Ny hverdag [s]

[Bryce Donovan]

Smilet bredte sig en anelse, som det lykkedes Callista at prikke til hans ego på den helt rigtige måde.

"Jeg sagde ikke at jeg ikke kunne." svarede han defensivt, og trådte de sidste par skridt frem til hende, og lirkede sin ene arm under Callistas ben og den anden om hendes ryg. Da han løftede hende, var det alligevel med en lille, anstrengende lyd han ellers ihærdigt forsøgte at holde inde. Han var ikke meget for at give Callista indtrykket af at hun var blevet tungere efter graviditeten - selv om hun unægteligt stadig havde nogle ekstra kilo. Men så snart han havde fået hende op i armene og justeret sit greb, gik det hele meget lettere.
"Se? Stadig lige så let som en fjer." tilføjede han derfor med et varmt smil i hendes retning.

[Callista Runcorn]

Den defensive tone fik Callista til at hæve brynene udfordrende over det sitrende smil. Smilet blev kun mere udtalt da han løftede hende op fra stolen og hun undlod at komme med flere drillende stikpiller.

Hun slap dog et underholdt fnys mens hun lagde armene omkring hans hals "Jeg er imponeret. Hvad så nu?" spurgte hun og så afventende på ham.

[Bryce Donovan]

Der var noget behagelig familiært ved at have hendes arme lagt om hans hals på den måde, og han kunne ikke andet end at smile blødt af hende.

"Hvad mener du, hvad så nu? Du ville lægges i seng, ville du ikke?" Der var unægtelig et legende tonefald i hans stemme, og han var da også begyndt at gå i retning af deres soveværelse igen mens han havde talt. "Medmindre du altså har fået andre idéer i løbet af det sidste minut?" indskød han med et glimt i øjet.

[Callista Runcorn]

Callista nikkede med et dæmpet "Mhmm." og kastede et enkelt blik tilbage mod vuggen, før hun sørgede for at dæmpe lyset til næsten slukket før de forlod rummet helt "Andre idéer end søvn?" spurgte hun da døren var lukket på klem "Jeg tror ikke jeg kan tænke på så meget andet lige for tiden." indrømmede hun med et skævt smil og uden egentlig fortrydelsen.

For bare nogle få måneder siden, ville hendes tanker uundgåeligt have vandret til noget lidt andet end søvn i en situation som nu og selvom tanken strejfede hende, var det søvn der endte som mest dominerende.

[Bryce Donovan]

Havde forholdene været helt anderledes var Bryce ikke et sekund i tvivl om at han kunne have kommet med forslag på andre aktiviteter, nu de begge var vågne. Men det var svært at bebrejde hende, og han kunne heller ikke finde sig det spor skuffet over hendes svar.

"Søvn er blevet en luksus nu." medgav han enigt. "Én, vi måske må udnytte mens vi kan. Forhåbentligvis vil hun sove lidt ud, nu hun er blevet mæt." Han håbede i hvert fald. Ellers ville han gøre alvor af sit løfte og være den næste som tog hende, så Callista i det mindste kunne hvile sig lidt. Han var måske blevet bare en smule pylret over hende efter fødslen, men det var svært at undgå, når han havde set de anstrengelser hun havde været igennem for at bringe deres datter til verden.

[Callista Runcorn]

Der var gået lidt over en måned siden to var blevet til tre og i den tid de havde været sammen, var der aldrig gået så længe uden at de havde været en del mere fysiske sammen, end de havde været den sidste måned "For et år siden ville jeg vove den påstand, at jeg aldrig ville vælge søvn først." konstaterede hun med et halvt smil og lod hovedet dumpe ned mod hans skulder mens han gik.

Det var en underlig tilstand, at alting drejede sig omkring et lille menneske der ingenting kunne selv. Især for en, der ellers altid havde sat sig selv og egne behov forrest.

[Bryce Donovan]

Det var bestemt ikke fordi Bryce havde nogen illusioner om at Callista afviste ham på noget andet grundlag end at hun simpelthen var træt. For kun et par måneder siden ville han måske stadig have taget sig nær af det, men sandheden var nok at han heller ikke var upåvirket af deres datters modvilje til at sove igennem en nat.

"For et år siden ville jeg have været sikker på at der var noget galt med dig." svarede han med en munter lyd, mens de nåede ind på soveværelset igen. "Men vi kommer nok ikke uden om at alt bliver anderledes." Det havde ikke været en nyhed. De havde brugt adskillige måneder på at acceptere dén kendsgerning, men det var alligevel noget andet når man stod i det.
Smilet var stadig på hans læber da han lagde Callista ned i sengen igen.

[Callista Runcorn]

Callista slap en lille lyd tæt ved hans hals, der både var underholdt og bekræftende "Alting er allerede anderledes." mumlede hun og kæmpede allerede lidt med at holde øjnene åbne det sidste, korte stykke.

