Storm midt i sommerheden

[Natalia L. Blishwick]

Der havde ikke været noget underligt i det, da forældrene var taget til London. Gilberto blev altid tilkaldt til de mærkeligste steder og Natalia havde lært at leve med det. Hun havde aldrig kendt andet. Det første faresignal havde været beskeden om, at hun skulle bruge sit sidste år på Hogwarts. Allerede dét havde sat gang i et skænderi, der havde fået ruderne til at dirre.

Og nu trådte hun ud ad pejsen i Blishwick-familiens hjem. Hun skulle forlovedes med deres eneste søn, Tommy Blishwick, havde forældrene bemærket til middagen en uge forinden. Tonefaldet havde været så henkastet, at hun næsten ikke vidste, hvad der havde pisset hende mest af. Men der var åbenbart ingen ord, hverken på portugisisk, fransk eller engelsk, der kunne få forældrene på andre tanker.

Med kølig høflighed hilste hun på både Mr. og Mrs. Blishwick, uden at værdige deres søn et blik, før hendes mor decideret bad hende om at hilse på ham. Ansigtet var blottet for følelser, da hun rettede blikket mod ham.

"Pleasure," lød det afklippet fra hende, før hun slog blikket væk igen.

Sommeren 2028

[Tommy Blishwick]

At han var nervøs var nok en underdrivelse. Selvom han altid havde været forberedt på, at en forlovelse ville komme, føltes det som om han var skubbet op foran tavlen uden at have læst materialet til timen. Alligevel forsøgte han at skjule nervøsiteten, og måske havde hans forældres opmuntrende ord også givet pote. For selvom hans hjerte bankede derudad, kunne han i det mindste trække vejret da kaminen blussede op i den nydelige, hjemlige stue.

Aldrig - aldrig - havde han set så køn en skabning som hende, der snart trådte ud fra grønne flammer med sine forældre. Tommys mund var gledet en smule åben, men hans mor sendte ham et diskret, blødt blik og fik den lukket igen. Forældrene fra begge sider hilste på hinanden, som var de allerede familie.

Og så hørte han det første ord fra pigen han skulle tilbringe sit liv med. Måske var hun genert, sådan som hun så væk fra ham. Han forsøgte at smile til hende, men det var svært når hendes blik ikke var til at fange. "Velkommen miss," hilste han og rakte sin hånd frem med fladen opad og nakken bukket.

[Natalia L. Blishwick]

Endnu et blik gled mod den måbende dreng, hun åbenbart skulle bruge sit liv med. Måske han var faldet på hovedet, da han var lille. Blikket faldt til den fremstrakte hånd, som hun betragtede med modvilje længe nok til at høste et irettesættende blik fra sin mor. Hun tog den.

"Obrigado," takkede hun uden at tage sig af, at drengen sikkert kun kunne ét sprog. Dovne englændere.

[Tommy Blishwick]

Tommy bemærkede hendes tøven, for den var ikke voldsomt godt gemt bag det kønne ydre. Han kunne dog ikke bebrejde hende for at være påpasselig. Det her var et fremmet hjem og han var også en fremmet for hende endnu.

Ordet forstod han ikke, men han antog at det var et høfligt svar og trykkede hendes hånd, før han slap den igen. Ligeledes hilste han på sine svigerforældre, uden at undvige deres blikke, eller smide det høflige smil.

Han havde talt det igennem med sin mor, og derfor vidste han naturligvis hvad han skulle gøre som det næste. Opmærksomheden vendte han mod sin tilkommende igen. "Jeg kan vise dig rundt, miss, hvis du har lyst?"

[Natalia L. Blishwick]

Normalt var Natalia generelt en smilende og imødekommende heks, men kulden var slående, da hun mødte Tomas nu. Hun havde nemlig slet ikke rundt til at blive vist rundt. Hun havde ikke engang lyst til at være der.

Selvfølgelig har hun det, svarede hendes mor, og Natalia måtte modstå trangen til at stampe i gulvet. "Hvortil?" spurgte hun i stedet glat.

[Tommy Blishwick]

"Lidt af ejendommen. Haven bagefter, nu hvor vejret er godt," tilbød Tommy og lavede en bevægelse med hånden mod døren der ledte fra denne stue til den tilstødende hall.

