Went the distance, now I'm back on my feet

[Cailean Morgaine]

Overrumplet igen. Han var ikke forberedt på angrebet, og staven fløj ud af hånden på ham, inden han kunne nå at opfatte hvordan. Blikket flakket mellem dén og Burke i et øjebliks tøven, inden han fik far på og satte efter staven.

[Baylea Burke]

Caileans kamp var ynkelig ved siden af dem, Baylea havde set fra andre, der havde modsat sig hende. Tænk, at det var ham, hun skulle hænge på. Det var det, hun gjorde, mens hun snurrede langs sit ben som en lasso. Usynlige bånd lukkede sig tæt om hans ankler og trak dem op i vejret, hans hoved dinglede nedad.

"Sagde jeg, at jeg var færdig?"

[Cailean Morgaine]

Han nåede ikke i nærheden af staven, før han blev vendt med bunden i vejret. Blodet strømmede hurtigt mod hovedet, og varmede både ansigtet og såret på halsen, der nu sveg endnu mere.

"Fuck dig, Burke! Sæt mig ned, eller du kommer til at fortryde det!" Rasede han, uden reelt at være nogen trussel som han hang dér. Nok havde han præsteret at lave stavløs magi før, men det var situationer hvor ha havde meget mere kontrol.

[Baylea Burke]

Baylea kunne virkelig ikke se, hvordan hun skulle fortryde det. Cailean var typen, der havde det hele i munden. Uduelige forræder. Hun hævede staven mod ham igen og denne gang var det hans stemme, hun gik efter. Ramte ham med en besværgelse, der ville få tungen til at svulme op.

"Jeg har fået nok nu, Morgaine," hvislede hun og trådte frem med det skinnende vejlederemblem som sin beskyttelse.

"Jeg har været villig til at se igennem meget fra din side, men det her?" Hun rystede på hovedet.

[Cailean Morgaine]

Han fnøs og ville have svaret igen, men blev forhindret da tungen pludselig lod til at fylde hele munden. Og halsen.

Besværet forsøgte han at trække vejret gennem næsen, men han kunne ikke forhindre tåre i at presse sig på. Og hvis han havde overvejet om stavløs var en mulighed før, var det helt udelukket nu. Desperat forsøgte han at slå ud efter hende med en halvhjertet knytnæve. Men han var ikke engang tæt på, og snart begyndte hovedet at dunke.

[Baylea Burke]

Ynkeligt. Som en flue, efter hun havde revet vingerne af. Baylea nærmede sig ham med afsky og lagde armene over kors.

"Er du færdig nu?" spurgte hun og hævede den ene fod for at lægge forfoden mod hans pande. Han fik et blødt puf, så han vippede lidt frem og tilbage.

[Cailean Morgaine]

Cailean var ikke færdig. Han var ikke engang begyndt. Måske blev det ikke nu, men Baylea Burke skulle fandme få betalt! Lige nu var det dog mere kritisk, at få vejret imens han prøvede at gribe ud efter gulvet, for ikke at svinge for meget rundt.

[Baylea Burke]

"Godt," konstaterede Baylea, mens Cailean hang og dinglede uden for alvor at opnå noget. Hun lænede sig op ad væggen, nu med staven hængende ned langs siden. Hun skyndte sig ikke, men samtidig vidste hun, at han ikke kunne blive hængende der for evigt, før han mistede bevidstheden.

"Som jeg sagde: Jeg kan ikke tillade, at du opfører dig så komplet hovedløst. Én ting er dit eget ry, én helt anden er min og min families. Forstår du det, Morgaine?" Den sidste sætning blev sagt tydeligt, som talte hun til et lille barn.

[Cailean Morgaine]

Stædighed ville have, at han ikke viste tegn på svaghed. Han ville gerne rette en oprejst langefinger mod hende, nu han ikke kunne kommunikere verbalt. Men behovet for at trække vejret ordenligt, og for at mærke gulvet under sig med andet end sine hænder, vandt over trangen til at provokere.

Han nikkede. Det var besværeret, og det gjorde møg ondt der hvor hendes stav havde brændt ham. Men han nikkede.

[Baylea Burke]

"Hvis du ikke var, hvem du er, så havde der ikke været nogen advarsel," forklarede Baylea ham truende. Hun gjorde et vip med staven, så han igen dumpede ned på gulvet foran hende. Kryb.

"Betragt dig selv advaret."

[Cailean Morgaine]

Den mængde luft Cailean havde præsteret at få ned i lungerne, trods opsvulmet tunge, blev effektivt slået ud, da han ramte gulvet. Kort spekulerede han over, hvad fanden hun mente med 'hvem han var', men mest af alt fokuserede han på, at få hevet noget ilt ind igen.

Ynkeligt lå han på gulvet og hvæsede efter vejret, imens den ene hånd ledte efter staven. Klappede gulvet søgende. Han prøvede at sige noget, men lyden blev forvredet af tungen og kom kun ud som klagende mumlen.

[Baylea Burke]

"Du må hellere se at komme på hospitalsfløjen, før din luftvej bliver afskåret helt," sagde Baylea nøgternt, mere konstaterende end noget andet. Hun drejede rundt på hælen og tog et par skridt derfra uden skyggen af bekymring. Hvem ville de andre tro på - hende eller idioten, der allerede havde gået et år om, fordi han hele tiden kom i problemer?

"Oh, og Morgaine?" Hun drejede sig, som ved eftertanke. "Hvis du nogensinde hæver din stav mod mig igen, så knækker jeg den. Hm? Og det samme gælder din lille kærestes." Mudderblodens rønnestav blev kastet foran ham, før hun trådte hårdt ned på den, så der faldt et lille stykke træ af den yderste spids. Hun ventede ikke på svar, vendte bare ryggen til ham og gik ud mod den brede korridor.

[Cailean Morgaine]

Manglen på en optimal mængde ilt, fik øjnene til at løbe i vand. Alligevel fik han rettet blikket mod hende. Rasende.

Men det blev kun svære og svære at trække vejret, og nu lod det endelig til, at hun skred. Han havde ikke brug for, at få gjort eller sagt noget, som fik hende til at blive hængende. Selvom ord ikke var en mulighed lige nu, uanset.

Pint kom han om på siden, og sidenhen op på alle fire. Han kravlede hen til staven foran ham og samlede den op, kun for at opdage, at det ikke var hans. Et søgende blik blev kastet rundt. Dér! Inde langs stenvæggen. Besværet kravlede han hen efter den, og kom på benene ved hjælp af den kolde mur, hvor han prøvede at få vejret igen.

Men tungen voksede bare, og det begyndte at prikke for øjnene. Han blev nødt til at komme ned til tredje sal.

Begge stave blev stukket i inderlommen, og Cailean kæmpede sig vej til trapperne. Hvordan han kom ned af dem og om det overhovedet var ham selv der endelig bankede på døren til hospitalsfløjen, havde han ingen erindring om. Det næste han registrerede var bare, at han besvimede på gulvet efter at helbrederen lukkede døren op.

Lukket