Øjenlågene var kun endnu tungere da hun landede på den bløde madras og med et tilfreds suk, møvede hun sig ind på sin vante plads og så afventende op på ham "Hvis ikke du skynder dig at komme herned til mig, ender det bare med hun vågner før vi falder i søvn igen." det var måske lidt at jinxe det, men tanken nåede ikke at strejfe hende.

[Bryce Donovan]

Med en munter lyd trak Bryce kåben af sig igen og lagde den fra sig på den nærmeste overflade. Han behøvede ikke blive spurgt to gange - især med den meget reelle sandsynlighed for at Scarlett snart ville vågne igen - og spildte heller ikke meget tid med at kravle under dynen og indfandt sin vante soveplads ved siden af hende, med en arm lagt under hende så hun kunne ligge ind til ham. Dét var blevet en af de små ting han virkelig havde savnet over de sidste måneder af hendes graviditet, hvor hendes mave havde været i vejen for at hun kunne ligge sådan igen.

"Næste gang hun vågner, skal jeg nok tage hende." lovede han igen, mens han plantede et kys mod Callistas tinding. "Hvis jeg ikke vågner, så bare væk mig. Om du så skal sparke mig ud af sengen." Det var kun en halvvejs joke. Callista kunne nok godt finde på det med nok motivation.

[Callista Runcorn]

Callista behøvede ingen opfordring for at krybe ind til ham og med kinden mod hans skulder, lægge en arm ind over ham "Jeg har ikke glemt det og jeg har tænkt mig at holde dig til det." mumlede hun døsigt, mens hun strakte hals og lod næsetippen stryge mod siden af hans hals. Duften af ham fyldte hendes næse og fik hende til at slappe af. Den var tryg og velkendt, ligesom armen der lå omkring hende "Hvis du er heldig, når Aifric at tage den i opløbet før hun vågner helt." det var sket før, at den pligtopfyldende husalf var trådt ind.

[Bryce Donovan]

Det kildede behageligt på halsen, hvor Callistas næsetip strøg den spændte hud. Hans arm krogede sig en smule under hendes nakke, så hans fingre kunne nå op for at stryge igennem hendes hår.

"Hvis jeg er heldig." istemte han blødt. Han havde altid sat pris på den pligtopfyldende husalf, men især efter den nye tilføjelse i hjemmet havde han været ekstra taknemmelig for den ekstra hjælp. "Ellers er der ikke andet at gøre. Det er vist en del af far-rollen." Blikket søgte hende igen, da han tillod sig at strejfe hendes mundvige med sine læber. Det var heldigvis nemt, så tæt på ham som hun lå.

[Callista Runcorn]

Callista svævede et sted lige på kanten af søvn og vidste at hvis hun først lukkede øjnene for alvor og holdt op med at tale, ville hun være væk på meget kort tid "Hun snor dig allerede om sin lillefinger." konstaterede hun dæmpet, men underholdt, mens hun halvt ubevidst, lod fingrene trække dovne mønstre mod hans mave "Hvad vil du gøre når hun bliver stor nok til også at sætte ord på sine krav?"

[Bryce Donovan]

Bryce var næsten lidt for bevidst om at han allerede nu var blød for sin datters behov. Ligeledes var han klar over at Callista nok var ret berettiget i sin spøg om når Scarlett blev ældre.

"Det samme som jeg gør for den anden vigtige kvinde i mit liv." svarede han med en underholdt lyd. "Jeg giver efter." Tonen var spøgefuld, for selv om at han måske havde ladt sig sno om Callistas finger ved mere end én anledning, var det ikke fordi han havde så meget imod det. Og for det meste var hendes krav indenfor rimelighedernes grænser. Han kunne kun håbe at Scarlett ville vokse op til at ligne sin mor.

[Callista Runcorn]

Callista blinkede, eller måske mere gled øjnene i et sekund eller to længere end nødvendigt og en underholdt lyd forlod hende "Ind i mellem kan jeg ikke beslutte mig for, om du er klogere, eller dummere end jeg giver dig ære for." spøgte hun, mens fingrene fortsatte deres dovne dans mod hans overkrop "Har du givet efter så tit for mig da?"

[Bryce Donovan]

Spørgsmålet fik Bryce til at ligge i tavs overvejelse i et par lange sekunder. For når han virkelig tænkte over det, havde han ikke rigtig givet så meget efter for hende, som hun faktisk havde givet efter for ham. Det var hende, som havde givet ham en ny chance. Det var hende, som havde flyttet ind hos ham. Det var hende som havde givet sig, og havde båret deres barn.

"Nej, det har jeg måske ikke." indrømmede han lavt, og smilede lidt ind mod Callistas hovedbund, mens hans frie arm lagde sig omkring hende under dynen.