I must not tell lies

[Cierán Bennion]

Spørgsmålet havde hurtigt bevæget sig ind i et område, Cierán ikke havde meget lyst til at betræde. Han blev nødt til at fokusere, bevidst på at eliksiren ville lokke svarene ud af ham. Han var desto mere taknemmelig for at det kun havde været en enkelt dråbe, og ikke mere.

Én dråbe var dog stadig nok til at få hans tunge på gled.

"Mmh... Det har jeg." tilstod han, til trods for et sammenbidt forsøg på at holde ordene inde. Munden føltes tør, og en følelse af angst sneg ind på ham. Stædigt lykkedes det ham at holde munden lukket; han havde allerede givet svar på hendes spørgsmål.

[Baylea Burke]

Personligt var Baylea egentlig ligeglad med, hvem Cierán havde lyst til at leve sit liv med. Men hun kunne godt lide at have ærmet fyldt med esser og efter forlovelsen med Cailean Morgaine, var det vist kun en god idé.

"Fortæl mig om hende," opfordrede hun blødt.

[Cierán Bennion]

Cierán skulle vel være taknemmelig for at Baylea ikke spurgte ind til noget mere specifikt - såsom et navn. Det betød ikke at han var glad for at skulle blotlægge sig på den måde overfor hende af alle mennesker, på den her måde. Blikket flakkede kort mod Flint, i et spinkelt håb om at han ville bryde ind, men der kom inge protester fra den ældre ørn.

Han slugte sin stolthed atter en gang.

"Hun er unik." startede han langsomt. "Hun ser verden på en anden måde. Hun ser den for hvad den er, for hvad den burde være, og hvad hun kan gøre den til. Og jeg er ikke i tvivl om at hun er i stand til at opnå det." Han slugte en gang. "Jeg beundrer hende for det."

[Baylea Burke]

Baylea havde hele tiden haft en klar fornemmelse af, at hun vidste præcis, hvem Cierán talte om. Det var dog noget helt særligt at høre ham lægge ord på det, og hendes hoved faldt mere på sned, mens han talte. Der gik lidt tid, hvor hun bare sad sådan, bare betragtede ham, før hun talte igen.

"Føler du dig værdig til hende?"

[Cierán Bennion]

Han kunne ikke sige hvad der ramte hårdest; den tilsyneladende evighed hvor Baylea bare sad og så på ham i tavshed, eller spørgsmålet hun endelig stilte ham. Spørgsmålet fik i hvert fald en knude til at forme sig i maven på ham, og hænderne lukkede sig anspændt omkring hans knæ. Han havde ikke lyst til at svare hende, men eliksirens effekt dvælede stadig i ham, og trak svaret ud af ham.

"Nej." kom det ud gennem sammenbidte tænder. Intet af dette var noget han havde sagt højt. Han kunne lade sig selv dvæle i forestillingerne, især når Baylea gav ham sin opmærksomhed. Nytårsfesten havde kun pustet til gløden - men igennem det hele var der den ærlige sandhed han gravede dybt ned.

[Baylea Burke]

"Hm." Hvis svaret overraskede hende, kom det i hvert fald ikke til udtryk. Baylea betragtede ham stadig med samme rolige, tankefulde udtryk.

"Hvorfor ikke?"

[Cierán Bennion]

Cieráns ene bryn gled afventende op af Bayleas intetsigende svar. Han forsøgte at læse hende, men holdt stadig tand for tunge, i frygten for at eliksiren ville få ham til at sige mere end nødvendigt. Han spurgte sig selv om hvor længe effekten ville vare, men den eneste måde at teste det ville være at forsøge at lyve.

Spørgsmålet hun endelig stilte ham fik ham til at tænke et øjeblik. Men ikke længere end dét.
"Hun kommer fra en gammel fuldblodsslægt. Respekteret i de rigtige kredse. Mit navn har ikke den samme vægt." Ordene fik en bitter afslutning, men fortsatte. "Jeg tror ikke hun ser på mig som jeg vil have hende til."

[Baylea Burke]

"Hm," lød det igen fra Baylea, lige så intetsigende som før. Hun rettede sig lidt op igen og børstede lidt støv af nederdelen. Blikket fulgte bevægelsen, inden hun igen hævede det og stillede skarpt på Cierán.

"Så, hvis du ikke engang er værdig til én fuldblodsheks, hvordan er du så værdig til gruppen?" Hun holdt en kunstpause, for kort til at bryde ind.

