Behov for et kram

[Summer Maddox]

Skrammerne og de blå mærker havde været hurtigt helbredt. Hånden havde taget natten og det meste af formiddagen at hele hånden igen. Det var dog rystelserne og måden, Summer fortrak sig ved hver pludselig lyd.

Det havde været en lang nat. Allerhelst ville hun have selskab, men hun måtte nøjes med at skrive et brev til Ailis C. Finnigan, selvom hun ikke kunne få sig selv til at beskrive, hvad der var sket.

Blikket var endt med at hvile tomt på indgangen til sygefløjen, da ikke kun helbrederen, men også Tibby Kendrick kom til syne. Det trak lidt ved mundvigene, og hun hævede hånden til en vinken.

[Tibby Kendrick]

Så snart helbrederen sagde god for det, og endelig lukkede døren helt op så han kunne komme ind, satte Tibby i småløb over til sengen hvor Summer befandt sig.

Han smilte, men blikket var en anelse bekymret. Hun havde ikke været der til morgenmaden og heller ikke til timerne. Og ingen som Tibby snakkede med, vidste noget om hvad der var sket.

"Heeey Sum-sum," hilste han varmt og stod snart ved siden af hendes seng. Undersøgte hende med blikket, og konkluderede, at han nok godt kunne sætte sig på kanten. "Hvordan har du det?" Han ville gerne vide hvad der var sket, men først måtte han være sikker på, at hun var okay.

[Summer Maddox]

Summer tøvede slet ikke. Så snart Tibby fandt sengekanten, rykkede hun længere ind og trak tæppet op for ham uden at behøve sætte ord på. Sådan var det, når man havde kendt hinanden det meste af livet.

"Jeg er okay," svarede hun på refleks, før hun rent faktisk overvejede det. Hun trak på skuldrene. "Eller. Jeg ved det ikke helt, for at være ærlig."

[Tibby Kendrick]

Tibby så igen undersøgende på hende. Fysisk så hun okay ud. Men hendes ord bekræftede, at det nok ikke var sandheden.

Han skubbede brillerne på plads, og lænede sig ind mod hende for at trække hende ind i et langt, trykkende kram. Han vidste ikke hvad der var sket. Men han vidste at ingenting blev være af et kram, og hun lignede en der havde brug for det.

"Det er okay, ikke at være okay, Summer." Svarede han uden at slippe krammet. Det var typisk Summer, at opføre sig som om solen altid skinnede, selv når hun var kommet til skade.

[Summer Maddox]

Tibby var den bror, Summer ikke havde fået, og hun lænede sig helt naturligt ind til ham. Et dæmpet suk forlod hende, som hovedet faldt på plads på punktet mellem hans skulder og bryst.

"Jeg troede bare lige, at jeg var færdig med ikke at være okay." Ailis C. Finnigan var vendt tilbage og med hende dage, der blev gradvist lysere. Men nu havde hun mest lyst til at græde. Tårerne blev holdt på afstand med en arm over ham.

[Tibby Kendrick]

Det virkede ikke til at fysiske skader var Summers eneste bekymring. Han trykkede hende lidt mere, og lagde kinden mod hendes hår. Det var måske en tavs trøst, men en helhjertet en af slagsen.

"Hvad er der sket?" Spurgte han forsigtigt, stadig med armene om hende og uden at specificere om han spurte ind til årsagen hun var på hospitalsfløjen, eller årsagen til at hun måske ikke var helt okay.

[Summer Maddox]

Summer trak på den ene skulder, så godt hun nu kunne, som hun lå. Egentlig vidste hun godt, hvad der var sket. Hun havde mistet noget, hun havde troet, var en ven. Men hvordan skulle hun indrømme, at hun havde været så dum.

"Der var nogen af de der ... Typer, der fik mig lokket ned i krypten. Det var bare ... Det var ikke en særlig rar oplevelse."

[Tibby Kendrick]

En lille fold dukkede op imellem hans bryn. Han var udmærket klar over, hvad hun mente med 'de der typer'. Han havde stadig hænderne på hendes skuldre, da han trak sig lidt tilbage for at se på hende.

"Hvem? Har du sagt det til professorerne?" Det var møg vigtigt, at 'de der typer' ikke slap afsted med den slags. Hvis de slap afsted med én ting, troede de bare, at de kunne slippe afsted med mere... Og der var sket flere og flere tig, inden for det sidste års tid.

[Summer Maddox]

Spørgsmålet var forventet, men ikke ét, Summer havde et svar på. Hun vendte ansigtet væk, så på tæppet.

"Ikke endnu," mumlede hun og var stadig i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet ville gøre det. "Jeg har været her."

[Tibby Kendrick]

Det var ikke helt svaret han havde håbet på. Summer havde dækket over 'de der typer' før. Og Tibby kunne godt være bekymret for, at hun kunne finde på det igen.

"Men du har sagt det til helbrederen, ikke?" Spørgsmålet var håbefuldt. Helbrederen ville sige det videre.

[Summer Maddox]

Summer pillede ved tæppet og betragtede den finger, der havde set helt forkert ud aftenen forinden. Hun nikkede lidt, selvom det føltes på grænsen til uærligt.

"Jeg fortalte hende, hvordan jeg var kommet til skade."

[Tibby Kendrick]

Tibby fulgte hendes blik, men så ikke at der skulle have været noget i vejen med fingeren. Han rettede det bare tilbage mod Summer igen, men et spejlende nik.

"Godt. Så skal der nok være nogen af professorerne, der gør noget." Svarede han tillidsfuldt, og sendte hende et fortrøstningsfuldt smil. "Ved du hvor længe du skal være her? Jeg kan tage noget chokolade med i morgen. Og nogen spil!"

[Summer Maddox]

Summer nikkede og det føltes løgnagtigt. Hun havde aldrig sagt, at det var nogen, der havde gjort noget mod hende. Blot, at der var faldet en sten over fingeren. Hvilket der jo også var. Men den moralske gradbøjning var nemmere, når hun ikke var omkring Tibby.

"Nah, de udskriver mig senere," svarede hun og prøvede at finde smilet frem, selvom hun ærligt talt følte sig rædselsslagen over det. Måske det var synligt i de lyse øjne.

[Tibby Kendrick]

Tibby lyste op i lettelse ved dén nyhed. Så var hun ikke kommet mere til skade, end hvad der kunne ordnes på en enkelt nat. Gud ske tak og lov. Hun virkede dog ikke ligeså begejstret. Tibby rykkede lidt på sig, der hvor han sad på sengekanten.

"Hey. De kommer ikke til at genere dig mere, okay?" Hun havde jo sagt det til de voksne. "Og du er vejleder, Sum. Og jeg kan komme tilbage igen senere, hvis du ved hvornår du må gå herfra? Hvis det ikke er for sent, kan vi spille kort i fællesstuen." Forslog han muntert.

[Summer Maddox]

De skiftedes til at være den, der holdt den anden stående, når det blev lidt for tungt at have mugglerforældre. Summer lænede sig ind til ham igen og nikkede.

"Det lyder rart," medgav hun og præsterede et lille smil.