Det nye blod

[Alfie Burke]

Efterhånden følte han sig mere integreret blandt sirenerne. Pladsen havde ikke været nem at nå, men lederskabet i form af Cora Greengrass (hvis man overhovedet kunne kalde hende leder) var ustruktureret og skrøbeligt. Faktisk var Alfie temmelig sikker på, at han brugte mere krudt på gruppen end den ældre sirene gjorde. Hun havde ikke håndteret rygterne omkring hende ligeså godt som kunne forventes af Alissa Avery i sirenernes storhedstid.

Alfie havde en større ambition. Måske var det også derfor han gjorde ekstra meget for at nære sine relationer blandt sirenerne. Og derfor han da også så en udmærket mulighed i skolens nye pige - Martina dela Cruz .

Han vidste at man måtte slå til relativt hurtigt. Det var måske også derfor at ørnen tog plads ved siden af hende i fællestuen en sen eftermiddag. "Martina, ikke sandt?" 

[Martina dela Cruz]

Martina sad med benene trukket op under sig i skrædderstilling i en af de slidte sofaer i fællesstuen. En bog balancerede i skødet på hende, men fungerede kun som bord, mens hun skriblede på et brev til sin søster.

Der var andre elever i rummet, men hun lagde kun perifært mærke til dem, indtil en af dem satte sig ved siden af hende. HUn så op med hovedet lidt på skrå og nikkede med et spørgende blik "Sí? blikket granskede ham lidt, uden at være afvisende. Mere i et forsøg på at placere ham på både en årgang og et kollegie.

[Alfie Burke]

Hun var fra... Argentina, mente han vistnok at han havde hørt. Det var nemmere at høre efter, når skolens nye pige var af en tilsyneladende god familie og var køn at se på. De nye kunne man nemmere forme. Helst i den spæde start.

"Alfie Burke," præsenterede han sig og lod en hånd glide gennem håret, gjort lysere af magi så kun rødderne var mørke. "Er du faldet godt til?"

[Martina dela Cruz]

Martina rettede sig lidt op, fra sin ellers lidt foroverbøjede stilling over pergamentet der lå på bogen. Hun trak på skuldrene med et afmålt smil "Sí." gentog hun sig selv og fortsatte, denne gang på engelsk, der var flydende, men havde en tydelig accent "Selvom jeg ikke kommer til at vænne mig til kulden og jeres smagsløse mad." konstaterede hun, med et smil der blev lidt mere udtalt.

[Alfie Burke]

Et af de mørke bryn gled en anelse opad, men Alfie tog det ikke så tungt. Hun var langt væk fra sit hjem og det traditionelle England var nok ikke ligefrem den store kulinariske scene. Vejret, kunne han heller ikke gøre meget fra og til.

"Det kan være at det ændrer sig," foreslog han så alligevel og lænede ryggen tilbage i de bløde puder i sofaen. "Det er ikke så slemt endda herovre."

[Martina dela Cruz]

Udtrykket hendes konstatering fremkaldte på hans ansigt, fik det til at sitre lidt i Martinas mundvige. Briterne var så nemme at slå ud af kurs når man ikke lige talte om vejret.

Hun rakte op og strøg en lys hårlok om bag øret med den frie hånd, mens hun rystede på hovedet "Nej, det sagde jeg heller ikke. Jeg kan godt lide at være her, men jeg tror ikke mine smagsløg ændrer sig." hun kneb øjnene lidt sammen om et blik der granskede ham "Vi har ikke timer sammen, vel?"

[Alfie Burke]

"Paletten kan dog altid udvide sig," påstod den unge troldmand så blot, uden at tage øjnene fra hende. Martina havde en stædighed over sig og virkede ikke usikker som så mange andre teenagepiger. Eller drenge for den sags skyld.
Måske havde han virkelig genkendt én der havde potentiale.

"Nej, det har vi ikke," svarede han så blot. "Jeg er på femte, men undervurdér mig nu ikke for tidligt." Ordene bar præg af noget underholdt, selvom Alfie nemt kunne omvende den slags til en trussel. Time and place, dog.