"For hun ér med i klubben, ikke sandt?"

[Cierán Bennion]

Cierán fik en følelse af at det havde været hér, spørgsmålene havde været rettet. Om han overhovedet var værdig til at være en del af klubben. Og hvis han læste måden Baylea stillede spørgsmålet rigtigt, havde hun allerede en mening om hans værdighed. Både til klubben, og til alt andet.

"Hun er med i klubben." bekræftede han langsomt. Blikket dvælede på hende uden at blinke, og aldrig før i sit liv havde han havde mere lyst til at kunne sluge sin egen tunge. "At blive accepteret her vil vise at jeg er værdig." Det ville bevise det for alle. For ham selv. Og forhåbentligvis for hende. Kæben spændte sig, og det lykkedes ham at holde den sidste tanke fra at blive sagt højt. Måske var eliksiren endelig ved at slippe sig tag i ham.

[Baylea Burke]

Blikket på Cierán var tankefuldt. I sit eget forsøg på at vise sit værd, havde Baylea aldrig overvejet, at én, der var født rent af blod uden den mindste mulighed for at rejse spørgsmål til det, kunne have samme udfordringer som hende selv. Om end det var en noget vattet udgave af det. Hans dedikation stadig tvivlsom.

"Var der mere?" spurgte hun, blikket kortvarigt dvælende, hvor hans kæbemuskel havde spændt tydeligt.

[Cierán Bennion]

Var der mere? Cieráns øjne klemte sig en smule sammen. Han havde været sikker på at hans forhører havde tænkt sig at grave dybere i det. Måske tydeliggøre hvorfor de overhovedet havde haft et behov for at udspørge ham på den her måde, i sammenhæng med klubben. Han kunne ikke engang bedømme om hans svar havde været tilfredsstillende eller ej; Bayleas ansigt afslørede meget lidt, og Gideon havde ikke sagt et ord undervejs.

"Det er ikke kun på grund af hende, at jeg vil være i gruppen." kom understregelsen endelig.

[Baylea Burke]

Baylea betragtede ham længe, før hun nikkede langsomt. Det blev den første rigtige reaktion på hans svar. "Godt," svarede hun roligt og lod benene flette sig fri af hinanden igen, før hun rejste sig op.

Hun var fuldt ud bevidst om, at Gideon Flint kunne følge med, da hun krydsede afstanden til Cierán og bukkede sig frem med den ene hånd hvilende på hans armlæn. Et dvælende kys blev lagt på hans læber, før hun rettede sig lidt op igen. Ansigterne var stadig tæt på hinanden.

"Hvad føler du lige nu?"

[Cierán Bennion]

Endnu en gang var det lykkedes hende at få skovlen under på ham, og Cierán lod sig opsluge af det dvælende kys, som føltes lige så godt som kysset de havde delt til nytårsfesten. Han nåede kun netop at læne sig lidt ind i det da hun brød det, men hendes ansigt var stadig tæt nok på ham til at han kunne mærke hendes varme ånde mod sig.

Han fugtede læberne før han kunne svare, og bemærkede sig at han genkendte smagen.
"Jeg..." kom det langsomt fra ham. Selv med et sandhedsserum måtte han rede ud i de mange følelser som kredsede i ham på én gang, før han kunne svare hende. "Jeg føler mig varm. Men også forvirret." Blikket flakkede til hendes læber igen, så tæt på hans.

[Baylea Burke]

Forvirret. Idiot. Baylea væbnede sig med tålmodighed, kun centimeter fra hans ansigt. Hovedet blev vippet et næsten usynligt stykke til den ene side, som uden tvivl kun var synligt for ham, fordi de var så tæt.

"Forvirret?" Opfordringen var blød.

[Cierán Bennion]

Måden Baylea tippede ansigtet til siden på, mens hendes ansigt stadig var så tæt på hans, fik det til at krible i ham. Hendes duft pirrede hans næsebor, og gjorde det virkelig svært at fokusere. Kun få ting var klart for ham; hun havde kysset ham til nytårsfesten (måske som en del af dansen, men stadig), og hun havde kysset ham nu. Han fugtede læberne igen.

"Det er ligemeget." kom det ærligt fra ham, da han lod sig rive med af den impulsive trang, og lænede sig frem for denne gang at fange hendes læber i kysset.