En af de dage

[Maighread MacFusty]

Man kunne beskrive dagen med mange ord (dragemøg, uendelig, fucking lorte fuckshit), men det mest dækkende var nok, at det var én af de dage. Dem, der startede med at hælde te hele vejen ned ad sig selv, var fortsat med ikke rigtigt at kunne finde Jack Day (for anden dag i træk) og lige nu var endt med, at hun væltede forvildet rundt på syvende sal, fordi trapperne på Hogwarts var en fest.

Hun gik og rasede lidt for sig selv, da skæbnen ville udfordre hende yderligere. I hvert fald nåede hun kun lige at runde et hjørne, før et blækhus smadrede lige foran hende. Hvordan havde hun misset Peeves' rædselsfulde kaglen? Han grinede og slog en saltomortale i luften. Flere blækhuse kom flyvende og blæk blandede sig med teen på hendes uniform.

En gælisk række bandeord forlod hende, da hun tog flugten. Men trapperne var skredet igen, så hun tumlede ind ad den første og bedste dør. Først alt for sent opdagede hun, at det var drengenes badeværelse. Hun vendte sig om for at åbne døren igen, men for sent. Døren var allerede låst og på den anden side blev der kreeret et vers om, hvordan den lille pige havde forvildet sig hen et sted, hvor hun ikke måtte være.

"Dobber!" hvæsede hun gennem den og havde slet ikke bemærket, at hun ikke var alene derinde.

David Smith

[David Smith]

”Der sad en skøge på et bord
Kvittevittevit bum bum”

Den lystige vise blev akkompagneret af en liflig rislen. David vippede tilbage på hælene. Hvis han gjorde sig umage, kunne han måske ramme pletten; muligvis kalk – muligvis noget andet, der sad fast på indersiden af det pissoir, som blæren blev tømt ned i. Mens drengen tog sigte, sang munden videre:

”Og følte sig parat til hor
Kvittevittevit bum - - ” SLAM!

David drejede resolut hovedet mod lyden. Han havde, fordi han nød at leve livet farligt, valgt stedet der havde mindst dække fra døren. Det andet ’bum’ munden ellers havde været ved at synge blev erstattet af momentært tavst chok.

Lyden af tis mod porcelæn. Så smilet der kort efter brusede frem på ansigtet, da David halvt lænet tilbage i skrå, akavet stilling, betragtede den uventede men meget velkomne gæst. Den ene hånd blev løftet i hilsen. David havde aldrig været specielt blufærdig.

”Jamen dog. Fanta! Hvilken glædelig overraskelse – jeg stod netop og tænkte på dig!”

[Maighread MacFusty]

Mags havde virkelig ikke lyst til at dele navn med en drik, der smagte som noget en appelsin havde pisset ud, men der var alligevel noget over Davids sorgløse hilsen, der fik hende til at trække på smilebåndet. Hun havde stadig fire brødre og flere fætre, end hun kunne tælle, og var tydeligvis heller ikke selv blufærdig.

"Mens du pisser?" spurgte hun og hævede brynene over et uimponeret blik. Hun fnøs, men der var noget underholdt i det. "Jamen tak for det."

[David Smith]

”Mmmh,” bekræftede David afslappet og tissede færdig.
Han nynnede næste vers af sin sang, mens bukserne blev lukket. Tilsyneladende uden at tænke over at det i grunden var mærkeligt, at Mags befandt sig på drengenes toilet og ikke forsøgte at gå omgående, trådte David tættere på. Lænede sig op ad håndvasken, ryggen mod spejlet, ingen intention om at åbne for vandhanen bag sig.

”Jeg snakkede med din bror,” bekendtgjorde David i stedet.

[Maighread MacFusty]

Normalt ville annonceringen have vakt Mags interesse, men ovenpå festen efter quidditchkampen var hun faktisk ret så ligeglad med, hvad han havde at mene eller tænke eller sige.

"A-ha," svarede hun derfor også bare med tydelig desinteresse. "Jeg håber, det var om grundlæggende hygiejne."

[David Smith]

David var ligeglad med om Mags var interesseret eller ej. Jovist, hun skulle helst høre det; registrere det han om lidt fortalte hende. Men det frydefulde ville bestå i blot at sige det højt. Gense Mallens sure fjæs side om side med søsterens. Minde og virkelighed.

