Haha, I'm in danger

[Kiaan Patil-Fawley]

Efter endnu en eftermiddag tilbragt på bibliotekets læsesal var Kiaan lettere ør i hovedet. Det var ikke første gang han havde vurderet at der måtte være en magisk måde at absorbere bøgernes indhold. I det mindste noget der var nemmere end tilsyneladende endeløse timer med notatskrivning.

Han var på vej ned af gangen da han spottede en velkendt blond grævling et lille stykke foran ham, og smilet bredte sig straks over hans læber. Med hans studier før eksamener, Quidditchtræning og andre pligter, faldt hans tid med Olive en gang imellem mellem sprækkerne. Der var en fornyet energi da han trådte op bag hende og svang en arm om hendes skulder.

"Hey." hilste han med et smil. Et smil som kun varede indtil han så udtrykket i Olive O'Neal s ansigt.

[Olive O'Neal]

Olive havde ikke vidst, hvilket ben hun skulle stå på efter snakken med Cora Greengrass. Mest af alt havde hun lyst til bare at ignorere Kiaan til døde. Eller indtil han selv indså sin fejl. Men regnskabets time kom tidligere og hun veg ikke fra den.

Blikket på ham var gennemborende, da hun fik vrikket sig væk fra hans arm.

[Kiaan Patil-Fawley]

Olive løsrev sig fra hans arm, og den faldt slapt ned, mens han så forvirret på hende. Rynken mellem brynene blev kun dybere da hun bare så på ham uden at sige noget.

"Hvad?" spurgte han endelig. "Damn. Jeg har ikke glemt en aftale, har jeg? Jeg har været lidt begravet i lektier."

[Olive O'Neal]

"Lektier. Cool," svarede hun og det var meget tydeligt, at det var alt andet. Hun dansede da heller ikke mere om emnet, men hævede brynene sigende.

"Jeg vidste ikke, at det var dét, du kaldte hende."

[Kiaan Patil-Fawley]

Olive virkede ikke just imponeret, men Kiaan kunne stadig ikke regne ud hvad hun var sur over. Knutten faldt først da hun nåede kernen - sådan da, sådan som hun undlod at definere hvem 'hende' var. Men Kiaan behøvede ikke at spørge. Der var kun én pige som kunne få Olive i sådan et lune.

Skuldrene sank og han åndede langsomt ud.
"Hvad har jeg nu gjort?"

[Olive O'Neal]

Olive var pissed nok i forvejen uden også at skulle deale med Kiaans opgivende udtryk. Som om det var hendes skyld, at han var et røvhul, der ikke kunne lade være med at lyve - eller i hvert fald at holde, hvad han lovede.

"Jeg vidste bare ikke, at I var så gode venner," svarede hun kort for hovedet. "Men jeg må sikkert have forstået det forkert, da du lovede mig, at du ikke ville se hende mere."

[Kiaan Patil-Fawley]

"Det er vi heller ikke." Svaret kom uden mere tøven end hvad der skulle til for at lade Olive tale ud. Det besvarede i hvert fald hans bekymring om at Olive havde set ham og Cora følges ad.

"Jeg var på vej til opholdsstuen og hun skulle samme vej." Han stak hænderne i lommerne. "Okay, vi snakkede på vejen. Men der er ikke mere end det, Ollie."

[Olive O'Neal]

Det gik vanvittigt hurtigt fra vi er ikke venner til vi skulle samme vej til vi snakkede og Olive troede ham ikke en meter. Hvilken af historierne skulle hun også tro på?

"Så du har ikke sagt ja til at være hendes ven?" spurgte hun og bekymrede sig ikke med at skjule sin skepsis for ham.

[Kiaan Patil-Fawley]

Rynken mellem brynene blev en smule dybere. Da han havde talt med Cora om dét, havde han været sikker på at der ikke havde været andre i nærheden. Han vidste ikke om Olive alligevel havde formået at overhøre dem, eller... Han havde svært ved at forestille sig at hun havde talt med Cora, men det slog ham som det eneste andet alternativ.

"Jeg sagde 'måske', og 'en dag'." svarede han ærligt. Der var ingen grund til at benægte det alligevel. "Når vi en dag kunne lægge alt det lort der skete, bag os. Men jeg er ikke dér." Hænderne forlod lommerne igen og lagde sig over kors, men sagde ikke mere. Afventede i stedet brændet som ville falde ned påp ham igen.

[Olive O'Neal]

Det havde gjort ondt, da Cora Greengrass sagde det, men det var noget helt andet at høre bekræftelsen fra Kiaans læber, uanset hvor mange nuancer og aberdabei'er, han ellers prøvede at smide på. Hjulene fra hendes skateboard ramte stengulvet med et smæld.

"Jamen held og lykke med det," svarede hun med den ene fod på brættet og alle intentioner om at sætte af på gulvet og trille derfra.

[Kiaan Patil-Fawley]

"Olive." Der havde ikke været en tøven, da han rakte ud efter hende for at gribe hendes arm, og stoppe hende fra bare at gå - eller rulle - sin vej.

"Hold nu op. Jeg har ikke lovet hende noget, og jeg har ikke gjort noget. Vi snakkede." Det føltes lidt for meget som et tilbageslag til nytårsfesten, og skænderiet de havde haft den aften. "Jeg mente det, jeg sagde til nytsårsaften." uderstregede han dæmpet.

[Olive O'Neal]

Olive havde heldigvis ikke nået at sætte fra, men skateboardet nåede at rulle lidt frem under hende og hun måtte bruge et par sekunder på at genfinde fodfæstet. Og imens besluttede Kiaan sig for at afprøve hendes tålmodighed. Igen. Igen, igen, igen, i-fecking-gen.

"Hvorfor er det så, du igen og igen skal prøve at overbevise mig om det modsatte?" væltede det ud af hende, så en forbigående vendte hovedet. Hun sendte vedkommende et obskønt håndtegn, før hun vendte blikket tilbage til Kiaan.

"Hvorfor kan du ikke bare fecking holde det, du lover?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan gav ikke meget opmærksomhed til eleven, hvis opmærksomhed de havde fået, og som skyndte sig at gå videre efter Olives håndtegn. Hans fulde opmærksomhed var på grævlingen foran ham, som fik hans ansigt til at fortrække sig i en stram mine.

"Fordi du kræver at jeg skal lade som om jeg er blind og døv omkring hende." gav han igen. "Hun går på min årgang, Ollie. Jeg kan ikke undgå hende. Var det ikke også hvad vi kom frem til, til nytårsfesten? Det er stadig dig, jeg har valgt. Hvorfor kan du ikke bare stole på mig?"

[Olive O'Neal]

Olive havde ikke to tynde potter pis til overs for Kiaans forurettede fjæs. Hvis ikke han ville stå og havde dén diskussion med hende, burde han nok bare have tænkt sig om i første omgang.

"Spørger du mig virkelig om det, Kiaan?" spurgte hun og det var ret tydeligt, hvad det rigtige svar var. Og hvis det ikke var: "Virkelig?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Olives tone efterlod på ingen måde tvivl om hvad det rigtige svar var. Kiaan endte også med at bide et svar i sig, som nær var sluppet fri af ren og skær frustration. Der var også tydeligt en vis anstrengelse over det åndedræt han langsomt slap.

"Jeg er ikke interesseret i hende på den måde, Ollie." sagde han langsomt. "Jeg talte kun med hende. Det kan ikke have været mere end et par minutter. Hvorfor skal det være en trussel for os?" Han indikerede med en pegefinger luften mellem dem.