Endnu et Nederlag

[William Knight]

Patsy Murray
Sen eftermiddag

Det var som om der endelig var en bid sommer at hente på Hogwarts, og détte kunne bestemt ses i weekender som denne, hvor solen stod højt på himlen. Et par af de blegere elever havde allerede fået lidt sol over næseryggen, og fregner kunne oftest træde frem på den sarte, britiske hud. Derudover, havde mange af dém som sædvanligvis også bar skolegevandter i weekenden, skiftet det ud med noget mere sommerligt, for at få mest muligt ud af dé solstråler der kom fra den blå himmel.
Nu, da eftermiddagen var ved at svinde hen, og aftenen var ved at træde ind, begyndte flere elever at søge indenfor igen. Liam Knight, en sekstenårig dreng med mørkt hår og ligeledes mørke øjne, var én af dem der aldrig var trådt udenfor; men derimod havde siddet, det meste af dagen, og surmulet i en af Opholdstuens tunge, røde lænestole, med udsigt til udendørsområdet. Efter festen i påskeferien, var alt gået lidt skævt, - og han måtte indrømme at hans stolthed led et let knæk. Derfor tog han en 'pause' fra alt dét ballade han ofte foretog sig i weekenderne, og bandede lidt lavt over at der kom flere og flere ind i Opholdstuen, og ødelagde dét han havde markeret som sit personlige 'space'.

[Patsy Murray]

Patsy havde nydt en dag i solen skønt hun havde holdt sig lidt for sig selv. Hun havde haft brug for en pause fra de andre løvinder, som ikke forstod hende. Nu var det efterhånden ved at blive køligt og hun valgte at gå tilbage til opholdstuen for at hente en cardigan. 
Der var flere andre, der havde fået samme ide og opholdstuen varlangsomt ved at blive fyldt af folk. En der dog ikke så ud til at have flyttet sig hele dagen var Liam. Han sad i en rød lænestol og kiggede ud af vinduet. Patsy glemte alt om cardigan og gik roligt hen til ham. “Du liger mest af alt en der kunne bruge et ordentlig regnskyl frem fir solen. Hvad trykker dig?” Hun satte sig ved siden af klar til at lytte som altid. 

[William Knight]

Langsomt løftede han det tunge blik, ved lyden af den bekendte stemme, og snart blev det lidt ulmende udtryk i de mørke øjne, udskiftet med noget lidt varmere og mere imødekommende, "Hey Patty," Kom det roligt fra ham, før han lænede ryggen lidt tilbage i lænestolen, og kastede et kortvarig blik ud af vinduet foran dem. Af en 'forstyrrelse' at være, var Patsy nok nærmere en velkommen én af slagsen. Han havde altid følt et stærkt bånd mellem dem: Et bånd som havde taget tid at danne, men nu virkede umuligt at løsne. I grunden, ønskede han heller aldrig at det skulle bindes op; for Patsy var vel én af de få på skolen der oprigtigt kendte-, og accepterede ham. Ja, så meget som man da kunne acceptere en fyr, som havde en tendens til at træffe dårlige beslutninger, og hvis ry havde lidt grueligt siden sidste skoleår.
"Du ved...- Der har bare været så meget ballade siden festen i påskeferien," Begyndte han, med et lidt henkastet skuldertræk. Når han var sammen med Patsy havde han intet behov for at pakke sandheden meget ind, eller dække over ærligheden med sarkastiske bemærkninger, "Jeg er ingen helgen, og det ved jeg godt..." Tilføjede han med et let smil, "Men Christ hvor har jeg brug for en pause."

[Patsy Murray]

Det gode ved Liam var, at der altid var en plads til hende og uanset hvor dum verden var, så var han til at tale med. Det var virkelig rart. Hvad der var sket til festen i påskeferien, havde hun stadig ikke helt fået på plads. det var svært når hun ikke selv havde deltaget. Men hun havde godt kunne mærke på Liam det ikke havde været en dans på roser. Hun lod ham dog komme til hende i stedet for at presse tingene ud af ham. "Skal vi finde et mere privat sted at snakke?" Foreslog hun. Det kunne være svært her i opholdstuen at tale under 4 øjne.

