Råd fra gamle venner

[Odile Moreau Rosier]

Odile lyttede igen opmærksomt og tog det hele ind, før hun nikkede med et dæmpet, kapitulerende suk "Oui.. Det gør han måske, uden helt at være klar over det." hun slap koppen med den ene hånd, rakte igen over og lagde den mod hans arm, men denne gang blev den liggende "Tak for at lægge øre til. Er det er presse den, hvis jeg beder dig holde det ude af bladet.. skulle noget om det komme i din retning fra en anden kant?" det var ikke noget hun nogensinde havde bedt ham om direkte, men hverken hun eller resten af familien, havde brug for den slags opmærksomhed lige nu.

[Arcadiuz Zabelle]

Hånden som Odile lagde på Arcadiuz arm, blev mødt med hans egen, og han forsøgte at udstråle noget opmuntrende, i et ellers gravalvorligt emne.

”Jeg vil se til det personligt, Odile. Alt for dig, min kære. Men du må forstå at hvis situationen eskalerer mere end den allerede er, kan end ikke jeg holde det ude af offentlighedens søgelys. Hvis ikke Profettidende trykker det, så vil et andet blad da gøre det. Men sandhed er en variabel, alt efter hvilken vinkel man ser fra. Kommer det der til, vil jeg gøre mit bedste for at begrænse skaden udadtil”.
…
”Odile?”

Hånden der var lagt hen over Odile, rakte ud og greb fat om heksens liv inden Arcadiuz trak hende helt tæt ind i sit favntag og lagde armen om hendes ryg. Hans hoved hvilede ved hendes skulder, og i små beroligende strøg aede han hende ned til lænden. Den anden hånd lagde han som en støtte på hendes baghoved.
”Du er en stærk kvinde. Glem det aldrig”.

[Odile Moreau Rosier]

Odiles blik udstrålede ægte taknemmelighed. DEt var ingen lille ting at bede chefredaktøren for Profettidende om og hun vidste hvad han ofrede, ved at give hende sit ord.

Hun nikkede med samme matte smil, der havde været tilbagevendende hele samtalen og rejste sig for at sætte koppen fra sig. I næsten samme bevægelse blev hun indfanget i et insisterende greb, der dog aldrig var kvælende, og efter et øjebliks tøven, sank hun ind mod ham og den trøst og forsikring han tilbød. Kinden llagde sig mod hans skulder og hænderne mod hans sider, mens forsikringen med ord, fik hende til at lukke øjnene et øjeblik, for at kæmpe en insisterende sviden tilbage "Jeg prøver.." svarede hun dæmpet og tog en dyb indånding før hun rankede sig igen "Det var slet ikke det her jeg kom for at tale med dig om." indrømmede hun, med en lille, opgivende lyd.

[Arcadiuz Zabelle]

”Ikke det?”

Arcadiuz lignede et stort spørgsmålstegn, da Odile efter lidt tid rettede sig ud af hans nærhed. Brynene rynkede han først sammen, så han missede med øjnene, og fingrene kørte han langs sin kæbe med et begyndende glimt i øjet.

”Fortæl, kære. Nu har du fanget min interesse”.

[Odile Moreau Rosier]

Odile trådte lidt tilbage og satte sig igen, lidt mere fattet end før "Lucian og jeg fik uanmeldt besøg for nogle uger siden.." begyndte hun og glattede skørtet af den vane "Af din gode ven Callistus S. Bancroft." sarkasmen var tyk, for hun vidste ganske glimrende, hvad vennen mente om den ældre troldmand.

"Han ville have os til at videreformidle en genstand, der måske ikke ville gøre sig så godt i butiksvinduerne på Diagonalstræde." fortsatte hun og tav for at lade ham reagere.

[Arcadiuz Zabelle]

”Af Bancroft? – Hvad har han NU gjort?”
Arcadiuz kunne ikke lade være med at smile og satte sig tilbage på skrivebordet, med en iver som et ungt menneske der opsnappede sladder. Og han lænede sig frem. Selv om barndomsveninden var komplet alvorlig, kunne Arcadiuz ikke lade være med at slå en rullende latter op. Den varede lidt ved, og han nev sin næseryg med to fingre og rystede på hovedet.

”Åh, du må have mig undskyldt. De undrer mig bare virkelig ikke. Han er en travl mand, med mange foretagende. Og ikke altid nogle der er lige heldige. Fortæl mere!”

[Odile Moreau Rosier]

Den anspændte alvor opløstes lidt over Arcadiuz's muntre reaktion og antydningen af et smil krusede sig på hendes egne læber "Ingen grund til undskyldninger." konstaterede hun, med den ene hånd løftet i en afværgende gestus, før hun lagde hovedet lidt på sned og fortsatte, mere afslappet.

