Min leg, mine regler

[Arcadiuz Zabelle]

Teddy Lupin

Himlens sluser åbnede sig brølende og fik troldkarlen med den kobberfarvede hårpragt til at træde hurtigere iblandt Hogsmeades gader og stræder, for at undslippe sine elementale forfølgere i mørket:
Et guddommeligt tegn på at vaske tavlen ren, en forbandelse der prøvede på at hindre ham i at nå sine mål eller blot noget vås og et af naturens luner.

Arcadiuz trak kraven tættere sammen om ansigtet i et midlertidigt forsøg på at gemme sig fra regnskyllet, men det syntes at være forgæves. Hans klæder var som mørket og fik ham til at falde i et med skyggerne, mens håret virkede som oplysende ild. Støvlerne gav ekko og bevidnede om hastigt målrettede skridt. Det var lørdag aften. Der er ingen forpligtigelser til at distrahere ham fra fortabelsen i eget sind og den larmende stilhed, så han søgte mod et af de eneste steder der kan give ham midlertidig sjælefred.

Det virkede til at være en evig selvmodsigelse at jo længere op man syntes at kæmpe sig op til mere ansvar, jo mere frihed syntes at følge med. Alligevel var det drænende. At som et rovdyr altid at have sin opmærksomhed fordelt på alt omkring sig og konstant at prøve på at beregne næste skridt, der kunne ende i katastrofe. Arcadiuz trivedes på katastrofer. Blot ikke sine egne.

Men friheden var ikke noget der kom naturligt. Det var noget han tog fra andre for at give til sig selv. Var det frygt eller respekt, vidste han ikke. Et sted var han ligeglad, men et slagent barn havde større sandsynlighed for at begå oprør sidenhen end et der så ærefrygt, så der var altid en kunstart til når Arcadiuz afpressede sig til mere frihed, så han ikke fik fremprovokeret det forkerte. Den forkerte ild.

Kimæren var blevet et fast hvilested for ham, siden han var blevet budt ind. Den plads han havde fået på Kimæren var dog snarere business end de to overnævnte. Arcadiuz vidste at han bevægede sig på et territorie af lige så stor magt som han selv besad. Og det krævede nøje beregning og forsigtighed, for han kunne ikke bøje noget. Snarere kunne han tilbyde sine evner i bytte for at få en andel i den kapital han ikke selv besad en større styrke i.

De evner han besad havde fået givet ham en fast reservation hver lørdag.

Kimærens dør knirkede klagende, som han tvang den lukket bag sig.
Han gjorde intet for at adressere sin tilstedeværelse eller at han er ankommet. Han har for travlt med at nedstirre en lok af pandehår, der har revet sig løst fra den nøje velplejede manke. Den har suget fugt til sig og afslører en rebelsk bølget struktur, som Arcadiuz i alt almindelighed gør alt for at fjerne og tøjle. Forbandet være hans gener. Da han har kørt den tilbage, folder han den fugtige jakke over armen og træder hen imod den sofa han betegner som sin.

Men til sin store forundring ser han at han ikke er alene. Det fremmer til gengæld ingen vred reaktion, men snarere et smil af morskab, der kommer af at der muligvis her er en person der ikke ved hvem han er. Arcadiuz hæver det ene øjenbryn og stiller sig foran herren der sidder der.

”Hvem er det… der sidder i min bås?”

[Teddy Lupin]

Jobbet på Kimæren var et af de mere atypiske jobs som Teddy havde bestredet. Kundekredsen bestod ikke ligefrem af mennesker han normalt omgik, men måske var det netop dérfor, at han klaret at holde jobbet så længe (eller også var det fordi Dominique O'Callaghan holdt hånden under ham). Men det var langt nemmere at agere professionel bartender der ikke banede sig i gæsternes færden, når gæsternes selskab i realiteten slet ikke interesserede ham.

Ikke desto mindre var han alligevel havnet blandt gæsterne netop denne aften.

Henover baren var han faldet i snak med en gruppe italienske troldmænd, der virkelig havde insisteret på hans selskab. Teddy havde virkelig ihærdigt forsøgt at forklare dem, at han var på arbejde og ikke kunne forlade baren, men da de begyndte at tilbyde en pæn sum penge for spettacolo metamorfico, eller noget i den dur, havde den baransvarlige bedt Teddy om at gå med.

De var på en eller anden forretningsrejse i London, var hvad Teddy kunne forstå. Og de var åbenbart vældig underholdt af nogle af de tricks, som Teddy ellers plejede at underholde små børn med.

Han klagede dog ikke. Det var langt mere underholdene at hører dem brøle af grin og ævle løs på italiensk, end det var at at servicere højrøvede ministerfolk i baren. Så han gik med på legen.

