Man skal ikke græde over spildt græskarjuice

[Calliope Zabini]

"Hvad mener du?" lød det skingert fra Calliope, der fløj op fra sin plads ved siden af Milphio Borgin. Okay, planen havde egentlig været at være lidt kvalmende og pille hinandens næser og flette Miles' hår, men det kunne der ikke være tid til, når Finn skulle skabe sig. Så det var i stedet blevet dagen efter. Ærligt glædede hun sig måske lidt til det.

"Din fucking taber." Hun knugede hårdt om kruset med græskarjuice, før hun lossede indholdet lige i fjæset på kollegianeren og fuck hvor føltes det godt.

[Milphio Borgin]

Miles var ikke bekymret for at skabe endnu en scene. Faktisk var han ganske tilfreds, med at endnu engang at skulle være centrum for alles opmærksomhed, også selvom et betød at han nu sad med græskarjuice i hele ansigtet og et halvt stykke toast hængende ud af munden.

Han spyttede sidstnævnte ud på tallerkenen, og greb sig til hjertet.

"Men Bini-Babe!" De var højlydte nok til, at ansigtet allerede vendte sig mod dem, og flere stoppede deres samtaler.

"Hvad med alt det vi havde sammen? Alle måneskinsturene? Alle de børn vi skulle have, men aldrig fik? Og hvordan skal vi nogensinde deles om nullermanden under min seng? Får jeg kun lov til at se den hveranden weekend?"

[Calliope Zabini]

"Hvad fuck snakker du om?" spurgte Calliope hårdt. Det hjalp selvfølgelig, at Miles lød som en vanvittig, som han sad der og listede ting, hun ikke engang havde turdet at forestille sig med Finley Runcorn. Som hun trods alt skulle giftes med. Og. Ad. Lave. Fy fanden. Børn. Fuck, nej. Med.

"Som om jeg nogensinde ville lade dig røre mine nullermænd." Hun greb en overrasket elevs krus og slyngede endnu engang græskarjuice i bærret på ham. Det blev kun bedre.

[Milphio Borgin]

Miles så ikke andet glas komme. Og han sad en smule paf, i et halvt sekund og blinkede overrasket, inden han tørrede det værste af i ærmet, og svingene benene ud over bænken, så han kunne falde ned på sine knæ.

"Bibi! Tilgiv mig! Tag mig tilbage! Jeg kan nulrer dine nullermænd og putte neglelak på dine tæer!" Bad han, og var håbløst elendig til skuespil, sammenlignet med Callie.

[Calliope Zabini]

Det var endnu bedre, end Calliope kunne have planlagt. Milphio lignede i hvert fald én, der var blevet slået grundigt ud af kurs. Hun måtte presse læberne sammen om et smil, men formåede sådan også at se ualmindeligt utilfreds ud.

"Tror du, at neglelak på tæerne kan gøre det?" spurgte hun afvisende, stadig højt nok til, at hele storsalen kunne følge med.

[Milphio Borgin]

Miles lå snart helt ned på maven i ynkeligt tiggeri, og rakte dramatisk ud efter Callies fødder.

"Det kan blive lige den farve du ønsker, Bini-babe! Også den med glimmer!" Erklærede han, som om han opofrede sit dyrebareste eje.

[Calliope Zabini]

Det var så uendeligt svært ikke at grine, så Calliope søgte den gyldne middelvej med et fnys. Det var da også nogenlunde troværdigt.

"Find en anden at give glimmerneglelak, Snotfjæs," bemærkede hun og mundvigene sitrede, men hun fik dem nedkæmpet igen, før hun gav hans hånd et blødt puf med støvlen. Og med dét vendte hun ryggen til ham og vandrede resolut mod de opslåede dobbeltdøre.

[Milphio Borgin]

Miles kom op på knæ igen, imens den dramatisk udstrakte arm fulgte Callie, som nålen på et kompas følger nord. Først da han ikke længere kunne se hende, faldt armen ned.

Og så gik der et øjeblik, hvor han spekulerede over, hvad der så skulle ske nu.

Han havde græskarjuice i næsen og undertrøjen, var han ret sikker på. Og han var egentlig stadig lidt sulten. Men han skævede alligevel over mod Finley Runcorn. Det var trods alt meningen at hele kæresteriet skulle have stået på lidt længere, så de kunne overbevise ham om, at Miles ikke længere havde noget for hans søster.

Han rejste sig op, og spurgte en andenårselev, om hun ikke ville stikke ham kurven med toastbrød. Lidt forvirret rakte hun den til ham, og han stak den under armen imens han tog en bid af det første stykke brød, og vandrede over mod Connie-boy.

[Finley Runcorn]

Finn vidste virkelig ikke hvad fanden der foregik.

Han vidste bare at det var temmelig OK at Miles blev overvandet og at Calliope til sidst ikke gad glo på hans fjæs længere. Faktisk gjorde det underværker for den manglende appetit, eftersom han hellere end gerne ville holde øje med hvad der foregik mens han proppede mad i munden fra Slytherins langbord.

Da Miles derfor kom hen mod ham, betragtede han ham med et udtryk i blikket der nok var en kende skadefro. "Det var en kort fornøjelse, huh?"

[Milphio Borgin]

Miles tog et tykke toast mere fra kurven under armen, og stoppede det i munden samtidig med at han svarede Finn.

"Nej. Kvinder er lunefulde væsner, Heqet. Dem skal jeg aldrig have noget at gøre med igen." Finley så knapt så muggen ud, som han havde gjort de sidste mange dage, og det var lidt en lettelse.

[Finley Runcorn]

Finn fangede sig i at skæve efter Calliope. Han var mindre nervøs for hvad dette kunne gøre for deres venskab, end han var glad for at de to ikke låste læber i skyggerne, når han ikke var i nærheden. Ja, eller især når han var (selvom det endnu ikke var hændt, med undtagelse af nytåret).

"Så skal du heller ikke bekymre dig for forlovelsen længere, kan man sige," bemærkede han så og bed lidt i sit eget brød.

[Milphio Borgin]

Netop dén bemærkning fik Miles til at smile bredt. Selvom han lige var blevet 'slået op' med.

"Nej, præcis! Så slipper du også for, at din bedste ven gør dig pinligt berørt til brylluppet, der hvor jeg ellers havde tænkt mig at storme ind og råbe PROTEST!" Han svingede et stykke toast brød i luften til det sidste lydudbrud, og fik da også et par enkelte blikke.

[Finley Runcorn]

Finn var stadig vildt bitter omkring alt der der var foregået så længe mellem dem, samt en kende nysgerrig på hvor meget de havde lavet sammen, men alligevel grinede han da så nogle brødkrummer røg ud i luften.

"Du gør mig allerede pinligt berørt," valgte han så at understrege.

[Milphio Borgin]

Miles blottede tænderne i et grin, og stak et stykke toastbrød til Finn.

"Selvfølgelig. Hvem skulle ellers gøre det?" Spurgte han retorisk, og skævede mod dørene. "Hey, har du egentlig nogen planer nu her?"

[Finley Runcorn]

Finn tog da bare imod fremrakte og trak på skuldrene over det retoriske spørgsmål. Til det næste, skævede han i samme retning som Borgin. På en eller anden måde var han endt med at være gladere for ham pt, end han var for Calliope. Men afvisningen sved stadig et sted.

"Har det noget med frøer eller farven lyserød at gøre?"