Twisted Corks

[Sinéad L. Yaxley]

Efter The end of the year

Årets nytårskys havde ikke været en succes. Den tilfældige opsætning kunne potentielt have ledt til noget godt, men desværre var Sinéad havnet med en sølle taber. Én der ikke havde sat pris på, hvor heldig han var, at han var landet med lige præcis hende.

Ovenpå dén sørgeligt fornøjelse, var Sinéad søgt mod serveringen, for at samle et glas champagne op. Så hun samtidigt kunne samle sig selv op.

Hun skænkede ikke mange blikke til den servicerende unge fyr, der hældte op i glassene, eller til hvem der ellers stod omkring hende. Og da slanke fingre rakte ud efter glassets tynde stilk, fik de i stedet rørt ved noget der ikke var glas. Hun rettede opmærksomheden mod glasset.

Om stilken var et andet sæt fingre, og blikket løftede sig mod deres ejer.

Hun fugtede læberne og trak hånden til sig igen. "Beklager," meddelte hun kort. Han lignede ikke en der havde samme taber status som hendes nytårskys, og dét var nok den eneste årsag til, at hun ikke bad ham om at skride og give slip på hendes glas. Hun tog et af de andre glas i stedet, og vurderede ham med blikket.

Måske ikke helt dårligt, konkluderede hun og fandt endelig et lille smil frem igen. "Jeg så mig vist ikke for."

Edwin Selwyn

[Edwin Selwyn]

Et klir, en omstrejfende hånd og et par varme læber havde mødt hans ved tolvslaget. Varme, våde, vamle læber som havde fået Edwin til at fortryde sin spontanitet. Men selvom at han elegant havde placeret et par galleoner i mandens udstrakte hånd, havde det ikke afhjulpet de skjulte blikke fra den flotte tjener. Måske det var sandt, at når de var kønne behøvede de ikke at bruge hjernen, eller tungen for den sags skyld.

Hans tunge stred om og om i hans mund, over tænderne og ganen som en uendelig vaskemaskine for at få hans smag bort; røg og kaviarrester. Men i samme apatiske bevægelse mod den nye servitørs bakke, mødte hans fingre noget overraskende blot. De chokolade brune øjne vendte sig mod den unge kvinde med et knivskarpt blik, men blev hurtigt erstattet af verdens godmodighed, da han indså ar hendes klæder var af silke og smykkerne af diamanter. ”Intet at beklage, champagnen er sølle alligevel”, svarede han som han hævede sit glas i en respektfuld skål. Han havde set hende et sted, og kunne næsten sværge på at hun hørte til i hans egen klasse. ”Godt nytår, frøken-?”, Edwin så afventende på hende, imens hans krop langsomt vippede frem og tilbage som for at følge musikkens rytme - eller finde sin egen balance.

[Sinéad L. Yaxley]

Hun slap et en let underholdt lyd ved hans bemærkning, og skjulte instinktivt munden bag en hånd. Slet nogen skulle se at hun lo af noget der hånede værtinden. Blikket vandrede da også ud i rummet, et kort øjeblik. Men der var ingen Alissa Avery at se, og hun vendte opmærksomheden mod troldmanden igen. Han var vel på hendes alder? Lidt yngre måske, men ikke meget. Det var svært rigtigt at vurderer, når alle havde masker på.

Hun rankede ryggen. "Yaxley. Sinéad. Og hvem må jeg ønske godt nytår?"

[Edwin Selwyn]

“Frøken Yaxley”, hilste han venligt. Et fornøjet smil trak i hans mundvig. Hun lo som en gris; forskrækket men overbærende, som morede hun sig også lidt for meget på værtindens bekostning. Edwin var ikke et sekund i tvivl om sin kusines vrede, havde hun fået nys om hans kommentar. Et sted ønskede han næsten at se hende puste sig op som en glorificeret ballon, for så at klage til hans forældre. Derfor sendte han i tankerne en hemmelig skål i hendes retning, som han hævede champagnen mod sine rå læber og tog en slurk. “Edwin Selwyn”, svarede han, imens søde boblende væske overtrak hans ord som bitter chokolade. Elegant placerede han hånden på den nærmeste stoleryg, en tilfældig lænestol af mørkegrøn velour; “Man skulle tro at dekoren var bestemt af nogen, som havde svært med at slippe sin skoletid”, bemærkede han med en udslået hånd så at champagnen skvulpede over håndryggen og plettede det orientalske gulvtæppe. “Gik De også på Hogwarts, Frøken Yaxley? Eller nej, hold den tanke, men fortæl mig hvad De laver nu?”, fortsatte han med den yderste smiger som han kunne fremtvinge.

[Sinéad L. Yaxley]

Selvwyn. Ikke dårligt. Hendes tynder strøg hår tilbage, som allerede sad perfekt, og hun blinkede måske en ekstra gang. Han kunne vel godt kategoriseres som charmerende.

