Mens de andre flyver

[Laurie Sprucewielder]

Laurie løftede brynene, men nikkede og var absolut ikke uenig. Hun havde deltaget i mange af #Sammen's begivenheder af selvsamme årsag. Og hele balladen med MACUSA den gang, havde helt sikkert ikke gjort pensum meget bedre.

"Præcis! Vi er mennesker alle sammen. Vi har bare forskellige måder at sende breve på." Bemærkede hun som en hentydning til telefaxingerne.

[Milo Davies]

Livet havde en tendens til at blive temmelig kompliceret for Milo, der af samme grad nød de mere simple ting i tilværelsen. Duften af en sød piges shampo eller en særligt god joke fra Jack Day. Eller Lauries tilgang til mugglerverdenen, der fik ham til at slippe en munter lyd.

"Det er en god måde at sige det på," gav han hende da også med et oprigtigt smil.

[Laurie Sprucewielder]

Det var vel de færreste af selvsamme mennesker, der ikke fik lidt ekstra rank ryg når nogen roste dem. En god måde at sige det på. Hun gemte sin egen bemærkning mentalt, så hun kunne formulere den igen en anden gang.

"Tak." Svarede hun tilfredst, og prøvede at kontrollere sig sit smil, så det ikke stak af til begge øre. "Måske det skal være titlen på min opgave, så."

[Milo Davies]

Det var for Milo mere end konstatering end det var ros, men smilet klædte hende og han besvarede det gerne. Knæet 'kom da også til' at strejfe hendes, da han flyttede benet lidt.

"Kan du godt lide det?" spurgte han og opklarede: "Mugglerstudier."

[Laurie Sprucewielder]

Var det et knæ? Hu kom ufrivilligt til at rette blikket derned, men så hurtigt op igen. Det var også bare knæ.

"Øh.." Hvad var det lige han spurgte om? Mugglerstudier. Ah.

"Ja. Ja, jeg synes det er virkelig spændende. Og altså, vigtigt også. Ikke?"

[Milo Davies]

"Helt sikkert," svarede Milo med et blødt smil og lod den ene arm finde over ryglænet. Hvis han strakte fingrene lidt, ville han strejfe hendes skulder. Men det forblev selvfølgelig tankernes rige.

"Det er bare desværre ikke alle, der kan se det."

[Laurie Sprucewielder]

Laurie tænkte ikke meget over armen, men smilet sendte en varm bølge til hendes kinder. Selvom varmen måske også skyldtes emnet. Hun kunne godt blive lidt arrig over, at det ikke var alle der kunne se det. Folk som Burke tvillingerne.

"Nej, jeg ved det." Istemte hun, og fortsatte. "Kan du huske sidste år? De der mærkelige opslag der blev hængt op? Jeg tror, at der er nogen på skolen som-" hun lænede sig tilbage og kom i kontakt med armen, hvorefter hun straks rykkede sig frem igen. "Hov, undskyld. Dér var du."

[Milo Davies]

Okay, Laurie var måske lidt cute, men Milo var ikke uinvesteret i, hvad hun havde at fortælle. Han kunne dog heller ikke holde et grin i at undslippe læberne, der snart efter krummede sig i et næsten drenget smil.

"Bare rolig, jeg har ikke noget imod at være lidt tæt," informerede han hende afslappet, men lod ikke ordene hænge i luften. Introducerede blot muligheden.

"Du tror, at der er nogle på skolen, som?"

[Laurie Sprucewielder]

Lauries overlæbe trak sig op i et grin, imens hun betragtede ham lidt. Af og til lignede han en, der ville gå i stykker bare man pustede til ham. Én man skulle kramme lidt forsigtigt. Men det var ikke derfor Laurie havde en smule svært ved, at rykke tættere på.

"Jo øh..." Hvad var det nu? På en eller andre måde blev hun ved med at lade sig distrahere, og det lignede hende virkelig ikke.

"Nå jo! Altså de dér opslag. Jeg tror der er nogen, som spreder nogle rigtig usunde idéer om, at nogen er bedre end andre. Jeg har også set Burke tvillingerne opføre sig mere ubehageligt end de plejer, men..." Hun var tilbage på sporet, men så alligevel tænksom ud igen. Og så rettede hun blikket mod Milo (og hans øjne som hun følte sig lidt fortabt i). "Altså, har du bemærket noget?" Han delte trods alt sovesal med den ene af de to.

[Milo Davies]

Milo havde ikke travlt, men smilede ganske svagt over hendes kortvarige forvirring. Et smil, der hurtigt falmede ved navnet.

"Ja, Burke? Han er super creepy," svarede han med et lille træk ved mundvigen. "Jeg er bare glad for, at jeg ikke er på pigernes."

[Laurie Sprucewielder]

"Ja, også mig." Bemærkede hun og rynkede lidt på næsen, inde hun rettede blikket mod ham igen. "Altså, glad for at jeg ikke er på Burkes sovesal. Jeg er jo på pigernes sovesal. Altså på gryffindor. Og på fjerde år, så du ved." Rettede hun en smule fumlende.

[Milo Davies]

Milo kunne ikke lade være at smile lidt over Lainie, men der var intet hånligt i det. Tværtimod fandt han hende temmelig charmerende på den der nuttede måde, som var ret svær at modstå.

"Yeah, det ved jeg," svarede han og smilet blev skævt. "Er det en god sovesalsdynamik?"

[Laurie Sprucewielder]

Hun nikkede. Det var en helt ok sovesal. Bedre end en sovesal med Burke, kunne hun i hvert fald godt skrive under på, uden at have prøvet det. Også selvom de andre på sovesalen nok var lidt tættere med hinanden, end med Laurie.

"Jeg mener, det kunne have været virkelig fedt, at dele sovesal med Mags og Lane, men..." Hun trak på skuldrene, og sendte ham et ubekymret smil.

[Milo Davies]

Det kom alt for naturligt, men Milo var ikke helt bevidst om, hvad han lavede. Han smilede bare sit mest charmerende smil til hende, uden han helt var bevidst om det.

"Det ville Lainie også, det ved jeg," forsikrede han hende, selvom det nok ikke var nødvendigt. "Hun er glad for jer. Og man skal aldrig underkende værdien af en god ven." Hånden puffede blødt til siden på hendes knæ.

[Laurie Sprucewielder]

Det lille puf forvandlede sig til en varm fornemmelse, som på magisk vis fandt vej til hendes ansigt, inden hun puffede akavet tilbage.

"Ja. Ja, nej. Det skal man ikke." Hun slap et lettere fjoget grin, selvom det virkelig ikke var intentionelt. "Men du har også nogle ret cool venner. Ikke?"