Men den italienske troldmandstrio blev afbrudt i deres underholdning, da en af Kimærens ansatte brød ind og leverede et brev til den ene. Stemningen blev pludselig mere seriøs, og snart rejste de sig alle tre, efter en udveksling af ord, som Teddy ikke forstod. Han anede ikke om de ville komme tibage igen. Eller om de forventede at han stadig sad der, hvis de gjorde.

Der gik vel en god halv time, før der dukkede nogen op i båsen igen.

"Eh, Teddy Lupin, Sir. Du lyder ikke særlig italiensk?" Troldmanden foran ham, var måske bare en engelsk forretningspartner?

[Arcadiuz Zabelle]

Af alle ting Arcadiuz var blevet kaldt igennem tiden, så var italiener nok en første. Som en anden cheshire kat spredte smilet sig til et større grin, der bliver til en rullende latter.

”Ah, nej. Der må være sket en fejltagelse. Hver lørdag aften fra 18 og frem er det her min bås”.

Han tog et tættere blik på den unge mand der havde taget plads, og lagde sin jakke på sædet over for ham.

”Jeg har dog intet imod at dele min tid og mit rum. Jeg havde blot ikke forventet selskab, er alt. – Hr. Lupin?”

Arcadiuz så frem for sig , mens han syntes at fiske efter noget usynligt i luften med en oprakt, behandsket hånd. ”Hvorfooor… synes jeg at finde det så bekendt?”

Han klikkede med tungen og tiltede hovedet en anelse. Indtil hans øjne lyste op, som ved et eureka moment.
”Jeg erindrer en artikel en gang. En kritik af et af mine værker. Den Teddy Lupin?”

[Teddy Lupin]

Teddy egentlig på vej til at rejse sig. Han var heller ikke helt sikker på, om det blev forventet at han snart vendte tilbage til baren. Men som udgangspunkt var han egentlig ikke ked af, at få løn for at lave noget andet. Så da gæsten lød åben for selskab, blev han alligevel hængende.

Han havde før oplevet at blive genkendt af folk han ikke selv anede hvem var. Mest da han var yngre, dog. Og oftere når håret havde sin karakteristiske turkise farve. Men som vanligt når han var på arbejde, var det lige nu en meget neutral brun.

Han skulle til at åbne munden for at svare, indtil herren - der ikke så mange år ældre eud end ham selv - pludselig brød ud med en åbenbaring om noget journalistik.

"Øhm, ja der må jeg vidst melde pas." Teddy var ingen journalist og... Eller, der var selvfølgelig den gang med den lille modstandsavis, som han havde skrevet lidt til. Selvom Victoire Weasley og Tobias Huxley Holmes havde skrevet det meste, havde Teddy da også budt ind.

Han så tænksom ud et øjeblik, inden blikket vandrede henover herren. "Hvad sagde du, at du hed igen?"

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz tog plads ved siden af sin jakke og lænede sig selvtilfredst tilbage. Sin ene arm hvilede han på ryglænet.

”Navnet er Arcadiuz Zabelle. Jeg er chefredaktør for Profettidende”.
Der var meget stolthed at finde i hans stemme ved disse ord, og det var tydeligt at han havde integreret det som en del af sin person.

”Men inden det arbejdede jeg i en overgang i deres internationale afdeling, hvor jeg debatterede magisk mani og de effekter det kan have på samfundet”.

Han greb ned i sin lomme og trak en æske cigaretter op. Efter at have tændt en af dem med en bluebell flamme lod han den hvile lidt imellem fingrene, mens han betragtede Lupin, som for at lede efter det mindste vink af en reaktion. Næsten med en intensitet, som kunne han se hans tanker.

[Teddy Lupin]

Ved Merlins lange... Teddy mindedes ikke at have haft ret mange pæne ord at sige, om profettidende nye chefredaktør, den gang han trådte til. Så at han skulle have kritiseret nogle af hans 'værker', kom virkelig ikke bag på ham.

Problemet var bare, at Teddy egentlig var på arbejde - selvom hans nuværende position i båsen indikerede andet - og han kunne ikke rigtig tillade sig at skabe en scene eller åbenlyst fornærme en gæst.

"Ah, Mr. Zabelle. Ja. Klart. Beklager. Jeg har ikke læst meget i profeten på det seneste, så jeg kunne ikke lige genkende. Hvad var det din magiske mani handlede om igen?"

[Arcadiuz Zabelle]

”Har De ikke? En skam hr. Lupin, en skam. Lidt dannelse kunne måske klæde dem, næste gang de agerer skribent”.

