Lad forårsregnen bortvaske dine synder [TW]

[Agnes Rosier]

Mest af alt havde Agnes lyst til at krybe ind til sin mor. Odile Moreau Rosier ville være det bedste alternativ, men i stedet fandt hun sig vandre i den kølige morgenvind med Matheo. Hun fulgte hans skridt, hans ord og hans blik, for hvordan kunne hun andet?

“Det er smukt,” svarede hun og lagde også den anden hånd den af hans, der var flettet sammen med hendes.

[Matheo Rosier]

Det var det vel, selvom Matheo selv foretrak skræntekanter og korridorer. Han stod der lidt med Agnes, indtil han knipsede efter Renfield. Det var kun ved den bevægelse, at han slap hendes hånd. For han brugte ikke egen stav til at skabe et hul til alfen, men lod Renfield om de praktiske sager.

Da Dimple blev bragt frem, sørgede han for at holde ekstra godt om Agnes. Der var stille, foruden fuglekvidder og lyden af forårsblæst i trækronerne.

[Agnes Rosier]

Hånden manglede, så snart Matheo fjernede den og det var næsten med lettelse, at Agnes atter tog imod den. Klamrede sig til den, mens vinden hev i kjole og kappe, så hun uundgåeligt måtte tage et snublende skridt tættere ind til ham.

Hun gemte ansigtet ved hans bryst, da jorden sænkede sig over det lille hul, og selvom hun endnu ikke var myndig, fremdrog hun sin stav. Græs spirede op gennem jorden og mellem det skød også farverige blomster op og foldede sig ud.

[Matheo Rosier]

Han holdt hende og efter jorden var lagt og blomsterne sprunget frem, lagde han armen helt om hendes skuldre. "Du har mistet alt for meget," sagde han til hende, selvom det nok næppe var ny information fra hende.

"Jeg forsvinder ikke."

[Agnes Rosier]

Agnes havde slet ikke overvejet, at der kunne være en verden uden Matheo. At hun kunne gøre eller sige noget, der ville få ham til at forsvinde. Det fik hende til at læne sig yderligere ind til ham.

Hun svarede ikke med ord, men hånden greb så tæt om hans, som hun overhovedet formåede.

[Matheo Rosier]

Der blev ikke sagt meget i de efterfølgende øjeblikke. Faktisk var resten af dagen temmelig stille og tavs. Matheo forlod ikke Agnes´ side på noget tidspunkt. Ikke før om aftenen, hvor han måtte ønske hende godnat. Ikke at det afholdt ham fra at tjekke op på hende i løbet ad natten, for at sikre sig at hun ikke var den næste til at tage faldet.

Lukket.