Sådan da. Lidt useriøs måske. Hvilken brite havde ikke gået på Hogwarts? Hun slap heldigvis for at svare på dét spørgsmål, da det blev erstattet af et nyt.

"Auror." Svarede hun ganske kort og betragtede ham for en reaktion. Nok var det ikke et job typisk associeret med noget fint og feminint, men det kunne noget andet. "Og dem?"

[Edwin Selwyn]

På sin vis havde hun ret. Enhver britte med selvrespekt havde vel gået på Hogwarts, det var trods alt den bedste skole i verden for heksekunst og troldmandsskab. Dog syntes hendes navn at ringe bekendt i hans indre, selvom at han ikke kunne placere hendes stemme ognikle kunne se hendes ansigt for masken. Men en Yaxley var ikke just dårligt trods deres frygtelige rygte; i sidste ende var det vel pengene som spillede rolle.

“Virkelig?”, spurgte han med overdreven overraskelse imens hans blik fulgte hende fra top til bund og op igen. Hendes feminitet og yndige ydre grænsede nærmere til Psycke end stærke Athena. Han spidsede sine læber og lænede hovedet til siden som dømte han hende. “Man kunne kalde mig en ‘socialite’ eller…. ‘Investor’”, svarede han med sit charmerende og kække smil, imens han modstod fristelsen til at kalde hende Peggy, man vidste trods alt aldrig om Yaxley rygterne ejede nogen realitet.

[Sinéad L. Yaxley]

"Virkelig." Gentog hun bekræftende, og lyttede da han fortsatte med sin egen... beskæftigelse.

Hun løftede et bryn, og var ikke voldsomt imponeret. Det lød som et typisk dække for 'født med en guldske i munden og bor stadig hjemme'. Lige nu boede hun selvfølgelig også hjemme, men det var af helt andre årsager. Lejligheden var trods alt brændt ned.

"Ja? Fortæl endelig mere, Mr. Selwyn. Det lyder som en vanskelig branche, hvis formålet er at forsørge en familie. Men De er måske ikke gift?" Tonen var sukkersød og skjulte ganske fint, at hun ikke var imponeret. Socialite. Hun fnøs mentalt.

[Edwin Selwyn]

Havde det ikke været for Claremont og Logen, havde Edwin ikke haft nogle skrubler med at fortsat bo hjemme. Han havde elsker sin fløj, og nydt sine forældres elskværdige forkælelse af ham. Hvorfor flytte, når man havde muligheden for at blive kæledægget til enhver pris?
Dog kunne Edwin ikke undgå at notere den elegante spydige tone i hendes stemme; hvem troede hun egentlig hun var? Han skød et øjenbryn i vejret og lod et nedladende udtryk omfavne hans søde kerublæber; “Langt fra, som ledig bachelor, nyder jeg livet og alle dets tilbehør”, han sænkede sit blik mod hendes rundede former inden han endnu engang mødte hendes øjne. De var som to dybe søer, og kunne han drukne havde han gerne forsøgt i deres dybe vande. Det bildte han sig ihvertfald ind, da han ikke kunne undgå med at få spontan øjenkontakt med sin tidligere ‘tjener’ som sendte ham skjulte blikke og søde smil. Edwin ville sågar påstå at han havde modtaget et mildt klap bag i sidst han kom forbi. Hans før charmerende smil forsvand. “En investor, investerer i bekendtskaber, og skaber sammenhold mellem familier… Er de nær deres familie, frøken Yaxley?”, spurgte han uden at ligge låg på spydigheden der omgav ordene som tyk gift. “Sig mig, er de ikke enken Yaxley?”, spurgte han da mere direkte imens han lænede sig forover, hans hånd støttede ham stadig mod den grønne lænestol.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad syntes stadig det lød som en klassisk 'bliver aldrig rigtig voksen' beskæftigelse. Lidt useriøst. Men vel nok typisk en Selwyn. Hun tog en tår af sit glas imens han plaprede videre om investorer. Som om hun ikke var klar over hvad gode forbindelser betød.

Hun blev dog en anelse stram i betrækket ved hans sidste spørgsmål, og læber der i forveje var smalle blev nu til en tynd streg. Blikket vandrede vurderende op og ned af troldmanden og lænestolen, inden hendes udtryk mildnedes og hun svarede.

"Jo." Et suk fulgte. "Jo, min stakkels Tommy. Han gik bort sidste forår. Det var en tragisk ulykke. På forsiden af profettidende, faktisk. Du kendte ham måske?"