Arcadiuz viftede med hånden, som om han sansede Teddys ubehag, og fejede det væk, så det ikke kunne nå ham. Hans holdning havde nok ikke ændret sig meget fra sidst. Og netop DET gjorde det så meget mere underholdende at fange ham her, nu.

”Ikke min, hr. Lupin, ikke min”.
Det var tydeligt at Arcadiuz havde snakket om sine undercover rapportager så meget, så han kunne det uden ad, og som en encyklopædi begyndte han at forklare, med en professors tålmodighed.

”Magisk mani ombefatter sindstilstanden mugglere kommer under, når de udsættes for den magiske verden. Der kan lede til enten eufori – higen efter mere til næsten sygelige niveauer. Eller det modsatte – dysfori, hvor de reagerer med vrede og frygt. I tilfælde af eufori fører det ofte til en deprimeret tilstand, hvor de aldrig kan blive tilfreds og ikke kan u-se det. Trods alt – magi er som vores 6. sans, der muliggør det for os at forme verden og se det som ingen andre kan. Hvilken horribel følelse det må være at blive afskåret fra det. Så tæt på – og dog! Så langt væk” sukkede Arcadiuz.

Der lå dråber af sympati i hans stemme, men det var nærmere teatralske indslag, der skulle leve hans tale op.

”Begge tilstande kan gøre mugglere farlige. – Enten for dem selv, eller for deres omverden. Se bare på det sorte marked i Afrika, hvor de dræber deres egne og sælger lemmerne fra små børn og kvinder, i desperate forsøg på at tilkalde sig magien”.

Arcadiuz rystede på hovedet inden han holdt en pause og beskuede Teddy som var han en elev, der muligvis havde svært ved at forstå hvad der blev sagt.
”Usmageligt. Er De en berejst mand, hr. Lupin?”

[Teddy Lupin]

Teddy rynkede på næsen, og mærkede det rive lidt i hjertestrengende, ved tanken om de børn det gik ud over. Han havde været frivillig på Skt. Mungos børneafdeling, og tanken om mennesker der gjorde skade på børn med vilje, fik alt til at vende sig i maven på ham.

Han fik dog ikke mulighed for, at konfrontere Aradiuz Zabelle med sin holdning til chefredaktørens publiceringer, inden han fik hævet tæppet væk under sig ved det næste spørgsmål.

"Be- hvad? Nej, ja. Jeg har..." Han havde ikke noget svar, som var af den slags Zabelle helst sikkert fiskede efter. "Jeg har rejst en del inden for Storbritanniens grænser. Og Jeg har været i Frankrig, øhhm... Rumænien et par gange også. Men jeg kan ikke se hvad det har med noget at gøre?" Der var en reel undren i hans stemme.

[Arcadiuz Zabelle]

”Europa”. Arcadiuz nikkede anerkendende.

”Spændende steder, bestemt. Jo, ser De – Jo mere jeg rejser. Jo mere ser jeg mønstre, der gentager sig. Af årsager ukendte for selv de største filosoffer og historikere, er der nogle der har den 6. sans, andre der ikke har. Vi kan se på historiske optegninger at det er foregået helt tilbage til civilisationens spæde vugge.

Der er blevet fundet spor af en stamme af mennesker i central Mexico, der i datiden gik så langt at de gjorde magikere til guder. Og for at få magikernes velsignelse, en form for usårlighed, en form for boost, så ville de foretage ofringer af – Ja, tænk bare, De gættede det. -Andre mugglere!
Den ledende kommunikator imellem ”himmellegemerne” og folket ville skære hjertet ud på et levende offer, på toppen af en trekantet bygning og hævede den pulserende klump mod skyerne mens han messede. Et klassisk eksempel på eufori”.

Imens Arcadiuz fortalte, løftede han sin cigaret med den blå glød op i luften. Blikket fjernt, og hånden let formet som en klo, da han illustrativt gentog handlingen og så den så tydeligt for sig.
Endelig så han tilbage på Teddy.

”Den form for uciviliseret praksis foregår stadig i dag. De kalder magikere dæmoner og forsøger afbrændinger, der selvfølgelig kun virker på magikere uden erfaring. - moderne dysfori... Mugglere har bestemt deres plads i samfundet. Men at blande magi og mugglere sammen kan være fatalt for alle parter involveret. Der er en magtkamp om det magiske element, hr. Lupin. En usynlig krig”.

[Teddy Lupin]

Teddy lyttede koncentreret, men ikke ukritisk. Folk som Arcadiuz Zabelle, chefredaktør, på en stor avis der på det seneste ikke lavede andet end at klappe i deres små hænder, over ministeriets usympatiske, opdelende politik. Teddy kunne ikke snuppe dem.

