Sladrehank

[Cora Greengrass]

Cora havde set dem i søen. Hørt fra anden kilde, at de var forsvundet ind i Fornødenhedsrummet sammen. Derfor havde hun da klare antagelser om hvad der var hændt, selvom hun ikke kendte det fulde omfang.

Langsomt tyggede hun om læben, før hun adresserede spørgsmålet.

"Fordi vi knapt nok har talt sammen siden nytår," svarede hun så. "Og fordi jeg ikke vidste om du først sætter et punktum ved... andre relationer, når vi har givet vores løfter til hinanden."

[Simon Montague]

Skuldrene sank uset. Simon havde kortvarigt ladet sig gribe af frygten, der hviskede, at hun havde set mere. Men Cora afslørede fortsat intet og han var ikke et sekund i tvivl om, at hun ville have røbet det (læs: flippet skråt), hvis hun havde set dem sammen. Agnes var en rød klud i Coras synsfelt.

”Det beklager jeg. Det er min skyld. Der har været et par –” Simon ledte efter det rette ord som kunne forklare det:” – problemer. Men det vil ikke forstyrre mig mere.”
Han smilede med en oprigtighed, han håbede også ville smitte af på ordene og tilføjede dumt:

”Det lover jeg.”

[Cora Greengrass]

Selvom en del af Cora hjertens gerne ville ødelægge Agnes ry, nu hvor hun var så opsat på at lege med hendes, var de mest udsatte dem der knækkede hendes følelser på den ene eller anden måde. Men mærkede hun truslen igen, ville hun naturligvis gerne slukke dén flamme der var mellem vejlederen og hendes forlovede.

Men i det mindste beklagede Simon og det behagede Cora. Det var rart at se Agnes som en forstyrrelse, og at han indrømmede det. Om hun kunne stole på hans løfte, vidste hun nu ikke. Det var naivt at prøve lige nu.

"Det er jeg glad for. Virkelig," Hun lænede sig en smule fremad for at række frem mod ham. Røre hans hånd med sin egen.

[Simon Montague]

Simon kunne se tankerne bag Coras øjne, men var ikke i stand til at tyde dem. Desuden fortjente hun at blive mødt uden antagelser og på forhånd farvet papir, mindede Simon sig selv om. Især nu, hvor det hele var forløbet bedre end forventet. Måske havde det nye år virkelig gjort dem ældre? Mere modne, mere afklarede?
Slangen tog imod hendes hånd, klemte den.

Fortrøstningsfuldt blev stilheden rullet ud, inden tankerne alligevel fik overtaget og Simon måtte vide sig sikker, på samme måde som Cora havde følt det nødvendigt.

”Hvad med dig?”

[Cora Greengrass]

Hvordan hun havde det med at holde hans hånd, var hun ikke helt sikker på. Men hun havde sin tid til at finde ud af det. Måske var det rent faktisk en god ting, at hun ikke var forblændet af Simon fra start. At hendes udgangspunkt var praktisk, mere end fysisk.

Hun kunne ligeledes se i hans øjne, at en tanke klemte sig på. Og snart vendte spørgsmålet tilbage mod hende selv. "Jeg vil også gerne kæmpe for det," svarede hun, selvom behovet for at søge andet selskab var der et eller andet sted. Som gjorde det tingene mere lige mellem dem.

"Gøre dig stolt over at have mig på armen."

[Simon Montague]

Simon tog imod det, han tolkede som et løfte, men dyb alvor.
Samtidig kunne han ikke lade være med at bemærke hvor anderledes det var: hvor mere roligt og neutralt de snakkede, som var det en forventningsafstemning til en større projektopgave de var ved at få på plads.
Hovedet nikkede da munden havde svært ved at finde passende svar.

”Hvordan ender vi med at gøre det? Efter skoleafslutningen. Har dine forældre nævnt noget?”

Simons forældre havde sikkert utallige ønsker og forslag selv, men drengen havde ikke opsøgt det og vidste derfor ikke, hvad ægteskabet helt lavpraktisk indebar af forandringer.

”I forhold til bolig? Hverdag? Du ved. Det hele.”

[Cora Greengrass]

Cora kunne måske have præget det med mere indlevelse og flere følelsesmæssige forhåbninger, havde deres vej hertil ikke været så kringlet. Og havde hun ikke tænkt, at han stadig havde noget for en anden. Alligevel forsøgte hun at møde ham med mere ligetil-svar, frem for sine vante koder.

Hun skubbede en brun lok tilbage på plads bag øret, og forsøgte bedst muligt at skjule hvor stresset hun var over alle de tanker og forbindelser der myldrede frem ved hans spørgsmål.

"Det virker som om det går mere udenom os. Planlægningen altså," Hun fugtede læberne og fortsatte. "Min mor siger at det er så vi kan fokusere på vores FUT, men jeg vil nu gerne se om vi kan få lidt mere medstemmelse. Hvis du altså har særlige ønsker til festen." 

Hun valgte dernæst at gisne om deres efter. "Tror du deres tanke er at vi skal bo i en af jeres fløje?" Hun havde hørt at ejendommen var stor.

