Man må yde, for at nyde

[Sinéad L. Yaxley]

Det lod til, at huset var rømmet for alle spor. Støvet der lå tykt på de fleste overflader var forstyrret, men ikke for nylig. Her havde ikke været nogen længe. Sinéad svingede staven i retning mod lampen i det værelse, hun nu trådte ind i. Det samme gjorde sig gældende her, som i resten af huset. Aviser lå spredt ud over gulvet i det ene hjørne, og var klattet til med uglelort. Tørt og gammelt. Sinéad rynkede på næsen, inden hun vendte rundt og dukkede op ude på gangen igen.

"Heller ikke noget herinde. Har du fundet noget?" Hun havde fulgtes ad med Cress siden Hogwarts. Sammen med Abigail Bancroft , selvfølgelig. Men imens den tredje veninde var hjulpet godt på vej af sine relationer højt i ministeriet, havde Sinéad og Cressida måtte tage den hårde vej. Ambitionerne fejlede dog intet.

Cressida Quintrell

[Cressida Quintrell]

Cressida var ikke altid den nemmeste at arbejde sammen med, men det var ikke hendes skyld. Nogle havde svært ved at rumme, at hun var god til det og derfor var hun fint tilfreds, når hun blev parret med Sinéad.

Det skarpe blik gled over overfladerne, tryllestaven i hånden. Hun mumlede en dæmpet besværgelse, men uden resultat - hvilket var et resultat i sig selv.

"Nej," svarede hun, brynene let sammentrukne. "Det burde vi have gjort," tilføjede hun. "Det er næsten for rent, støv eller ej."

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad lod blikket glide rundt i gangen mellem værelserne igen. Intet. Men Cress have ret. Der var noget unaturligt over hele hjemmet. Alt var for 'perfekt' efterladt. hun nikkede kort, og kørte en finger henover en støvet spejlkant.

"Måske kan vi spørger naboerne, hvis ikke vi finder noget. Miss Thornlace bor i nummer 14." Heksen der havde meldt hændelsen ind, havde set både folk og lys for intet mindre end to dage siden. Hvis hun altså var til at stole på.

Med endnu en bevægelse af staven, åbnede skufferne i kommoden sig. En ad gangen. Alle tomme bortset fra den næstsidste, hvor der lå en fjerpen og noget tråd. Endnu engang måtte hun rynke på næsen.

[Cressida Quintrell]

Cressida slap en lyd i enighed, som det skarpe blik gled rundt. Det landede på venindens ansigt og med sammentrukne bryn, nærmede hun sig. Blikket faldt ned på de to genstande, og noget fik uroen til at tage til.

"Forbandede?" foreslog hun dæmpet. Det var to så undseelige genstande, men noget ved deres tilstedeværelse føltes... Forkert.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad satte et knæ i gulvet for at studere skuffens indhold nærmere. Hun havde ikke mærket noget først, men nu... Der var helt sikkert et eller andet. Hun rettede staven mod fjerpennen, hviskede en besværgelse og så afventende på den mørke fjer.

Den rykkede på sig. Ikke meget, og ikke nok til at øjet ville fange det, hvis ikke man stirrede intenst på den.

Sinéad rejste sig igen, og skulle lige til at henvende sig til Cress igen, da der pludselig lød et brag fra stueetagen under dem. Lyden at noget tungt der væltede og porcelæn der smadrede.

[Cressida Quintrell]

Cressida brød sig meget lidt om det og skulle til at sige det til Sinéad, da et øresønderrivende brag lød. Hårene stod øjeblikkeligt på i nakken og tryllestaven blev hævet.

"Hvad var der nedenunder?" åndede hun ud, lyden af alarm tydelig i stemmen og hun stillede sig an, da det pludselig lød som om, at noget kravlede op ad trappen med en frygtelig fart og en rædselsvækkende lyd.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad snurrede hurtigt rundt på hælen og rettede staven mod trappen fremfor skuffen. "Tomt!" Svarede hun i en højlydt hvisken, uden at lade blikket vige fra trappen, imens hun tog et par skridt bagud.

Det svage lys der kom fra vinduer og de få lamper som de to hekse havde tændt, blev indhyllet af et mørke. Det bredte sig fra trappen. Eller fra hvad end der var på vej op ad den. Sinéad slog et slag med staven, og sendte kommoden hen for at blokere afsatsen. Det skulle dog vise sig, at være en ligegyldig handling.

Væsnet - eller hvordan det end kunne betegnes - benyttede sig ikke af trinene. Det sad i loftet.

[Cressida Quintrell]

Cressidas puls steg brat, men hun gik ikke i panik. Det gik galt, hvis man først gik i panik og der var ikke tid til det. Alt gik stærkt, fra Sinéad blokerede afsatsen, tik mørket pludselig indhyllede dem.