” på en måde,” begyndte David og rullede med skuldrene, inden han med utilsløret, upassende nysgerrig fortsatte:

”Vi snakkede om din sexdebut.”

[Maighread MacFusty]

Havde Mags haft noget at drikke, ville det nok have været et smukt syn, når hun uundgåeligt havde spruttet det ud. Men som tingene var, nøjedes Mags med at glo vantro på ham. Det var åbenbart ugens samtaleemne.

"Og hvorfor i helvede gjorde I så det?" spurgte hun, da armene havde lagt sig over kors.

[David Smith]

Der var den: Ligegyldigheden der ikke helt var ligegyldighed alligevel. Hovsa.
David bed sig hemmelighedsfuldt i underlæben. Trak på skuldrene i påtaget overvejelse. Hendes banden havde udløst en syndig gysen, som kun piger der bruger uartige ord kan gøre det.

”Vi er drenge?” prøvede han sig, uden at være synderligt beklagelig over det elendige svar.

[Maighread MacFusty]

Farven havde allerede bredt sig i hendes kinder. Det havde været slemt nok at vide, at tvillingerne nok havde gættet sig til, hvad der var sket i fornødenhedsrummet; Tanken om, at de havde sagt det videre, var endnu værre.

"Nå. Er der noget, du vil vide, så?" spurgte hun og hævede defensivt kæben lidt.

[David Smith]

Uuh. Jackpot. Rødlingen blev rødere og David solede sig i hendes forlegenhed. Ikke nok med at det vidnede om, at han omsider var ved at gøre hende mør, så afslørede det også at der lå mere bag, end David i første omgang havde troet. Slemme, slemme pige.
For en ting var sikkert: Mags var hverken lige så sippet eller lige så sart som Malcolm. Det var blevet påvist adskillige gange (røv-kommentaren, kosteskaft-responsen, dilleren i fri dressur mm.).
Det sleske smil trådte frem på scenen.

”Stønnede du mit navn, som vi aftalte?”

[Maighread MacFusty]

David var klam nok uden også at pynte det med så drengerøvet et smil. Men det var hans ord, der virkelig tog prisen. Mags pustede affærdigende ud.

"Jeg ved virkelig ikke, hvad der skulle få mig til at stønne dit navn, Smittie," svarede hun afvisende. "Og du gør i hvert fald ikke noget for at ændre på det lige nu."

[David Smith]

David smeltede af hendes afvisende ord. Helt bogstaveligt strakte han sig langs vasken, halsen bøjede i hendes kulde, så hovedet landede på siden. Blikket uændret og altædende sat på hendes person mens det tynde smil, med enderne bestående af opadvendte små hak, dirrede.
Tonen var lettere fornøjet:

”Er du sur?”

[Maighread MacFusty]

Selvom David var lidt af et røvhul, var Mags ikke helt upåvirket af at blive betragtet på den måde. Så hun lod sig fortære af hans blik og måtte stryge tungespidsen over læberne, der pludselig føltes tørre.

"Jeg kan bare ikke se, hvordan mit sexliv angår dig," pointerede hun, hvad sandt var. Det var i hvert fald nemmere end at forklare den komplekse fornemmelse, der var blandingen af irritation og modvillig morskab.

[David Smith]

David løftede et øjenbryn. Prøvede at lade den (om muligt kortvarige) stilhed indikere, at hendes ord var tomme som luften der omgav dem. Han havde dog ikke tålmodighed til at vente på at klokken ringede.

”Og alligevel kan du ikke vente med at løbe ind på drengenes toilet for at fortælle mig om det?”
Et sigende blik. En meget, meget venlig stemme:
”Du kan godt selv se det, ikke?”

[Maighread MacFusty]

Mags blinkede en gang mere end normalt. Af og til overvejede hun, om David virkelig var så dum, eller om han bare legede det. Nu var ét at de øjeblikke.

"Det var dig, der spurgte ind til det," pointerede hun og besluttede sig for, at mellem at diskutere sit sexliv med David og blive jagtet ned ad gangen af Peeves foretrak hun sidstnævnte.

Så hun vendte ryggen til ham for at prøve at trække i døren igen, men den gav sig nogenlunde lige så meget som sidst. Shit.