun tudsen kigge ud af tørklædet og begyndte at pakke den ind i en Gryffindor roulade af tørklæde. Da rouladen var færdig placerede hun den på en sten med udsigt ud over søen.

”Nu kan den meditere over sine ugerninger. Imens vi overvejer hvad man gør med lovbrydere”.

Med omhyggelige strøg foldede hun kjolen ned under sig og lagde sig ned ved siden af tudserouladen og dens sten, så hun kunne betragte både Milphio og skyerne.

[Milphio Borgin]

Valget af hendes kælenavn havde vaklet seriøst mellem Sparkles og Fishy. Erfaring sagde ham dog, at det ikke var alle kælenavne der faldt i god jord, og Søstjernen Sparkles havde bare en bedre klang.

Han nikkede derfor til hendes spørgsmål, og præsenterede et formelt buk ved den den royale titel hun netop havde givet ham.

Han betragtede underholdt roladen og rettede så blikket imod Sparkles igen. "All right, S.P. Jeg tænker bare at han nok bør have en, du ved..." Han slog lidt ud med hånden og søgte efter et fancy ord han ikke kendte. "Altså, skal der ikke være sådan en ting med en dommer og alt det dér først? Uskyldig indtil det modsatte er bevist, at alt det dér. Ikke?"

[Opalescence A. Bucur]

”En fair rettergang?”
Opal klikkede tungen overvejende op mod toppen af ganen.

”Elementært! Meget vel. Eew’ens sag kan komme på pause på ubestemt tid, mens den overvejes og vendes. Alt imens bør eew’en være under opsyn og være sporbar, så den ikke lader sig fristes”.

Da der var kommet pause på tudsens kriminalitet greb Opal fat i sin lange fletning og gav sig legende til at vifte den frem og tilbage. Fra hendes imaginære vinkel lignede det at spidsen børstede frøkongen i hovedet. Det ene ben lagde sig hen over knæet på det andet i afslappet hvile. Kjolens gled en anelse op og afslørede de mælkehvide lår, men dens længde sikrede at intet andet kunne ses.

”Åh, hr. Frøkonge… Hvordan føles det sådan at være rigtig virkeligt fri? Lige om lidt er hele verden åben for dig. Og du kan gøre hvad der passer dig, når du ikke skal være her mere. Din sjæl må føles let. Som en fugl, der slår triller over markerne. Det må føles” – Hun sukkede dybt og drømmende.

”Helt vidunderligt”.

[Milphio Borgin]

Rettergang! Det var lige sådan et ord, som Miles havde stået og manglet. Hun var vidst lidt af et geni, lod det til. Og det blev kun bekræftet, da blege ben nær havde blændet ham. Genier var sådan nogle mennesker, der holdt sig inden døre og muligvis gik op i flammer, hvis de fik for meget sollys. Ikke at Miles selv, kunne blære sig med andet end meget lys og meget engelsk hud. Men i det mindste spilled han quidditch. Søstjernen læste bøger og frygtede frøer. Lod det til. Klassiske tegn på et geni.

"Altså," startede han og smed sig på ryggen ned i græsset, selvom han havde en hvid t-shirt på. "Du mener efter skolen, rigth? Jeg ved ikke noget om min 'sjæl', Sparkles, men jeg kommer helt sikkert til at føle mig som en fugl når jeg får en plads på landsholdet."

[Opalescence A. Bucur]

Da Milphio tog plads ved Opals side rullede hun om på maven, så hun bedre kunne se ham. Så gjorde hun store øjne og så fascineret på ham.

”Ved du ikke noget om din sjæl? Så - du har altså aldrig prøvet at forlade din krop?”

Der var en forundring i hendes stemme, næsten som om det hun snakkede om var en helt almindelig ting. Det lød egentlig mere som en konklusion end et spørgsmål.

”Hvor spidsfindigt. Det har jeg prøvet mange gange. Min mor er god til at hjælpe folk med den slags. Og når de kommer tilbage har de ofte et nyt perspektiv på tilværelsen. Jeg har en særlig gave… Jeg kan se ting. Og når det sker, så forlader jeg min krop. Det føles i hvert fald helt sådan”.

Pludselig gik den lyse løvinde fra at se uskyldig ud til noget udspekuleret, og missede lidt med øjnene med et skævt smil.

”Hvilket får mig til at tænke pååå… King, du snakker om landsholdet. Har de scoutet dig eller har du forhåbninger om at joine dem?”