[Martina dela Cruz]

Martina trak på skuldrene, uden at se særlig overbevist ud og gav sig selv en mental note, om at huske at bede Petronelle dela Cruz om at sende en ny forsyning krydderier med sin næste pakke til Hogwarts.

Hun hævede et øjenbryn, men så ligesom han mest underholdt ud. Et år fra eller til fik ham ikke til at se mindre kær ud og hun havde åbenbart været interessant nok til, at han havde lyst til at tale med hende og hun havde ingen protester "Bueno. Så lader jeg være med det og giver dig en chance, chulo." erklærede hun og så afventende på ham.

[Alfie Burke]

Spanskkundskaberne var nærmest ikke-eksisterende, men det var en forandring i den kedsommelige, skotske januarmåned. Alfie betragtede indgående heksen, uden at presse for meget på. "Værdsat," bemærkede han dog med et nik og et klædeligt smil.

"Udover maden og vejret, hvad er så dit indtryk af eleverne?"

[Martina dela Cruz]

Martinas udtryk blev overvejende og hovedet gled igen lidt på skrå "Sådan.. generelt? Det er en ret bred vifte, men ikke så meget anderledes end på min gamle skole." hun trak på skuldrene med et skævt smil "Der er lidt de samme typer alle steder tror jeg. Det er bare uniformerne og sproget der skifter, men de fleste har været været.." hun kneb øjnene sammen og ledte efter det engelske ord "..es muy copado.. cool?" hun så søgende på ham, for at lure om hun havde fanget den engelske betydning rigtigt.

[Alfie Burke]

Hovedet gled på sned mens han lyttede til observeringen. Det var nok meget interessant at høre en mening udefra, selvom han endnu ikke kunne fornemme om Martina var den bramfri type eller om hun forholdt sig mere høfligt. Dog havde han fordomme. Om hvordan englændere elskede at tale udenom og sydamerikanere talte ligeud af posen.

"De fleste lader nok som om," gav han hende så ret. "Men det er mindretallet der virkelig er noget værd. Du har en chance for en frisk start, hm? Så måske også vælge de rette selskaber fra start."

[Martina dela Cruz]

Martina lænede sig lidt tilbage mod ryghynden, uden at slippe ham med blikket, der nu granskede ham, med et både nysgerrigt og lidt underholdt glimt "Og du vil gerne fortælle mig, hvilke selskaber der er de rigtige, no?" spurgte hun, uden at ligne en der havde noget imod det, hvis det var tilfældet.

[Alfie Burke]

Alfie kunne ikke rigtig afholde sig selv fra at slippe en underholdt lyd. Ved at hjælpe hende, kunne han måske også hjælpe sig selv. Med et godt netværk og en kyndig tunge, kunne man komme langt op ad rangstien og i samtalerne.

"Mhm, fra mit perspektiv i hvert fald," sagde han, trods han var overbevist om at perspektivet han gav var det eneste rigtige. "Det kommer an på hvad der driver dig velnok. Spiller du Quidditch?" 

[Martina dela Cruz]

Martina åbnede bogen hun havde i skødet, men kun lige længe nok til at putte det halvfærdige brev til Petronelle dela Cruz ind mellem siderne, før hun lagde det hele ved siden af sig og drejede sig lidt mere med fronten mod Alfie "Hvad der driver mig.." gentog hun, nu med et glimt i blikket mens hun rystede på hovedet "Mange ting, men ikke quidditch, nej." ikke for andet end at beundre muskuløse quidditchspillere "Jeg bliver vist mere drevet af noget knap så sportsligt." hun lagde hovedet lidt på sned "Spiller du selv?"

[Alfie Burke]

Alfie havde altid ønsket at udmærket sig. Få andres blikke mod sig, hvad end det var fordi han spilledes nådesløst, men også taktisk på banen - eller farvede det mørke hår blond i spidserne for at stå ud. Desuden hang han ud med skolens smukkeste piger som en af sirenerne. Det indgød vel en form for misundelse.

"Ja, jeg er basker," svarede han så med et nik. "Ikke at jeg er endimensionel som så mange Quidditchspillere, som ikke kan finde ud af andet end at tænke over den næste kamp."