[Edwin Selwyn]

Imens hun talte, hævede Edwin glasset til sine læber. Han havde noteret hendes årvågne blik, og det glemte hårstrå som stadig sad lydigt og ventede på at blive plukket fra hendes bryn. Det dirrede i hans fingre for at nive det bort. Ingen dråber ramte hans tunge, og skuffet sænkede han sine mørke øjne mod det overraskende tomme glas. “Yaxley var med i AC”, svarede han passivt, som havde han ingen større interesse for hendes husbonds tragiske skæbne. “Nu vi taler om grillede kamphaner…. Hvad siger du til en dragewhiskey? Hmm? For at mindes vores store…. Yaxley”, hans blik var allerede forbi hende og hvilede uheldigvis på tjeneren med et udseende som Eros selv, men kysseteknik som Heras forbandelse. Med et knips, og et peg mod baren, forstod dumpappen heldigvis hvad Edwin mente, og endnu engang kunne han returnere sin opmærksomhed Sinéad, som så alt andet end imponeret ud i hans øjne. “Sørger De stadig? Eller er de vendt tilbage til markedet? De står jo i en vældig attraktiv position”, bemærkede han med sit sædvanlige kække smil, imens han efterhånden havde sat sig på stolens armlæn.

[Sinéad L. Yaxley]

Hun fulgte hans blik. Lyttede til hans ord, trods hun fandt dem ualmindeligt provokerende. Men kun på overfladen. Måske. Hun fulgte hans blik igen. Denne gang mod tjeneren og snart mødte hun selv blikket fra denne... Edwin Selwyn.

...vendt tilbage til markedet? Hun kunne have stukket ham én. Men noget i hende, fik hende i stedet til at le overrasket. "Frembrusende, Mr. Selwyn. Men det kommer vidst ikke Dem ved, medmindre De er interesseret." Det var ikke så meget et spørgsmål, som en konstatering.

[Edwin Selwyn]

Hendes latter slog imod ham som en uventet tidebølge. Den kimede som sølvklokker og fik ham til at trække på mundvigen. I sin fuldskab, kunne han kun erkende til hans egen morsomhed. Et klir, efterfuldt af splitrende toner lød idet hans glas faldt til marmorgulvet. Edwin gav den ingen opmærksomhed, men strøg blot sit mørke hår tilbage og glat med begge hænder. Han smilede fortsat, men denne gang med en intention om at charmere, og hævede sin hage: ''Jeg er en af de eneste ledige mænd på markedet, Frøken Yaxley'', forklarede han hende, som var hun et mellemstadiebarn; dum og naiv. Hans mørke blik så indgående på hende i et kort øjeblik indtil at det kort sænkede sig til hendes bryst, der var ikke meget at komme efter. Han fangede hendes blik igen, lige i tids nok til at den forhutlede tjener kom springende med dragewhiskeyen. Den blev placeret i hans hånd med et par fingre, der hvilede et par sekunder for længe, før Edwin rev den til sig.

[Sinéad L. Yaxley]

Hun løftede hagen ganske let, og stod ligeså rankt som søjlerne i en dansesal. Blikket spillede. Hun havde allerede øjnene på andre troldmænd, men her var én der næsten kastede sig i armene på hende, og hun kunne ikke lade være med at finde det fristende.

"Jaså?" Svarede hun endelig og fortsatte, med et smil i mundvigen. "De mener måske også, at man bør sige 'ja tak' til lasede rober, hvis det er alt hvad skrædderen har at tilbyde?"

[Edwin Selwyn]

Alverdens reprisalier stak gennem hans tanker imens han overvejede sine svar nøje. Han gennede tjeneren bort med et kast med hovedet og fokuserede endnu engang på den ulyksagelige Yaxley, men denne gang med et udfordrende blik. “Jeg har hørt at sådan nogle bliver som ny indenfor et års tid. Desuden er vi ikke katolske”, svarede han med et træk på skulderen som han tog en dyb slurk af den brændende whisky. Han havde ikke i sinde at ligge med hende, bare tanken sendte en rislen ned af hans ryg. “Det handler kun om blodet, Sinéad”, hans stemme antog en mere faktuel tone og han vædede sine læber. “Igen, du står i en udemærket position. Du har allerede bevist din blodloyalitet og dit kapital er udemærket. Du er ung og har gode kontakter”, han trak på skulderen endnu engang som han sank ned fra stolens armlæn til sædet. Han kunne næsten høre sin kusine komme trippende for at genne ham op i ordentlig positur.

[Sinéad L. Yaxley]

Det lille smil der havde listet sig frem i mundvigen, forsvandt med det samme. Hendes mimik blev i stedet lige så stram, som hendes opsatte knold på toppen af hovedet. I hendes tanker kastede hun en engorgio besværgelse på hans glas, til det voksede sig stort nok til, at hun kunne drukne fjolset i den gyldne væske.

Men det var en pæn fest og hun var en pæn heks. Så det forblev ved tanken, desværre.

"Blod er vigtigt, Mr. Selwyn." Anerkendte hun, og mente det. "Men de er ikke den eneste med godt blod i årene, og jeg er ikke desperat. Hvad kan de overhovedet tilbyde, andet end godt blod og uforskammede bemærkninger?"