"Pas-," var alt, hun nåede at sige, før en sort fangarmlignende skikkelse skød ud og slyngede hende til siden. Hun skramlede ned på gulvet, tryllestav midlertidigt ude af hendes greb.

"Lys!" råbte hun efter Sinéad, uden at kunne se.

[Sinéad L. Yaxley]

Væsnet var knapt synligt. Indtil det slet ikke var. Mørket lukket sig om dem, og det næste Sinéad hørte, var Cress' stemme og lyden af krop mod gulv. Sinéad rakte straks staven frem og beordrede den til at lystre lumos maxima besværgelsen, så gangen de stod i på et split sekund gik fra totalt mørke, til blændende hvidt lys.

I samme øjeblik skar en skinger lyd igennem huset. Igennem marv og ben. Det lød ikke som noget, Sinéad nogensinde havde hørt før og hun måtte intuitivt dække for sine øre med begge hænder. Men i samme nu hun tog hænderne op, mærkede hun noget der ikke var hendes ører.

[Cressida Quintrell]

Det skar i Cressidas øjne, da lyset blændede op, men et par sekunder senere, gav det hende muligheden for at gribe ud efter tryllestaven. Hun nåede dog ikke mere end lige lukke fingrene om den, før en rædselsfuld lyd fyldte luften og instinktivt fik hende til at slå hænderne for ørerne.

“Hvad er det?” råbte hun gennem lyden og missede fortsat mod lyset, der lod til at have fået væsnet til at reagere. Og et øjeblik senere gik det op for hende, at det var den, der lavede lyden. Ørerne føltes som om, de blødte, da hun lod hænderne falde og greb staven igen.

Blikket søgte efter væsnet, men det virkede ikke klart for hende og derfor rettede det sig mod Sinéad. Øjnene spærrede sig brat op.

[Sinéad L. Yaxley]

Det føltes vådt. Svampet. Klistret. Hun var heller ikke sikker på, om lyden var stoppet eller om det var hendes hørelse der manglede. Men lyset var stadig blændende for enden af hendes stav, og hvad en der havde sneget sig ind på dem, var ikke længere til at få øje på.

Hun søgte øjenkontakt med Cress, men blikket faldt i stedet på veninden ører. De lignede hvad Sinéad syntes hun kunne mærke, og hun skyndte sig over til hende.

"Cress?" Hendes stemme føltes fjern og underligt rungende, men hun kunne trods alt høre den. Men de kunne nok ikke komme uden om en tur på Mungos, når engang de havde fået sat en stopper for væsnet, eller som minimum spærret bygningen af.

[Cressida Quintrell]

Det var først, da hun så Sinéads læber bevæge sig, at det gik op for Cressida, at hun knapt kunne høre. Måske var det eftervirkninger fra skriget, men det var foruroligende og instinktivt løftede hun selv en hånd til det ene øre. Næsefløjene udvidede sig med chokket og fingrene var klistrede, da hun trak dem væk.

Mere nåede hun dog ikke at gøre, før mørket vældede frem fra alle sprækker og kroge igen. "Sin! Her!" råbte hun og kastede sig instinktivt over mod kollegaen og veninden, som de røgagtige, kulsorte fangarme skød ud. Hun strakte hånden frem mod den anden kvinde, klar til at transferere dem begge, før de blev opslugt.

[Sinéad L. Yaxley]

Så giv dog en kvinde en forbandet pause, for Godrics skyld! De havde ikke engang haft tid til at vurdere næste træk, før bæstet sendte sit mørke efter dem igen.

Så da Cress greb fat om Sinéad, var hun absolut ikke forberedet på, hvad der skulle til at ske. Men det næste øjeblik var de ikke længere i huset. Hvilket til dels var en lettelse. Ørene gjorde ikke ondt, men hvem vidste om det her kun var starten på noget værre?

Inden de hev fat i en helbreder, tog Sinéad sig dog tid til at sende en patronus tilbage til hovedkontoret, med besked om at huset skulle afspærres med det samme. Der skulle nok også involveres nogen fra bæst afdelingen, men det måtte gemmmes til en mere grundig rapport.

[Cressida Quintrell]

Cressida hev stadig efter vejret, da hende og Sinéad landede i ministeriet. Hendes ben var svage, men hun gav ikke efter behovet for at sidde ned. Hun følte stadig ikke helt, at hun kunne høre ordentligt og alt rungede.

Det var dog ikke det værste af det. Det værste af det var utvivlsomt, at de havde været nødt til at stikke af og havde efterladt en løs ende bag sig. Cressida hadede alt ved det og det blev ved med at nage hende i al den efterfølgende tid. Også selvom hun vidste, at de var nødt til at forberede sig bedre, før de vendte tilbage.

Måske luk...?