You must fight just to keep them alive

[Baylea Burke]

Det var alment kendt, at Burke-tvillingerne var forbundet ved hoften. Men det hændte nu, at man så den ene uden den anden. Som denne eftermiddag, hvor Alfie Burke havde fulgt et stakkels mudderkryb ned til hospitalsfløjen, fordi det lille pjok havde fået slem styrtnæseblod. Sikke et uheld.

Af samme årsag satte hun sig heller ikke på den plads, hun normalt fandt til, men lod sig glide ned ved siden af Cierán Bennion. Tasken blev stillet ned ved siden af bordbenet, før hun greb håret og fejede det om til den anden side. Hun fandt bog og noter, fjerpen og blæk frem, inden hun kastede et blik på kollegianeren og sendte ham et blødt smil.

[Cierán Bennion]

Under andre omstændigheder ville Cierán have budt Baylea velkommen ved hans bænk med et smil. Han ville have gjort det, mens han håbede at Alfie ikke ville lægge mærke til hvordan hans blik ville flakke til hende mens professoren underviste, og hans notater mere ville ligne stenografi end egentlige noter.

Denne gang faldt hans blik kun på hende kort, og hendes bløde smil blev mødt med en tøven, før han blot nikkede. Det var lykkedes ham at undgå Burke-tvillingerne i den sidste tid, men især Baylea havde han aktivt taget afstand til, side hans prøvelse. Ydmygelsen, både fra selve prøvelsen, men også fra de gentagne gange han havde måttet blive konfronteret med hendes omgang med ikke bare Gideon Flint men også Alfie Burke efterlod en bitter smag i munden på ham.

[Baylea Burke]

Baylea havde godt forventet en koldfront og lod sig ikke slå ud af kurs. Hun havde trods alt kendt Cierán, siden de var helt små. Og hun mente at have set noget i hans ansigt, da han hans blik var vandret over hendes nøgne ben den nat, der havde ændret alt.

"Jeg ledte efter dig ved morgenmaden," proklamerede hun og fik åbnet blækhuset. Hun skævede til ham med et blødt smil om læberne.

[Cierán Bennion]

Cierán havde netop dyppet sin fjerpen i blækket da Baylea talte, og noget i det fik ham til at skæve mod hende med øjnene knebet en smule sammen i skepsis.

"Virkelig?" spurgte han. Det gik op for ham at der havde været et spor af noget håbefuldt i hans stemme. Han vidste ikke om det huede ham eller ej. "Hvorfor?" Hun havde ellers ikke virket til at være i mangel af selskab, mellem hendes tvilling og Gideon.

[Baylea Burke]

Skepsissen i Cieráns blik kontrasterede den subtile håbefuldhed i hans stemme, og det trak svagt i Bayleas mundvig. Blikket fandt hans igen og hovedet blev lagt let på sned, som forstod hun ikke årsagen til spørgsmålet.

“Jeg har savnet dig.” Løgn. “Vi har jo altid talt meget sammen.” Sandhed. Det gik lige op, så det var vel kun rimeligt.

[Cierán Bennion]

Det kunne meget vel være netop fordi han havde kendt Baylea så længe som han havde, at der var noget i hvad hun sagde, som fik ham til at granske hende nøjere med blikket. Han havde virkelig lyst til at tro, at hun rent faktisk havde savnet ham.

"Vi har haft travlt." pointerede han. "Os begge to." Han havde ikke meget lyst til at ordlægge præcis hvor travlt han vidste at Baylea havde haft det. Med klubben, Gideon og hvad det end var, hun havde gang i med Alfie, havde det ikke ligefrem set ud som om hun havde manglet nogen. Allerhelst ville han give indtrykket af at det ikke plagede ham så meget som det gjorde, men tvivlede på at det lykkedes særlig effektivt.
Han fugtede læberne en smule, og bed trangen til at ytre en gengældelse af hendes ord, i sig. I stedet rettede han blikket mod sine notater fra den sidste time. "Så... dig og Flint?" spurgte han i stedet.

