We both know it wasn't love, it was just a bad habit

[Olive O'Neal]

De sidste par dage havde mildest talt været underlige. Selvom vejret var blevet varmere, havde Olive en kulde i sit indre, der havde udviklet sig til permafrost. Den sad næsten som kvalme, da hun ventede på Kiaan Patil-Fawley på en af bænkene nær Slytherins opholdsstue. Deres træning var snart færdig, vidste hun og hadede sig selv for det.

Men snart kom han til syne og hun trak papkassen med sig, da hun rejste sig og gik ham i møde. "Kiaan?" kaldte hun.

[Kiaan Patil-Fawley]

Humøret var ikke blevet synderligt bedre i takt med at dagene gik. Kiaan var i det mindste holdt op med at sidde for sig selv i opholdsstuen og have ondt af sig selv, og havde i stedet vendt sig mod sin foretrukne strategi ved at distrahere sig selv mest muligt. Quidditch-træningen var en meget effektiv distraktion.

Distraktionen endte dog så snart han hørte sit navn, og blikket faldt på den blonde grævling. Han stoppede op, mens følelsen af en sten sank i hans mave.
"Olive." Tonen var mut. "Hvad er der?"

[Olive O'Neal]

Olive skridtede lidt frem mod ham, men det var ikke en samtale, de burde have midt i det hele. Hun klarede halsen.

"Kan jeg lige låne dig et øjeblik?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan var splittet. På den ene side havde han virkelig lyst til at tale med hende igen, men på den anden side var han sikker på at hun ikke var kommet med godt nyt. Det var tydeligt at læse i hendes ansigt.

Skuldrene faldt en smule i en udånding, og han nikkede ned af korridoren. "Vi kan være alene dernede. Der kommer ingen derned på den her tid." Tonefaldet var stadig mut. Blikket flakkede en smule mellem hende og papkassen, men han adresserede den ikke, da han begyndte at gå.

[Olive O'Neal]

Olive nikkede og fulgte ham i den anviste retning. Intet af det var særligt fedt og hendes hjerte slog allerede lidt hårdere ved tanken om, hvad der ventede.

"Så. Jeg ville bare give dig dine ting tilbage," konstaterede hun og rakte kassen frem. I den lå alt fra en grøn spillertrøje med navnet Fawley stående over nummeret og den julegave, han havde givet hende.

[Kiaan Patil-Fawley]

Hjertet sank yderligere, selv om han ikke havde troet det kunne lade sig gøre. Hvis han havde været den mindste smule i tvivl om status på deres forhold, havde hun cementeret det nu.

Kassen blev taget imod, og indholdet kort gransket før blikket løftede sig til hende.
"Og hvad skal jeg stille op med dét?" spurgte han. Det lykkedes ham ikke rigtigt at skjule bitterheden i stemmen. Det kom vel, når man fik returneret samtlige gaver han kunne huske at have givet hende.

[Olive O'Neal]

Al følelse forlod Olives ansigt. Det meste af tiden kunne hun være nem at læse, ganske umiddelbar, men hun græd ikke. Dette var hendes måde at tackle følelserne på.

“Det er vel op til dig,” svarede hun med et træk på skuldrene. Hun havde da overvejet at brænde det eller tegne en ordentlig pik på hans spillertrøje. Hvis hun havde været hjemme, havde hun muligvis blendet det og sendt stykkerne. Men som det var, havde hun overrakt ham kassen med tingene i fin behold.

[Kiaan Patil-Fawley]

Op til ham... Kiaan havde ingen grund til ikke at tolke handlingen som at Olive var dybt ligeglad med hvad han stillede op med tingene. Det gav ham ikke meget mere svar på hvad han rent faktisk skulle gøre med dem. Det fristede på ingen måde at beholde dem, men tanken på at skille sig af med dem efterlod en ubehagelig knude i maven på ham.

"Right." endte han med at mumle, uden at have taget en beslutning om hverken det ene eller det andet. "Så må jeg hellere få samlet det jeg har af dit."

[Olive O'Neal]

Olive var ikke ligeglad, langt fra. Men at have de små påmindelser på sin sovesal ville ikke hjælpe nogen af dem. De havde allerede travet rundt i de samme cirkler for længe. På et tidspunkt var det tid til at skide eller forlade dasset.

“No rush,” forsikrede hun ham alligevel. Hun havde taget det i sit tempo; Det var kun fair at give Kiaan samme mulighed.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan ville måske have fnyst af hendes svar, men gjorde det ikke. Blikket vendte sig igen bittert mod kassen og dens indhold, men stadig blev han ikke klogere. Han anede ikke hvor lang tid Olive havde brugt på at finde det hele frem og affinde sig med at få dem ud. Allerede nu vidste han, at han havde brug for tiden.

"Var der ellers andet?" spurgte han, uden at bryde sig det mindste om den hule fornemmelse i brystet.

[Olive O'Neal]

Det var vist noget tid siden, at der havde været andet. Især, nu tingene var blevet afleveret tilbage. Så Olive rystede på hovedet og trillede brættet frem fra under bænken.

"Næh. Det var der vel ikke." Hun kastede et sidste blik på ham, tæt på at sige noget. Men hvad var der tilbage at sige? Hun vidste det ikke, så i stedet satte hun fra og lod sig trille væk derfra.

afsluttet