[William Knight]

Ved hendes spørgsmål, kastede han et blik rundt i rummet. Der var ingen i Opholdstuen, som hans ord ville vedrøre netop nu, - så derfor besluttede hans sig blot for at trække, lidt henkastet, på skuldrene: "Jeg tror snildt at vores samtale kan forblive 'privat', med al den larm," Kommenterede han roligt. Ærlig talt, havde han intet behov for at vandre rundt, medmindre Patsy havde et godt foreslag til et sted, der ikke var for langt væk.
"Men honestly - jeg har det fint," Forsikrede han hende snart om, med et lidt afværgende smil, "Som altid, er mine problemer helt og aldeles selvforskyldte..." Det var vel sandt. Han lagde snart hovedet lidt på skrå, som han mødte hendes blik, "Jeg har ikke hørt fra dig i noget tid... Hvordan går det hos dig?" - Trods han selv ikke havde et stort behov for noget mere privat, var han åben for at lade Patsy bestemme det, hvis noget tyngede hende. De havde trods alt ikke haft en reel, to-hånds samtale siden før påsken.

[Patsy Murray]

Det virkede ærligt talt ikke helt troværdigt, det Liam fortalte og hun hævede da også et mistroisk øjenbryn. Man sad ikke og så sådan ud, hvis ikke der var noget der trykkede. Hun kiggede rundt på de andre i opholdsstuen, men igen så ud til at bemærke dem, hun kunne altså godt tale frit. "Liam, det virker altså til der er noget der trykker, så sig det bare. Du ved godt jeg ikke dømmer dig." Hun havde altid været god til at lytte til ham og aldrig havde hun dømt ham for nogen af de handlinger, han havde lagt for dagen. Blot snakket med ham om det.
Hun sukkede dybt, da han så også spurgte ind til hende. Det havde været nogle hårde dage de sidste. MEn det måtte han da næsten have hørt. Hun havde selv hørt rygterne hvert fald. "Det går ikke ligefrem på toppen. Jeg har vist gjort mig uvenner med Penrose. Både den store og den lille." Hun masserede sit håndled, ved tanken om, hvor ondt det havde gjort den dag Elvira havde taget fat  i hende. Wauw hvor følte hun sig nogengange alene.

[William Knight]

Han fangede sig selv i at trykke sine hænder lidt diskret sammen; som for at holde rastløsheden lidt igang, nu hvor hun opfordrede ham til at få munden lidt på gled. Alligevel var en del af ham bange for at fortælle om nogle af de ting der var hændt gennem de sidste par uger. Rygter var én ting; men trods Patsy sagde at hun ikke ville dømme ham, var han klar over at alt der var hændt, havde været temmelig selvforskyldt og... Ja, tåbeligt. Sidste skoleår havde han mistet en del af sine venner, da han havde været gennem lidt af en periode, men Patsy var én af dem der havde stået ham bi, selvom hun nok ikke havde været begejstret over hans handlinger, eller hans ry som lidt af en ballademager og womanizer.
Han lod dog, denne gang, hende tale først - ja, før han ville dykke ned i sine egne problematikker. En lille rynke samledes mellem de mørke øjenbryn, som hun begyndte at bekræfte rygterne om sine uvenskaber, og en glød af empati satte sig i hans blik: En empati kun hans nærmeste fik at se, og som blev gjort tydeligere, da han bemærkede hvor uroligt hun sad med hænderne.
"Har de gjort dig noget Patsy?" Spurgte han, som hovedet tippede lidt på skrå. Der var en alvorlig klang i hans stemme, der vidnede om hans beskyttende natur overfor hende, og hans vilje til at træde ind mellem hénde og hendes fjender, "Jeg... Jeg må indrømme at jeg hørte rygterne," Tilføjede han dernæst, med et lidt skyldigt udtryk i ansigtet, "-Jeg slog det nok bare hen fordi der skete ting i mit liv. Det var egoistisk af mig.." Ærligheden i hans stemme var fremtrædende, som han sendte hende et undskyldende blik.

