I det mindste velkendt

[Archie McCormack]

Der var ærligt talt mere end rigeligt at se til i Archies liv for tiden. Løse ender, der skulle knyttes, og tid, der skulle indhentes. Måske havde han derfor også været mere villig end normalt til at tage med sin lille familie til den ærligt talt lidt for overgjorte fest. Det føltes næsten normalt ved siden af alternativerne.

Han var da heller ikke kun beklagelig, da han kastede et blik efter Valerie, der undskyldte sig, kun for at se tilbage og finde Hamish Buchanan, ikke langt derfra. Det blev endda til et smil, hvor afdæmpet det end var, da han nærmede sig.

"Jeg er næsten overrasket over at finde et velkendt ansigt i mængden."

[Hamish Buchanan]

Hamish havde måske maske på, men der var næppe nogen, der var i tvivl om, hvem han var; hvis ikke for sig selv, så fordi han havde en mørkhåret skønhed ved sin side, som selv med sit nye udseende, ikke var til at tage fejl af.

Selvsamme var dog optaget af samtale nu, og det efterlod Hamish helt ledig til en meget uventet samtale. Brynene gled op i overraskelse over at se Archie, men det blev fulgt af et smil. “Min tilstedeværelse kan ikke være halvt så overraskende som din,” konstaterede han og rakte armen frem.

Mindre formelle venner ville måske have krammet efter så lang tids adskillelse, men for Hamish og Archie blev det til et let greb om underarmen, før førstnævntes hånd faldt igen. “Et tillykke eller to må vel være på sin plads,” tilføjede han, ikke kun på grund af familieforøgelsen, men også fordi vennen havde fødselsdag.

[Archie McCormack]

Hånden lukkede sig om en velkendt underarm og selvom det var både let og kortvarigt, var det absolut helhjertet. Den gled over håret, glattede det tilbage, som han altid bar det, når han var tilbage i Storbritannien, før den faldt ned langs siden.

Lykønskningen var værdsat, men blev ligeledes mødt med et enkelt nik, der ikke røbede alle de komplicerede følelser, som også var filtret ind i glæden. “I må komme forbi snart.”

[Hamish Buchanan]

Hamish kendte Archie godt nok til at vide, at der altid var komplicerede følelser involveret i alt, hvad han gjorde, og at det for så vidt muligt var bedst at lade være med at spørge ind til, medmindre det tjente et direkte formål; såsom at hive vennen op fra et af de huller, han til tider havde for vane at grave sig selv i.

“Det er en invitation vi vil tage imod uden tøven,” svarede han og mente det. “Det er godt at have jer tilbage. Jeg håber, at det bliver for en længere periode denne gang, så længe, som I har været udrejst.”

[Archie McCormack]

Archie smilede ikke, men noget i trækkenes mildhed kunne sagtens give indtrykket af det. Han nikkede i værdsættelse, men satte ikke ord på den.

"Vi skal ikke ud igen foreløbig," svarede han i stedet alvorligt og mærkede igen den pludseligt opståede banken for brystet. Han måtte undertrykke trangen til at lede efter Valerie med blikket og tog en diskret, men stærkt behøvet indånding.

"Men vi burde tage ud at rejse på et tidspunkt. Alle fire." Det var der selvfølgelig også udfordringer forbundet med, og forslaget var nok aldrig kommet fra ham inden månederne i Peru, der havde ændret alt. Han måtte da også smile lidt over det dybt u-Archie'ske i det, da han tilføjede: "Nyde livet lidt."

[Hamish Buchanan]

Hamish fornemmede, at der lå noget og ulmede under overfladen, men det var ikke tiden eller stedet til at kratte i det. Det blev han da også sparet fuldkommen, da Archie fortsatte med ord, som fik hans vens øjenbryn til at hæve sig bag masken i åbenlys forbløffelse.

Så slap en munter lyd ham og han forsøgte ikke at hindre mundvigene i at sitre. "Hvis ikke jeg vidste bedre, var det lige før, at jeg ville tro, at det var nødvendigt med et polyjuicetjek af nytårsgæsterne," svarede han spøgefuldt, men ikke uinteresseret.

"Absolut, dog. Jeg er ikke i tvivl om, at Alissa med glæde ville støtte forslaget. Jeg ved, at hun har set frem til at se Valerie igen."

[Archie McCormack]

Archie havde en holdning til vennens hustru, men den betød intet ved siden af Hamish' og Valeries. Så han nikkede bare og benyttede det som undskyldning til at lade blikket glide over lokalet.

"Det ville ikke undre mig, hvis de fandt hinanden," konstaterede han og havde ikke samme held. Han vendte ansigtet mod Hamish igen.

"Men en hytte i højlandet, hm?" Han hævede brynene let. Ikke England, der var lige så fladt som accenten.

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en istemmende lyd, men var heller ikke som sådan overrasket, skønt Valerie alligevel på nogen punkter adskilte sig fra de veninder, som Alissa normalt omgav sig med. Tænderne kom til syne over spørgsmålet og han nikkede.

“Aye,” svarede han i den accent, der kun lejlighedsvist fik lov at blive mere udtalt, end den uundgåeligt var på dagligt plan. “Vi har en jagthytte, som vi kan benytte. Alissa har endnu ikke været der, så det ville være en glimrende lejlighed.”

[Archie McCormack]

Archie havde ikke haft konkrete planer. Familien boede ganske vist i Skotland, men han havde knapt kontakt til dem og de var heller ikke i hans tanker nu. Heldigvis havde Hamish løsningen på dén del og det trak op i et ganske svagt, men skævt smil.

"Det lyder godt," svarede han og tilføjede, som ved eftertanke og ikke uden en drilsk undertone: "Så kan du også se, hvordan hun har det med småbørn." Ikke, at han nogensinde havde overvejet muligheden for, at Hamish skulle få børn. Det havde ikke engang for alvor været en overvejelse for ham, før det var blevet en realitet.

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en munter lyd over truslen, men Hamish var ærligt ikke så bekymret. De vidste begge, at de naturligvis skulle have børn, men der var vist ingen af dem, der så det i den nærmeste fremtid. Sandt at sige var det sværere for ham at forestille sig vennen med et barn, og dét så han frem til at opleve. Det undlod han dog klogeligt at sige.

"Blot en af mange fordele," svarede han i stedet muntert, før han fangede dem begge et glas whisky. Det var på sin plads, for de havde mere at tale om.

Lukket