Han lod hende gå ud først og mærkede sine forældres opmuntrende blikke bag sig, da de endelig blev alene i den pæne, gamle landejendom. "Har du nydt dit ophold i England indtil videre?" spurgte han så, med hænderne bag ryggen, mens de spadserede gennem husets grundplan.

[Natalia L. Blishwick]

Alt ved situationen irriterede Natalia. Ikke alene skulle hun forlade sit hjemland, sin skole og alt, hun kendte, for i stedet at bo i England med en eller anden intetsigende brilleabe, vejret var også godt. Sidstnævnte pissede hendes næsten mest af, for hvordan kunne hun rende rundt og være rasende, når solen skinnede fra en skyfri himmel og gjorde luften næsten lige så varm som i Portugal.

"Nej," løj hun i trods, uvillig til at give ham tilfredsstillelsen.

[Tommy Blishwick]

Svaret var langt ærligere end det man nok havde forventet fra en udenomstalende englænder. For sådan var en stor del af dem - især fra de øvre lag. Tommy vendte blikket mod hende, temmelig overrasket over svaret der mødte ham.

"Oh. Det... kommer nok," forsøgte han så, uden overhovedet at kunne relatere til at blive fjernet fra hus og hjem. Han ledte hende snart mod spisestuen, hvorfra glaspartierne kunne åbnes, så man kunne træde direkte ud i den nydelige have. Det større drivhus, hvor hans mor samlede de magiske urter og planter, fangede lyset på en helt særlig måde lidt derfra. "Er du interesseret i botanik? Herbalisme?"

[Natalia L. Blishwick]

Natalia var ret sikker på, at det ikke kom. Hun fulgte bare med ham udenfor og prøvede at affinde sig med, at hendes liv nu var slut. I en alder af sutte seksten.

"Nej," svarede hun, mest i trods, selvom det ikke var helt forkert. Det sagde hende ikke meget at rode i jord.

[Tommy Blishwick]

Tommy var overbevist om, at det her mellem dem, kun ville blive bedre. Og at han tilmed nok skulle sørge for at det skete, nu hvor det var hans ansvar at tage godt imod hende.

Alligevel var det svært, når han ramte muren der hed enstavelsessvar.

"Hvad går du op i?" spurgte han derfor og håbede, at kunne undgå samme blokering.

[Natalia L. Blishwick]

Det var et vanvittigt svært spørgsmål at besvare, når det eneste, Natalia egentlig havde lyst til, var at tage hjem igen. Give sine søskende store, varme kram og vide, at hun skulle tilbage til Beauxbatons. Men det sagde hun ikke.

"I skolen?" prøvede hun i stedet at indsnævre det og kastede et enkelt blik på ham.

[Tommy Blishwick]

Selvom Tommy nu havde ment i store træk, lod han sig dirigere af hendes opklarende spørgsmål. Derfor nikkede han bare og valgte at gå med på indsnævringen, for ikke at overrumple hende. Selvom han nok blev nødt til at gøre det før eller siden. I lommen lå trods alt den ring, hans mor havde bedt ham give hende i dag.

"Ja," sagde han så og nikkede.

[Natalia L. Blishwick]

Der var egentlig massere fag, som sagde Natalia noget, men mange af dem kom af hendes opvækst. Storebrorens glæde for talmagi, hendes fars interesse i politik og historie, morens kundskaber inden for de kreative fag. Men hendes modvilje rettet deres retning fik hende til at holde tilbage.

"Musik," svarede hun efter lidt overvejelse.

[Tommy Blishwick]

Tommy vidste ikke rigtig hvad han havde forventet, men han forsøgte da at vise hende åbenhed og interesse, selvom musikfaget ikke var noget han nogensinde havde beskæftiget sig med.

"Ja?" kom det opmuntrende fra ham, mens han ledte hende gennem haven, tilfreds med at hun så den om sommeren når blomsterne rent faktisk viste sig mere frem.

"Professoren i magisk musik på Hogwarts skulle være ganske dygtig."

[Natalia L. Blishwick]

Omgivelserne var overraskende imponerende og havde Natalia ikke besluttet sig for, at hun hadede alt ved at være der, ville hun måske have nydt gåturen. Ja, selv selskabet kunne måske være ganske behageligt, hvis altså ikke han var en vattet brilleabe, som hun nu skulle bruge hele sit liv på at kede sig med.

"Hvad med dig?" spurgte hun i stedet for at påpege, at vedkommende nok ikke var lige så dygtig som den, de havde på Beauxbatons.