[Patsy Murray]

Patsy kiggede på ham, mens den ene mundvige trak op i noget der næsten lignede et smil. Liam var god nok. Det havde han altid været, skønt han nogengange fravæg de gode valgt, så fortrød hun aldrig venskabet til ham.
Hun kiggede op på ham igen og fjernede hånden fra sit håndled. "Det er ikke noget særligt. Hun brugte heldigvis ikke negle." Forklarede hun ganske ærligt. "Men det var en lidt skræmmende oplevelse alligevel." Patsy var ikke en der pakkede tingene ind eller bagateliserede dem. Hun sagde det altid som hun følte, netop derfor ville Liam også vide at det ikke var noget særligt og ikke bare en piges måde at ignorere tingene. "Lorcan kom inden det gik helt galt. Jeg føler dog lidt han tog hendes parti." Hun havde dog ikke ændret mening omkring det at skrive brevet i skolebladet. Hun ville ikke knække af den slags.
Så smilede hun og lagde en rolig hånd på Liams arm. "Jeg forventer ikke du kommer hver gang der er noget. og.. Jeg ved jo du altid dukker op før eller siden til en snak."Patsy smilede til ham og godtog på den måde hans undskyldning. 

[William Knight]

Hun brugte heldigvis ikke negle; ved dén kommentar, kunne Liam ikke undgå at skænke en tanke til hvad der var hændt i sidste uge. Hans veninde Olive havde givet ham en overordentlig gang verbalt tæv, og boret sine skarpe negle ind i hans overarm. Pigebørn og deres negle... Nok havde Olive haft en god grund, men mærkerne sad stadig på hans ene arm - dog nu omsluttet af det bløde materiale af skjorten. Han var blot glad for at Patsy ikke var kommet mere tilskade, trods situationen sikkert havde været ubehagelig. Især, eftersom hun snart fortalte, at ingen havde forsvaret hende i øjeblikket.
"Det er jeg ked af at høre," Kom det fra ham, med en varm og ærlig tone i stemmen. Så snart hun havde lagt en hånd mod hans arm, lagde han sin egen ovenpå hendes, og gav den et trygt og venskabeligt klem, "Jeg ved, at jeg da ikke altid kan være der,-" Begyndte han, som han sendte hende et mildt og fortroligt smil, "Men hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe, skal du ikke tøve med at sige noget til mig." For Patsy ville han kaste sig ud i meget dumdristigt. Trods hans liv var lidt hektisk på det sidste, var han altså villig til at tynge skuderne yderligere, hvis det kunne udbedre hendes situation.
"Men hvorfor har de set sig ondt på dig?" Spurgte han snart, med en mild nysgerrighed i stemmen.

[Patsy Murray]

At mærke Liams hånd på hendes, gav mere end bare almindelig tryghed. Det var virkelig rat. Ikke som  at hun havde forelskede følelser i ham, sådan var det ikke med ham, det føltes bare trygt og godt og sandfærdigt. Her blev intet langt imellem.
Hun trak lidt på skuldrene. "Der er vidst ikke meget at gøre. Desuden skulle det gerne være ovre nu." forklarede hun ham. Elvira ville sikkert ikke genkende brevet i skolebladet, og eftersom hun ikke engang ville høre det, så var der intet problem i det. Ikke hvad Patsy regnede med hvert fald.
Da Liam spurgte til grunden lænede hun sig bare lidt tilbage og fortalte. "Jeg har modtaget det her brev til min brevkasse, fra en ung grævling, som gerne ville have hjælp til at imponere en pige som Elvira. Jeg spurgte hende så ad, hvor hun helst ville tages hen på en date. Så brød helved løst." Hun kiggede over på Liam, det var tydeligt at hun ikke forstod hvorfor det havde været så slemt.

[William Knight]

Som han fjernede sin hånd fra hendes, vendte denne tilbage til den anden hånd. Der var et eller andet ved at presse hænderne lidt sammen, der distraherede den rastløse løve, fra at lade en hånd glide konstant gennem det temmelig mørke hår, som han havde til vane. Détte gjorde det desuden også langt nemmere at lytte til hvad hun fortalte ham, uden at han traf hovedkorte og dumdristige beslutninger, for at 'forsvare hendes ære', eller hvad han nu prøvede at bilde sig selv ind, at han gjorde. Sommtider - især når han var personligt presset, kunne han nemlig kaste sig ud i for meget, for at få afløb for dé problemer han havde i forvejen.
Et lidt forvirret udtryk gled over hans ansigt ved hendes fortælling. Ja, mest fordi han ikke forstod hvorfor det var gået så galt. Det virkede jo som om, at Patsy havde handlet med en god hensigt først. Så hvorfor skulle hun straffes for det.
"Og du er sikker på at det damper af?" Spurgte han snart, med en lidt tænksom mine, "For sommetider kan ét problem jo bare føre til en række af andre."