[Baylea Burke]

Baylea lod sig ikke slå ud af kurs og gjorde det heller ikke ved Cieráns bortvendte ansigt. Hun tog det med ophøjet ro og smilede svagt, som hun selv rettede blikket mod papiret.

"Ja, mig og Flint," svarede hun afslappet. "Det virker som den bedste vej ud af en forlovelse med Cailean Morgaine." Ikke, at hun skyldte kollegianeren en forklaring.

[Cierán Bennion]

Det var måske svært ikke at forstå hvorfor Baylea ville ud af dén forlovelse. Det gjorde ikke at han havde det specielt meget bedre af, når han så hende og Flint sammen i opholdsstuen. Han kunne ellers ikke huske at have set Flint så opslugt af Baylea før, men det havde måske haft noget at gøre med hans tidligere forlovelse. Og kunne han virkelig bebrejde Flint? Han bed den bitre smag af jalousi i sig.

"Det er effektivt." måtte han give hende. "Tror du også det vil virke?" Denne gang fandt hans blik tilbage til hende.

[Baylea Burke]

Baylea smilede over anerkendelsen. Ikke, at den for alvor betød noget i det store billede, men hvem brød sig ikke om at blive strøget med hårene?

"Hvorfor ikke?" Hun så tilbage på ham. "Gideon Flint over for Cailean Morgaine? Det er ikke et svært valg at træffe." Selvom hendes oldemor tydeligvis havde sat sig det for at gøre hendes liv surt.

[Cierán Bennion]

Han måtte igen give et anerkendende nik fra sig, selv om det ikke formede noget smil på hans læber at indrømme. Både Morgaine og Flint var navne af betydning. Større end Bennion, i hvert fald.

"Jeg går ikke ud fra at du behøver mig til at ønske dig held og lykke med det." konstaterede han, nu mere end interesseret i at bevæge sig væk fra emnet han selv havde bragt op. "Du sagde du havde ledt efter mig. Var der noget specielt du ville tale med mig om?"

[Baylea Burke]

"Jeg er træt af at bruge min tid på at tænke på noget så fjernt som en forlovelse," svarede Baylea direkte. Det var da også sandt.

"Jeg vil hellere bruge den med dig. Så jeg var jo heldig, at pladsen ved siden af dig var ledig."

[Cierán Bennion]

Implikationen var der. Cierán mærkede musklerne i ansigtet spænde sig i en stram grimasse, men han skjulte det effektivt - mente han selv.

"Vi er vist begge to heldige, så." blev hans konklusion. Tonefaldet dæmpede sig en smule. "Jeg har ikke rigtig talt med dig siden fornødenhedsrummet. Jeg begyndte at blive bekymret for hvad dét betød."

[Baylea Burke]

Blikket blev hængende ved Cierán. Oppe ved kateteret sad professoren alligevel fordybet i en slidt bog og lod ikke til at have skarpt opsyn med dem.

"Så du forventede, at jeg skulle opsøge dig?" spurgte hun opklarende.

[Cierán Bennion]

Cierán fulgte med på professoren ud af øjenkrogen, men det virkede ikke som om nogen af dem var i nogen fare for at blive fanget i ikke at tage notater. De to var heller ikke de eneste som talte lavmælt sig imellem.

"Det var dig, der stod for min prøvelse." pointerede han. Det var i hvert fald en nemmere, måske mindre ydmygende forklaring, end at han havde været bekymret for at svarene hun havde fået ud af ham den dag havde fået hende til at ville undgå ham.

[Baylea Burke]

Baylea vidste ikke, hvad hun skulle stille op med det temmelig åbenlyse faktum. Hun havde trods alt selv været der. Blikket på ham var tankefuldt og der gik adskillige øjeblikke, før hun talte igen.

“Hele livet er en prøvelse, Bennion,” konstaterede hun simpelt. “Var det for meget for dig?”