Familietragedier mødes

[Agnes Rosier]

Det var et samtaleemne, der nok ville afskrække de fleste, og det var nok i virkeligheden dét, der tiltalte Agnes ved Corban. Han veg ikke fra hendes blik eller dansede omkring sårbarheden. Han delte den og i det følte hun sig bare lidt mindre alene.

"Det er det samme, jeg gør," delte hun med ham og fejede en rød krølle bag øret. "Jeg vil gerne være ... Bedre. Hvis det giver mening? Jeg vil ikke defineres som svag ud fra mine omstændigheder."

[Corban Yaxley Jr.]

Det havde vitterligt taget år for Corban at dele noget af det mest sårbare. Alligevel havde han glædeligt lyttet til andres kvaler. Visse ting havde dog ændret sig, desto mere han havde åbnet sig op. Hvad han delte med Agnes nu var ærligt, om end der var så meget mere under overfladen.

Men aldrig før havde han kunne sammenligne sig, og det føltes trygt.

"Eller dømmes ud fra et navn," nikkede han i absolut genkendelse. "Det giver mening. Jeg har det på samme måde, selvom jeg måske mistede modet i noget tid."

[Agnes Rosier]

Agnes nikkede. Det var trods alt ikke nemt at undslippe sit navn, når ens far sad i Azkaban og ens mor havde taget sig eget liv. Men Corban var muligvis én af de få på skolen, der kunne forstå.

"Ja," svarede hun dæmpet og alvorligt. "Jeg tror, det er normalt at blive modløs over de ting, der er ude af vores hænder." Det var nemt at se klarere på det, når hun bildte sig selv ind, at hun talte om Corbans liv.

"Især når det er svært at se en mulighed for at tage det tilbage."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var tilmed også modløs over de ting der var i hans hænder, men han forstod hvad Agnes mente. Han havde blod på hænderne i en mere metaforisk forstand, mens hun havde i en bogstavelig. Han nikkede tankefuldt over hendes ord og fandt en hel del værdi i de alvorlige sætninger. Dem der retfærdiggjorde noget af følelsen han bar indeni.

For han kunne ikke tage det tilbage. Intet af det.

"Sommetider kan det dog være svært at vurdere om man skal affinde sig med omstændighederne man er i, eller skabe nogen der er endnu bedre," sagde han.

[Agnes Rosier]

Agnes blinkede og nåede at overveje, om Corban var legilimens. Han havde i hvert fald haft et direkte indblik i noget af hendes mest sårbare. Det var synligt, da hun sank.

"Hvordan ved man, om alternativet er bedre?" spurgte hun forsigtigt og uden forventning om et svar. "Hvordan kan man vide, om det ikke bare er ..." Hun trak på skuldrene, før hun fortsatte: "Alt, der er?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde engang kunne skamme sig grundigt over at have sagt den slags. Givet udtryk for at ville vige fra sit ansvar. Problemet var, at han allerede havde affundet sig med at skulle frasige det.

Han tænkte over spørgsmålene og mærkede sig selv overveje om han plantede for megen unødig tvivl hos Agnes. Men den slags kom ikke ud af én betragtning. Det lød som om hun havde overvejet det før.

"Det kan man ikke vide," sagde han så i stedet. "Men hvis noget ikke føles rigtigt. Hvis man ikke føler sig sikker, er det værd at undersøge om man kan finde det et andet sted. Måske også i sig selv."

[Agnes Rosier]

Agnes burde ikke engang tænke tanken, men hun følte sig tryg ved indrømmelsen omkring Corban. Især, når hun altid kunne gemme sig bag, at det var et hypotetisk spørgsmål. Hun troede næsten selv på det.

"Føler du dig sikker?" spurgte hun påpasseligt, velvidende at det var et meget personligt spørgsmål.

[Corban Yaxley Jr.]

Spørgsmålet var skam personligt, men Corban havde løjet for folk i årevis. I grunden var det stadig kun Fiona og Cailean Morgaine der kendte en del af omfanget af hvad der var hændt ham. Alissa kendte dele af det, men i vage termer.

"Kun her," indrømmede han så, men sendte hende det mindste smil, som om det var okay. At det var noget han var affundet med, selvom det var vildt skræmmende.

[Agnes Rosier]

Svaret var overraskende, for igen kunne Agnes spejle sig i det. Slottet havde også mørke og mystiske kroge, hvor man ikke skulle forvilde sig hen. Men der var ikke en underlig følelse af altid at blive betragtet. Eller en skrænt, der evigt fik hende til at overveje, hvad faldet ville gøre ved en menneskekrop.

"Ja," svarede hun med en udånding, selvom hun vidste, at det var på lånt tid. Snart ville Matheo vende tilbage og det var kun et spørgsmål om måneder, før Simon Montague gik ud.

"Jeg ville ønske, jeg kunne blive her altid." Aldrig blive myndig. Aldrig skulle stå ansigt til ansigt med livet på den anden side.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban mærkede sig selv så meget i det svar. Han ville gerne blive på skolen for evigt hvis han kunne. Samtidig var han blevet meget mere afklaret omkring hvad han skulle gøre på den anden side af det her. Han kunne ikke lade flere blive skadet ved at være passiv.

"Det kan vi desværre ikke," sagde han så og slap et dæmpet, men forstående suk. "Men det er aldrig for sent, at kæmpe for en selv på den anden side af det her."

[Agnes Rosier]

Først ved Corbans svar, lod det til at gå op for Agnes, hvad hun havde sagt. Skammen skyllede ind over hende og det var næsten distræt, da hun nikkede på hovedet.

"Hvad ønsker du dig for dig selv?" spurgte hun forsigtigt uden selv at have svar på samme spørgsmål.

[Corban Yaxley Jr.]

Spørgsmålet var et hårdt et at besvare, men han tænkte ikke at Agnes ville sprede de sandheder han delte med hende. Eller om de nogensinde ville tale sammen sådan her igen.

"Frihed," sagde han så, selvom det var dæmpet. 

[Agnes Rosier]

Agnes spredte generelt ikke noget. Det, hun havde sagt, kunne desuden få katastrofale følger, og grundlæggende stolede hun på følelsen af fortrolighed, der havde sænket sig over dem.

Et ganske svagt smil strejfede hendes læber, men der var kun tristesse at finde i det. "Ja." Hun slap en udånding, der næsten lød besejret. "Jeg vil ikke ende som asken af en udbrændt føniks i bunden i et låst bur."

[Corban Yaxley Jr.]

Beskrivelsen var måske ikke en han nogensinde havde overvejet om sin egen tilstand. Frem for at brænde ud blev han måske kvalt i asken der var hans far. Uanset, var resultatet vel det samme. De var begge bange for at være låst fast.

Øjnene, som de rettedes mod hende, bar præg af denne genkendelse, og han mærkede en forbindelse til Agnes, han ikke havde ventet da hun først kom og spurgte ham om råd. "Er der et monster udenfor dit?" valgte han så, vagtsomt, at spørge.

[Agnes Rosier]

Ordene udeblev. Aldrig havde Agnes overvejet at beskrive Matheo som et monster. Tværtimod var han nok den eneste superhelt i hendes historie. Måske fordi han var den eneste med en kappe.

"Ja," svarede hun så, ganske lavmælt og stemmen spinkel.