Salige er de, som sørger

[Simon Montague]

Agnes var regn og ild. Hun var sorg og mørke. Men hun var også solskinspletter, forår og læ.
Simon kunne mærke det hele, denne modsætningsfyldte komplekse størrelse summe under hendes hud. Nærheden var lykkefremkaldende, ren eufori direkte i solar plexus. Det gjorde ham næsten åndeløs.
Hun sendte sit spørgsmål afsted på et vægtløst kys og Simon modtog det med varme kinder.

”Naturligvis.” Han svælgede alene ved tanken derom.

[Agnes Rosier]

Spørgsmålet havde været uskyldigt, men reaktionen i hendes indre på hans svar føltes bestemt ikke sådan. Det gav et sug syd for navlen og Agnes kunne høre, hvordan hendes åndedræt var blevet tungere. Hun fugtede læberne, der pludselig føltes tørre, før hun ganske langsomt vendte sig mod ham. Hænderne søgte op langs hans arme.

“Tak, fordi du vil vise mig det,” svarede hun, stemmen sænket i fortrolighed. Der var ingen grund til at hæve den, når de stod så tæt. Når han ville kunne mærke det på hende og det kys, hun snart lagde på hans læber.

[Simon Montague]

Simon tog imod hende, da Agnes fik drejet sig helt om. Selvom de allerede var flettet ind i hinandens intimsfære, i en situation der – helt fysisk – udstrålede fælles tillid, værdsatte Simon at Agnes alligevel bandt det sammen med udtrykt taknemmelighed.
Håndfladerne gled ned ad hendes ryg mens Simon gengældte kysset, der lige som alt andet de delte, vedblev at ændre sig.

Eller. Nej.
Ikke ændre sig. Udvikle sig: Til et langt, langsomt og grådigt kys.

[Agnes Rosier]

Agnes havde ikke tænkt sig at dvæle, men sådan endte det, og hun fandt det ikke i sig selv at have noget imod det. På den anden side af døren, ville det sikkert ændre sig. Men alt uden for fornødenhedsrummet var et helt univers. Her var de de eneste, fri for skyld og skam og forlovede, de aldrig selv havde valgt.

Her tilhørte hun kun sig selv. Det var hendes eget valg at overgive sig til slangen med den forbudne frugt - og hun gjorde det med største velvilje. Underkjolen blev sluppet igen og endte med at glide ned om hendes hofter, hvor den foldede sig over nederdelen.

Silke blev erstattet med varm hud og hun svajede helhjertet ind mod ham for at mærke mere, mærke ham. Hænderne vandrede over hans overkrop, til hun kunne folde armene om hans nakke, så hælene forlod gulvet.

[Simon Montague]

Front fandt front. Hjertet belønnede kroppenes kontakt ved at slå hurtigere, og Simon måtte snappe efter vejret, kun for at inhalere alt der var Agnes. Et fysiologisk delt liv, deres fælles kredsløb. Simon trak hendes mund til sig, og lod sig beruse af tanken om at hun løb i hans årer.
Alt der kunne skabe det mindste samvittighedsnag syntes erstattet af et styrende instinkt og pure vellyst.

På en og samme tid lykkedes det for Simon at holde sig klinet til løven og samtidig dirigere dem begge mod sengen. Uden egentlig selv at være bevidst om det.

[Agnes Rosier]

Selvom hun ikke havde flyttet sig mere end enkelte skridt eller bevægelser ad gangen, følte Agnes sig mere forpustet, end hun gjorde efter at klatre hele vejen op i Gryffindors tårn. Men nu snappede hun efter vejret mellem kyssene, uvillig til at slippe hans læber i mere end sekunder ad gangen. Måske var det, fordi hun aldrig havde prøvet at være i kontakt med et andet menneske på dén måde, måske var det bare, fordi det var Simon.

Hun tænkte i hvert fald ikke over det, var knapt bevidst om det, da fødderne begyndte at bevæge sig baglæns mod fødderne. Hun ville følge ham gennem ild og vand og de få skridt, der var til hans seng. Hun ville lade sig glide ned mod det mørke sengetøj og trække ham med sig.

Aldrig ville hun slippe ham igen. Ikke, når hun vidste, hvad der var i livet uden ham - og værre: hvad der ikke var, når også han forsvandt.

[Simon Montague]

Simon havde ikke oplevet noget lignende. Denne følelse af nærhed, erkendelsen af at det næsten ikke ville være nok, en umættelig trang efter at udgøre enhver celle i den anden, var det som fik dem til sengen og det som endte med at få Simon over Agnes, på en måde som de aldrig havde været det før.

I deres skabte parallelunivers kunne de forbudte tanker manifestere sig og efterkommes og det var netop hvad de blev. Den ene hånd dristede sig tilmed til at hive i nederdelens kant.

[Agnes Rosier]

Det var komplet uhørt, hvad der foregik i kopien at Simons værelse. Havde det været en hvilken som helst anden, ville Agnes være skandaliseret, men som tingene var, lod hun sig i stedet forme under hans hænder. Nederdelen gled af og med den fulgte indkommen underkjolen.

Hun måtte trække sig lidt tilbage og få luft helt ned i lungerne. Kinderne blussede i varmen og der var noget genert over måden, hun fugtede sine læber med et blik, der flakkede ganske let mellem hans øjne.