[Patsy Murray]

Patsy trak på skuldrene og så på ham. Det var ikke til at sige om konflikten var ovre. For nu var den, men hvad når skolebladet blev trykt. Det måtte hun finde ud af til den tid. Hun ville hvert fald ikke bøje sig for en piges skyld. "Det finder jeg nok ud af. " Lød det bare fra hende. Der var ingen vrede at mærke hos hende, men hun havde også en evne til at forblive positiv og der skulle MEGET til før hun blev rigtig sur. Det skete kun ganske sjældent. "Jeg tager problemerne en ad gangen, så må jeg se hvad det føre til." Konkluderede hun bare med et nik, andet følte hun ikke at hun kunne gøre.

[William Knight]

"Du må bare sige til, hvis der er noget jeg kan gøre," Forsikrede han hende roligt om, som han besluttede at lade sagen ligge, nu da Patsy selv lod til at komme til dén konklusion. Et venskabeligt smil formede sig om hans læber, som et tegn på hvor ærligt han mente sine ord, når det gjalt hende. Nok kunne mange fjendtliggøre den unge knægt, på grund af alt det åndssvage han havde gjort siden sidste skoleår - men han havde aldrig følt sig helt truffet af Patsy.
Han lænede sig lidt ekstra tilbage i lænestolen, og trak det ene ben lidt op til sig, i det bløde møbel, så han kunne ligge den ene hånd mod sit eget skinneben. Flygtigt gled hans blik ud af vinduet, før han lod munden gå lidt på gled igen, "Jeg er overrasket over, at jeg ikke har været udsat for nogle rygter endnu." Begyndte han snart. Måske var det godt at fortælle Patsy hvad der var hændt, trods han nok ville pynte lidt på historien, "Kan du huske da jeg havde det der store blå mærke hér,-" Han lod fingrende stryge over området mellem hans hage og venstre kæbe. Snart rystede han på hovedet, med et sarkastisk smil, "For nej - jeg snublede ikke på nogen trappe... Jeg fik lidt magisk tæv af Fergus..." Fergus var selvfølgelig den ældre løve, som Liam altid havde bandet og svovlet over.

[Patsy Murray]

Hun smilede roligt til ham. "Jeg siger til. Tak Liam." Hun vidste at han mente sine ord, som han altid gjorde det. Måske ikke lige i øjeblikket når hun havde brug for det, men når dagen gik på hæld og regnskabet var gjort op, så havde han været der før eller siden. Det fik hende til at smile. Hun forstod ikke hvordan andre kunne kommer sådan i konflikt med ham. Jo han havde da sine kanter hist og pist, men på bunden var han om muligt, nok hendes bedste ven.

Så begyndte han endelig at fortælle, og selvfølgelig startede han med det blå mærke hun godt havde lagt mærke til. Hun havde fra start af haft svært ved at tro på, at han var væltet,men ville ikke rode i det, før han var klar. Det var han nu. "Fergus?" Hun rynkede brynene og så på ham. "Hvorfor nu det?"

[William Knight]

Det var ingen hemmelighed at Liam og Fergus var rivaler på skolen. Ofte bagtalede de hinanden, når de vidste at de blev overhørt; og trods Liam nok havde været skyld i rivaliseringen, når man kiggede tilbage på deres skoleår, var den nu klart stadfæstet mellem de to stædige løver. Derfor havde det da også undret Liam Knight, at Fergus McCelliard ikke havde spredt rygter om dén aften, for nogle uger siden, hvor han havde kastet magi mod Liam, og bestemt havde 'besejret' ham. Det havde været lidt et nederlag for løven - og det havde kun været starten på hans nutidige problemer.
"En pige han havde et crush på, rejste sig pludselig op fra middagen i Storsalen og stormede ud," Begyndte han at fortælle, "Jeg kender hende svagt, og besluttede mig for at løbe efter for at se hvad der var galt..." Fortsatte han, uden at nævne at han havde haft en langvarig plan om at få pigen overpå sin side, blot for at irritere Fergus.
"Jeg trøstede hende, og i næste sekund kom Fergus ud," Tilføjede han, med et henkastet skuldertræk, "Og så skulle jeg vist 'straffes' for at udvise lidt høftlighed til hans dame."