"Det er måske en smule komisk hvis man vender det om." hun havde været på vagt den dag. Mere end situationen måske fordrede, for den ældre troldmand havde været både høflig og venlig - selvom der i Odiles optik, havde ligget adskillige skjulte advarsler, måske endda trusler, mellem linierne. Det havde været svært ikke at være det, når hun kendte til nogen af hans andre sider fra Arcadiuz, selvom hun ikke havde fortalt Lucian om den del "Jeg ved ikke så meget mere. Han inviterede både Lucian og jeg på middag, for at.. vurdere genstanden, men jeg ved ikke hvordan jeg har det med at være på hans hjemmebane."

[Callistus S. Bancroft]

[Arcadiuz Zabelle]

”Bancroft burde ikke forvolde dig problemer” konkluderede Arcadiuz tænksomt.

”Han ville intet få ud af at skade jer. Jeg kan ikke se hvordan I skulle være en trussel for ham. Desuden er Lucian med dig… Det er med mindre, selvfølgelig – Har I udtalt jer kritisk om Bancroft? På nogle som helst måder”

Troldkarlen så strengt mod Odile, afventende, næsten som en fader ser på sit uregerlige barn, når de forårsager problemer. Han krydsede armene. Trods alt anskuer han den intelligente heks til at vide bedre.

[Odile Moreau Rosier]

Odiles bryn krøb lidt sammen over den indledende konstatering "Non?" spurgte hun, med hovedet lidt på sned mens han fortsatte. Spørgsmålet fik hende til at slippe en meget fransk lyd "Så tåbelige er vi ikke." slog hun bestemt fast "Jeg har aldrig talt med ham ansigt til ansigt før han dukkede op hjemme hos os." hun havde dog hørt et rygte eller to, samt nogle fakta fra Arcadiuz selv "Han kommer på Kimæren ligesom Lucian. Min fornemmelse sagde mig bare, at det var bedst at holde ham på arms afstand. Der var noget ved ham, der fik min indre kat til at hvæse."

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz lyttede opmærksomt. Smilet der før var ivrigt, var nu forsvundet til fordel for en lige streg, da han trykkede læberne sammen og skævede væk. Ikke over Odile, men andet tankespind. Et sted var han lettet over at Odile ikke var faldet som ugunstig hos typer som Bancroft. Den slags endte oftest galt.

”Undervurder aldrig din mavefornemmelse Odile. Trods alt er det en kunst at se det der ligger uset. Folk som dig har trænet den sans hele dit liv...
Neej, hvad der kan bekymre mig er selve genstanden og hvad hans skal bruge den til. Hvad det er. Hvad han planlægger”.

[Odile Moreau Rosier]

Odile nikkede tænksomt, igen med hænderne samlet i skødet, nu de ikke havde kaffekoppen at holde omkring "Mine kort sagde nogenlunde det samme.." indskød hun. Tarotkortene var hendes trofaste følgesvend ved svære beslutninger, eller usikre tilstande "Jeg ved dog hvad genstanden er. Jeg har bare ikke set den endnu. Det huer mig bar ikke, at en mand som han, har fundet frem til at vi gør i den slags.. og tropper op uden invitation."

[Arcadiuz Zabelle]

”Jeg frygter at du har ret. Nogen har snakket. Træd hellere varsomt, Odile. Noget er ikke som det skal være”.

Han udåndede tungt. Det fik hårene på hans nakke til at rejse sig i en kuldegysning. Og bestemt ikke på den gode måde. Fingrene der hvilede på hans arm i den krydsede position begyndte at trippe og trappe imod stoffet på hans ærme. En urolig tick, som for at berolige sig selv.

”Det har aldrig været mit indtryk at I har et meget stort klientel. Men at de kommer langvejsfra. Derfor er der nok en større spredning i gruppering, der kan gøre et estimat af mulige syndere besværligt. Hvis ikke umuligt. Kender I nogle der har set sig sur på jer?”

[Odile Moreau Rosier]

Odile nikkede med en tilhørende tung udånding "Det er det jeg frygter, men måske er jeg bare paranoid." netop den tilstand kom dog lidt med den type forretninger hun og Lucian gjorde bag lukkede døre.

Hun rystede på hovedet "Få, men nogen vi stoler på. Jeg kan ikke forestille mig nogen af dem har talt om os med ondt i sinde." Det var dog oftest Lucian der tog sig af det meste kontakt med potentielle købere.

[Arcadiuz Zabelle]

”Man kan aldrig være for forsigtig Odile. Lad det tog ikke holde dig vågen om natten. Så begynder paranoiaen at påvirke dit helbred”.

Små rækker af rynker dannede sig over Arcadiuz næseryg. Mysteriet tog til.

”Måske kan nogle udefra have holdt øje med jer i det seneste stykke tid. Og I har ikke noteret det. Selv om jeres hjem er let isoleret, er det ikke være umuligt for erfarne troldmænd og hekse. Specielt, hvis de har formået at få jer infiltreret og har gjort det nemmere for sig selv. I har en del svagheder i øjeblikket man kan benytte som indgang. Matheo og Agne er to af dem”