[Simon Montague]

Simon havde ingen ønsker til festen, men vurderede at ærligheden derom kunne mistolkes som manglende engagement. Ligegyldighed. I værste fald: en direkte modstand. Så han nikkede, erklærede sig enig. Dog uden at komme ind på, hvad han reelt ønskede at festen skulle indeholde.
Med hensyn til boligsituationen var han dog nødt til at sætte ord på.
”Ja, det ville give god mening. Vores sted er stort,” startede Simon, ” masser af plads.” Det var som sådan ikke løgn. Plads manglede Montague ikke. Penge til at holde al pladsen ved lige derimod…

”Der er sikkert et par ting der skal rykkes rundt, ryddes op og fjernes inden -” Hvor han reelt mente at skabe en illusion så stærk at husets tilstand (i hvert fald i starten) kunne fremstå perfekt.

”- For du har vel en del ting, du skal have med?”

[Cora Greengrass]

Cora værdsatte hvad hun tolkede som en form for interesse fra Simons side om at deltage i planlægningen. Et svagt smil prægede i hvert fald læberne i de efterfølgende sekunder, før hun lyttede til hans forventninger til boligsituationen. Tanken var en smule skræmmende. Pludselig at skulle flytte hjemmefra, ind til en anden familie og med en... ægtemand.

Hun forsøgte at skjule sin nervøsitet, men den manifesterede sig måske i hendes måde lige at samle hænderne i skødet på, så hun kunne pille diskret ved egne fingre.

"Jo, det... tænker jeg," sagde hun, selvom én tanke først slog hende nu. "Vil vi også få egne soveværelser?" Det havde nogle familier trods alt. 

[Simon Montague]

Øjnene blev for en stund draget mod hendes hvileløse hænder. Pæne fingre, velplejede negle.
Først da hun snakkede igen, så han op. Satte sin opmærksomhed fast til heksens ansigt, alt imens han forsøgte at skjule reaktionen som hendes udtalte tanke havde afstedkommet.
Alene tanken om at dele seng med Cora var forbundet med så mange modstridende tanker at han næsten ikke kunne skelne dem fra hinanden. I Magiens Historie havde de lært om de ceremonielle sengelægninger der var blevet benyttet i gamle dage, og selvom det helt sikkert kun hørte fortiden til, kunne Simon ikke lade være med at føle det som om, at det var noget lignende de selv skulle igennem. Puden blev varm mod lænden.

”Vi kan sikkert godt få det ordnet således at vi får et værelse hver.” svarede han helt automatisk, selvom han var mere end sikker på, at det ikke ville kunne lade sig gøre.

”Ville det være meget slemt for dig ellers?”

[Cora Greengrass]

Grønne øjne betragtede Simon, uden hun kunne have nogen som helst ide om, at de begge tænkte på det samme. Hun mærkede dog kinderne blive varmere over ideen om det de måske, sandsynligvis, en dag skulle dele sammen. Ikke at andet end traditionsbundenhed kunne tvinge dem.

Spørgsmålet var temmelig kompliceret at svare på, og endnu en gang måtte hun tankefuldt fugte læberne mens blikket momentært blev rettet mod fingrene, før det fandt hans igen.

"Ikke slemt," svarede hun, selvom det føltes utrolig fjernt. Selvom hun havde delt langt mere intime øjeblikke med drenge før, havde hun aldrig sovet ved siden af en. "Men det kunne jo være at du ville værdsætte noget privatliv også?"

[Simon Montague]

Simon løftede øjenbrynene, betragtede Cora, uden helt at kunne bedømme, hvad hun mon egentlig ønskede. Så forsøgte han sig med et halvgemt smil og en meget velkendt tilgang:

”Efter en hel dag med dig, mener du?”

[Cora Greengrass]

Cora slap en næsten underholdt lyd, selvom det kunne være temmelig fornærmende, havde Simon ikke ledsaget kommentaren med en subtil trækning ved læberne.

"For eksempel," svarede hun og lod endnu en gang hagen hvile i håndfladen, nu hvor albuen så mageligt kunne støtte sig mod et armlæn. "Det er trods alt en stor omvæltning. For os begge."

[Simon Montague]

Simon lænede sig tilbage i sin egen forvandlede stol. Pressede med vilje ryggen hårdt mod puden.
Det havde været underligt befriende at krydre alvoren med smil. Selvom det hele blev iklædt sjov, blev det hele også blottet for formalitet og derfor – eller i hvert fald for Simon – mere ægte:

”Hvad tror du bliver det værste? Ved at blive gift?”

[Cora Greengrass]

Cora blinkede med næsten støvetgrønne øjne, for at lure om Simon mente spørgsmålet seriøst eller ej. Det var temmelig direkte, men den slags burde måske ikke undre hende. Det krævede dog tilvænning.

"Det er da et mærkeligt spørgsmål," valgte hun så ligeud at sige, uden decideret at lyde afvisende. For hun forsøgte virkelig at møde ham. "Jeg har hørt at kvinder får forskellige spørgsmål afhængige af hvor de står i deres liv. Uforlovede om hvem de er interesseret i, forlovede om deres drømmebryllupper og tilkommendes natur, og hustruer - sikkert om børn, uanset om man så er sytten eller syvogtyve."

Hun rystede på hovedet ved tanken. "Bare det, at skulle omtales ved et andet efternavn, virker lidt... du ved."