"Med al respekt Mr. Zabelle, men mennesker er mennesker. Muggler eller magiker, det gør ingen forskel. Om så vi levede på to forskellige planeter, ville der være mugglere der gjorde skade på andre mugglere, og magikere der gjorde skade på andre magikere." Svarede han og fortsatte.

"Det handler ikke om vores forskelligheder. Det handler om, at nogle mennesker frygter det de ikke kender til, så jeg kan ikke se hvordan det skulle løse noget som helst, at lukke endnu flere døre og holde endnu flere hemmeligheder. Det er ikke vejen frem. Vi bliver nødt til at tilgå problemet ved at lærer hinanden bedre at kende, så vi kan se, at der ikke er noget at frygte."

Teddy blev ofte beskyldt for at være naiv. Blåøjet. Men han nægtede at tro på, at mennesker dybest nede ikke ville hinanden det bedste. Hvis de bare fik en chance.

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz forholdt sig roligt og nikkede vurderende som Teddy fortalte. Livet var ikke et eventyr. Og han sad tilsyneladende med et individ der måske troede det.

”Og hvordan vil det løse noget at ignorere alt kontekst? Basalt er vi de samme, måske. Mugglere og magikyndige har begge to øjne. Men at ignorere magisk mani ville være ignorant. Det kræver agtpågivenhed.

For ikke at sige at ignorere effekterne af magi selv. Trods alt, er vi alle blevet opflasket fra barns ben til at beherske det magiske element. Hvorfor? Fordi utøjlet magi er farligt. Hvordan kan man forvente nogen at forstå noget de end ikke kan fornemme? Det er ikke et spørgsmål om at lukke døre. Blot at observere, estimere, dirigere, redigere og kontrollere gæsterne, der betræder Deres hus”.

[Teddy Lupin]

Det var den slags lommefilosofisk sludder som politikere og folk med lidt for meget magt ofte lukkede ud. I hvert fald i følge Teddy, der blev nødt til at holde tungen lige i munden for at opfange hvad Mr. Zabelle egentlig prøvede at sige. Det kunne også sagtens handle om, at Teddy på ingen måde var akademiker, men det ændrede ikke ved det faktum, at samtalen strøg ham mod hårene.

"Så du foreslår, at magikere skal kontrollere mugglere?" Konkluderede han skeptisk.

[Arcadiuz Zabelle]

”Jeg tror De misforstår mig, Hr. Lupin. Når jeg siger kontrollere mener jeeeg-”.

Arcadiuz rullede hånden, som for at gribe efter ord og give sig selv en kort talepause.

”En venskabelig vejledning. En rettesnor så at sige, så ting ikke forløber sig uhørt. Det skal gerne gå på vores termer. Alt andet ville være ufornuftigt… Men trods alt, ville det være noget så kedeligt, hvis der ikke var en grad af autonomi og tankevirksomhed i individer. Det er tilstandene der løber løbsk vi gerne skal undgå”.

[Teddy Lupin]

Det lød alt sammen som meget pæne ord for præcis det samme. Der var intet underligt i, at denne mand havde fået en fin stilling på en stor avis. Og netop derfor, forblev Teddy skeptisk.

"Jeg er nu ret sikker på, at mugglerne selv er i stand til at oprette deres egne rettesnore, Mr. Zabelle. De har politiske systermer ligesom vores, og folk der bekæmper uretfærdighed. Vi kan ikke bare komme rendende og tvinge vores egne idéer ned over hovedet på dem."

[Arcadiuz Zabelle]

”Hvis de politiske systemer er skrevet med formål at skade magikere, så er de ikke favorable for os. Hvis mugglerne ikke har regler til hvordan de skal forholde sig til magi, ved de ikke hvordan de skal handle og bliver uforudsigelige. De går i panik og enkelte benytter sig af gudedyrkelse som en forklaring på at have været vidne til magi. Hvorfor tror du mugglere oblivieres, hvis de ved for meget? Det er ikke godt for dem. Og en panisk muggler er farligere end noget andet”.

Arcadiuz sukkede, en anelse træt. Selv om han var helt rolig, var Teddy tung at danse med. Så begav han sig videre og forsøgte at få Teddy til at forstå noget der var forholdsvist bite-sized.

”Sig mig, Hr. Lupin. De har inviteret gæster til middag i Deres hjem. Under vejs begynder gæsterne at opføre sig utilregneligt. De smadrer deres inventar og prøver at sætte ild til huset. Sidder De blot og ser passivt til, accepterer tingenes gang? Byder De måske gæsterne på kage? Synger De måske en lille sang og håber at det kan få dem til at holde op? Eller forsøger De at begrænse skaden og foretager nødvendige forholdsregler for at undgå gentagelser?”